seperationsangsten / mor-syge

ka li ja skriver:

ja her har det stået på et stykke tid (LÆS SIDEN FØDSLEN)!!!!!!!

så vi kende alt til det....

jamen står jeg ude i køkkenet, og han opdager mig så tuder han, jeg snakker lidt til ham(siger absolut ikke nåååå- det er jo ligesom at trykke på en du-skal-græde-nu-knap)og lader ham ellers tude, jeg tager ham ikke op, før jeg er færdig med det jeg laver(mad til ham evt)

det har hjulpet lidt på det at han nu bevæger sig lidt rundt.

men jeg håber da snart det går over.
men jeg ved at her i 8-10 måneders alderen, der har de seperations angst i en eller anden form. sådan er det bare.

ved ikke om det hjalp en skid, men vi er i samme båd.

men du kan jo hører om gråden er små skaberi eller om dt er alvorligt, og er det alvorligt, skal du selvfølgelig trøste:D

god fornøjelse

Hvor fantastisk at læse dit indlæg 8D - jeg troede, jeg var den eneste med et barn, der har lidt af morsyge siden fødslen! Det er her i 9 månedes alderen blevet en del bedre...altså, gået den anden vej end de kloge siger, men det er absolut kun udvalgte personer, der kan nærme sig.....og det er aldrig dem der gerne vil pille ved hende, der får lov :P. I går var vi til konfirmation hvor en fyr, som hun aldrig havde set, bare var et hit og hun synes bare han var dejlig, mens farmor var helt ude i kulden og skrig og skrål, hver gang hun kom....pyhh det passede hende ikke og selvfølgelig er det jo os som forældre, der er skyld i det, skal man så høre på :-o

Nå, det var ikke meget hjælp til det egentlige indlæg, men jeg måtte lige vise min glæde over, at jeg ikke er den eneste, der har et barn, der fra dag 1. har elsket sin mor ;)

Sille(smil) skriver:

Puha ja, sådan er det også her...
Men her er det ikke morsyge, men forældresyge. Birk kravler efter os og står op ad benene på os, så han næsten hiver bukserne af en, og tager vi ham ikke op bliver han hysterisk.
Jeg synes at jeg har læst flere steder, at det er vigtigt at give efter for deres krav, når de har seperationsangst, for det gør dem glade og trygge- dermed ikke sagt at jeg altid selv overholder det, for så skulle jeg gå rundt med ham på armen hele dagen.

Sille med klister Birk

Det har jeg også læst/hørt, at man ikke kan "lære" dem at lade være med at græde ved at "tvinge" dem til at være ved andre - men det er ve den "ægte" seperationsangst.Der er jo også de snu unger der har fundet ud af at de kan få deres vilje ved at tude ved fremmede (andre end mor).
Malte har altid været glad for andre, og i disse dage hvor han indimellem trækker efter mig, så får han da lov at komme hen til mig. Men hvad man gør ved en bebs der har regnet den ud, ved jeg sgu ikke...>((?)

Marie - der syns det er lidt hygli når endelig Malte vil hen til mig :S

Mebach skriver:


Tynen, jeg kunne forestille mig, at du sprang hen for at redde hende fra de ondre andre, hvis hun blev sur. Lad hende sidde lidt og være sur, og tag hende så efter lidt tid.
Hvis man gør det nogle gange, kan der måske komme til at gå længere og længere tid, inden de kræver at komme over til Jer.
-Det er jo ikke fordi hun ikke kender feks. dine forældre eller de andre, at hun ikke gider sidde hos dem.
Men hun er jo bare vant til at hun får det som hun vil have det. Så det er jo svært for hende at lægge den vane fra sig igen.

ja jeg er nok lige som tunen, er min dreng ked hos andre, så tager jeg ham. for jeg brydr ikke om at han ikke kan li det.
ventes selvfølgelig lidt, eller prøver at gå lidt væk. men dur det ikke så hapser jeg ham....
men han er jo også min (sikkert) sidste baby!!!!