Svær periode, hvad er normalt?

Man siger jo at der er både gode og dårlige perioder i længerevarende parforhold, men hvad er normalt for dårlige perioder?

Vi nærmer os ti år sammen, men det seneste halve år har jeg ikke følt andre følelser end som man har en alm venner og jeg føler i øjeblikket at vi lever to parallelle liv(lidt som roomies, som bare deler seng).

Mit spørgsmål er hvor længe skal man give en svær periode?

I øjeblikket har jeg mest af alt ikke lyst til at være derhjemme(finder på undskyldninger for unormalt mange og lange gå ture) samt arbejde mere end normalt(har dog også travlt på arbejdet).

Min mand og jeg har været sammen i 13år. Tre børn sammen. 

Langt det meste af tiden, føler jeg også vi er venner. Gode venner. Nogen gange kan vi helt glemme at se hinanden i øjnene. Jeg tænker bestemt ikke det er unormalt. Der er flest dage (perioder), hvor vi bare lever i samme hus. 

Jeg går ikke fra ham, fordi han kan stadig få mig til at grine. Vi har drømme om fremtiden. Vi er på en rejse sammen. En livslang rejse. Vi taler sammen. Når jeg kan mærke jeg bliver træt af den trivielle hverdag, så siger jeg det til ham. Og så slukker vi fjernsynet og spiller Brætspil fx. 

Spørgsmålet er ikke hvad der er normalt. Spørgsmålet er, om du kan leve med at være i et parforhold som på mange områder ligner venskab. 

Jeg kan godt. Men det er ikke alle som kan holde det ud og har brug for at blive boosted og "komme videre". 

De sidste 6 måneder har også været vinterhalvåret. Kan det påvirke noget? Mon der sker noget andet her til foråret i mellem jer? Mere overskud og lyst. 

I stedet for at trække dig, så nærm dig ham. Snak med ham. 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i 13år. Tre børn sammen. 

Langt det meste af tiden, føler jeg også vi er venner. Gode venner. Nogen gange kan vi helt glemme at se hinanden i øjnene. Jeg tænker bestemt ikke det er unormalt. Der er flest dage (perioder), hvor vi bare lever i samme hus. 

Jeg går ikke fra ham, fordi han kan stadig få mig til at grine. Vi har drømme om fremtiden. Vi er på en rejse sammen. En livslang rejse. Vi taler sammen. Når jeg kan mærke jeg bliver træt af den trivielle hverdag, så siger jeg det til ham. Og så slukker vi fjernsynet og spiller Brætspil fx. 

Spørgsmålet er ikke hvad der er normalt. Spørgsmålet er, om du kan leve med at være i et parforhold som på mange områder ligner venskab. 

Jeg kan godt. Men det er ikke alle som kan holde det ud og har brug for at blive boosted og "komme videre". 

De sidste 6 måneder har også været vinterhalvåret. Kan det påvirke noget? Mon der sker noget andet her til foråret i mellem jer? Mere overskud og lyst. 

I stedet for at trække dig, så nærm dig ham. Snak med ham. 

Tak for dit besked, det er rart at høre at det ikke er så unormalt som det føles lige nu..

Den store forskel det seneste år er at vi nu faktisk er begyndt at have mulighed for at udleve nogle af de drømme vi har snakket om de seneste 10 år, men samtidig føler jeg han er begyndt at trække i land på flere af de ting vi har talt om.

Jeg har flere gang fortalt at jeg har brug for at vi er mere intime/laver ting sammen, men selvom vi fx aftaler at se en film/gå en tur eller lignende dagen efter, sp bliver det ikke til noget halvdelen af gangene.

Han mener ikke at det hjælper at tale om tingene, hvilket kan være svært for mig at håndtere, bårde fordi jeg ikke altid føler at mine følelser som sidder ude på tøjet bliver taget seriøst og fordi han ikke vil snakke om hvis han har det svært, sp jeg kan hjælpe 

Jeg vil prøve at snakke med ham igen omkring hvad jeg har brug for hvis det her skla kunne fortsætte de næste mange år.

Anonym skriver:

Tak for dit besked, det er rart at høre at det ikke er så unormalt som det føles lige nu..

Den store forskel det seneste år er at vi nu faktisk er begyndt at have mulighed for at udleve nogle af de drømme vi har snakket om de seneste 10 år, men samtidig føler jeg han er begyndt at trække i land på flere af de ting vi har talt om.

Jeg har flere gang fortalt at jeg har brug for at vi er mere intime/laver ting sammen, men selvom vi fx aftaler at se en film/gå en tur eller lignende dagen efter, sp bliver det ikke til noget halvdelen af gangene.

Han mener ikke at det hjælper at tale om tingene, hvilket kan være svært for mig at håndtere, bårde fordi jeg ikke altid føler at mine følelser som sidder ude på tøjet bliver taget seriøst og fordi han ikke vil snakke om hvis han har det svært, sp jeg kan hjælpe 

Jeg vil prøve at snakke med ham igen omkring hvad jeg har brug for hvis det her skla kunne fortsætte de næste mange år.

Men i stedet for bare at snakke om det, tager du så initiativ til fx en gåtur eller noget? Altså når I sidder i sofaen, siger du så "vil du ikke med ud på en gåtur?"

Unicorn1 skriver:

Men i stedet for bare at snakke om det, tager du så initiativ til fx en gåtur eller noget? Altså når I sidder i sofaen, siger du så "vil du ikke med ud på en gåtur?"

Ja det gør jeg, specielt i forhold til at gå tur, da det var noget vi førhen har gjort meget af.

Men også med andre ting, fx at se en film sammen. Det er måske for mange det almindelige, men det er meget sjældent vi ser noget sammen, da han langt de fleste dage sidder og gamer og snakke med dem fra han kommer hjem til han går i seng.

Anonym skriver:

Ja det gør jeg, specielt i forhold til at gå tur, da det var noget vi førhen har gjort meget af.

Men også med andre ting, fx at se en film sammen. Det er måske for mange det almindelige, men det er meget sjældent vi ser noget sammen, da han langt de fleste dage sidder og gamer og snakke med dem fra han kommer hjem til han går i seng.

Så prøv med tankegangen om, at mænd ikke kan læse tanker. Derfor så kræv han sætter sig og taler med dig. Fortæl du ikke trives i jeres parforhold og du faktisk går med tanker om at flytte. Prøv at hold bolden på egen banehalvdel, så det hele ikke bliver en stor finger peget på ham. Men vær tydelig og direkte. 

Det kunne være interessant, at se hans reaktion og de efterfølgende dage. Om han begynder at reflektere eller bare lukker sig selv væk foran computeren. 

Har i børn? 

Måske er det på tide med en parterapeut? 
det er dog virkelig problematisk hvis din mand ikke kan finde ud af at kommunikere og snakke om tingene. Så kommer man jo ikke videre. Det er også problematisk hvis det kun er dig der tager initiativ til at gøre noget anerledes og vil ændre på det. 

Jeg tænker at man må tage ansvar for sit forhold. Hvis der er noget der ikke fungere sætter du ham ned og siger ‘jeg savner dig. Jeg savner os, jeg savner mere nærvær og oplevelser med dig. Jeg tænker at vi kan gøre sådan her og sådan her for det. Hvad tænker du og hvordan har du det i vores forhold?’ 

Og samtidig med i går i parterapi. Så må du mærke om det er anerledes efter noget tid eller om forholdet er dødt. Men man skal kommunikere og prøve at ændre tingene først hvis man altså mærker at man gerne vil give det en chance. 

Et parforhold er ligesom en blomst. Det kræver opmærksomhed og kærlighed for at blomstre og ellers visner den. 

Anonym skriver:

Så prøv med tankegangen om, at mænd ikke kan læse tanker. Derfor så kræv han sætter sig og taler med dig. Fortæl du ikke trives i jeres parforhold og du faktisk går med tanker om at flytte. Prøv at hold bolden på egen banehalvdel, så det hele ikke bliver en stor finger peget på ham. Men vær tydelig og direkte. 

Det kunne være interessant, at se hans reaktion og de efterfølgende dage. Om han begynder at reflektere eller bare lukker sig selv væk foran computeren. 

Har i børn? 

Jeg synes også at jeg har været tydelig. Jeg har flere gange sagt at jeg har brug at vi laver flere ting sammen og at vi er mere intime(fx kram, putte mm).

Nej vi har ikke børn, men vi har haft snakket om snart at ville have børn og jeg tror måske også det er det der har fået mig til at mærke efter på en anden måde end jeg har gjort før. Jeg har altid gerne ville have børn og han har for en del år siden haft en periode hvor han ikke ville havde børn, men sig at han gerne vil nu. Jeg tror ikke han lyver omkring det, men kna mærke at jeg har svært ved 100% at tro på han gerne vil have børn.

Anonym skriver:

Jeg synes også at jeg har været tydelig. Jeg har flere gange sagt at jeg har brug at vi laver flere ting sammen og at vi er mere intime(fx kram, putte mm).

Nej vi har ikke børn, men vi har haft snakket om snart at ville have børn og jeg tror måske også det er det der har fået mig til at mærke efter på en anden måde end jeg har gjort før. Jeg har altid gerne ville have børn og han har for en del år siden haft en periode hvor han ikke ville havde børn, men sig at han gerne vil nu. Jeg tror ikke han lyver omkring det, men kna mærke at jeg har svært ved 100% at tro på han gerne vil have børn.

Okay! I skal Ikke have børn sammen, har I det sådan her nu, vil jeg næsten garantere dig for at det ikke bliver bedre når der kommer børn! 

Dernæst vil jeg sige, at man behøver ikke altid italesætte at man ønsker mere nærhed. Man kan handle selv: fx kramme og putte sig ind til personen så ofte man synes og sige: ahh jeg elsker når vi er tæt og krammer og putter. Det gør mig så tryg og glad. 

Hvis vedkommende så synes man er irriterende eller ikke gengælder, kan man tage en snak om det 

Men altså! Når I har de problemer I har og ikke har børn, så tror jeg bestemt ikke det bliver bedre af at få børn. 

Det er helt sikkert afgørende, at I ikke har børn. I lød mere som et par med 2 små børn, hvor livet bare er/kan være meget.... Hverdagsagtigt. 

Sådan som i har det nu og som du beskriver, så skal du videre inden i får børn. 

Ud og find en mand som er skruk og drømmer om familie, nærvær og oplevelser sammen.