Hej..
Det er godt nok en gammel tråd, men jeg har først lige opdaget siden her for nylig, og vil da også lige give mit besyv med..
Min datters far og jeg var egentlig eks-kærester, men fandt sammen igen.. Jeg har altid sagt at han var den fyr jeg aldrig ville komme mig over, men jeg brugte alligevel meget energi på at afvise ham da han fik den "gode" idé at vi skulle finde sammen igen.. Han har altid været en meget flygtig person der fulgte sine impulser, og jeg var nået til et punkt hvor jeg tænkte på "far, mor og børn".. Det var jeg overbevist om at han ikke gjorde, men han brugte meget lang tid på at overbevise mig om det modsatte..
Da han så endelig havde overtalt mig til at vi skulle ses igen, var det jo som om der kun var gået en uge - gnisterne fløj gennem luften og det hele var meget elektrisk.. Jeg havde en uges ferie som jeg brugte hos ham (vi boede i hver vores ende af landet), men allerede efter et par dage kunne jeg mærke at han var ved at køle af..
På det tidspunkt var jeg allerede gravid - og da jeg fortalte ham det, pressede han mig til en abort.. :'( Jeg fortrød dog efter forundersøgelsen - og sagde lige ud til ham at sådan lå landet, og ville han være med var det fint, og ville han ikke var det også fint..
Efter en tænke-pause syntes han at så skulle jeg flytte over til ham, og selvom jeg ikke var meget for det, så gjorde jeg det.. Jeg boede på det tidspunkt hos min bror og svigerinde i deres kæmpe hus, og ville under alle omstændigheder være nødt til at flytte - og naivt troede jeg at så skulle vi lege familie..
Graviditeten var meget lang og ensom.. Han havde hverken familie eller venner i byen, og jeg havde fået en arbejds-skade i hoften så jeg kunne ikke rigtig komme ud.. Pludselig sad jeg på syd-sjælland og alle mine venner og famlie var hjemme i sønderjylland.. Nede på parkeringspladsen stod hans privat-bil og rustede, men jeg har ingen kørekort - han var stort set aldrig hjemme, og jeg har sjældent følt mig så elendig til mode.. :'(
Han havde ikke tid til at ta' med til scanninger, jordemoder, undersøgelser eller noget, og vores samliv var nærmest ikke-eksisterende.. Til gengæld satte han sig direkte ind foran sin pc når han endelig kom hjem fra arbejde, og gav sig til at surfe porno, chatte og hælde øl og vin i hovedet - han havde brug for at slappe af efter arbejde sagde han, og jeg fandt mig stiltiende i det.. Da den lille begyndte at sparke var han ligeglad, og da man kunne mærke det udenpå maven også sagde han bare NÅH, som om jeg havde fortalt ham at prisen på æg var steget.. (?) Det eneste der interesserede ham var hans arbejde, hans sprut og hans chat.. >(
Da jeg havde født, syntes han ikke det var nogen særlig god idé at mine forældre kørte hele vejen til sjælland for at se deres første barnebarn (?)(?) - og da de kom alligevel smed han dem nærmest ud efter en time.. Han var ligeglad med at jeg helst ville ha' de var blevet.. :'(
Da hun var en uge gammel blev vi pakket i bilen og kørt over til mine forældre, han skulle til udlandet i en uge og da jeg protesterede i forsøg på at få ham til at blive hjemme, blev vi kørt derover istedet for.. Han holdt ingen barsel, og interesserede sig ikke for hende..
Det første halve år af hendes liv, hvor hun havde kolik og der var 40¤ i lejligheden (og vi havde hverken altan, have eller nogen som helst anden mulighed for at komme ud på nogen som helst måde - kun store græsplæner uden skygge, og det var alt for varmt med en lille pige på 2mdr) der sov han hjemme gennemsnitligt 2 nætter om ugen - og når han VAR hjemme skældte han ud over hvorfor jeg ikke havde støvsuget, eller ryddet op, og hvorfor der stod opvask på køkkenbordet og jeg bare lå på sofaen og sov!! (?)(?)(?) At det var fordi hun for 5. nat i træt havde skreget fra kl 16 til kl 3 var han fuldstændig ligeglad med, det var da en latterlig undskyldning mente han... Og når han så endelig var hjemme var det jo ikke fordi han hjalp, han skulle jo tidligt op og på arbejde næste dag, så om jeg ikke godt ku' få ungen til at holde kæft??? >(
Jo længere tid der gik, desto værre blev det imellem os - jeg følte at han overså os fuldstændig, og han syntes at jeg forstyrrede ham i hans arbejde.. Jeg syntes at 80-90 timers arbejde om ugen var for meget, og han syntes at jeg arbejdede for lidt med mine 56 timer hver anden uge (det betød jo at den uge hvor jeg arbejdede ku' han ikke rejse, og var nødt til at aflevere den lille i vuggestue om morgenen.. Uha) Han drak mere og mere, og blev mere og mere umulig at snakke med.. Til sidst var alt jeg gjorde bare forkert - lavede jeg f.eks lasagne ville han bare ha' ganske almindelig gammeldags mad som frikadeller, og hvis jeg så lavede bøf med løg var maden ulækker - ja der var ingen grænser..
Det nærmede sig psykisk terror til sidst, for med al den kritik følte jeg mig virkelig som verdens dårligste mor.. Han havde alle mulige regler for hvordan jeg skulle være, mens han selv bare kunne behandle mig som det passede ham - jeg skulle laves om på den og den måde, jeg var ikke huslig nok, lavede ikke god nok mad, havde ikke en god nok uddannelse - til sidst følte jeg mig virkelig bare som det værste udskud.. Kom jeg 5 min senere hjem end jeg havde sagt, blev han møg-sur, mens det ikke var nødvendigt for ham at overholde en eneste af de aftaler vi lavede..
Efter en uge i sommerhus med nogle venner jeg havde fundet til os, gik det helt galt.. Han kostede hele tiden rundt med mig - hvis vi lavede bål i haven og jeg satte mig ved siden af ham, fik jeg besked på at gå ind og skrælle kartofler, eller "gå dog for helvede med Michelle så hun kan falde i søvn" og videre i den dur.. Jeg havde set det som en mulighed for at komme tættere på hinanden, og istedet følte jeg mig bare skubbet længere væk.. Især var det grimt at vores venne-par med to børn skulle være vidne til den måde han var på..
På vej hjem i bilen konfronterede jeg ham, og sagde at jeg slet ikke syntes det gik, og om han nogensinde troede det blev bedre?? Hans eneste svar var NEJ, og det blev spyttet ud på en meget ubehagelig og snerrende måde.. Så vi blev enige om at jeg skulle flytte, og han ville helst ha' at vi blev i byen.. Nu havde jeg jo også fået en veninde og et job...
En uge efter gik han til bekendelse - hende han havde set hemmelig de sidste 2 år skulle skilles, og det var jo hende han elskede... (?)(?)
Ca. en måned efter flippede han ud en dag da han kom hjem, fordi jeg havde haft besøg af fyren fra det vennepar der var med os i sommerhus, til en kop kaffe - så jeg fik 24 timer til at pakke og skride...
Gudskelov for mine søde og dejlige forældre, de kom med det samme.. Og jeg flyttede hjem til sønderjylland..
Idag, efter knap 1 år, kan vi tale nogenlunde sammen, i alt fald mht at planlægge omkring vores datter - og det er vel også værd at ta' med??
De 1½ år jeg boede sammen med ham var et helvede, men jeg synes jo også der er kommet noget helt fantastisk ud af det - nemlig min datter.. (L) Og det bedste jeg har gjort er at springe ud som enlig mor - nu får vi nøglen til vores nye rækkehus imorgen og så bli'r det hele bare ekstra dejligt ;)
Undskyld det blev så langt - men tak hvis du har læst med hele vejen..
Anmeld
