Hysterisk eller...?

Macaab skriver:

Du kunne jo, ligesom os, have 4-5 pigenavne klar til fødsel, for derefter at have fået 2 drenge

 

Ja, for eksempel. Det er jo lige det med at planlægge for meget - det er ikke altid det kommer til passe

Hvis og hvis og hvis...

Synes måske det er lidt overreageret - ingen af jer venter barn, og hvem ved om nogen af jer nogen sinde får en pige?

Jeg har også altid haft et yndlingspigenavn, men eftersom jeg nok aldrig får en datter opfordrede jeg en af mine bedste veninder til at bruge navnet, så nu hedder hendes lille datter det navn "min datter" skulle have heddet.

Lise - med en søn og en mere på vej - og udelukkende med fætre i familien.

Jeg kan godt sætte mig ind i følelsen og din reaktion, men når ingen af Jer er gravide og venter en pige, så synes jeg ikke at du kan tillade dig at være fornærmet over det, eller holde på din ret til navnet.

Jeg er gravid og venter en dreng. Efter at vi havde været til scanning og fået at vide at det blev en dreng var vi helt enige om et navn. Vi havde ikke fortalt navnet til nogen endnu og kort tid efter var vi til bryllup, hvor brudeparret, der også ventede sig offentliggjorde at deres kommende dreng skulle hedde netop det navn, som vi havde valgt.

Jeg kan huske at jeg blev helt tom indeni, og vred og ked af det og alt muligt andet. Men det var jo helt tilfældigt og jeg kan jo ikke tage patent på et navn, og iøvrigt vidste de jo ikke at vi havde besluttet os for det samme navn. De har så fået deres dejlige dreng, og vi har fundet et andet navn til vores kommende dreng, selvom det var svært for i lang tid var der bare ingen navne der kunne hamle op med det navn vi oprindeligt havde valgt.

Jeg synes at du skal tage det med ro og se om nogen af Jer overhovedet får en pige, og i så fald synes jeg at den der får en pige først har førsteretten til navnet, og så må den anden jo finde et andet navn, da jeg giver dig ret i at det vil være underligt at kalde to børn det samme indenfor familien eller vennerne, som man ser ofte.

I har helt ret i at det er at overreagere, men det var nu sådan jeg følte på daværende tidspunkt. Og jeg har det stadig lidt sådan - det indrømmer jeg.

Men jeg er klar over, at man ikke kan tage patent på et navn - naturligvis ikke - og de er jo i deres gode ret til at bruge navnet, ligeså meget som vi. Men derfor er det stadig forbundet med en vis skuffelse. 

Jeg er også godt klar over, at jeg ikke reagerer helt rationelt - det er det vel aldrig, når det er følelserne det handler om.

Og så er der jo det med, at  det ikke er sikkert, at vi nogensinde får en datter eller at min fætter gør det. Og jeg har da ikke tænkt mig at være total på tværs, hvis de tager navnet - bare skuffet. Ligesom de vel blev skuffede, da vi fortalte at vi ville kalde en eventuel datter for Nora.

Det er vist generelt et lidt ømtåleligt emne for nogle...

He he he he

Jeg synes det er en liiiiille smule hysterisk. MEN. Min kære dejlige og MEGET fornuftige storesøster, var ved at gå SKRÅT bananas af skræk for at min anden bror ville kalde deres datter for Klara. Hun kom til at hedde Anna, men er født inden min søster overhovedet blev gravid. Hver gang vi var sammen var hun ovre og pumpe dem for om da havde besluttet et navn, da lille Anna faktisk var 11 mdr. inden hun fik et fast navn (de var helt sikre på) og blev døbt. PÅ det tidspunkt var min søster gravid med en pige, og altså helt ærligt, hun har haft mange ophidsede samtaler med os om hvorfor Klara er hendes navn...

Det endnu mere sjove er, at jeg altid har talt om at Kirstine skulle have en søster Klara, og at jeg så engang talte lidt om Ida. Så sagde min søster straks "okay, du får en Ida, så snupper jeg Klara, nu er hun min". Men det tror jeg hun lidt har glemt nu,  he he...

Men helt ærligt. Dem der kommer først, kan jo kalde deres børn det de vil. Og så kan man jo indordne sig efter det og finde et andet navn til sit barn, eller fastholde sin beslutning, og være ligeglad med om to grandkusiner begge hedder Nora. De vil højst sandsynligt ikke have så meget med hinanden at gøre som teenagere/voksne alligevel!

Riksen skriver:

Hej piger...

Jeg bliver altså nødt til at høre om det er mig, der er hysterisk:

Er det "normalt" at reagere ret så voldsomt (læs: tudeture og panik) på at nogle i familien overvejer at kalde deres datter (ifald de skulle få en. De er ikke gravide og har først planer om at blive det om et par år) for Nora, når det er det navn jeg er helt vildt fantastisk meget forelsket i, og som vores datter skal hedde, hvis jeg engang skulle være så heldig at få en?

Det skal lige nævnes, at jeg ikke er gravid nu, og at jeg næsten lige havde haft en abort, da jeg fik at vide, at de også havde tænkt på navnet. Derudover skal det siges, at vi havde sagt til familien hvilke to navne, vi havde tænkt os at bruge, da vi fortalte dem at vi ventede os.

Jeg håber, at jeg giver mening, og at der er andre, der har haft det sådan.... ellers kravler jeg bare tilbage i mit hul

- Rikke

Jeg har en bekendt, der fødte tre måneder efter mig. Jeg havde fortalt hende, hvad jeg ville kalde min baby, hvis det blev en dreng, og hun sagde med det samme, at det navn kunne hun også godt tænke sig (det er et "normalt" navn, men der er meget få, der hedder det, og jeg havde brugt mange måneder på at finde på det). Jeg sagde, at det kunne hun altså ikke være bekendt, hvis hun gjorde, da det var "mit" navn. Jeg så hende ikke i tiden omkring hendes fødsel, men mødte hende her i januar, og spurgte, hvad hendes søn hed - og lur mig ikke, om hun havde "stjålet" mit navn - jeg blev så sur, at jeg bare gik min vej. Så jeg forstår 100% din reaktion

DK skriver:

He he he he

Jeg synes det er en liiiiille smule hysterisk. MEN. Min kære dejlige og MEGET fornuftige storesøster, var ved at gå SKRÅT bananas af skræk for at min anden bror ville kalde deres datter for Klara. Hun kom til at hedde Anna, men er født inden min søster overhovedet blev gravid. Hver gang vi var sammen var hun ovre og pumpe dem for om da havde besluttet et navn, da lille Anna faktisk var 11 mdr. inden hun fik et fast navn (de var helt sikre på) og blev døbt. PÅ det tidspunkt var min søster gravid med en pige, og altså helt ærligt, hun har haft mange ophidsede samtaler med os om hvorfor Klara er hendes navn...

Det endnu mere sjove er, at jeg altid har talt om at Kirstine skulle have en søster Klara, og at jeg så engang talte lidt om Ida. Så sagde min søster straks "okay, du får en Ida, så snupper jeg Klara, nu er hun min". Men det tror jeg hun lidt har glemt nu,  he he...

Men helt ærligt. Dem der kommer først, kan jo kalde deres børn det de vil. Og så kan man jo indordne sig efter det og finde et andet navn til sit barn, eller fastholde sin beslutning, og være ligeglad med om to grandkusiner begge hedder Nora. De vil højst sandsynligt ikke have så meget med hinanden at gøre som teenagere/voksne alligevel!

Nej, du har så fuldstændig ret. Men som jeg også nævnte, var jeg stadig fuld af hormoner og havde næsten lige haft en abort, så helt rationel har jeg ikke været. Uanset hvad, så går det nok. Jeg ville egentlig bare høre om jeg var den eneste, der havde haft sådan en voldsom reaktion - og det er jeg jo ikke.

Der har sikkert også ligget en masse andet bag reaktion, og altså ikke bare navnet som sådan

Jeg ved godt at man ikke kan have monopol på navne, men man har nogle favoritter og sådan vil det nok være for mange. Jeg tror måske også, at der et hormonelt aspekt i alt det her navne-drama. Måske skulle man bare tage at slappe af og tage det som det kommer

Dansker i England skriver:

Jeg har en bekendt, der fødte tre måneder efter mig. Jeg havde fortalt hende, hvad jeg ville kalde min baby, hvis det blev en dreng, og hun sagde med det samme, at det navn kunne hun også godt tænke sig (det er et "normalt" navn, men der er meget få, der hedder det, og jeg havde brugt mange måneder på at finde på det). Jeg sagde, at det kunne hun altså ikke være bekendt, hvis hun gjorde, da det var "mit" navn. Jeg så hende ikke i tiden omkring hendes fødsel, men mødte hende her i januar, og spurgte, hvad hendes søn hed - og lur mig ikke, om hun havde "stjålet" mit navn - jeg blev så sur, at jeg bare gik min vej. Så jeg forstår 100% din reaktion

Det er jeg glad for at høre. Altså ikke at din veninde stjal dit navn, men at du har det ligesom mig. Jeg var også selv ret overrasket over min reaktion, nok er jeg en tudemarie, men alligevel...

Jeg kan godt se nu, at det nok var lige lovligt hysterisk at begynde at tude over det; der er jo ingen der har fået børn endnu. Men hvis de engang "tager" navnet, så vil jeg da klart blive skuffet. Men det må tiden jo vise...