De smukke engle passer på dig til vi ses igen.

.. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller slutte ..

For lidt over 1 år siden mistede jeg min søn noah inde i min mave- jeg gik 5 dage over tiden også fik jeg endelig veer--vi kunne slet ikke vente til vi skulle føde og jasmin skulle være storesøster-- hun sage hele tiden hvornår skal vi hente lilleboro på sugehuset?  vi kørte til sygehuset med stærke veer--på vejen derind tog veerene til også tog de af igen.. jeg fik en underlig fornemmelse i min mave.. den blev mere og mere hård på vejen derind også lidt kold men jeg havde stadig veer.. jeg kom ind på sygehuset og skulle havde kørt en strimmel for lige at se hvordan det hele stod tid.. sygeplejsken scannede og scannede uden og sige et eneste ord.. vi var spændte og glade... hun sage hun lige kom igen om lidt, hun skulle lige hente en jordmor.. der kom læger og nogle andre damer ind på stuen..

de scannede igen også pludselig sage hun "Det gør min ondt men jeg tror jeres barn er dødt"  min kæreste blev sur og bedte dem om at scanne efter igen og lige ta sig sammen.. jeg tænkte slet ikke- jeg kan huske hvilken følese jeg havde i kroppen- jeg glemmer det aldrig-

Vi kom ovenpå hvor vi skulle scannes igen på den store scanner- intet hjertelyd- det er det mest forfærdelige der kan ske, jeg kunne ikke tænke-snakke eller noget. det var lige som om verden gik i stå et øjeblik-- men vores dreng var død på vej til sygehuset.

så tæt på også lang fra-livet er uretfærdigt.

vi blev sendt hjem og skulle komme igen næste morgen hvor jeg ville blive sat igang med en pille og skulle føde selv. jeg havde små veer hele natten-det var en lang og hård nat.

så kom vi på sygehuset og jeg fødte den dejligste drenge på 4280g han var helt perfekt, så stor og fin og smuk, han var lige som han skulle være.

vi var sammen med ham hele dagen og natten- dagen efter hvor vi skulle sige rigtig farvel og han skulle på køl var det værste jeg nogle sinde har prøvet.

al skulle sige farvel til sit egen barn der skulle ned i et kølerum uden mig, ligge der helt alene , det er ubeskriveligt.

Min datter på 3 år kom ind og så sin lillebror, gav ham en bamse og et lille kys- jeg knækkende helt sammen der- det var så hårdt at se men hun tog det så flot. Jasmin var så stolt over sin lillebror. vi fortalte hende at vi ikke skulle ha lillebror med hjem-- hun var meget forstålig og sage ikke rigtig noget til det.

hun kunne godt fornemme og se på os andre at der var noget galt.hun har taget det hele så flot og hun var kun 3 år.

vi holde en smuk begravelse men venner og familie.

Det er nu over et år siden og vi går ned og tænder lys hos nah et par gange om ugen og jasmin siger hej lillebror. jeg smiler og blir ked af det indeni. Når der er stjerner på himmelen eller månen er stor fortaæller jasmin alle dem som hun er sammen med om noah er deroppe sammen med farmor og kigger ned på os. så vinker vi til noah.

Det er blevet nemmere idag med sorgen.. man kommer videre men man glemmer aldrig.

hold da op en stærk historie.. Det krævede lige et par tårer...

Jeg ønsker Jer alle en god minde-dag og håber at I sammen kan bearbejde sorgen.  til lille noah...

Puha, er helt tom for ord lige nu, kan jo ikke i min vildeste fantasi forstille mig hvor hårdt det må være at miste sit barn... Kan forstille mig at tiden der efter må være så svær at leve.. Og alt det I pludselig skulle gemme væk igen, det må gøre ubeskriveligt ondt...

Jeg sender dig en masse tanker og et stort knus

nannanadja skriver:

.. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller slutte ..

For lidt over 1 år siden mistede jeg min søn noah inde i min mave- jeg gik 5 dage over tiden også fik jeg endelig veer--vi kunne slet ikke vente til vi skulle føde og jasmin skulle være storesøster-- hun sage hele tiden hvornår skal vi hente lilleboro på sugehuset?  vi kørte til sygehuset med stærke veer--på vejen derind tog veerene til også tog de af igen.. jeg fik en underlig fornemmelse i min mave.. den blev mere og mere hård på vejen derind også lidt kold men jeg havde stadig veer.. jeg kom ind på sygehuset og skulle havde kørt en strimmel for lige at se hvordan det hele stod tid.. sygeplejsken scannede og scannede uden og sige et eneste ord.. vi var spændte og glade... hun sage hun lige kom igen om lidt, hun skulle lige hente en jordmor.. der kom læger og nogle andre damer ind på stuen..

de scannede igen også pludselig sage hun "Det gør min ondt men jeg tror jeres barn er dødt"  min kæreste blev sur og bedte dem om at scanne efter igen og lige ta sig sammen.. jeg tænkte slet ikke- jeg kan huske hvilken følese jeg havde i kroppen- jeg glemmer det aldrig-

Vi kom ovenpå hvor vi skulle scannes igen på den store scanner- intet hjertelyd- det er det mest forfærdelige der kan ske, jeg kunne ikke tænke-snakke eller noget. det var lige som om verden gik i stå et øjeblik-- men vores dreng var død på vej til sygehuset.

så tæt på også lang fra-livet er uretfærdigt.

vi blev sendt hjem og skulle komme igen næste morgen hvor jeg ville blive sat igang med en pille og skulle føde selv. jeg havde små veer hele natten-det var en lang og hård nat.

så kom vi på sygehuset og jeg fødte den dejligste drenge på 4280g han var helt perfekt, så stor og fin og smuk, han var lige som han skulle være.

vi var sammen med ham hele dagen og natten- dagen efter hvor vi skulle sige rigtig farvel og han skulle på køl var det værste jeg nogle sinde har prøvet.

al skulle sige farvel til sit egen barn der skulle ned i et kølerum uden mig, ligge der helt alene , det er ubeskriveligt.

Min datter på 3 år kom ind og så sin lillebror, gav ham en bamse og et lille kys- jeg knækkende helt sammen der- det var så hårdt at se men hun tog det så flot. Jasmin var så stolt over sin lillebror. vi fortalte hende at vi ikke skulle ha lillebror med hjem-- hun var meget forstålig og sage ikke rigtig noget til det.

hun kunne godt fornemme og se på os andre at der var noget galt.hun har taget det hele så flot og hun var kun 3 år.

vi holde en smuk begravelse men venner og familie.

Det er nu over et år siden og vi går ned og tænder lys hos nah et par gange om ugen og jasmin siger hej lillebror. jeg smiler og blir ked af det indeni. Når der er stjerner på himmelen eller månen er stor fortaæller jasmin alle dem som hun er sammen med om noah er deroppe sammen med farmor og kigger ned på os. så vinker vi til noah.

Det er blevet nemmere idag med sorgen.. man kommer videre men man glemmer aldrig.

Det må simpelthen være noget af det mest forfærdelige man kan komme ud for i livet. 
Jeg føler med jer!

Det er bare helt forkert at forældre skal sige farvel til deres børn. 

En masse tanker til jer!

føler med jer det må være så forfærdelig aldrig og nå og lære jeres dreng og kende             knus Heidi

Hold da op!

Sikke en sorg I har at bære på. Og syns det er flot du vil dele det med os herinde. (Du har beskrevet det mareridt, jeg forestillede mig/ frygtede da jeg var gravid.)


Jeg får lyst til at spørge, om jeres lille dreng blev obduceret, og om man ved hvorfor han døde? Hvis ikke du ønsker at svare, kan jeg sagtens forstå det.

Det lyder som om I ved at komme ud på den anden side, og med tiden blir alt bedre, men dem som tror at med tiden blir alt glemt, tager fejl.
Jeg håber jeres omgivelser er gode til at spørge til jer, og at I er får fortalt og snakket om det, så meget I har brug for.

SEJ storesøster! Hun har gode forældre, der har gjort hende til det hun er! Hyldest til jer som forældre.

Kæmpe krammer og mange tanker. 

jeg troede mit liv var gået i stå da vi mistede vores søn, jeg havde allermest lyst til at tage afsted sammen med min søn og passe på ham i himmelen--kunne ikke holde tanken ud om at han skulle være alene , det lyder måsle mærkeligt men sådan tænkte jeg.. men da jeg så min dejlige datter igen efter jeg havde født og vi var samlet på stuen med noah-- hun krammede mig og lige der vidste jeg at hun ville blive min livskraft fremover- når jeg er ked f det idag så gir jeg hende et storrt kram og et kys også får hun smilet frem i mig igen.

jeg har ikkr rigtig været klar til at fortælle min historien før nu- men jeg kan mærke at jeg har fået ny energi og det er dejligt at få det ud -også til nogel man ikke kender-- tak forde i lytter og svare tilbage--det varmer.

noah døde på vej til sygehuset, det var en knude på navlestrengen som så strammede til så den ikke kunne løsnes igen.. det sker 1-3 gange om året så det er så uretfærdigt for han var sund og rask og en stor dreng som aldtid havde vejet mere end normalt. alt var fint til alle scanninger.¨

man sanner efter alt på sygehuset--BARE IKKE OM DER ER KNUDER PÅ NAVLESNOREN, for der sker så sjældent så det bruger man ikke ekstra tid på fik vi afvide efter vi havde mistet.

nannanadja skriver:

jeg troede mit liv var gået i stå da vi mistede vores søn, jeg havde allermest lyst til at tage afsted sammen med min søn og passe på ham i himmelen--kunne ikke holde tanken ud om at han skulle være alene , det lyder måsle mærkeligt men sådan tænkte jeg.. men da jeg så min dejlige datter igen efter jeg havde født og vi var samlet på stuen med noah-- hun krammede mig og lige der vidste jeg at hun ville blive min livskraft fremover- når jeg er ked f det idag så gir jeg hende et storrt kram og et kys også får hun smilet frem i mig igen.

jeg har ikkr rigtig været klar til at fortælle min historien før nu- men jeg kan mærke at jeg har fået ny energi og det er dejligt at få det ud -også til nogel man ikke kender-- tak forde i lytter og svare tilbage--det varmer.

noah døde på vej til sygehuset, det var en knude på navlestrengen som så strammede til så den ikke kunne løsnes igen.. det sker 1-3 gange om året så det er så uretfærdigt for han var sund og rask og en stor dreng som aldtid havde vejet mere end normalt. alt var fint til alle scanninger.¨

man sanner efter alt på sygehuset--BARE IKKE OM DER ER KNUDER PÅ NAVLESNOREN, for der sker så sjældent så det bruger man ikke ekstra tid på fik vi afvide efter vi havde mistet.

For søren hvor jeg føler med jer   Det må være det værste man overhoved kan opleve Glad for at i har fået det bedre og har lært at leve med det ,,,  Flot du kan skrive om det ,, Kæmpe kram

nannanadja skriver:

jeg troede mit liv var gået i stå da vi mistede vores søn, jeg havde allermest lyst til at tage afsted sammen med min søn og passe på ham i himmelen--kunne ikke holde tanken ud om at han skulle være alene , det lyder måsle mærkeligt men sådan tænkte jeg.. men da jeg så min dejlige datter igen efter jeg havde født og vi var samlet på stuen med noah-- hun krammede mig og lige der vidste jeg at hun ville blive min livskraft fremover- når jeg er ked f det idag så gir jeg hende et storrt kram og et kys også får hun smilet frem i mig igen.

jeg har ikkr rigtig været klar til at fortælle min historien før nu- men jeg kan mærke at jeg har fået ny energi og det er dejligt at få det ud -også til nogel man ikke kender-- tak forde i lytter og svare tilbage--det varmer.

noah døde på vej til sygehuset, det var en knude på navlestrengen som så strammede til så den ikke kunne løsnes igen.. det sker 1-3 gange om året så det er så uretfærdigt for han var sund og rask og en stor dreng som aldtid havde vejet mere end normalt. alt var fint til alle scanninger.¨

man sanner efter alt på sygehuset--BARE IKKE OM DER ER KNUDER PÅ NAVLESNOREN, for der sker så sjældent så det bruger man ikke ekstra tid på fik vi afvide efter vi havde mistet.

Hvor er det godt at din datter kan give dig lidt glæde i den triste tid...

Kan sagtens forestille mig at man bare har lyst til at tage med det barn man har mistet.

Min søster mistede sin lille datter i 8. md. og at se den smerte hun gennemgik, uden at man kunne hjælpe, det var forfærdeligt

Det er noget af det mest uretfærdige i verden at nogle skal miste et barn

Puha..  sikke en historie, jeg bliver helt dårlig og nervøs på samme tid