Fik en lille baby for små 3 uger siden. Et rigtig ønskebarn, og min mand og jeg er begge helt forelskede i den lille.
Men - der er nu gået 3 uger, og vi havde i dag en aftale om at skulle ud og besøge min svigerfar, hvor vi skulle spise frokost og drikke eftermiddags kaffe. (I en by 40 min fra vores)
Her i morges kunne jeg så slet ikke håndtere det, at skulle afsted med den lille. Synes det er alt for tidligt - men ved også godt at én gang jo skal være den første.
Det endte dog med at min mand kørte afsted alene (han kunne godt se at jeg slet ikke var i stand til at tage afsted), mens jeg nu sidder opløst i gråd.
Selvom jeg elsker den lille virkelig højt - så kommer det bag på mig HVOR meget arbejde der er i sådan en lille én. Er jo nærmest på 24 timer i døgnet. Selv morgen kaffen er en by i Rusland.
Er det bare mig der ikke kan klare mosten - eller er der nogen af jer andre der har prøvet det samme??
Pyyh jeg husker godt det du næver der... Min mor var hos mig den første månede af min søns liv hvorefter jeg var helt alene!
Jeg fik nærmest aldrig spist, det endte ofte med en pose et eller andet eller lige en hurtig leverpostejsmad. Der var dage hvor jeg eks havde fået alt tøjet af og var på vej i bad og sååååååh vågnede han liiiiiige idet jeg skulle under bruseren...
Jeg er et meget ordensmenneske og kan slet ikke slappe af hvis der er rodet omkring mig .... og det var der (RODET) hvilket jo også påvirkede mig. Jeg fandt så ud af, at jeg rent faktisk kunne støvsuge og støve af med ham i bæreselen, gik i bad om aftenen når han sov og var faktisk meget ude i dagtimerne - han elskede den friske luft.
Det er ikke liv og glade dage i starten - det er det langt fra MEN det handler jo også om, at du skal have opbygget en rytme med den lille, i skal lære hinanden at kende... hvad virker, hvad virker ikke osv osv.... Det bliver bedre, tro mig 
Held og lykke med ham.... 