Som jeg ser det, er en familie et sted, hvor der skal være plads til både store og små. Og der skal også være plads til de voksnes følelser. Og her i huset betyder de voksnes følelser altså, at der ind imellem bliver råbt ‘STOP!’ Højt og tydeligt. Og ind imellem bliver der også sagt flere vrede ord. Man må gerne blive vred, når ens grænser bliver overskredet, også selvom det er ens barn, der overskrider dem.
Til gengæld bliver der også sagt undskyld, når det blev for vredt, og så kan vi forklare, hvad det var, der gjorde, at vi reagerede lidt for voldsomt.
I min optik tager Børn langt mere skade af ikke at få modspil, ikke at få tydelige grænser, ikke at få klart og entydigt ‘nej’ til uacceptabel opførsel. Børn har brug for tydelige voksne!
Men selvfølgelig skal man ikke tale nedladende eller bebrejdende til et lille barn. Der er forskel på at sige: ‘jeg vil simpelthen ikke have, at du slår’ med en klar og fast stemme og så sige: ‘Skal du slå, din lille møgunge? Vil du have, jeg skal slå igen eller hvad?!’ Det første er i min optik helt ok - og vigtigt og godt. Det sidste er langt over grænsen og hører ikke hjemme i en voksen-barn relation (eller i nogen relation). Det sidste ser jeg som noget man skal undgå. Men man skal ikke undgå tydeligt nej og klare grænser.
Og så synes jeg, at det med at sige undskyld til sine børn, er rigtig godt - for det lærer dem, at man også er her og at man også fejler. Og det er ok, og det sker ikke noget ved at gøre en fejl, hvis man siger undskyld bagefter (men det er altså ikke noget jeg siger, hvis jeg bare har sat en grænse - det er hvis jeg er så presset at jeg godt selv kan høre, at jeg skælder for meget ud, og det handler om mig og ikke børnene)
Anmeld
Citér
