Uuuuha, sådan én har vi også! Og det er temmeligt besværligt, når man dagen lang er alene med den og et ammebarn, der forhindrer én i at gøre ordentlige konsekvenser af uartighederne.
I går aftes skete følgende:
Vi plejer at dele en ½ l. dansk vand, mens jeg læser godnathistorie og ammer lillebror. I går ville hun så ikke give mig den tilbage og jeg sad og spekulerede over mulige konsekvenser af udåden, mens ormen lo sin skoggerlatter og drak og satte flasken på natbordet, som jeg ikke kunne nå, så længe Albert indtog sin natmad.
Skæbnen ville jo så i sagens natur at hun endte med at hælde resten af indholdet i sin seng og nedad sig. Jeg rådede så i den anledning ud i disputs med husbond, der mente, at konsekvensen deraf måtte være, at hun skulle sove i det våde, mens jeg var tilbøjelig til at mene, at konsekvenspolitikken kun burde gå dertil, hvor barnet stadig kunne opretholde rimelig helse under eksekvering deraf. 
Og hermed min pointe: Det er altså svært at finde ud af, hvad man stiller op med sådan en egensindig frækkert! I dag havde jeg skrællet og skåret gulerødder til os begge og da jeg igen havde sat mig for at amme mindsten fes ormen af med hele skålen med alle gulerødderne og nægtede drillende at komme tilbage med dem. Så sidder man der og taler alvor, velvidende og velvidende, at hun er velvidende om, at jeg er ude af stand til at røre mig. 
Det er altså irriterende, selvom det i bakspejlet også er meget underholdende. For hvad stiller man op? Hun muntrer sig virkelig med, at jeg ikke sådan lige kommer fisende efter hende. Hvilket forøvrigt også resulterede i flødeboller og vekao-elge fra julen til morgenmad i morges. Så kunne jeg sidde der med hendes havregrød og Artige Albert på skødet. Slemme, slemme orm.
I morgen skal jeg overraske hende med at trodse god blufærdighedsskik og komme spænende efter hende med baby og blottet pivtøj, så snart jeg hører køkkenstolen blive trukket hen over gulvet.
