Navngivning?

Jeg har tænkt meget over om jeg vil døbe eller navngive mit barn. Hverken min kæreste eller jeg går i kirke (ikke engang til jul ) Når vi rent faktisk kommer i kirke er det fordi andre inviterer, og så er det nok mere af pligt end lyst.

Jeg kom for alvor rigtig til at tænke over det da jeg i Juni sidste år blevet spurgt om jeg ville have æren af at være gudmor til min kusine. Jeg blev glad og beæret, men oppe i kirken fik jeg faktisk lidt kvalme..

Der stod jeg og forsagede djævlen og alle hans gerninger, og troede på gud den almægtige himlens og jordens skaber. Men det gør jeg jo slet ikke?

Jeg tror på der er noget - ved bare ikke om det skal kaldes gud? Jeg beder aldrig, men jeg er både døbt, konfirmeret og vil også gerne giftes i kirke. Føler mig bare så dobbeltmoralsk og ved ikke om jeg bare skal følge strømmen og døbe vores baby, eller om jeg skal "stå af bussen" og lade hende selv tage valget når hun bliver stor nok. Hun vil jo blive Malou ligemeget hvad.

Hvordan ser I andre på det? Er det bare en tradition I følger? Eller tror I rent faktisk på alt det I lover oppe i kirken?

Min kusine vil jeg altid være der for ligemeget hvad, men jeg kommer jo aldrig til at oplære hende i den kristne tro.

Kærlig hilsen

Zette

Zette skriver:

Jeg har tænkt meget over om jeg vil døbe eller navngive mit barn. Hverken min kæreste eller jeg går i kirke (ikke engang til jul ) Når vi rent faktisk kommer i kirke er det fordi andre inviterer, og så er det nok mere af pligt end lyst.

Jeg kom for alvor rigtig til at tænke over det da jeg i Juni sidste år blevet spurgt om jeg ville have æren af at være gudmor til min kusine. Jeg blev glad og beæret, men oppe i kirken fik jeg faktisk lidt kvalme..

Der stod jeg og forsagede djævlen og alle hans gerninger, og troede på gud den almægtige himlens og jordens skaber. Men det gør jeg jo slet ikke?

Jeg tror på der er noget - ved bare ikke om det skal kaldes gud? Jeg beder aldrig, men jeg er både døbt, konfirmeret og vil også gerne giftes i kirke. Føler mig bare så dobbeltmoralsk og ved ikke om jeg bare skal følge strømmen og døbe vores baby, eller om jeg skal "stå af bussen" og lade hende selv tage valget når hun bliver stor nok. Hun vil jo blive Malou ligemeget hvad.

Hvordan ser I andre på det? Er det bare en tradition I følger? Eller tror I rent faktisk på alt det I lover oppe i kirken?

Min kusine vil jeg altid være der for ligemeget hvad, men jeg kommer jo aldrig til at oplære hende i den kristne tro.

Kærlig hilsen

Zette

lillespurv19 skriver:

Jeg tror ikke på gud, men vores pige skal da døbes og det er kun fordi at sådan gør man i vores familier og fordi så er hun døbt hvis hun vil konfirmeres når den tid kommer



(ps. tjek profilnavnet)

Men der er jeg sådan lidt: jeg gider ikke føje andre, fordi man gør sådan!

Jeg ved der bliver ramaskrig hvis jeg navngiver barnet, FOR BABYER SKAL DØBES i vores familie. Men hvorfor love noget du overhovedet ikke tror på?

Jeg synes det er et meget svært dilemma.

Ja FLOT NAVN. GODT fundet på

Zette skriver:

Men der er jeg sådan lidt: jeg gider ikke føje andre, fordi man gør sådan!

Jeg ved der bliver ramaskrig hvis jeg navngiver barnet, FOR BABYER SKAL DØBES i vores familie. Men hvorfor love noget du overhovedet ikke tror på?

 

Jeg synes det er et meget svært dilemma.

 

Ja FLOT NAVN. GODT fundet på

lillespurv19 skriver:

ja det ville det os blive i vores familie hvis vi valgte navngivning, så valgte den nemme løsning selvom jeg da er noget i tvivl om det er den rigtige beslutning, for synes på en måde barnet selv skulle ha lov at vælge

Det er også det jeg har tænkt meget over, det er jo ikke for sent for hende at vælge det, hvis hun nu gerne vil konfirmeres. Jeg kan dog se en tydelig ændring i forhold til min generation og min fætters. Han skal konfirmeres til maj og i hans klasse er der flere nonfirmationer end konfirmationer. For de får festen (som det handler mest om) ligemeget hvad. Og så gider de sku ikke bekende til gud.

Men han vil gerne, så det skal han jo have lov til. Og tænker at hvis Malou også gerne vil det til den tid, så kan hun jo selv vælge det, og blive døbt.. ?

Zette skriver:

Det er også det jeg har tænkt meget over, det er jo ikke for sent for hende at vælge det, hvis hun nu gerne vil konfirmeres. Jeg kan dog se en tydelig ændring i forhold til min generation og min fætters. Han skal konfirmeres til maj og i hans klasse er der flere nonfirmationer end konfirmationer. For de får festen (som det handler mest om) ligemeget hvad. Og så gider de sku ikke bekende til gud.

Men han vil gerne, så det skal han jo have lov til. Og tænker at hvis Malou også gerne vil det til den tid, så kan hun jo selv vælge det, og blive døbt.. ?

Jeg synes det er nogle rigtig gode overvejelser du gør dig.

Vi har valgt at navngive Theo... Og jeg er efterhånden træt af at forsvare den beslutning....Men jeg synes det er det værd. Jeg ved ikke om jeg vil beskrive mig selv som troende...Og jeg kan jo ihvertfald ikke sige om Theo er det...Når han bliver stor nok må han tage beslutning om det....Det er heller ikke sikkert kristendommen er det rigtige for ham....Man ved jo aldrig. Det vigtigste for mig er bare at han reflektere over det, og ikke vælger noget fordi det er det man gør

Hvis han vælger at blive konfirmeret, må vi jo bare tage hen i kirken og gøre det til den tid....

Jeg synes det er vigtigt man gør sig overvejelser om hvad man gør pga. af traditioner, ...Og også har modet til at gå imod dem...Det er ikke alle traditioner der er lige gode..

Og personligt vil jeg også gerne være med til at ændre den opfattelse at danskerne partout er kristne...For sådan er virkeligheden jo ikke.... Det tror jeg er med til at skabe bedre plads til andre trosretninger...Og så er jeg imod at staten stadig støtter kirken...Der skal både være religionsfrihed og lighed, og det er der ikke i Danmark i dag.

Så der er mange grunde til at jeg foretrækker navngivning fremfor dåb..Og festen kan man stadig holde...Folk slipper bare for kirken..

Zette skriver:

Jeg har tænkt meget over om jeg vil døbe eller navngive mit barn. Hverken min kæreste eller jeg går i kirke (ikke engang til jul ) Når vi rent faktisk kommer i kirke er det fordi andre inviterer, og så er det nok mere af pligt end lyst.

Jeg kom for alvor rigtig til at tænke over det da jeg i Juni sidste år blevet spurgt om jeg ville have æren af at være gudmor til min kusine. Jeg blev glad og beæret, men oppe i kirken fik jeg faktisk lidt kvalme..

Der stod jeg og forsagede djævlen og alle hans gerninger, og troede på gud den almægtige himlens og jordens skaber. Men det gør jeg jo slet ikke?

Jeg tror på der er noget - ved bare ikke om det skal kaldes gud? Jeg beder aldrig, men jeg er både døbt, konfirmeret og vil også gerne giftes i kirke. Føler mig bare så dobbeltmoralsk og ved ikke om jeg bare skal følge strømmen og døbe vores baby, eller om jeg skal "stå af bussen" og lade hende selv tage valget når hun bliver stor nok. Hun vil jo blive Malou ligemeget hvad.

Hvordan ser I andre på det? Er det bare en tradition I følger? Eller tror I rent faktisk på alt det I lover oppe i kirken?

Min kusine vil jeg altid være der for ligemeget hvad, men jeg kommer jo aldrig til at oplære hende i den kristne tro.

Kærlig hilsen

Zette

Jeg er troende! helt ind til det inderste inde! bare ikke på den kristne gud men på de Nordiske guder. dog er alle vores børn døbte, dette da jeg er opvokset i en meget kristen familie, og kirken mer eller mindre var en del af vores hverdag, (bl.a. kirkekor)

men den største grund til at jeg har valgt at døbe dem er dog at jeg ikke vil have at de skulle få mindre chancer senere i livet end deres venner og klassekamerater, det er noget trist at stå på sidelinien og se på, mens ens venner bliver konfirmeret og har blå mandag. desuden: det kan da godt vøre jeg ike tror på gud jesus og helligånden, men hvem kan sige om mine små børn ike ville komme til det senere hen??

NynneKlink skriver:

Jeg er troende! helt ind til det inderste inde! bare ikke på den kristne gud men på de Nordiske guder. dog er alle vores børn døbte, dette da jeg er opvokset i en meget kristen familie, og kirken mer eller mindre var en del af vores hverdag, (bl.a. kirkekor)

men den største grund til at jeg har valgt at døbe dem er dog at jeg ikke vil have at de skulle få mindre chancer senere i livet end deres venner og klassekamerater, det er noget trist at stå på sidelinien og se på, mens ens venner bliver konfirmeret og har blå mandag. desuden: det kan da godt vøre jeg ike tror på gud jesus og helligånden, men hvem kan sige om mine små børn ike ville komme til det senere hen??

 

Jeg kan sagtens forstå at dine børn er døbt når du er opvokset med den kristne tro, og den dag idag tror på det, men det du skriver efterfølgende synes jeg virkelig lyder mærkeligt

Hvordan kan man få mindre chancer i livet ved ikke at være kristen eller døbt?????

Det er da en udmelding der vil noget, som jeg meget gerne ser du uddyber, for det er jeg slet slet ikke enig i. Jeg mener ikke man skal bekende tro fordi ens mor eller far mener man skal gøre det. Både min kæreste og jeg har fået afvide da vi skulle konfirmeres at "du kan enten gå til præst og blive konfirmeret og få stor fest og gaver - eller du kan få ingenting" - sjovt nok gik jeg IKKE til præst fordi jeg ville lære om gud, men fordi jeg ville have de gaver.

ALLE der blev nonfirmeret kom med på blå mandag, så det kan jeg slet ikke se pointen i det du skriver. ALLE der blev nonfirmeret fik gaver, og dem der ikke ville få fest og gaver uden konfirmation - ja de gik da såment til præst.

Tilsidst skriver du at det kan godt være du ikke tror på gud, jesus og helligånden, men at dine børn måske kan komme til det, og det er HER jeg mener at de selvfølgelig er i deres bedste ret til at sige: Hey mor, det kan godt være du ikke tror på det, men jeg tror på det og vil altså gerne døbes.

Jeg ville gerne høre hvorfor man enten var til det ene og det andet, og det har jeg da også fået.. men jeg synes det du skrev var ret usammenhængende, men det skal ikke fortolkes som en hetz imod dig og det du tror på - for det respekterer jeg!

Jeg tror i bund og grund at jeg bare gerne ville have haft en grund til at gå op og døbe mit barn, men det har jeg ikke rigtig fået.

Kærlig hilsen
Zette

ThereseW skriver:

Jeg synes det er nogle rigtig gode overvejelser du gør dig.

Vi har valgt at navngive Theo... Og jeg er efterhånden træt af at forsvare den beslutning....Men jeg synes det er det værd. Jeg ved ikke om jeg vil beskrive mig selv som troende...Og jeg kan jo ihvertfald ikke sige om Theo er det...Når han bliver stor nok må han tage beslutning om det....Det er heller ikke sikkert kristendommen er det rigtige for ham....Man ved jo aldrig. Det vigtigste for mig er bare at han reflektere over det, og ikke vælger noget fordi det er det man gør

Hvis han vælger at blive konfirmeret, må vi jo bare tage hen i kirken og gøre det til den tid....

Jeg synes det er vigtigt man gør sig overvejelser om hvad man gør pga. af traditioner, ...Og også har modet til at gå imod dem...Det er ikke alle traditioner der er lige gode..

Og personligt vil jeg også gerne være med til at ændre den opfattelse at danskerne partout er kristne...For sådan er virkeligheden jo ikke.... Det tror jeg er med til at skabe bedre plads til andre trosretninger...Og så er jeg imod at staten stadig støtter kirken...Der skal både være religionsfrihed og lighed, og det er der ikke i Danmark i dag.

Så der er mange grunde til at jeg foretrækker navngivning fremfor dåb..Og festen kan man stadig holde...Folk slipper bare for kirken..

Min kæreste har læst dit indlæg og kunne ikke sige det bedre selv.

Vi er selv helt enige om at navngivning er det rette for os efter en hel dags debat om det, og er begge mennesker der hellere vil gå mod strømmen end at følges med den.
Jeg har gjort mig mange overvejelser fordi min svigermor i forvejen virkelig ikke bryder sig om mig, og hun kunne måske mene det her var endnu et "af den skøre kællings påfund" - men min kæreste mener ikke vi skal føje andre og døbe hende, fordi traditionen nu siger det.

Jeg synes det er langt bedre at hun selv kommer til at kunne vælge når hun bliver større, end at vi trækker en tro ned over hovedet på hende, som vi iøvrigt slet ikke selv tror på.

Og jeg er HELT ENIG i at det er forkert at alle danskere pr. definition er kristne, da vi har så mange andre troesretninger i DK også.

Men jeg er meget glad for din besked, du gav debatten et ordenligt skub herhjemme og fik os til at tage et endegyldigt valg. Så tak.

Knus

Zette