seperationsangsten / mor-syge

Julie er bare blevet SÅ mor-syg.
Når jeg forlader rummet bliver hun SÅ ked af det og græder og græder, selvom jeg snakker med hende mens jeg ikke er i rummet, så hun kan høre, at jeg ikke er rigtig væk.
Hvis hun sidder og leger og ser mig begynder hun at hyperventilere og rækker armene frem og piver indtil jeg tager hende op.
Hvis hendes far sidder med hende og jeg kommer ind i rummet, -ja, så hyperventilerer hun også, rækker armene over mod mig og begynder at græde8(
Hvordan skal man tackle det?
Skal jeg tage hende op hver gang hun "kræver" det? Skal jeg tage hende ud af hendes fars arme når hun VIL over til mig? Går det over af sig selv eller skal man lære hende at Far er ok osv osv. Tjaaa kort og godt - hvordan tackler i seperationsangsten og mor-syge?

Helle

Rigtigt godt spørgsmål, her har vi samme problem med morsyge... Dog ikke helt så slemt, hvis der sker noget hun enten slår sig fordi hun falder bag over, eller store stykke grimme onkel eller svoger snakker til hende kan far godt glemme alt om at trøste der er det kun mors arme der dur...

Det er hårdt...

Betina

tif er smuttet ud af den der fase igen, og nogle fortalte det følger med det tigerspring som ungerne netop nu har passeret eller passere.

jeg ved ikke om det var rigtigt, men vi forsøgte igen og igen at gå ind og ud af rummet, så tif kunne se vi kom tilbage...

men jeg kan tydeligt huske hvor klæbrig hun var...hvis michael sad med hende, og hun så meget som kunne høre mig, ja så skreg hun til jeg kom og tog hende...forfærdelig periode...men den går altså lige så stille i sig selv igen..
lidt ala den med fremmede folk der ikke må nærme sig..

da vi havde været til bisættelse igår, fik jeg huset fyldt med gamle tanter, fastre, og kusiner...og tif hyggede sig bare mens de sad der og nappede hende i kinderne!

så der er lys forude...det forsvinder igen, og en løsning, næææ det tror jeg i grunden ikke der er...kun at tiden skal gå

ps/ og ja det forsvinder af sig selv...helt og aldeles...uden vi har lært tif at far er ok...og forresten, så gider hun ikke mig mere...nu er det kun faderen og brødrene der duer

ja her har det stået på et stykke tid (LÆS SIDEN FØDSLEN)!!!!!!!

så vi kende alt til det....

jamen står jeg ude i køkkenet, og han opdager mig så tuder han, jeg snakker lidt til ham(siger absolut ikke nåååå- det er jo ligesom at trykke på en du-skal-græde-nu-knap)og lader ham ellers tude, jeg tager ham ikke op, før jeg er færdig med det jeg laver(mad til ham evt)

det har hjulpet lidt på det at han nu bevæger sig lidt rundt.

men jeg håber da snart det går over.
men jeg ved at her i 8-10 måneders alderen, der har de seperations angst i en eller anden form. sådan er det bare.

ved ikke om det hjalp en skid, men vi er i samme båd.

men du kan jo hører om gråden er små skaberi eller om dt er alvorligt, og er det alvorligt, skal du selvfølgelig trøste:D

god fornøjelse

Juniors mor skriver:

Julie er bare blevet SÅ mor-syg.
Når jeg forlader rummet bliver hun SÅ ked af det og græder og græder, selvom jeg snakker med hende mens jeg ikke er i rummet, så hun kan høre, at jeg ikke er rigtig væk.
Hvis hun sidder og leger og ser mig begynder hun at hyperventilere og rækker armene frem og piver indtil jeg tager hende op.
Hvis hendes far sidder med hende og jeg kommer ind i rummet, -ja, så hyperventilerer hun også, rækker armene over mod mig og begynder at græde8(
Hvordan skal man tackle det?
Skal jeg tage hende op hver gang hun "kræver" det? Skal jeg tage hende ud af hendes fars arme når hun VIL over til mig? Går det over af sig selv eller skal man lære hende at Far er ok osv osv. Tjaaa kort og godt - hvordan tackler i seperationsangsten og mor-syge?

Helle

Det lyder præsis som her - de sidste 14 dage har Marius været lige sådan og jeg er ved at blive vanvittig - jeg tror selv det er fordi han ikke kan det han vil (kravle mv.) og så synes jeg skal løse det for ham....ej, ved det ikke rigtig - jeg er bare SÅ fusstreret over det - det kan jo også være et tigerspring!? Æv, jeg har ingen løsninger, men jeg håber der er nogle der har nogen idéer!!!
Birgitte (?)

Jeg kunne faktisk også rigtig godt tænke mig at vide om man skal tage dem op hver gang de kræver det?!

Har også, som Kaluha, døjet med det siden fødslen, så det bliver one hell of a time når hun skal starte i DP.

Hvis jeg kommer ind i rummet mens andre sidder med hende går hun helt amok og piver og klynker indtil hun kommer over til mig - Skal man bare ignorere hende og gå igen eller hvad?!

Frederikke har også været sådan i stor stil et par måneder nu. dagpleje bliver helvede. Jeg tror bestemt ikke man skal ignorere dem og tror ikke man lære dem fra det. Det handler jo omtryghed og om at at lære at holde fast i ideen om mor selvom de ikke kan se os eller er hos os. Forhåbentlig bliver de mere trygge af at opleve at vi hører hvad de fortæller os med piveriet, og respekterer deres følelser. Selvom det altså er til a t blive skør over. Frederikke starter indkøring i dagpleje næste uge, synd for hende, men det er jo nødvendigt. Jeg kan ikke engang lade andre end far holde hende hvis jeg skal på toilet, 8 timer i dagpleje virker umuligt.
Knus Bettina og frederikke(H)

Jeg tror I skal finde en gylden mellemvej. Altså ikke komme springende hver gang de kræver det. Men heller ikke ignorere dem.
Hvis I feks. lige er igang med ét eller andet, og de ikke kan se Jer, så snak med dem, så de kan høre Jer.

Tynen, jeg kunne forestille mig, at du sprang hen for at redde hende fra de ondre andre, hvis hun blev sur. Lad hende sidde lidt og være sur, og tag hende så efter lidt tid.
Hvis man gør det nogle gange, kan der måske komme til at gå længere og længere tid, inden de kræver at komme over til Jer.
-Det er jo ikke fordi hun ikke kender feks. dine forældre eller de andre, at hun ikke gider sidde hos dem.
Men hun er jo bare vant til at hun får det som hun vil have det. Så det er jo svært for hende at lægge den vane fra sig igen.

Husk på at vores børn altså ikke dør af at være sur eller græde, men at de jo selvfølgelig heller ikke skal blive vildt ulykkelige.
-På de anden side er de jo så kloge, at de godt ved hvordan man får mor til "at lystre".
:S

Puha det samme er her... Vi har så godt nok lige været indlagt med hende i små 4 dage, så troede faktisk det var derfra at hun er blevet så afhængig af mig.. Havde ikk lige tænkt over det kunne være et tiger spring.. VI starter i DP på mandag så er lidt spændt...

Puha ja, sådan er det også her...
Men her er det ikke morsyge, men forældresyge. Birk kravler efter os og står op ad benene på os, så han næsten hiver bukserne af en, og tager vi ham ikke op bliver han hysterisk.
Jeg synes at jeg har læst flere steder, at det er vigtigt at give efter for deres krav, når de har seperationsangst, for det gør dem glade og trygge- dermed ikke sagt at jeg altid selv overholder det, for så skulle jeg gå rundt med ham på armen hele dagen.

Sille med klister Birk