Min mor er ved at "gå til"

sådan føles det i hvert fald...

Hun blev for nogen år siden indlagt på Psykriatisk Hospital, fordi hun var gået mentalt ned i ordets bogstavligste forstand... og ja egentlig havde hun bare lyst til at tage sig selv af dage...   De forsøgte under denne indlæggelse at "slukke" for nogle dele af hjernen, hvilket dog ikke lykkedes helt efter hensigten...

Da hun endelig blev udskrevet, blev hun erklæret ude af stand til at arbejde, og har derfor gået hjemme siden...

Når man er sammen med hende sidder hun nogen gange og stirrer tomt ud i luften... Det skal siges at hun får temmelig stærke anti-deprisiver og temmelig meget...

Når hun er alene hjemme om dagen så ligger hun og sover, kan ofte nå helt ind i stuen og røre ved hende før hun opdager at man er der... Og kommer man på besøg uden for normalen, dvs. når far ikke er hjemme, så render hun hvileløst rundt, og det samme gælder når hun er her...

Hun er ude af stand til at tage vare på sig selv (hygiejne mæssigt), og deres hus(rengørings mæssigt)...

Det gør bare så ondt og se på... Både manden og jeg synes at hendes tilstand minder meget om Alzheimer... Og ja jeg frygter det værste...

Undskyld det lange indlæg, havde bare lidt behov for at lukke gas af ballonen...

øv sikke noget lort for at sige det mildt.. 

du skal have verdens største krammer for at du rent faktisk kan klare det og er der for din mor..

jeg har også en mor med depression dog ikke så slemt som din, men det lyder dog også til at det er mere end det.

men min mor er nogle gange også helt ude for rækkevidde..  så sover hun også bare og er helt væk..   hun arbejder heller ik mer. HUn er førtidspensionist..  har ingen venner mere og lever faktisk kun for min søster, jeg og ungerne og tit lever hun også igennem os.

Men hvor om alting er, så synes jeg du er sej at magte din mor, jeg tænker nogle gange at nu gider jeg hende sgu ik mer..  men min mor har også gode dage og dem elsker vi.

var det noget at søge sådanne støttegrupper eller  hotlines, jeg ved der findes rigtig meget af sådan noget.. i sær støttegrupper og net sider for pårørende til depressive..

nå men jeg ville jo egentlig bare give dig et kæmpe  knuzz

Det må da være frygteligt at se sin egen mor sådan. Har du tænkt på at prøve og få hende indlagt igen, ved godt det heller ikke er så fedt, men måske det kan hjælpe hende hvis de kan stille en diagnose og hjælpe hende medicink og med en evt kognitiv behandling eller noget.

Har du snakket med din far om det eller har du evt søskende du kan snakke med? Det er altid en god ting og høre hvordan andre oplever hende.

Mange  til dig det kan du vist godt trænge til og god bedring med din mor

Min mor har detsvære ikke rigtigt nogen gode dage...

Hende og min far "går til kontrol" hver 3 uge på sygehuset, og de mener ikke der er nogen grund til at ind lægge hende igen... De justere bare en lidt på hendes medicin...

Hvad gælder min bror så rækker hans tanke vide ikke længere end til hans egen næsetip, han tænker kun på ham selv... Sidste sommer præsterede de at hive min mormor her ned uden at tænke over hvilken reaktion der ville komme fra mor... Vi andre nåede heldigvis at advare hende, hun er nemlig også bange for hendes egen mor (for ikke at være god nok)...

Min far ja, han er ved at gå i koma hvis min mor ikke er hurtig nok til at tage telefonen når han ringer hjem fra arbejde... Så han har nerverne hængene uden på tøjet, og kæmper en ihærdig kamp for at få det hele til at nå sammen...

Men i skal have tusind tak for jeres krammere... Det varmer gevaldigt...

Anonym skriver:

sådan føles det i hvert fald...

Hun blev for nogen år siden indlagt på Psykriatisk Hospital, fordi hun var gået mentalt ned i ordets bogstavligste forstand... og ja egentlig havde hun bare lyst til at tage sig selv af dage...   De forsøgte under denne indlæggelse at "slukke" for nogle dele af hjernen, hvilket dog ikke lykkedes helt efter hensigten...

Da hun endelig blev udskrevet, blev hun erklæret ude af stand til at arbejde, og har derfor gået hjemme siden...

Når man er sammen med hende sidder hun nogen gange og stirrer tomt ud i luften... Det skal siges at hun får temmelig stærke anti-deprisiver og temmelig meget...

Når hun er alene hjemme om dagen så ligger hun og sover, kan ofte nå helt ind i stuen og røre ved hende før hun opdager at man er der... Og kommer man på besøg uden for normalen, dvs. når far ikke er hjemme, så render hun hvileløst rundt, og det samme gælder når hun er her...

Hun er ude af stand til at tage vare på sig selv (hygiejne mæssigt), og deres hus(rengørings mæssigt)...

Det gør bare så ondt og se på... Både manden og jeg synes at hendes tilstand minder meget om Alzheimer... Og ja jeg frygter det værste...

Undskyld det lange indlæg, havde bare lidt behov for at lukke gas af ballonen...

den situation er bare slet ikke holdbar...ikke for nogen i  hele verdenen...

det er jo netop meningen at forældre skal være dem der viser vejen frem, dem der kan skubbe en frem, når man selv har det skidt, og s¨å vender bøtten pludselig, og rollerne bytter om.

Jeg ved der ihvertfald har været nogle stykker i vores gruppe, der har kendskab til noget af det samme, ikke at jeg ved om du er en af dem jeg har kendskab til, men jeg nævner i flæng (ikke for at hænge nogen ud) mig selv, AG, og BM. Uanset hvad ved jeg at de/vi kender til lignende situationer, eller ihvertfald kender til det, når rollerne bytter plads, og for mit vedkommende er du hjertelig velkommen til at sladre, med mig om det. For tit er det vigtigt at få hældt frustrationen ud over nogen, det ved jeg med sikkerhed fra mig selv.

Uden at komme nærmere ind på hvad du mener din mor kan fejle, vil jeg nok på godt jysk sige det er en forfærdelig lortesituation du og din far sidder i...og måske er det en ide at kontakte jeres læge og få en god snak med ham/hende, så i sammen kan klgge en plan, for ellers bliver det godt nok ikke nemt for nogen af jer.

du får lige et kæmpe kram, for det er bare ikke en situaton nogen bør sidde!

Uha, jeg har ikke mange trøstende ord eller gode råd, da jeg ikke har prøvet at have det inde på livet..

Kan dog ikke forstå at der ikke gives mere hjælp til hende fra det offentliges side..

Du får lige en for det må sgi være vanvittigt hårdt.

Loggidut skriver:

 

den situation er bare slet ikke holdbar...ikke for nogen i  hele verdenen...

det er jo netop meningen at forældre skal være dem der viser vejen frem, dem der kan skubbe en frem, når man selv har det skidt, og s¨å vender bøtten pludselig, og rollerne bytter om.

Jeg ved der ihvertfald har været nogle stykker i vores gruppe, der har kendskab til noget af det samme, ikke at jeg ved om du er en af dem jeg har kendskab til, men jeg nævner i flæng (ikke for at hænge nogen ud) mig selv, AG, og BM. Uanset hvad ved jeg at de/vi kender til lignende situationer, eller ihvertfald kender til det, når rollerne bytter plads, og for mit vedkommende er du hjertelig velkommen til at sladre, med mig om det. For tit er det vigtigt at få hældt frustrationen ud over nogen, det ved jeg med sikkerhed fra mig selv.

Uden at komme nærmere ind på hvad du mener din mor kan fejle, vil jeg nok på godt jysk sige det er en forfærdelig lortesituation du og din far sidder i...og måske er det en ide at kontakte jeres læge og få en god snak med ham/hende, så i sammen kan klgge en plan, for ellers bliver det godt nok ikke nemt for nogen af jer.

du får lige et kæmpe kram, for det er bare ikke en situaton nogen bør sidde!

Nej Sloggi jeg er ikke en af dem du nævner... Men du kender mig godt, du ved det bare ikke du har engang sendt mig en pakke med sutteflasker...

Ved far har haft snakket med lægen om det, men ja jeg har ikke fået noget afvide, så jeg tror ikke der er kommet noget ud af de undersøgelser de har taget...

Eller også har min kæreste ret i at vores læge er ved at være så gammel at han ikke "gider" give ærligt svar, ligesom de probs med min undervogn (så ved i vist alle hvem jeg er)...

Anonym skriver:

Nej Sloggi jeg er ikke en af dem du nævner... Men du kender mig godt, du ved det bare ikke du har engang sendt mig en pakke med sutteflasker...

Ved far har haft snakket med lægen om det, men ja jeg har ikke fået noget afvide, så jeg tror ikke der er kommet noget ud af de undersøgelser de har taget...

Eller også har min kæreste ret i at vores læge er ved at være så gammel at han ikke "gider" give ærligt svar, ligesom de probs med min undervogn (så ved i vist alle hvem jeg er)...

jeps i know...  men skriv, her eller i pb hvis du får brug for at hælde vand ud af ørene...

tit er det det man har mest behov for!

Ved ik helt hva jeg ska sige for det er svært når man ik selv står i sammen sitiuation..... men sender dig en masse tanker og et kæmpe kram

puuuhha sikke en rigtig øv situation - jeg mangler virkelig ord og sender dig de varmeste tanker og krammere. Har du nogen, du kan tale med det om i "den rigtige" verden, vis du forstår.....det er ret vigtigt nemlig også at have et netværk i sådan en situation