Forvirret! :-/

Hej piger!

Min datter er lidt over 5 måneder, jeg har valgt at starte igen på arbejde til marts, da butikken jeg er i, har problemer, og jeg selvfølgelig vil gøre mit til at holde den ovenvande.

Mit "problem" ligger i, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at være fra min datter, vi har prøvet at få hende passet en lørdag ved mine forældre fra kl 12 - 18.00 og det var ligefør jeg var helt tudefærdig da vi skulle hente hende igen, ikke fordi jeg ikke tror på mine forældre kan passe hende, men det er bare det at hun ikke er ved mig.

Min kæreste vil rigtig gerne have at vi snart får en hyggeaften med gutterne (vores venner) hvor vi hygger lidt og tager et smut i byen, og det vil jeg for sin vis også, men jeg føler bare ikke jeg kan være fra hende ..

Jeg talte med min mor om det, som siger at hun synes hende og min far skal passe hende en aften med overnatning så vi kan komme ud lidt og jeg også lære det at være væk fra hende, for når jeg begynder på arbejde skulle det jo helst heller ikke være noget der kommer til at gå mig for meget på, at hun ikke er hos mig.

Men det giver mig helt dårlig mave bare tanken, men samtidigt vil jeg da også gerne ud en aften med kæresten og vennerne ...

Hvad gjorde i, og hvornår? ..

Knus en forvirret Sussie, måske med en smule seperationsangst ..

(Undskyld det lidt lange indlæg)

Sussie&Lilje skriver:

Hej piger!

Min datter er lidt over 5 måneder, jeg har valgt at starte igen på arbejde til marts, da butikken jeg er i, har problemer, og jeg selvfølgelig vil gøre mit til at holde den ovenvande.

Mit "problem" ligger i, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at være fra min datter, vi har prøvet at få hende passet en lørdag ved mine forældre fra kl 12 - 18.00 og det var ligefør jeg var helt tudefærdig da vi skulle hente hende igen, ikke fordi jeg ikke tror på mine forældre kan passe hende, men det er bare det at hun ikke er ved mig.

Min kæreste vil rigtig gerne have at vi snart får en hyggeaften med gutterne (vores venner) hvor vi hygger lidt og tager et smut i byen, og det vil jeg for sin vis også, men jeg føler bare ikke jeg kan være fra hende ..

Jeg talte med min mor om det, som siger at hun synes hende og min far skal passe hende en aften med overnatning så vi kan komme ud lidt og jeg også lære det at være væk fra hende, for når jeg begynder på arbejde skulle det jo helst heller ikke være noget der kommer til at gå mig for meget på, at hun ikke er hos mig.

Men det giver mig helt dårlig mave bare tanken, men samtidigt vil jeg da også gerne ud en aften med kæresten og vennerne ...

 

Hvad gjorde i, og hvornår? ..

 

Knus en forvirret Sussie, måske med en smule seperationsangst ..

(Undskyld det lidt lange indlæg)

Kan du ikke få lidt længere barsel...kan dælme godt forstå du ikke vil have hende ud endnu.

Min den store var 10 mdr. første gang han blev passet og det var kun i 1½ time...før var han og jeg ikke klar. De to små var yngre første gang, men det er nemmere med de næste, både for dem da de ikke er alene og også for mor da hun jo har prøvet det.

vent til du er klar...man kan vel godt hygge sig sammen når barnet sover..

Knus Eva..

Eva skriver:

Kan du ikke få lidt længere barsel...kan dælme godt forstå du ikke vil have hende ud endnu.

Min den store var 10 mdr. første gang han blev passet og det var kun i 1½ time...før var han og jeg ikke klar. De to små var yngre første gang, men det er nemmere med de næste, både for dem da de ikke er alene og også for mor da hun jo har prøvet det.

vent til du er klar...man kan vel godt hygge sig sammen når barnet sover..

Knus Eva..

Det gør vi også, så sent som igår lå vi og så film hele aftenen da hun var blevet puttet, og det var rigtig hyggeligt

Jeg har rigtig barsel helt frem til slutningen af Juni, men jeg står i lære i butikken, og han har lige været nødt til at fyre alle mine kollegaer, så der nu kun er en skolepige, ham og jeg tilbage, og han ved ikke om butikken holder et år endnu, så jeg tænkte at på længere sigt, er dte bedre hvis jeg kan komme tilbage i butikken og gøre mit til at den ikke lukker, så jeg også kan nå at få min uddannelse færdig (har 1 år tilbage), hvis dne eventuelt skulle gå hen og lukke, end jeg står uden hvis den gør ..

Der er bare så mange der går og siger til mig hele tiden at jeg ikke skal være pyldret og jeg er nødt til at være væk fra hende lidt engang imellem, og så får jeg det helt skidt synes jeg ..

Sussie&Lilje skriver:

Hej piger!

Min datter er lidt over 5 måneder, jeg har valgt at starte igen på arbejde til marts, da butikken jeg er i, har problemer, og jeg selvfølgelig vil gøre mit til at holde den ovenvande.

Mit "problem" ligger i, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at være fra min datter, vi har prøvet at få hende passet en lørdag ved mine forældre fra kl 12 - 18.00 og det var ligefør jeg var helt tudefærdig da vi skulle hente hende igen, ikke fordi jeg ikke tror på mine forældre kan passe hende, men det er bare det at hun ikke er ved mig.

Min kæreste vil rigtig gerne have at vi snart får en hyggeaften med gutterne (vores venner) hvor vi hygger lidt og tager et smut i byen, og det vil jeg for sin vis også, men jeg føler bare ikke jeg kan være fra hende ..

Jeg talte med min mor om det, som siger at hun synes hende og min far skal passe hende en aften med overnatning så vi kan komme ud lidt og jeg også lære det at være væk fra hende, for når jeg begynder på arbejde skulle det jo helst heller ikke være noget der kommer til at gå mig for meget på, at hun ikke er hos mig.

Men det giver mig helt dårlig mave bare tanken, men samtidigt vil jeg da også gerne ud en aften med kæresten og vennerne ...

 

Hvad gjorde i, og hvornår? ..

 

Knus en forvirret Sussie, måske med en smule seperationsangst ..

(Undskyld det lidt lange indlæg)

Personligt synes jeg at 5 måneder er for tidligt at blive passet ude på overnatning. Men det er vel en temperamentssag

Nu har jeg jo ikke selv født endnu, men kan biddrage med en knapt så fantastisk historie om lille Freya på 6 måneder der blev passet fordi mor og far skulle lave mad til en konfirmation.

I starten gik alt godt, hun var glad - fik bad i køkkenvasken og syntes livet var fedt hjemme hos mig. Så skulle hun sove til middag og hun faldt hurtig i søvn (fedt tænkte jeg, det kører da bare på skinner) efter middagsluren skulle vi så have mad, hun ville ikke rigtig spise knugede sig ind til en og hulkede lidt. Jeg prøvede at trøste hende.

Kl.20 begyndte skrigeriet - hun skreg simpelthen bare så meget. Hold kæft hvor var det synd. Og hver gang jeg fik tysset hende ned, så gik der få minutter så kørte den igen..

tilsidst brækkede hun sig ud over min sofa (som iøvrigt var 4 dage gammel, og jeg var knapt så begejstret) Jeg måtte jo lade det ligge og få hende til at holde mund. Hun fik rent tøj på og en varm dyne og kom over i lænestolen og sad.

Da farmand kom omkring kl.23 og hun opdagede han var der, så flækkede hun af grin og alt var ved det gamle. En lille pige - der bare ikke var parat til at blive passet ude.

- - -

Nu siger jeg ikke at det sker ved dit barn! Jeg kender jo slet ikke barnet. Og jeg er sikker på at der vil komme indlæg om babyer der har klaret det fint. Du skal gøre hvad du føler er det bedste. Og mon ikke vennerne er der om 2-3 måneder, hvis det er det der skal til for at du føler dig tryg? Jeg er helt sikker på at bylivet er der i hvert fald.

Knus

Zette

Sussie&Lilje skriver:

Hej piger!

Min datter er lidt over 5 måneder, jeg har valgt at starte igen på arbejde til marts, da butikken jeg er i, har problemer, og jeg selvfølgelig vil gøre mit til at holde den ovenvande.

Mit "problem" ligger i, at jeg simpelthen ikke kan holde ud at være fra min datter, vi har prøvet at få hende passet en lørdag ved mine forældre fra kl 12 - 18.00 og det var ligefør jeg var helt tudefærdig da vi skulle hente hende igen, ikke fordi jeg ikke tror på mine forældre kan passe hende, men det er bare det at hun ikke er ved mig.

Min kæreste vil rigtig gerne have at vi snart får en hyggeaften med gutterne (vores venner) hvor vi hygger lidt og tager et smut i byen, og det vil jeg for sin vis også, men jeg føler bare ikke jeg kan være fra hende ..

Jeg talte med min mor om det, som siger at hun synes hende og min far skal passe hende en aften med overnatning så vi kan komme ud lidt og jeg også lære det at være væk fra hende, for når jeg begynder på arbejde skulle det jo helst heller ikke være noget der kommer til at gå mig for meget på, at hun ikke er hos mig.

Men det giver mig helt dårlig mave bare tanken, men samtidigt vil jeg da også gerne ud en aften med kæresten og vennerne ...

 

Hvad gjorde i, og hvornår? ..

 

Knus en forvirret Sussie, måske med en smule seperationsangst ..

(Undskyld det lidt lange indlæg)

uha  jeg forstår dig godt-- min søn blev passet hos min mor da han 1 uge  gammel i bare 2 timer, og jeg var grædefærdig da vi hentede ham. puha...

Sussie&Lilje skriver:

Det gør vi også, så sent som igår lå vi og så film hele aftenen da hun var blevet puttet, og det var rigtig hyggeligt

Jeg har rigtig barsel helt frem til slutningen af Juni, men jeg står i lære i butikken, og han har lige været nødt til at fyre alle mine kollegaer, så der nu kun er en skolepige, ham og jeg tilbage, og han ved ikke om butikken holder et år endnu, så jeg tænkte at på længere sigt, er dte bedre hvis jeg kan komme tilbage i butikken og gøre mit til at den ikke lukker, så jeg også kan nå at få min uddannelse færdig (har 1 år tilbage), hvis dne eventuelt skulle gå hen og lukke, end jeg står uden hvis den gør ..

Der er bare så mange der går og siger til mig hele tiden at jeg ikke skal være pyldret og jeg er nødt til at være væk fra hende lidt engang imellem, og så får jeg det helt skidt synes jeg ..

Pladder med dem....der er en grund til at man som mor er knyttet til sine børn og så længe de er små babyer så overlever de jo på at man som mor ikke kan efterlade dem, hvis du forstår...du er ikke pylret, men bare en mor..

Stort kram..

Zette skriver:

Personligt synes jeg at 5 måneder er for tidligt at blive passet ude på overnatning. Men det er vel en temperamentssag

Nu har jeg jo ikke selv født endnu, men kan biddrage med en knapt så fantastisk historie om lille Freya på 6 måneder der blev passet fordi mor og far skulle lave mad til en konfirmation.

I starten gik alt godt, hun var glad - fik bad i køkkenvasken og syntes livet var fedt hjemme hos mig. Så skulle hun sove til middag og hun faldt hurtig i søvn (fedt tænkte jeg, det kører da bare på skinner) efter middagsluren skulle vi så have mad, hun ville ikke rigtig spise knugede sig ind til en og hulkede lidt. Jeg prøvede at trøste hende.

Kl.20 begyndte skrigeriet - hun skreg simpelthen bare så meget. Hold kæft hvor var det synd. Og hver gang jeg fik tysset hende ned, så gik der få minutter så kørte den igen..

tilsidst brækkede hun sig ud over min sofa (som iøvrigt var 4 dage gammel, og jeg var knapt så begejstret) Jeg måtte jo lade det ligge og få hende til at holde mund. Hun fik rent tøj på og en varm dyne og kom over i lænestolen og sad.

Da farmand kom omkring kl.23 og hun opdagede han var der, så flækkede hun af grin og alt var ved det gamle. En lille pige - der bare ikke var parat til at blive passet ude.

- - -

Nu siger jeg ikke at det sker ved dit barn! Jeg kender jo slet ikke barnet. Og jeg er sikker på at der vil komme indlæg om babyer der har klaret det fint. Du skal gøre hvad du føler er det bedste. Og mon ikke vennerne er der om 2-3 måneder, hvis det er det der skal til for at du føler dig tryg? Jeg er helt sikker på at bylivet er der i hvert fald.

Knus

Zette

Pyyyh hvor en træls dag/aften for jer begge to!

Der var slet ingen problemer med Lilje da hun blev passet ved ine forældre, hun hyggede sig og der var heller ingen problemer med at få hende til at sove eller lign. Tror problemet ligger mest ved mig .. Er selvfølgelig også bange for at blive for pyldret nu hun klare det så fint ..

Men det erogså tanken om, tænk nu hvis der sker noget med hende, eller hun bliver syg eller ting i den stil, puha, kan slet ikke holde det ud ..

Eva skriver:

Pladder med dem....der er en grund til at man som mor er knyttet til sine børn og så længe de er små babyer så overlever de jo på at man som mor ikke kan efterlade dem, hvis du forstår...du er ikke pylret, men bare en mor..

Stort kram..

Det har du fuldstændig ret i  

Og hvor er det dejligt at være mor, trods alle bekymringerne hehe ..

Kram!

Sussie&Lilje skriver:

Pyyyh hvor en træls dag/aften for jer begge to!

 

Der var slet ingen problemer med Lilje da hun blev passet ved ine forældre, hun hyggede sig og der var heller ingen problemer med at få hende til at sove eller lign. Tror problemet ligger mest ved mig .. Er selvfølgelig også bange for at blive for pyldret nu hun klare det så fint ..

Men det erogså tanken om, tænk nu hvis der sker noget med hende, eller hun bliver syg eller ting i den stil, puha, kan slet ikke holde det ud ..

jeg synes det er en rigtig god idé at starte med et par timer - så kan du langsomt vende dig til at baby ikke altid vil være der. Og hvis hun hygger sig derhjemme betyder det jo bare at hun er tryg. Nu kender hun jo også mormor og morfar godt - håber jeg!

Når du så er ok med at hun bliver passet et par timer, så udvider du igen, og så kommer overnatningen ligepludselig. Men den første nat vil nok altid være hæslig.

og tænk på at de nok skal gøre deres til at hun får det godt igen hvis hun skulle blive syg. Få feber, opkast osv. De elsker hende jo også!

Sussie&Lilje skriver:

Det har du fuldstændig ret i  

Og hvor er det dejligt at være mor, trods alle bekymringerne hehe ..

Kram!

Det er det nemlig...helt fantastisk...og du skal nok komme til at slippe hende mere og mere....tiden er bare ikke til det endnu..jeg har med alle mine tre regnet det første år som hevet ud af kalenderen hvor man bare er mor...alt det man så kommer til at leve som ikke omhandler at være mor det år, det er ren bonus men ikke noget jeg forventede....så jeg synes bare du skal nyde og være der med hende..

Knus Eva