Ambivalens om flere børn

Hvordan endte i på antallet af børn? Har i været i tvivl? Hvad blev tungen på vægtskålen? Og sidst men ikke mindst er i glade for det antal børn i endte på eller havde i ønsker flere eller - måske ikke færre børn men måske mere tid til de enkelte børn / mere overskud? 

Jeg er voldsomt meget i tvivl. Jeg elsker at være mor og har altid drømt om en stor familie. Vi har nu pseudo tvillinger på 2 & 3. Jeg synes vi har travlt og der er dage hvor jeg tænker 'godt vi ikke har flere'. Og så er der dage hvor jeg ikke er i tvivl om at jeg virkelig ønsker et sidste barn. Når jeg ser familier med tre børn bliver jeg helt misundelig. Men jeg er i tvivl om jeg orker endnu en runde med dårlig søvn - vores mindste sover stadig dårlig. Egentligt elsker jeg mest fasen fra 1 år og op. Og jeg vil rigtig gerne have hele oplevelsen igen, men er i tvivl om vi har overskuddet til at have 3 små 

Vores børn vil mindst være ca 3 og 4,5 hvis vi laver endnu en familie forøgelse. Så altså noget større aldersforskel end sidst 

Jeg er enormt bange for at fortryde at vi ikke fik den sidste. Jeg er slut 30 så vi kan ikke vente længe med at forsøge 

Det blev vist lidt rodet men vil rigtig gerne høre jeres tanker

Jeg er lige blevet mor til nr 5, det bliver den sidste

Jeg var forholdsvis afklaret med at dette var den sidste før graviditeten, men af helbredsmæssige grunde fra uge 26 i denne graviditet gjorde mig helt endeligt afklaret og jeg er nu steriliseret.

Det har været en meget hård graviditet og jeg døjer stadig med helbredet her efter fødslen, så jeg kan helt afgjort sige at jeg ikke skal være gravid igen.

Vi har været mest i tvivl med nr 5 også fordi den yngste er/var lige knap 4 år, så vi var over baby stadiet, men altså indtil videre, kan det virkelig også noget at der er alder på de andre børn

Jeg har lige fået nummer 3... de to ældre søskende, som er tætte i alder, går i indskolingen. Jeg svæver lidt på en lyserød sky over at have fået en til og få muligheden for at tage 'hele turen' en gang mere. For os er det helt bevidst med en efternøler og det er indtil videre genialt med ældre søskende. Den baby får så vanvittigt meget kærlighed og opmærksomhed... og forældrene får en masse hjælp Hvis jeg havde alderen til det, kunne jeg godt snuppe én mere, men jeg er over 40 og dette bliver den sidste, også fordi det er så hyggeligt og afslappet kun at have én lille af gangen ��

Anonym skriver:

Hvordan endte i på antallet af børn? Har i været i tvivl? Hvad blev tungen på vægtskålen? Og sidst men ikke mindst er i glade for det antal børn i endte på eller havde i ønsker flere eller - måske ikke færre børn men måske mere tid til de enkelte børn / mere overskud? 

Jeg er voldsomt meget i tvivl. Jeg elsker at være mor og har altid drømt om en stor familie. Vi har nu pseudo tvillinger på 2 & 3. Jeg synes vi har travlt og der er dage hvor jeg tænker 'godt vi ikke har flere'. Og så er der dage hvor jeg ikke er i tvivl om at jeg virkelig ønsker et sidste barn. Når jeg ser familier med tre børn bliver jeg helt misundelig. Men jeg er i tvivl om jeg orker endnu en runde med dårlig søvn - vores mindste sover stadig dårlig. Egentligt elsker jeg mest fasen fra 1 år og op. Og jeg vil rigtig gerne have hele oplevelsen igen, men er i tvivl om vi har overskuddet til at have 3 små 

Vores børn vil mindst være ca 3 og 4,5 hvis vi laver endnu en familie forøgelse. Så altså noget større aldersforskel end sidst 

Jeg er enormt bange for at fortryde at vi ikke fik den sidste. Jeg er slut 30 så vi kan ikke vente længe med at forsøge 

Det blev vist lidt rodet men vil rigtig gerne høre jeres tanker

Som ung teenager ønskede jeg mig mange børn og kunne slet ikke vente til det skulle se. Er dog glad for jeg ventede. For da jeg rundede de 25 så var ønsket om børn ikke eksisterende. 
jeg blev så gravid på prævention da jeg var 28 og valgte at få en abort, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Dog rørte det sig noget i mig om at jeg måske godt ville have et enkelt alligevel en dag. Så da jeg året efter blev gravid med min søn så beholdte vi ham og det er jeg lykkelig for. Men jeg er også 1000% sikker på at jeg ikke skal have flere børn. 

jrg knus elsker min søn og jeg føler ikke for at skulle dele min kærlighed mellem ham og en evt søskende. Det kommer nok også af at jeg altid har følt at min storebror var mere elsket end jeg var gennem min opvækst. 
men det er ihverfald årsagen til jeg er lykkelig for min ene 

Jeg har siden den lille var 2 år været helt afklaret med at jeg ikke skulle have mere end 2 børn. Børnene er nu 11 og 8 år. Indtil for halvandet år siden var jeg afklaret med ikke at skulle have flere. Så døde min bror og jeg er mega ensom som enebarn og ønsker ikke dette for mine børn (hvis de skulle være ligeså uheldige som mig at miste hinanden i en forholdsvis ung alder, jeg har stadig forældre) så derfor ville jeg gerne have en ekstra for at sikre mig at mine børn ville have mere end en enkelt søskende så frem det værst tænkelige skulle ske. 
dog kommer det ikke til at ske, da min mand heller ikke ønsker flere og jeg ikke har overskud til en mere, da jeg og den store dreng på 11 og min mand er meget hos mine forældre og hjælper dem. Vi har desværre ikke tiden og overskuddet til det herhjemme, men ønsket er helt klart kommet i forbindelse med min brors død. 

Jeg har tre søskende, og har altid syntes at det måtte være kedeligt kun at have en enkelt søskende. Mine forældre har også begge mange søskende, så jeg har også været vant til mange fætre og kusiner. Jeg har derfor altid drømt om mere end to standard børn.

Lige da jeg havde født andet barn, havde jeg følelsen af, at det ikke var slut. Men han viste sig at være en ordentlig mundfuld som baby, og jeg havde egentlig besluttet, at vores resterende æg i fryseren skulle destrueres. 

Da han var 8-9 mdr. gammel, var alting blevet meget nemmere, og han har været en nem dreng siden. Det var tilfældigheder der gjorde, at klinikken ikke havde destrueret dem alligevel, og jeg kunne nå at fortryde. 

Der var tre æg i fryseren, og de to første blev ikke til noget. Vi havde derfor allersidste forsøg, for vi var enige om, at vi ikke ville igennem ægudtagning igen, og chancen for at det skete naturligt, var ikke stor. 

Det allersidste æg blev til lillesøster. Da jeg fødte hende, havde jeg slet ikke samme følelse som tidligere, og min krop og hoved var helt afklaret med, at det var sidste gang, og sådan har jeg haft det siden. Så jeg har nydt hver lille milepæl og har ikke ondt i maven over, at jeg ikke kommer til at opleve det hele igen.

I og for sig synes jeg ikke der er den store forskel på at have to eller tre børn. Man føler sig konstant utilstrækkelig uanset hvad  

Min mand og jeg så /hørte en snakke om dette en psykolog og han sagde det her. 

Hvis man er I tvivl. Så er man ikke i tvivl om. For så er det man gerne vil have flere børn. 

Vi har en 11 årige 5 årige og tænker på en merer. Og har mange af de samme tænker som du beskriver. 

Jeg er 35 år og min mand er 38 år 

Jeg har en på 10 og en på 8 med min eks mand ville så gerne have haft bare 3 men vi var i behandling for vores. Og det skete aldrig naturligt efter. 

så blev jeg skilt og fandt en ny mand fik nummer 3 i december 24 og tre måneder efter var vi gravide igen. Om jeg så måtte få flere efter så er jeg helt afklaret med at der ikke skal komme flere. Til dels grundet tanken om nummer 4 og hvordan og hvorledes med det hele bliver sindssyg hårdt det første stykke tid. Jeg er mega træt af at være gravid men self lykkelig og dette bliver mit 4. Ks jeg fik lov under tredje at få en til. Men alle mine forløb har været forfærdelige selvom det kun er 2 af som er akutte så jeg bliver snippet denne gang :-) men må også sige er man i tvivl ville det for mig betyde man ikke er færdig med børn :-) 

Den ambivalente følelse kom vi aldrig til bunds i. Vi kunne snakke for/imod i flere timer, dage og uger. Afklaringen kom aldrig. Men fordi vi blev ved med at tænke tanken og ikke kunne give slip, så blev vi enige om at gå efter en 3'er. Det ambivalente bundede mest i praktik og økonomi og lidt"hvad vil folk sige". Mens ønsket om et barn til handlede om kærlighed. 

Jeg synes det har været lige hårdt at have 1 barn som 3 børn. Det er bare hårdt på forskellige måder. At give sine børn søskende er den største kærlighed jeg har oplevet. Især fordi de to store var 4år og 7år, så de kunne forstå og være med på en helt anden måde end når små børn får søskende. 

Jeg har ét barn. Jeg har altid kun ønsket ét, fordi jeg ikke havde/har et særligt godt forhold til min 3 år yngre bror. Mens jeg var gravid legede jeg med tanken om, at mit barn skulle have en bror eller søster en dag, men mit liv formede sig ikke sådan: Jeg er blevet skilt og har haft diverse udfordringer. Desuden er jeg først nu, 10 år efter skilsmissen, kommet ind i et harmonisk parforhold. Vi er så næsten 38 (ham) og 41 år (mig). Så det ville skulle gå superhurtigt pga vores alder og det ønsker jeg ikke. Samtidig synes jeg, at aldersforskellen på mine børn ville blive for stor. Min søn ville blive minimum 16 år ældre end sin søskende og de ville bo hver deres sted, da han bor hos sin far.