kitty skriver:
Hvor bliver jeg ramt af dit indlæg.. Lige derind, hvor der stadig er et sår, der er ved at hele.
Sidste år var det mig der kastede håndklæddet i ringen. Og det var ikke særlig sjovt. Jeg var i praktik på sygehuset, men var direkte bange for at møde patienterne. Fik at vide til min midtvejsevaluering, at jeg nok ikke ville klare det, og skulle overveje om sygepleje var noget for mig.. Der knækkede filmen! Jeg brænder for mit studie og mit job.. Men jeg var syg selv. Jeg tog cyklen, gik ind til lægen, stillede mig i receptionen og sagde "hjælp, jeg kan ikke mere".. Jeg fik en tid med det samme. Der blev ringet til skolen, og jeg fik orlov..
Derefter gik der tre hurtige måneder. De gik virkelig hurtigt! Jeg lå i min seng, lå på sofaen, gik en tur, hørte musik og malede... Opvask og rengøring fik jeg hjælp til af familie. Jeg var alene.. Jeg havde brug for at være alene.. brug for at sove... Min kæreste var ved beredskabet, og kun hjemme hveranden weekend. Nogle gange kom han hjem om aftenen, for at sidde hos mig til jeg faldt i søvn.. For igen at tage halvanden times transport tilbage til kassernen... 
Ham priser jeg mig lykkelig for!
Det er et ubeskriveligt tomrum at være i, når man er deprimeret! Men der er en vej ud, selvom den nogle gange forsvinder, og man starter fra 0 igen!
Jeg synes det er smukt, at du fortæller din historie! Det havde jeg også brug for dengang, men havde ingen at gøre det til!
Netop idag har jeg bestået mit 4. sem. -Altså har jeg bestået det semester jeg måtte droppe, plus det næste.. Jeg er på vej videre! Og jeg er skide stolt af mig selv!
Du får et stort 
fra én du rørte meget dybt..
tillykke kitty - ønsker dig så meget held og lykke - og du skal være stolt af dig selv!
Når du er færdig og kommer ud vil du virkelig have stor gavn af selv at have stået på den anden side...det forandrer hele den måde man ser patienterne/borgerne/klienterne på...(teorier er gode men når ikke hele vejen til det andet menneske altid)
...for vi er heldige...heldige at få lov til at få indblik i folks dybeste tanker og følelser...følge dem på livets første mellemste og sidste rejse.....og nu sidder jeg og tuder igen - for det har jeg altid værdsat....¨
jeg har nok altid været klar over med min baggrund at den ville komme tilbage som en boomerang, og det selv at få verdens dejligste lille trold forandrede mig i en grad, hvor jeg bliver nød til at erkende/bearbejde og lære at leve med de grusomme ting jeg har været ude for....svigt på svigt på svigt.....
og det sammen med at være i et system hvor ressourcerne bliver mindre, der forlanges mere og man ofte må prioritere mellem pest og kolera..det er for mig blevet en alt for stærk cocktail.
tusind tak for dit indlæg...det hjælper faktisk at høre andre beskrivelser...har jo længe gået inden jul og sagt til mig selv at nu måtte jeg tage mig sammen - købte vitaminpiller - fik lanzo for måske mavesår etc. etc.....indtil det nok gik op for mig at mavesmerterne, trætheden/energien der kørte op og ned slet ikke bundede i fysisk sygdom eller vinter.....
..
der er så meget behov for sygeplejersker og andre sundhedspersonaler derude, og er sikker på du nok er en rigtig god en af slagsen. Glæder mig til at høre mere fra dig
