Familie og livet som dette …

Mine råd til være flere ting: 

- Få fat på en psykolog, der kan hjælpe med redskaber/tiltag, du kan gøre.. I stedet for en psykolog, der bare sidder og lytter til følelser og giver dig ret.. Her valgte jeg en mandlig psykolog, og det har bestemt hjulpet! 

- Sælg jeres nuværende sommerhus og find et, der er tættere på, så du kan være alene der nogle timer/dage uden det er en hel dagsrejse at tage dertil

- Find ud af, hvad der dræner dig.. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at læse mig frem til, hvad der præcis dræner dig

- Du lyder bestemt ikke ekstrovert, eftersom du indikere, at dit arbejde med mange mennesker og weekender med mange aftaler, kan være med til at dræne dig.. Her tænker jeg, at du simpelthen må droppe weekendaftaler det næste stykke tid, og så lade din mand og børn tage af sted uden dig, så du lader op derhjemme selv.. For det lyder lidt til, at du lader mest op i dit eget selskab 

Derudover kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor meget du og din mand laver derhjemme? Altså deler I opgaverne meget lige op, eller har du the mental load opgaverne eller alle de fysiske opgaver? Kig på strukturen derhjemme.. 

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det virker overdramatisk og som en lappeløsning at flytte fra hinanden 

Unicorn1 skriver:

Mine råd til være flere ting: 

- Få fat på en psykolog, der kan hjælpe med redskaber/tiltag, du kan gøre.. I stedet for en psykolog, der bare sidder og lytter til følelser og giver dig ret.. Her valgte jeg en mandlig psykolog, og det har bestemt hjulpet! 

- Sælg jeres nuværende sommerhus og find et, der er tættere på, så du kan være alene der nogle timer/dage uden det er en hel dagsrejse at tage dertil

- Find ud af, hvad der dræner dig.. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at læse mig frem til, hvad der præcis dræner dig

- Du lyder bestemt ikke ekstrovert, eftersom du indikere, at dit arbejde med mange mennesker og weekender med mange aftaler, kan være med til at dræne dig.. Her tænker jeg, at du simpelthen må droppe weekendaftaler det næste stykke tid, og så lade din mand og børn tage af sted uden dig, så du lader op derhjemme selv.. For det lyder lidt til, at du lader mest op i dit eget selskab 

Derudover kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor meget du og din mand laver derhjemme? Altså deler I opgaverne meget lige op, eller har du the mental load opgaverne eller alle de fysiske opgaver? Kig på strukturen derhjemme.. 

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det virker overdramatisk og som en lappeløsning at flytte fra hinanden 

Puha…. Det var et meget langt svar. Jeg svarer lige på det sidste - min mand laver det meste   Sommerhuset kan - og skal ikke - sælges. Det er et familiehus  

tak for dit sikkert velmenende svar

Det første jeg tænker, når jeg læser både dine svar og indlæg, det er at du skal en tur om lægen. Du er modløs, drænet og kan ikke se løsninger, også selvom du på papiret ikke er overbelastet (din mand laver det meste, du får en del alenetid, osv.). Det lyder også som om du har lidt svært ved at konkretisere præcis hvad problemet egentlig er.... præcis hvad det er som dræner dig så voldsomt?

Tal med en læge. Ovenstående kan bunde i mange ting... depression, vitaminmangel eller overgangsalder eksempelvis...

Jeg tænker som andre i denne tråd, at det må være absolut sidste udvej at splitte jeres familie, og først når absolut alt andet er afprøvet... fra jobskifte, henover lægebesøg, nyt sommerhus, psykologhjælp, what ever it takes. 

Tusinde tak til alle jer, der har svaret - det betyder meget. Dog gik mit spørgsmål ikke på, hvad jeg skulle prøve … mere om der var andre, som levede hver for sig, genkendte følelsen til det sidste svar: jeg har været ved lægen …. Ingen tidlig overgangsalder, ikke umiddelbart depression, jeg er ikke modløs i min hverdag… jeg synes “bare” det er enormt hårdt, at leve sammen med fire andre mennesker og trives godt i mit eget selskab. Jeg ér ekstrovert, selvom en skriver det er jeg ikke jeg kan ikke være alene 24/7 og elsker at snakke - også med mine børn og mand - men pludselig, så er jeg slugt. Helt færdig. Træt. Svært ved at sove, fordi jeg føler mig overstimuleret. 

I er mægtig søde, at svare og komme med jeres velmenende råd men desværre svarer ingen på det jeg reelt spørger om. 

Savanna skriver:

Og stor respekt for din mands omsorg og rummelighed! Slet ikke noget der. 

Jeg ville bare overveje lidt dybere, om der var andre muligheder. Det er selvfølgelig kun med udgangspunkt i min egen person. Jeg er sikker på, I nok skal finde en løsning. 

Spørgsmålet er måske hvad DU vil? Om du kan tage styringen lidt, så det ikke “kun” er din mand, der kommer med forslag? Jeg ved godt, at du ikke skriver det hele her, men det var mit indtryk ud fra dit skriv.

Jeg vil helt sikkert tænke over dit råd her …. Og måske, er øvelsen for mig, at jeg skal være meget bedre til, at tænke på hvad der er godt for MIG. Og som så kunne blive godt for børnene - og min mand. Måske tænke ud af boksen for en periode, og man så kunne leve “normal” familie efterfølgende

tak 

Nu håber jeg, at du vil tage min historie som min personlige beretning og ikke sammenligne for meget. Jeg vil ikke male fanden på væggen. Jeg havde selv en mand, der lavede meget i hjemmet og med vores søn, og som tog meget over så jeg kunne gå ud med veninderne og til træning mm. Desuden var jeg dengang studerende. Alt i alt havde jeg meget tid alene og objektivt ikke et hårdt liv. Alligevel blev jeg ved med at brænde sammen. I mit tilfælde var der tale om en fødselsdepression, jeg ikke kunne ryste af mig (de udviklede sig til dybere/permanente psykiske udfordringer). Min mand foreslog flere gange, at vi kunne prøve at bo hver for sig, men stadig være kærester. Jeg sagde nej og vi endte med at blive skilt. I dag ville jeg ønske, at jeg havde givet den model et forsøg. Jeg er dog enig med de andre i, at andre tiltag skal prøves først. Det gjorde vi også, terapi, medicin, sygemelding og flere kæresteweekender og ferier hvor bedsteforældrene passede vores søn (vi var studerende, så vores midler var slet ikke til at købe sommerhus eller den slags).

Ekko skriver:

Nu håber jeg, at du vil tage min historie som min personlige beretning og ikke sammenligne for meget. Jeg vil ikke male fanden på væggen. Jeg havde selv en mand, der lavede meget i hjemmet og med vores søn, og som tog meget over så jeg kunne gå ud med veninderne og til træning mm. Desuden var jeg dengang studerende. Alt i alt havde jeg meget tid alene og objektivt ikke et hårdt liv. Alligevel blev jeg ved med at brænde sammen. I mit tilfælde var der tale om en fødselsdepression, jeg ikke kunne ryste af mig (de udviklede sig til dybere/permanente psykiske udfordringer). Min mand foreslog flere gange, at vi kunne prøve at bo hver for sig, men stadig være kærester. Jeg sagde nej og vi endte med at blive skilt. I dag ville jeg ønske, at jeg havde givet den model et forsøg. Jeg er dog enig med de andre i, at andre tiltag skal prøves først. Det gjorde vi også, terapi, medicin, sygemelding og flere kæresteweekender og ferier hvor bedsteforældrene passede vores søn (vi var studerende, så vores midler var slet ikke til at købe sommerhus eller den slags).

Jeg skal lige forstå dig ret - du ville ønske I havde prøvet, at flytte fra hinanden og forblive ægtepar? 
hvad var udløsende faktor i, at det endte i skilsmisse? 
hmm, tankevækkende med fødselsdepression. Jeg var faktisk i tvivl, om jeg havde en med min førstefødte, som jo altså fylder 16 om et par måneder …. Kan det mon virkelig, så mange år senere, påvirke en? Tænkt tilbage…. Så var jeg totalt overvældet over livet, som mor, i en alder af bare 23…. 
men tiden er jo gået, og vi har jo haft det, overordnet set godt det er en meget mærkelig situation at stå i 

Jeg skal lige forstå dig ret - du ville ønske I havde prøvet, at flytte fra hinanden og forblive ægtepar? 
hvad var udløsende faktor i, at det endte i skilsmisse? 
hmm, tankevækkende med fødselsdepression. Jeg var faktisk i tvivl, om jeg havde en med min førstefødte, som jo altså fylder 16 om et par måneder …. Kan det mon virkelig, så mange år senere, påvirke en? Tænkt tilbage…. Så var jeg totalt overvældet over livet, som mor, i en alder af bare 23…. 
men tiden er jo gået, og vi har jo haft det, overordnet set godt det er en meget mærkelig situation at stå i 

Ja nemlig, jeg ville gerne være forblevet gift. Også selvom vi havde boet hver for sig. Jamen helt ærligt var den direkte årsag til vores skilsmisse, at jeg kom på noget medicin mod fødselsdepression, da min søn var 5 år. Jeg ændrede fuldstændig personlighed. 

Min søn er 15 år nu og depression har nok fulgt mig siden. Men jeg er også speciel. Jeg er ikke familiemenneske og ville egentlig helst have levet i tosomhed, min mand og jeg. Det fandt jeg ud af alt for sent.

Jeg kan godt genkende som du har det. Og synes du har en meget forstående og omsorgsfuld mand. Det er godt du har en god opbakning og I vil hinanden.

Nogle mennesker er sensitive, man bliver hurtigt omsorgs træt og har brug for at tage sig af sig selv. Kan I måske starte med at der er et par dage om måneden hvor du er væk. I en Air bnb lejlighed eller noget. Får ladet batterierne op og mærker efter om det hjælper. 

Ekko skriver:

Ja nemlig, jeg ville gerne være forblevet gift. Også selvom vi havde boet hver for sig. Jamen helt ærligt var den direkte årsag til vores skilsmisse, at jeg kom på noget medicin mod fødselsdepression, da min søn var 5 år. Jeg ændrede fuldstændig personlighed. 

Min søn er 15 år nu og depression har nok fulgt mig siden. Men jeg er også speciel. Jeg er ikke familiemenneske og ville egentlig helst have levet i tosomhed, min mand og jeg. Det fandt jeg ud af alt for sent.

Puha…. Det lyder som en hård omgang for dig. Håber du føler, du er på den anden side nu. Og måske endda har det godt med din eksmand