Fejler min dreng noget eller?

Min mand og jeg har 3 børn. 
2 piger og 1 dreng. 
Drengen er 9 år. 
Vi har tænkt at det jeg nu skriver er hans personlighed og alle er jo ikke ens og han ligner sin introverte far en del, MEN jeg var en god veninde der hver gang vi sammen og det er vi tit , påpeger om han “fejler” noget. 
Jeg har nævnt det for hans lærer / pædagog og hun slog det helt væk og sagde, sådan er han jo bare. 

Så nu spørger jeg jer? Hvad tænker i? 

- 9 år. Dreng. 
- Enormt genert også overfor tætte relationer 

- Gider / vil ikke kramme og sige farvel når vi tager hjem fra noget 

- Klynger sig enormt meget til mor, sådan meget, både i trygge og utrygge situationer. 
- Hvis først han har sat sig noget for, så vil han bare det eller modsat ikke 

- Han er en meget følsom dreng der tuder over det mindste nej eller ting der ikke går efter hans hoved (og ja, vi fastholder). Når han er raset af / tudet af, så er der ingenting. 
- Hans retfærdigheds sans er stor, men kan sagtens forstå at storesøster må være længere oppe end ham fx, også selvom han bliver sur 

- i skolen er der INTET! Intet! Af nogen art. 

- alle vil gerne lege og være sammen med ham hvis der - men han leger ofte med de samme 2 og i skolen er der ofte både flere årgange (alle mindre) han leger med også hans egen 

- han er en meget stille dreng i skolen, men han er meget kvik og får kun ros og er foran i alle fag, især matematik laver han langt foran - så hovedet “fejler” ikke noget

- Han er fræk! Han har en mega grimt sprog brug til tider, bander og kalder de små for pisunger og lorterøve 

- Han er overfor mig og far, og søskende enormt kærlig og kysser og krammer og siger han elsker os og sender luftkys til mig når alle ser det, så han er ikke sådan, jeg skal kun være sej typen 

- Han har klæbe hjerne - helt vildt 

- Han er stadig ofte i leg med fætre (altså familie især) meget, jeg vil ikke spille computer men fodbold og går ikke på kompromis med hvad i vil osv, det øver vi jo på

- Han har svært ved at styre sine følelser og surhed, når vi sammen med alle andre og hjemme, intet i skolen 

der sikkert flere ting, men ja - er han bare en almindelig dreng i helt almindelig udvikling, for det er sådan VI ser ham og snakker med ham og lytter og krammer og siger pyt og tager kampene der værd at tage, ikke alle, og måske er det en fejl? 
men nogle gange når han bliver sur, lader vi ham gå og snakker når han er kølet ned og laver ikke et stort nummer ud af alting, som jeg føler min veninde gør / vil gøre ����‍♀️ 

Jeg ser frem til andres input ��

Mange af de ting du nævner,passer på mine børn med autisme.

Anonym skriver:

Mange af de ting du nævner,passer på mine børn med autisme.

Den tanke har strejfet mig, men han er testet for det - og der er intet. 

Min mand og jeg har 3 børn. 
2 piger og 1 dreng. 
Drengen er 9 år. 
Vi har tænkt at det jeg nu skriver er hans personlighed og alle er jo ikke ens og han ligner sin introverte far en del, MEN jeg var en god veninde der hver gang vi sammen og det er vi tit , påpeger om han “fejler” noget. 
Jeg har nævnt det for hans lærer / pædagog og hun slog det helt væk og sagde, sådan er han jo bare. 

Så nu spørger jeg jer? Hvad tænker i? 

- 9 år. Dreng. 
- Enormt genert også overfor tætte relationer 

- Gider / vil ikke kramme og sige farvel når vi tager hjem fra noget 

- Klynger sig enormt meget til mor, sådan meget, både i trygge og utrygge situationer. 
- Hvis først han har sat sig noget for, så vil han bare det eller modsat ikke 

- Han er en meget følsom dreng der tuder over det mindste nej eller ting der ikke går efter hans hoved (og ja, vi fastholder). Når han er raset af / tudet af, så er der ingenting. 
- Hans retfærdigheds sans er stor, men kan sagtens forstå at storesøster må være længere oppe end ham fx, også selvom han bliver sur 

- i skolen er der INTET! Intet! Af nogen art. 

- alle vil gerne lege og være sammen med ham hvis der - men han leger ofte med de samme 2 og i skolen er der ofte både flere årgange (alle mindre) han leger med også hans egen 

- han er en meget stille dreng i skolen, men han er meget kvik og får kun ros og er foran i alle fag, især matematik laver han langt foran - så hovedet “fejler” ikke noget

- Han er fræk! Han har en mega grimt sprog brug til tider, bander og kalder de små for pisunger og lorterøve 

- Han er overfor mig og far, og søskende enormt kærlig og kysser og krammer og siger han elsker os og sender luftkys til mig når alle ser det, så han er ikke sådan, jeg skal kun være sej typen 

- Han har klæbe hjerne - helt vildt 

- Han er stadig ofte i leg med fætre (altså familie især) meget, jeg vil ikke spille computer men fodbold og går ikke på kompromis med hvad i vil osv, det øver vi jo på

- Han har svært ved at styre sine følelser og surhed, når vi sammen med alle andre og hjemme, intet i skolen 

 

der sikkert flere ting, men ja - er han bare en almindelig dreng i helt almindelig udvikling, for det er sådan VI ser ham og snakker med ham og lytter og krammer og siger pyt og tager kampene der værd at tage, ikke alle, og måske er det en fejl? 
men nogle gange når han bliver sur, lader vi ham gå og snakker når han er kølet ned og laver ikke et stort nummer ud af alting, som jeg føler min veninde gør / vil gøre ����‍♀️ 

Jeg ser frem til andres input ��

Det du beskriver kan vi virkelig genkende herhjemme hos vores 11 årige datter. Det kunne næsten spot on (på nær sprogbrugen) være hende du beskriver. 

Da hun var 9 havde vi også flere gange, hvor vi var nødt til at fastholde hende. En gang var hun ved at løbe ud foran en bus da hun i vrede/eksplosion ville væk fra hendes far og jeg. Det resulterede i jeg måtte løbe hurtigere end hende og takle hende for hun ikke blev kørt ned. Det var forfærdeligt og det sidder stadigvæk i mig den frygt. (Vi kom begge to tilskade overfladisk, men tanken om hvad der ellers ville være sket er helt forfærdelig). 

Hun har ikke en diagnose, men jeg har ALTID ment der er noget autisme i hende. Lærerne ville ikke gøre noget, de mener hun "bare" er som hun er. Vi havde en samtale jeg selv bad om, med en psykolog gennem kommunen, for at (forhåbentlig) få en udredning på hende. Men vi løber ind i mur efter mur og ingen udover os mener hun har set svært nok til en udredning. 

Vi bliver hele tiden bedre til at snakke med hende og finde ud af, hvordan vi skal agere sammen. Vi havde nogle virkelig gode år med mindre "udfald" og udfordringer, men nu hun præteenager, og hormonerne raser... Det ved at være virkelig svært igen her. 

Jeg tror uden at være læge, og uden at kunne give diagnoser, måske din søn kan have noget autisme. Ligesom jeg tror vores datter han. 

Det kunne også godt lyde som vores dreng på 11år. Minus temperament og sproget. Han kunne meget vel have autistiske træk, men vi har valgt ikke at få ham udredt. Som du selv skriver, så er det hans personlighed og I kan sagtens rumme ham, guide og være der for ham. Så bed din veninde om at skrue ned for bekymringen og tal om noget andet  

Synes han lyder som en almindelig dreng. Jeg var da selv genert som en lille pige og ville helst ikke sige farvel heller og var meget påtrængende hos min mor.

jeg bider dog mærke i du siger han ikke vil kramme farvel - det er vel okay? Det er næppe alle børn der synes det er behageligt at kramme onkel Tom farvel, det skal vi endelig huske at respektere. Siger ikke at I ikke respektere det, men når du skriver den på så virker det til at der er en forventning til at kramme farvel og det er unormalt ikke at gøre det. 

Jeg forstår godt, at du spørger. Jeg kan selv kigge på mine børn og tænke: Hmm, er der noget? Af den ene eller den anden art. Og måske er der.

Men dybest set er det, for mig at se, det forkerte spørgsmål at stille. Det rigtige spørgsmål er: Trives han? 

Hvis svaret på det er ‘ja’, så er det andet jo irrelevant. Han er den han er, og om vi giver det bogstaver eller ej, så er han stadig den samme. 

Hvis han er i mistrivsel, så er det jo noget andet, for så kan det være relevant at undersøge ham for at finde ud af, hvad der skal til for at hjælpe ham ud af den mistrivsel.

Jeg kan virkelig godt forstå du spørger - især når andre siger, at de tror der er ‘noget’. Jeg har selv været der. Men efterhånden er jeg bare nået til, at hvis der er ‘noget’, så må vi jo tage det, når det på et tidspunkt bliver vigtigt for at min dreng kan have det godt. Indtil da skal han bare være i fred som den han er.

Der er ikke noget som skriger autisme for mig.

Men selvom der var , hvad så?

Jeg har en dreng som formentlig ligger et sted på autisme spektret (siger hans lærer også), han går på specialskole. Men han trives så ingen grund til udredning lige pt

Anonym skriver:

Min mand og jeg har 3 børn. 
2 piger og 1 dreng. 
Drengen er 9 år. 
Vi har tænkt at det jeg nu skriver er hans personlighed og alle er jo ikke ens og han ligner sin introverte far en del, MEN jeg var en god veninde der hver gang vi sammen og det er vi tit , påpeger om han “fejler” noget. 
Jeg har nævnt det for hans lærer / pædagog og hun slog det helt væk og sagde, sådan er han jo bare. 

Så nu spørger jeg jer? Hvad tænker i? 

- 9 år. Dreng. 
- Enormt genert også overfor tætte relationer 

- Gider / vil ikke kramme og sige farvel når vi tager hjem fra noget 

- Klynger sig enormt meget til mor, sådan meget, både i trygge og utrygge situationer. 
- Hvis først han har sat sig noget for, så vil han bare det eller modsat ikke 

- Han er en meget følsom dreng der tuder over det mindste nej eller ting der ikke går efter hans hoved (og ja, vi fastholder). Når han er raset af / tudet af, så er der ingenting. 
- Hans retfærdigheds sans er stor, men kan sagtens forstå at storesøster må være længere oppe end ham fx, også selvom han bliver sur 

- i skolen er der INTET! Intet! Af nogen art. 

- alle vil gerne lege og være sammen med ham hvis der - men han leger ofte med de samme 2 og i skolen er der ofte både flere årgange (alle mindre) han leger med også hans egen 

- han er en meget stille dreng i skolen, men han er meget kvik og får kun ros og er foran i alle fag, især matematik laver han langt foran - så hovedet “fejler” ikke noget

- Han er fræk! Han har en mega grimt sprog brug til tider, bander og kalder de små for pisunger og lorterøve 

- Han er overfor mig og far, og søskende enormt kærlig og kysser og krammer og siger han elsker os og sender luftkys til mig når alle ser det, så han er ikke sådan, jeg skal kun være sej typen 

- Han har klæbe hjerne - helt vildt 

- Han er stadig ofte i leg med fætre (altså familie især) meget, jeg vil ikke spille computer men fodbold og går ikke på kompromis med hvad i vil osv, det øver vi jo på

- Han har svært ved at styre sine følelser og surhed, når vi sammen med alle andre og hjemme, intet i skolen 

 

der sikkert flere ting, men ja - er han bare en almindelig dreng i helt almindelig udvikling, for det er sådan VI ser ham og snakker med ham og lytter og krammer og siger pyt og tager kampene der værd at tage, ikke alle, og måske er det en fejl? 
men nogle gange når han bliver sur, lader vi ham gå og snakker når han er kølet ned og laver ikke et stort nummer ud af alting, som jeg føler min veninde gør / vil gøre ����‍♀️ 

Jeg ser frem til andres input ��

Jeg ved ikke om der er noget eller ej - jeg lægger mærke til at han lyder til at være faglig klog men følelsesmæssig lidt umoden(for sin alder). Noget af det du beskriver lyder som en dreng der kunne have træk der minder om noget indenfor spektret, men i bund og grund er det lige nu ligegyldigt for han lyder til at være i god trivsel. 
jeg kan tænke at han ikke er så stor endnu og han måske kan få det sværere i skolen når de sociale krav bliver større. Men det kan også være han følelsesmæssigt kommer til at udvikle sig en del 

Og så vil jeg lige skrive, det er altid vejen frem at lade barnet “rase ud” og først tale i fredstid….diagnose eller ej. 

Jeg ville nok også tage en snak med veninden om det er livsnødvendigt for hende at altid spørge om han fejler noget. Det virker på mig ganske irriterende. I er opmærksomme på jeres dreng, du lader til at være omsorgsfuld og fornuftig, men din veninde får dig til at tvivle på dine evner til at vurdere om din søn har brug for hjælp. 

Du lyder til at være fornuftig og opmærksom, og at du ikke benægter at han har udfordringer, så spørg din veninde hvorfor hun har behov for at nævne det hver gang I ses.