nogen hvis barn på 13 der har valgt samvær fra

Ekko skriver:

Jeg synes, at den far er ufleksibel. Nu har jeg godt nok kun ét barn. Han er 14. Pga én masse private issues bor han hos sin far, i en anden by. Indtil for et år siden kom han på samvær hos mig, men ønsker nu, at samværet foregår hos ham i hans by. Det betyder, at jeg hver måned rejser til ham og om nødvendigt overnatter på hotel. Det er dyrt, tidskrævende og stressende (ligesom din datters far har jeg også psykiske udfordringer) men jeg gør det for min søns skyld. Jeg mener, det er trods alt mig, der er forælderen. I mit stille sind er jeg ofte irriteret og kan godt tænke, at det er besværligt og at det var nemmere, da han var lille og man kunne tage forælder-kasketten på og sige "Du SKAL hjem til mig en weekend om måneden. Det bestemmer mor og far, for vi er de voksne". Men det eneste vi ville opnå ved det, ville være en vred og ulykkelig teenager, der ville have endnu mindre lyst til at se mig. Lidt som med din datter. 

Mit svar er nok ikke til meget hjælp, men jeg kan simpelthen ikke forstå, at far ikke imødekommer datterens behov for alenetid med ham. Der er da familier med flere børn, der prioriterer sådan, at børnene ind imellem har alenetid med forældrene, hvor de så laver forskellige hyggelige aktiviteter sammen. Det er aldrig børnenes valg at være skilsmisse-delebørn og blive en del af nye familier med bonus og halvsøskende. 

Først vil jeg rose dig!! Fuck du er en sej mor! At du møder din søn i hans behov også selvom det som du siger er både besværligt og til tider dyrt… virkelig stort af dig og alligevel sidder man jo at tænker at sådan burde det altid være. Hvis bare hendes far udviste halvdelen af den fleksibilitet du udviser, så tror jeg også billedet ville se helt anderledes ud.

men nej han fravælger alenetid med sin datter og tænker at det her konsekvensen af det. Hun føler sig ekstremt fravalgt og så fravælger hun ham. 

Solsikke9 skriver:

Han lyder som en klaphat og mega egoistisk. Super følelsesmæssigt umoden. Hvor er det godt at din datter siger fra! 

Jeg er faktisk stolt af at hun er begyndt at sige fra overfor ham. Hun har altid været bange for ham(fordi han ofte blir sur når hun forsøger at fortælle hvordan hun har det) han tager det som kritik og så går han i forsvarsposition med det samme og taler.. hmm ja ikke særlig pænt til hende. Så for hende at sige fra er meget stort! 

Jeg ville tage en snak med faren og forklare hun nu er en alder hvor hun selv må bestemme samværet, og hendes sociale liv udfolder sig og derfor vil det fylde mere og mere i weekenderne, dine som hans.

det forklarede jeg min søns far (samme ordning som jer). Min søn er også 13 år, og han bestemmer egentlig selv hvor han vil være i weekenden. Nogen gange skal han og far noget han gerne vil deltage i og så er han måske hos far 3 weekender i træk, andre gange skal vi noget, eller vennerne trækker i ham, og så er han måske hjemme 3 weekender i træk. Min søn tager selv toget til far, og det tager ca 1 1/2-2 timer afhængigt af hvilket tog han kommer med. Han har et rejsekort vi tanker op hver måned, så han altid har på hvis han lige synes han vil til far.

nogengange vælger han at tage til sin far fredag-lørdag, men kommer så hjem fordi vi skal noget søndag fx. 

‘’i den alder er de store nok til at vælge selv, og blev den taget op i familieretshuset, ville de også vægte hendes mening højt, da hun netop er så stor som hun er. Det skal selvfølgelig være selvbestemmelse under ansvar, og hun skal sørge for at formidle sine planer, sådan som far reagere hos jer, ville jeg nok tage kontakten hvis hun siger hun ikke vil den weekend, og så informere far. Min søn gør det selv, altså han fortæller løbende selv til mig og far hvad han har tænkt sig, og forhører sig fx selv om vi har nogen planer, og hvis han ikke vil med, om det er ok han tager til far i stedet, og koordinere det så med sin far. (Hans far og jeg taler selvfølgelig også sammen løbende om det men vi lader vores søn tage det ansvar at skulle lære at formidle sine planer og informere og hjælper ham begge med at huske på det)

Det lyder til at far har hænderne fulde med bonus og lillesøster, men jo stadig gerne vil jeres datter. Han må dog indse, at trods hun er stor skal hun stadig have alene tid med far, hun skal ikke “give for at få” særligt ikke når hun ser far så lidt. Dertil skal han også begynde at arbejde hen imod at acceptere hun er ved at være en stor pige, der kan tage beslutninger selv, har egne meninger, og han skal lære både at lytte og respektere hendes meninger og følelser. Det er en process, men hos os, hjalp det netop jeg påpegede det for min søns far, at han altså ikke var en lille baby mere, og han blev NØD til at lytte, for ellers ville han skubbe ham fra sig. (Deres samvær gik helt galt og min søn følte far slet ikke hørte ham - det vendte drastisk da hans far begyndte at lytte og respektere vores søn)

Det blev lidt langt og rodet, men jeg håber du kan bruge min erfaring til noget, og jeg håber det bedste for din datter

Anonym skriver:

Først vil jeg rose dig!! Fuck du er en sej mor! At du møder din søn i hans behov også selvom det som du siger er både besværligt og til tider dyrt… virkelig stort af dig og alligevel sidder man jo at tænker at sådan burde det altid være. Hvis bare hendes far udviste halvdelen af den fleksibilitet du udviser, så tror jeg også billedet ville se helt anderledes ud.

men nej han fravælger alenetid med sin datter og tænker at det her konsekvensen af det. Hun føler sig ekstremt fravalgt og så fravælger hun ham. 

Ja jeg tænker ellers, at kvalitetstid ville være virkelig godt givet ud. Så kunne din datter glæde sig til noget hun og far havde sammen - bare de to. (Og føle sig tilvalgt og prioriteret). Jeg håber selv, at min søn engang vil tænke "Min mor kom, selvom hun havde det svært" og at han vil mindes vores hyggelige stunder. 

Jeg ved ikke, hvordan det er at have flere børn, men jeg er tæt på at mene, at hvis man ikke har overskud til at få den enkelte til at føle sig set og prioriteret blot ind imellem, skulle man nok ikke få mere end ét barn. 

*.* skriver:

Jeg ville tage en snak med faren og forklare hun nu er en alder hvor hun selv må bestemme samværet, og hendes sociale liv udfolder sig og derfor vil det fylde mere og mere i weekenderne, dine som hans.

det forklarede jeg min søns far (samme ordning som jer). Min søn er også 13 år, og han bestemmer egentlig selv hvor han vil være i weekenden. Nogen gange skal han og far noget han gerne vil deltage i og så er han måske hos far 3 weekender i træk, andre gange skal vi noget, eller vennerne trækker i ham, og så er han måske hjemme 3 weekender i træk. Min søn tager selv toget til far, og det tager ca 1 1/2-2 timer afhængigt af hvilket tog han kommer med. Han har et rejsekort vi tanker op hver måned, så han altid har på hvis han lige synes han vil til far.

nogengange vælger han at tage til sin far fredag-lørdag, men kommer så hjem fordi vi skal noget søndag fx. 

‘’i den alder er de store nok til at vælge selv, og blev den taget op i familieretshuset, ville de også vægte hendes mening højt, da hun netop er så stor som hun er. Det skal selvfølgelig være selvbestemmelse under ansvar, og hun skal sørge for at formidle sine planer, sådan som far reagere hos jer, ville jeg nok tage kontakten hvis hun siger hun ikke vil den weekend, og så informere far. Min søn gør det selv, altså han fortæller løbende selv til mig og far hvad han har tænkt sig, og forhører sig fx selv om vi har nogen planer, og hvis han ikke vil med, om det er ok han tager til far i stedet, og koordinere det så med sin far. (Hans far og jeg taler selvfølgelig også sammen løbende om det men vi lader vores søn tage det ansvar at skulle lære at formidle sine planer og informere og hjælper ham begge med at huske på det)

 

Det lyder til at far har hænderne fulde med bonus og lillesøster, men jo stadig gerne vil jeres datter. Han må dog indse, at trods hun er stor skal hun stadig have alene tid med far, hun skal ikke “give for at få” særligt ikke når hun ser far så lidt. Dertil skal han også begynde at arbejde hen imod at acceptere hun er ved at være en stor pige, der kan tage beslutninger selv, har egne meninger, og han skal lære både at lytte og respektere hendes meninger og følelser. Det er en process, men hos os, hjalp det netop jeg påpegede det for min søns far, at han altså ikke var en lille baby mere, og han blev NØD til at lytte, for ellers ville han skubbe ham fra sig. (Deres samvær gik helt galt og min søn følte far slet ikke hørte ham - det vendte drastisk da hans far begyndte at lytte og respektere vores søn)

 

Det blev lidt langt og rodet, men jeg håber du kan bruge min erfaring til noget, og jeg håber det bedste for din datter

Jeg har haft snakken med ham om hendes alder mange gange… i familierets huset tog de allerede snakken med ham for 2 år siden… prøvede at forberede ham på at det gik den vej…. Men han forstår det ikke… han siger bare at hun har 28 dage til at se sine venner og kun 3 til at sin familie hos ham. Så både jeg, familieretshuset og hans datter har forsøgt at trænge igennem til ham. 

jeg synes det lyder som en fantastisk løsning i har fundet til jeres søn det er det jeg har foreslået til hendes far men det nægter han pure. Han mener slet ikke hun er stor nok til at beslutte hvad hun vil og mener at alt omkring samvær skal gå gennem os. Forklarer ham at vores datter faktisk også gerne vil ha noget og sige i den del nu hun er blevet ældre. Men han han mener desværre bare det er mig der manipulere vores datter til ikke at ville se ham og det kunne jeg aldrig nogensinde drømme om! Han forstår ikke helt at vores datter ikke er et lille bitte barn længere desværre

Jeg har faktisk for 6 måneder siden sagt til ham at han simpelthen bliver nødt til at lytte til hende og respektere at hun også har en mening om det her og at konsekvensen desværre kan blive at hun skubber ham væk… der ændrede intet og ja… nu kommer konsekvensen men måske når han opdager at hun rent faktisk ikke VIL derop ændrer han sig…. Men jeg tvivler… desværre

Anonym skriver:

Jeg har haft snakken med ham om hendes alder mange gange… i familierets huset tog de allerede snakken med ham for 2 år siden… prøvede at forberede ham på at det gik den vej…. Men han forstår det ikke… han siger bare at hun har 28 dage til at se sine venner og kun 3 til at sin familie hos ham. Så både jeg, familieretshuset og hans datter har forsøgt at trænge igennem til ham. 

jeg synes det lyder som en fantastisk løsning i har fundet til jeres søn det er det jeg har foreslået til hendes far men det nægter han pure. Han mener slet ikke hun er stor nok til at beslutte hvad hun vil og mener at alt omkring samvær skal gå gennem os. Forklarer ham at vores datter faktisk også gerne vil ha noget og sige i den del nu hun er blevet ældre. Men han han mener desværre bare det er mig der manipulere vores datter til ikke at ville se ham og det kunne jeg aldrig nogensinde drømme om! Han forstår ikke helt at vores datter ikke er et lille bitte barn længere desværre

Jeg har faktisk for 6 måneder siden sagt til ham at han simpelthen bliver nødt til at lytte til hende og respektere at hun også har en mening om det her og at konsekvensen desværre kan blive at hun skubber ham væk… der ændrede intet og ja… nu kommer konsekvensen men måske når han opdager at hun rent faktisk ikke VIL derop ændrer han sig…. Men jeg tvivler… desværre

Min oplevelse er det var enormt svært for min søns far at indse, og det tog tid (1 års tid). Først da han indså han skubbede vores dreng fra sig, og vores søn trak sig og faktisk ikke gad samvær mere, begyndte det at gå op for ham. 
‘min søns far reagerede førhen også med vrede, at han skulle tage sig sammen, han bestemte osv. og enkelte gange måtte jeg faktisk bryde ind og stoppe hans far fordi han blev så vred og ubehagelig. 
Det jeg så i min søns fars vrede, var afmagt. Han ville så gerne se sin søn, hans søn trak sig, jeg holdte med vores søn, og det frustrerede ham enormt meget, for hvorfor kunne vi ikke bare køre samværet som da han var lille? Hvorfor skulle vores søn pludselig bestemme noget, han er jo “bare et barn” han har intet at skulle have sagt. 

Det er en hård, og opslidende process. Men det kan gå to veje, enten så indser han det tids nok til at redde det og det kan blive godt igen, eller også nægter han at indse det, og skubber jeres datter fra sig. Uanset hvad, ligger det hverken på dig eller hende. 
‘du skal blot støtte din datter præcis som du gør, og skærm hende for de konflikter med far du kan. Når hun synes han er en idiot, så anerkend det, tal om det. Fx sagde min søn hans synes hans far var en kæmpe idiot, og så sagde jeg faktisk bare, at det kunne jeg godt forstå han synes, det er også irriterende det skal være sådan, men han gør intet galt i ikke at fx ville afsted, og jeg skulle nok tale med far, så finder vi ud af det. Far bliver god igen, men far bliver vred fordi han savner dig og ikke ved hvad han skal sige når du siger fra.

Snak en masse med hende om de følelser hun går med, og lad hende have dem og vide det er okay at være sur på far, det er ok ikke at ville afsted osv. men husk at sige far bliver god igen, far elsker dig, og han vil dig. 

‘Uanset udfald er det hverken din eller din datters skyld. 
Jeg håber at I ender med samme udfald som her, for min søn og hans far er tættere end nogensinde den dag i dag, og det fungerer så godt nu! 
‘men måtte lige understrege, at trods en rosenrød slutning nu, så var vejen der til et helvede, og flere gange tænkte jeg at det ville ende med han aldrig så sin far igen hvis det forsatte den vej.. 

Samværsaftaler er smarte og gør det hele lidt nemmere så man ikke står med konflikten om hvor barnet er, lige indtil ens barn er så stort det får sin egen mening så kan man brænde den aftale, og så skal der simpelthen laves en ny helt fra bunden med udgangspunkt i det lille unge menneske der pludselig har en mening om alt

‘håber det ender godt du gør det godt! Du gør det rigtige! Og resten må være op til ham

Hvis han vælger færre dage pga det psykiske så lægger der nok en del bagved der måske kan give en uhensigtsmæssig opførsel.. Men han er jo også far forsat. 1 time væk giver jo rig mulighed for at han kommer og henter din datter og de hygger et par timer og derefter køre han hjem igen. Hvis det bliver alternativet til slet ikke at ses kan det være han vågner lidt over tid.

Men igen det psykiske tæller nok stort i hans lidt spøjse udmeldinger.