Må jeg spørge direkte????

hvad der "gik galt" i jeres forhold (?) som gjorde I blev alene (?) Var det en aktiv beslutning (?) Eller måske bare noget der skete, fordi ting ikke blev taget i opløbet, gjort eller sagt (?)
Jeg spørger fordi enormt mange af vores venner går fra hinanden disse år. Jeg vil dels gerne prøve at forstå dem og så vil jeg også meget gerne lære lidt af jeres erfaringer, hvis I vil dele, fordi vores forhold herhjemme også til tider har været tyndslidt, så jeg kunne godt tænke mig at blive mere opmærksom på evt. faresignaler. Hvordan er man en god kæreste i jeres øjne?
Jeg håber ikke I bliver stødt over min direktehed (hvis der er noget der hedder sådan) :$

Knus fra Tina

Vi blev "fanget" i ræset om at nå alt det som vi troede var vigtigt...bygge om og bygge til, have det så godt og flot og samtidig så skulle vi bare liiiige når det næste og næste og næste...vi glemte at stoppe op og se hinanden i øjnene og finde ud af HVAD der virkelig har og havde betydning.
Det har vi så fundet ud af nu, hvor vi er flyttet fra hinaden og vi har aldrig haft det bedre;)
Vi bor ikke sammen og kommer heller ikke til det de næste mange år, for vi har det godt lige netop som vi har det nu. Alt overflødigt i vores liv er skåret fra og det vigtige er tilbage...
Så vi skulle de berømte skridt væk fra det hele for at kunne se klart...men nogen gange skal der jo ske en stor omvæltning for at man får øjnene op( det skete i hvert fald for min "x") så han har måtte sluge et par kameler , men det har jeg nu også måtte.
Vi ved nu hvad og hvordan vi vil leve og et fint hus og et lækkert køkken, det gør det bare ikke for os...tid og overskud til familien er ALT der betyder noget her.
Knuser herfra og jeg synes da det var et rigtigt godt og relevant spørgsmål du stillede.:)

Jamen hos os tror, det hele begyndte inden da jeg oerhovedt blev gravid med Mathine. Vi var i behandling for barnløshed, og det tog måske hårdere på vores ægteskab end vi havde ventet. Da jeg så bliver gravid, og komer til kontrol, ville de jo ha hende fjernet pga helbredsproblemer hos mig. Men jeg valgte at jeg ville beholde hende, men der var mange ting som jeg ikke havde energi til. Til sidst i min graviditet fik jeg en før fødselsdepretion, og havde det meget dårligt fysisk pga mit hjerte, og var indlagt de sidste 4 uger.
I den periode begyndte min mand at drikke, mere end han før havde gjort.

Efter vi fik Mathine havde vi 7 fantastiske uger, men så begyndte hun at blive syg, hun skreg og skreg konstant. Det sled meget på os, men lægen mente nu at det bare var kolik, og der ikke var så meget andet vi kunne gøre, end at lade tiden gå. Hun begyndte at vejrtrækningsproblemer og var indlagt flere gange med atsmaanfald. Tiden gik og hun skreg mere og mere, ville ikke spise, gylpede konatant. Sove ville hun kun hvis hun lå op af min mave og havde konstant feber.

Da Mathine var ½ år tog min SP affære og ringede til vores læge og sagde at nu måtte vi altså indlægges til obs, for hun mente ikke at det var kolik. Her fik vi konstateret at hun led af reflux og havde betændte ætsninger i spiserøret. Så kom der utallige indlæggelser af 14 dage - 3 ugers varighed, fordi hun ikke kunne holde maden i sig,tabte sig, havde meget høj feber ect. Og i hele indlæggesperioderne var det kun mig der var med hende, han kom på besøg max 1 time om dagen, og nogen dage kom han slet ikke.

Min mand fik også konatateret fødselsdepretion, og drak mere og mere. Og hans forbrug eskalerede uge for uge. I febuar 2006 sagde jeg at nu måtte han stoppe med sit alkoholforbrug, for jeg kunne ikke leve sammen med en alkoholikker samt at have et barn der var syg hele tiden. Han lovede bod og bedring, og det gik da også godt i en periode, men langsom faldt han tilbage i den gamle stil. Og fra sep 06 og frem til januar 07 var han faktisk kun ærdru 2 dage (dage uden indtagelse af alkohol)
Men i midten af november 06 blev jeg atter indlagt med problemer med mit hjerte, og var indlagt i 17 dage, her så jeg min datter 4 gange, mere havde han ikke overskud til.
Nå men efter en turbulent jul og nytår hvor vi faktisk ikke snakkede sammen, besluttede jeg at nu var det nok, jeg ville ikke mere. Og den 10 januar 2007 blev vi enige om at vi skulle søge skilsmisse.

Og jeg må da indrømme at det var da en hård periode at komme igennem, men jeg har bestemt ikke fortrudt et eneste sekund.

Men sum sumarum er nok at vores ægteskab ikke magtede alle de probelmatikker vi var igennem de sidste 4 år vi var gift. Havde det bare været en eller måske 2 forskeliige ting sp havde vi nok kunne magte det, men der var for meget til at vi få bund i det.

Ja det blev et lant indlæg, men håber da at du kan bruge det aligevel
KH Jannie

Hej Jannie,,
Hvad er der galt med dig?? Du skriver noget om dit hjerte.. Håber det er okay at jeg spørger..

Kh Heidi

Hej Heidi

Jeg lider af en medfødt hjertesygdom, som hedder hypertrofisk Obstruktiv kardiomyopati, og efter min hjerte opr, har jeg fået 2 forskellige pacemakere, hvor den sidste er en ICD enhed, lige som den Anja Andersen har. Da jeg har fået arytmi i forbindelse med min hjerte opr, da min AV- knude blev beskadiet under opr.

Se evt dette link
http://www.hjerteforeningen.dk/sw6016.asp

HÅber at det er svar nok, ellers spørger du bare

Kh Jannie

Hej Jannie..

Så er det da også flot at du ha kunne være gravid og føde.. Jag har hørt at hvis man har problemer med hjertet så er det svært at være gravid og føde..

Er det noget der er farligt?? Mærker du noget til det til daglig??hvad er Arytmi..???

Kh Heidi

Hej Heidi
Ja, men jeg skulle også ha lægernes accept på at jeg kunne få lov til at blive gravid, da vi jo også var i beh for barnløshed. Og jeg var ikke så langt inde i graviditeten før de overvejede om det det var forsvarligt at jeg beholdte barnet, da der var en øget risiko for at jeg ikke ville kunne gennemføre graviditeten og i værste tilfælde dø af det.
Jeg blev fulgt meget tæt på hjertecenteret for gravide, og gik også hos en særlig jordmoder som havde speciale i hjertepatienter, og lå også på en særlig barselsgang for gravide med særlige behov. Samt der var en enestue på hjerteafdelingen til mig i tilfælde af komplikationer.

Ja, min sygdom kan være farlig, afhænig af sværhedsgraden, og jeg har det i svær gard. Men til dagligt mærker jeg ikke noget til det , da jeg jo er opr. nu. Men før opr kunne jeg næsten ingen ting, sov mellem 12 og 14 timer dagligt min. Kunne kun gå på job og så hjem og sove, jeg kunne intet bære, og nogle gange når jeg gik på gaden kunne jeg besvime uden varsel, som jo i sig selv ikke er så smart. Da man jo kan flade fx som jeg har gjort på nørrebrogade, lige foran forhjulet af en ht bus.

Mht arytmi så er det nogle rytmeforstyrelser i hjertet, dvs at min hvilepuls, var meget høj, 240. Og derfor kunne jeg ikkke være hjemme, da jeg jo havde Mathine og tænke på også. Men alt dette er gudske lov ovre nu, og jeg er så rask som jeg nu kan blive, bortset for at jeg om ca 5 år nok skal ind og ha en ny hjerteklap. Grundet den muskefortykkelse der er inde i mit hjerte.

Knus Jannie

Tak fordi jeg måtte spørge...

Jeg lider selv af panikangst, og det her til følge at jeg i stressede perioder har ekstrasystoler, og under angstanfaldende..

Det er møj ubehageligt.. Men min læge siger det ikke er farligt...:)

Jeg syntes i hvertfald det må være lidt hårdt at have sådan en sygdom, det er jo trods alt ens hjerte ikke???

Kh Heidi

Vi blev "fanget" i ræset om at nå alt det som vi troede var vigtigt...bygge om og bygge til, have det så godt og flot og samtidig så skulle vi bare liiiige når det næste og næste og næste...vi glemte at stoppe op og se hinanden i øjnene og finde ud af HVAD der virkelig har og havde betydning

Hej Eva
Tak for et uddybende og meget ærligt svar :) Det lyder godt at I har det godt nu! Hvem siger også, at tingene absolut skal gøres på en bestemt måde, fx. at man SKAL bo sammen? I er jo et levende bevis på at det netop ikke altid er det bedste. Hatten af for jer :))

Tak fordi du ville dele din historie.

Knus fra Tina

Men sum sumarum er nok at vores ægteskab ikke magtede alle de probelmatikker vi var igennem de sidste 4 år vi var gift. Havde det bare været en eller måske 2 forskeliige ting sp havde vi nok kunne magte det, men der var for meget til at vi få bund i det.

Kære Jannie

Sikke en gribende "historie", det lyder virkelig som om I har haft jeres! Jeg kan godt forstå, det har været for meget. Går det ok med at snakke sammen og samarbejde omkring Marthine? Og mærker du meget til din hjertesygdom i hverdagen?
Tak fordi du ville dele din historie med mig.

Knus fra Tina