Familie og livet som dette …

Anonym skriver:

Jeg kan godt genkende som du har det. Og synes du har en meget forstående og omsorgsfuld mand. Det er godt du har en god opbakning og I vil hinanden.

Nogle mennesker er sensitive, man bliver hurtigt omsorgs træt og har brug for at tage sig af sig selv. Kan I måske starte med at der er et par dage om måneden hvor du er væk. I en Air bnb lejlighed eller noget. Får ladet batterierne op og mærker efter om det hjælper. 

Vi skal i hvert fald have snakket om, nogle scenarier. 
og ja! Omsorgstræt. Det er præcis det rigtige ord. Jeg yder omsorg, uanset om jeg er på job eller hjemme. Og nu har min mand ikke været hjemme et par dage…. Og faktisk - jeg mærker jo super meget efter - men det at slippe ud af ‘vær en god kone’ rollen - det mærker jeg jo tydeligt. Fordi nu er der ‘kun’ børnene. 
min mand og jeg skriver, ringer sammen hver dag og der er god stemning og ærlig snak…. Men det er vildt grænseoverskridende for mig, at have den her snak med ham for jeg føler jo jeg er en kæmpe idiot….. heldigvis - så ser min mand mig ikke sådan så hvorfor kan jeg ikke bare være i hele pakken? Det frustrerer mig!

Anonym skriver:

Tusinde tak til alle jer, der har svaret - det betyder meget. Dog gik mit spørgsmål ikke på, hvad jeg skulle prøve … mere om der var andre, som levede hver for sig, genkendte følelsen til det sidste svar: jeg har været ved lægen …. Ingen tidlig overgangsalder, ikke umiddelbart depression, jeg er ikke modløs i min hverdag… jeg synes “bare” det er enormt hårdt, at leve sammen med fire andre mennesker og trives godt i mit eget selskab. Jeg ér ekstrovert, selvom en skriver det er jeg ikke jeg kan ikke være alene 24/7 og elsker at snakke - også med mine børn og mand - men pludselig, så er jeg slugt. Helt færdig. Træt. Svært ved at sove, fordi jeg føler mig overstimuleret. 

I er mægtig søde, at svare og komme med jeres velmenende råd men desværre svarer ingen på det jeg reelt spørger om. 

Jeg genkender noget af det, du beskriver, og jeg synes, du skal udfordre din egen opfattelse af dig selv som ekstrovert og måske på den måde finde en bedre måde at være dig på. Man kan godt have en udadvendt og social adfærd og samtidig være introvert. Ekstroverte henter energi ved at være sammen med andre - det lader dem op at være “på”. Og du understreger jo, at det dræner dig i et omfang, så du slet ikke kan kapere det. 
Det er desuden ikke alle, der passer ned i enten ekstrovert- eller introvertkassen - der er masser af nuancer, og man kan jo også forandre sig over tid.
Selv har jeg været meget, meget udadvendt og socialt anlagt det meste af mit liv, men med årene udviklet et stort behov for - og efterhånden også en stor glæde ved alenetid. Det tog mig lang tid at forstå og acceptere, for det var ikke den fortælling, jeg havde om mig selv. 

Hvis du fastholder dig selv i “Jeg er sådan en, der elsker at snakke og være sammen med andre”, så kan du potentielt øve vold mod dig selv og det, du reelt har behov for - nu. Så første skridt mod forandring kunne i al sin enkelthed være at afprøve, om det at skrue op for alenetid, FØR du er drænet og møder muren, giver dig større energi og mere overskud. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg genkender noget af det, du beskriver, og jeg synes, du skal udfordre din egen opfattelse af dig selv som ekstrovert og måske på den måde finde en bedre måde at være dig på. Man kan godt have en udadvendt og social adfærd og samtidig være introvert. Ekstroverte henter energi ved at være sammen med andre - det lader dem op at være “på”. Og du understreger jo, at det dræner dig i et omfang, så du slet ikke kan kapere det. 
Det er desuden ikke alle, der passer ned i enten ekstrovert- eller introvertkassen - der er masser af nuancer, og man kan jo også forandre sig over tid.
Selv har jeg været meget, meget udadvendt og socialt anlagt det meste af mit liv, men med årene udviklet et stort behov for - og efterhånden også en stor glæde ved alenetid. Det tog mig lang tid at forstå og acceptere, for det var ikke den fortælling, jeg havde om mig selv. 

Hvis du fastholder dig selv i “Jeg er sådan en, der elsker at snakke og være sammen med andre”, så kan du potentielt øve vold mod dig selv og det, du reelt har behov for - nu. Så første skridt mod forandring kunne i al sin enkelthed være at afprøve, om det at skrue op for alenetid, FØR du er drænet og møder muren, giver dig større energi og mere overskud. 

Tak jeg vil i hvert fald tænke over den påstand der …..

Anonym skriver:

Jeg kender mig selv ret godt …. Problemet er - og det er et traume fra barndommen - at jeg lukker ned for mine behov. Jeg ved. Præcis hvilke mekanismer der er på spil. Så for mig, er det nemlig enormt drastisk og der er mange der skal betale en pris for, at mit ego kan have det godt. Og det er der det er problematisk …. Uden det skal jeg lyde alt for meget ‘ha ondt af mig - se hvor frelst og god jeg er” så er det er gigantisk problem, at jeg aldrig lytter til mig selv. Også i andre henseender. Jeg siger fx sjældent fra. Giver det dig et indblik i hvordan jeg er? 
Det er en super træls situation for både min partner og jeg. Men som han påpeger - især børnene - fordi deres mor ofte er helt død …..

Hvad med at tage fat i roden på det problem så og snakke med en psykolog? ☺️

Solsikke9 skriver:

Hvad med at tage fat i roden på det problem så og snakke med en psykolog? ☺️

Som tidligere skrevet, det har jeg faktisk gjort og udfra der udsprang aftalen om to ture alene i sommerhus om året. 
Jeg kunne sagtens gøre meget mere - og jeg øver mig hver dag synes jeg. Jeg var fx helt ulykkelig torsdag, hvor jeg også laver dette opslag. Og der ringede jeg til min bedste ven og spurgte om han ville hjælpe mig, gribe mig og kramme mig. Det var enormt svært, men han svarede (selvfølgelig) ja og vi gik en lang tur i skoven og snakkede om det hele. Såå små skridt. Og jeg arbejder virkelig med det

Anonym skriver:

Som tidligere skrevet, det har jeg faktisk gjort og udfra der udsprang aftalen om to ture alene i sommerhus om året. 
Jeg kunne sagtens gøre meget mere - og jeg øver mig hver dag synes jeg. Jeg var fx helt ulykkelig torsdag, hvor jeg også laver dette opslag. Og der ringede jeg til min bedste ven og spurgte om han ville hjælpe mig, gribe mig og kramme mig. Det var enormt svært, men han svarede (selvfølgelig) ja og vi gik en lang tur i skoven og snakkede om det hele. Såå små skridt. Og jeg arbejder virkelig med det

Jeg håber at du finder en løsning som passer til dig. Og finder ud af præcist hvad årsagen er og præcist hvad du har brug for. Jeg tænker ikke at det må være nemt at have valgt familie livet og 3 børn, hvis man alligevel ikke føler at man kan rumme det.

Solsikke9 skriver:

Jeg håber at du finder en løsning som passer til dig. Og finder ud af præcist hvad årsagen er og præcist hvad du har brug for. Jeg tænker ikke at det må være nemt at have valgt familie livet og 3 børn, hvis man alligevel ikke føler at man kan rumme det.

Tak ��nej… det er svært at stå i. Og det er jo gradvist kommet, de seneste år. Vi afprøver forskellige modeller i øjeblikket. Hvor min mand og jeg er væk på skift nogle dage i ugen. Hvor absurd det end lyder, virker det. Selv når jeg har børnene. For så er rollen som Kone, taget ud af ligningen. Når vi ikke er sammen, kommunikerer vi dagligt og det er faktisk rigtig rart. 
weekenderne er vi sammen om. 
Om det er fremtidsmodellen ved jeg ikke - ej heller hvordan det skulle kunne lade sig gøre mht bolig (jeg har kunnet være i mine forældres hus, hvor de ikke er hjemme) og min mand kan være i sommerhuset, hvor han kan arbejde ud fra. Men jeg kan jo ikke bare lige tage afsted. Vi har talt om, jeg måske skal i sommerhus flere gange om året, end to. Og så har vi også en uge alene i sommeren, hvor vi deler ferien lidt op, så ungerne kan holde så lang ferie som muligt. 
Nu lå vi se …. Det er en mærkelig situation.

Anonym skriver:

Kære alle, 

jeg er knap 40 år, tre børn på 7, 12, og 15 år. Med samme mand, som jeg har været sammen med i snart 24 år. 
Vi har et godt og solidt forhold, kærligheden er enorm. Vi har de sidste år levet i et åbent forhold, det fungerer upåklageligt. 
Jeg er bare så drænet….. min mand har påpeget, at han synes jeg er blevet mere fjern, trækker mig fra mange ting og mit behov for alene tid er helt ekstremt. Han har nu foreslået, at vi prøver af at bo hver for sig - for at se om jeg får mere energi og overskud til vores børn på den måde. Det har intet med kærligheden at gøre mellem os - han tænker tanken helt uselvisk og vil mig det bedste. 
shit, det gør ondt. At være den mor - den mor der ikke er tilstrækkelig og er fuldstændig slugt for energi. Jeg er mega ekstrovert og arbejder til dagligt med mange mennesker omkring mig, som har brug for mig. Så prisen er høj, når jeg også er social i weekender fx. 

fuuuck. Nogen der kan genkende den her følelse? Nogen der bor hver for sig? Men stadig er sammen? 

 

Du skriver I lever i et åbent forhold. Er det en medvirkende faktor til din situation? Eller er det uvedkommende? Hvis du altså selv kan vurdere det.

Jeg har ikke læst hvad de andre har svaret dig. 

Dig vil jeg gerne anbefale terapi og måske har du selv lyst til at hører en bog el. 

Jeg har læst den her bog og hende her snakker faktisk om hvorfor der er mange der tror at for at lade op skal man være væk fra sin børn eller sin mand. Spænde læsning eller lytte til. (Er du selv et barn fra fraskilte forælder) 

Vil anbefale du også få kigget på hvad du ønsker at arbejde med inden du finder en psykolog el. 

Vil du gerne i bunden med hvorfor du er sådan eller har brug for det ? 

Vil du gerne videre og finde en nye måde at lade op ? Og det er det du vil have hjælp til ? 

For der er meget forskelligt