Tjaaaeeee
Jeg er en af dem, der bliver lidt skræmt over det... Og eftersom jeg er 22+noget med nr. 2, kan jeg ikke bakke ud mere
.
Men jeg tænker lidt på, om det mon er ligesom dengang man ventede den første, og ALLE andre med børn - som noget af det første - pointerede hvor hårdt det ville blive, hvor meget vasketøj der ville komme, og hvor forandret ens liv i det hele taget ville være. Dengang var jeg jævnligt i panik, for jeg kunne nu godt lide mit daværende liv, og hvis det skulle forandres 100% var jeg ikke helt sikker på, om jeg ville være med
! Hun kom ud, og jo, det var en omvæltning - men ikke så voldsom som folk gav udtryk for. Vasketøjet var overkommeligt (okay, hun har måske gylpet 5-6 gange i sit liv, så slap nok nemt på den konto), og alt det hårde, var egentlig ikke så hårdt, for nu var hun der, og den nye kærlighed overskyggede alt andet, så tænkte egentlig ikke så meget over alle de nye pligter og gøremål.
Håber det vil være ligesådan denne gang. Og kan ikke lade være med at tænke, om det er en naturlov, at forældreskabet fremstilles lidt hårdere eller vanskeligere end det egentlig behøver at være, af de forældre, der er "et barn foran"? Kan i hvert fald nogle gange tage mig selv i at galpe op om HVOR meget livet forandres og HVOR hårdt det kan være at blive forælder, overfor de venner, der endnu ikke har børn. Og minder så mig selv om, at jeg egentlig ikke synes det er så slemt - at det måske kun er i promiller af tiden, at det er træls, og resten af tiden ville jeg ikke undvære det for alt i verden.
Jeg siger ikke, at flerbørnsforældre ikke må brokke sig, eller der skal tages hensyn til os andre, for der skal bare lukkes varm luft ud engang imellem - det har enebørnsforældre også brug for - og bekymringer og problemstillinger er unægtelig anderledes. Og jeg kan bare springe over, hvis jeg kan mærke at jeg er ved at blive skræmt
Måske får jeg et skrigende kolikbarn, der skal ammes 8 gange hver nat - og den tanke skræmmer mig endnu mere end alle argh-indlæg som flergangsforældre kan komme med...
