Nogle af jer vil måske huske, at Louise var noget mindre end skønnet, da hun blev født. Hendes vækst har fortsat været beskeden, og vi har gennem vores læge fået en henvisning til at få gennemført en undersøgelse.
Det er ikke noget, der sådan bare lige sker fra dag til dag. Henvisning og ventetid har været 6 mdr. undervejs, men i tirsdags oprandt dagen, hvor vi var inviteret til undersøgelse i klinik for sjældne handikap på Rigshospitalet. Jeg var spændt som bare pokker, men var jo også godt klar over, at vi ikke bare kunne trille sydpå med en diagnose samme dag. Louise blev målt på alle leder og kanter. Hun blev testet med div. legetøj og dimser, og før vi drog hjemad var vi i én afd. for at få taget blodprøve + en anden for at få taget fotos.
Vi vil modtage endnu en henvisning til noget røngten, og på blodprøverne vil der foreligge svar om tidligst 2 (TO) mdr. De skal afdække en evt. kromosomafvigelse, og jeg kan da godt se, at der er folk, der er dødsyge - og som hurtigt skal have analyseret deres blod - men TO mdr. alligevel.....
Nå, men til stede var sådan en ældre herre, som skulle være guruen i DK, hvad angår dværgvækst. Han ville også gerne medgive, at Louises proportioner kan tyde på noget sådant (kort overarm- og overlårsknogle + lidt stor tunge mv.) men han ville gerne lige have nogle flere kliniske "links".
Til min glæde fejler hendes hoved ikke noget. Det har jeg nu ikke været i tvivl om, men det er rart at få andres syn på sagen også. Det eneste "problem" med hendes hoved er, at det er vokset fuldstændigt alderssvarende og således udgør en betydelig vægt, som hun så også skal holde balancen med med hendes korte arme og ben.
Bortset fra, at vi bekymrer os om Louises evt. væksthæmning, så har vi fået jordens nemmeste og gladeste unge. Mange gange nemmere end Sofie, selvom hun også var nem (dengang hun ikke kunne råbe: NARJ IK BAD NU - f.eks). Louise har sovet igennem, siden jeg holdt op med at vække hende hver 3. time med mad, hun er nem at begejstre og hun elsker både at udforske huset på egen hånd og at nusse rundt i armene på os. Jeg har ikke fortrudt, at jeg har taget mig 7 mdr. yderligere orlov, selvom den bliver uden indkomst af nogen art. Louise er så dejlig at være sammen med - jeg har rigeligt at lave herhjemme - og så er der jo lige div. prøver, jeg ikke havde været glad for at sende hende i dp. uden at kende svaret på.
Nå. Jeg synes bare lige, jeg havde lyst til at smide en update - min første ever tror jeg iøvrigt.
- Helle