nogen hvis barn på 13 der har valgt samvær fra

Som overskriften siger. Min datter på 13 VIL IKKE op til sin far længere. Det har været længe undervejs hvor jeg virkelig har talt samværet med far op. Hun er kommet afsted, men været drøn ulykkelig de weekender hun har været der. 

Nu er det eskaleret fuldstændig. Men først lidt for historie. Vores datter har indtil været ved sin far hver anden weekend(mere er ikke muligt da der er en times kørsel op til far) Far er gift og har en bonus søn og fælles datter med sin nye kone. For et par måneder siden meddelte far at han gerne ville ændre samværet til at hun kun kommer en gang i måneden, da han rent mentalt ikke kan overskue at have hende hver anden weekend, Grundet udredning for psykiske diagnoser. Dette var fint med vores datter. Når hun er hos far deler hun værelse med sin lillesøster på 4, hvilket hun indimellem synes er lidt stramt. 

Vores datter var der til nytår og jeg går derfor ud fra at hun skal derop igen sidst januar. Forrige mandag skriver han så at han glæder sig til hun kommer i weekenden. Jeg meddeler at det var jeg ikke lige klar over, og jeg tror vores datter har lavet planer om en sleepover lørdag. Vores datter siger til sin far at hun gerne vil komme fredag men hun skal hjem lørdag. Dette bliver far meget skuffet over og skriver en lang besked til hende om hvor ked af det og trist han bliver over at hun vælger sin familie fra.  Derefter skriver han til mig og bliver meget sur. Jeg forsøger at redde den ud dagen efter ved at vores datter og jeg ringer til ham (som han også foreslår) her vælger vores datter at lette sit hjerte overfor ham. Dette tør hun normalt ikke da hun siger: Nej mor det vil jeg ikke for far bliver altid sur på mig, når jeg prøver at fortælle hvordan jeg har det. Det fik jeg så for alvor bekræftet da vi ringer. Her forsøger hun endnu en gang at lette sit hjerte og fortælle hvorfor hun synes det er svært at være hos ham. Hun fortæller at hun synes det er rigtig svært at dele værelse med sin lillesøster på 4, at det gør hende ked af at, at han altid foretager sig noget med bonus barnet( håndbold og fodboldkampe) når hun er der. Han blir meget defensiv og så vælger han at GRINE AF HENDE! han griner simpelthen imens hun sidder og fortæller om sine følelser. Jeg var i chok! Herudover fortæller han at hun ikke kan få sin far for sig selv, da de altså er en familie og hun må altså give for at få arrrh men jeg var i chok...... vores datter reagere ved at blive ked af det og lukker fuldstændig i! jeg forsøger så at forklare ham at det her drejer sig hverken om ham eller mig men vores datter og hendes følelser og jeg håber han i stedet for at bebrejde hende, stiller sig nysgerrig. Han blir så arrig og smækker røret på Vi har ikke hørt fra ham siden. Vores datter siger til mig: Mor forstår du hvorfor jeg ikke vil snakke med ham og forstår du hvorfor jeg hader at være deroppe Jeg gider ikk!!! Hun har ikke nævnt ham siden og han har ikke kontaktet os siden.....

Synes virkelig det er svært!!! jeg er selv vokset op med en far der var mentalt fraværende og som aldrig mente det jeg gjorde var godt nok. Det har givet mig ar på sjælen som jeg ikke ønsker min datter får. Men vil jo også gerne at hun har kontakt med sin far. Men en far der griner af hende når hun letter sit hjerte, smækker røret på og fortæller hende at hun ikke kan få tid med sin far alene længere..... ham gad jeg måske heller ikke se

Jeg ville imødekomme hendes ønske om ikk at op til far og lade hende selv styrer hvor megen kontakt hun ønsker med ham. 
I min optik er en 13 årig selv i stand til at tage den beslutning. 

Anonym skriver:

Jeg ville imødekomme hendes ønske om ikk at op til far og lade hende selv styrer hvor megen kontakt hun ønsker med ham. 
I min optik er en 13 årig selv i stand til at tage den beslutning. 

Tak for svar. Det er efterhånden også det jeg hælder mest til må jeg sige.... Jeg har nu i 12 år forsøgt at få det samvær til at fungere. Jo ældre hun bliver jo mere stritter hun i mod og er ked af det og vil egentlig bare hjem når hun er der. 

Hun er ved at nå den alder, hvor venner begynder at betyde mere end familie og man nok som forælder skal til at gøre sig fortjent til sine børns tid og opmærksomhed.

Det lyder godt nok som en meget uempatisk far - der ikke kan se, at når man kun ser sin far hver 2.-4.uge, så er det måske ikke for meget for langt at få bare lidt far tid alene - det går jeg udfra de andre børn har i den mellem liggende tid.

At man så ovenikøbet er gæst på lillesøster på 4års værelse er vel næsten kun endnu en reminder om at man faktisk ikke rigtigt er en del af fars familie.

Måske der kan findes en kompromis alle kan være i, om det er samvær fra lørdag til søndag hver 4. weekend, hvor far så prioriterer sin datter en smule fremfor at tage til håndbold med de andre børn - man skulle jo tro samvær var til for at han kunne se sin datter.

Måske det kun skal være besøg i ferier,

Men helt sikkert tænker jeg at i godt kunne bruge nogen udefra til at hjælpe med at få samtalen igang - og få en forståelse for hinandens situationer. Det må også være hårdt for en far som allerede er ude i periferien af sin datters liv, at høre han ikke gør det godt nok - ikke at det undskylder hans opførsel, men pressede folk med dårlig samvittighed har det med at blive ukonstruktivt defensive fremfor at indrømme egne fejl - og tænker at en form for vejledning måske kunne hjælpe på at få en mere konstruktiv dialog omkring problemerne.

drabo skriver:

Hun er ved at nå den alder, hvor venner begynder at betyde mere end familie og man nok som forælder skal til at gøre sig fortjent til sine børns tid og opmærksomhed.

Det lyder godt nok som en meget uempatisk far - der ikke kan se, at når man kun ser sin far hver 2.-4.uge, så er det måske ikke for meget for langt at få bare lidt far tid alene - det går jeg udfra de andre børn har i den mellem liggende tid.

At man så ovenikøbet er gæst på lillesøster på 4års værelse er vel næsten kun endnu en reminder om at man faktisk ikke rigtigt er en del af fars familie.

Måske der kan findes en kompromis alle kan være i, om det er samvær fra lørdag til søndag hver 4. weekend, hvor far så prioriterer sin datter en smule fremfor at tage til håndbold med de andre børn - man skulle jo tro samvær var til for at han kunne se sin datter.

Måske det kun skal være besøg i ferier,

Men helt sikkert tænker jeg at i godt kunne bruge nogen udefra til at hjælpe med at få samtalen igang - og få en forståelse for hinandens situationer. Det må også være hårdt for en far som allerede er ude i periferien af sin datters liv, at høre han ikke gør det godt nok - ikke at det undskylder hans opførsel, men pressede folk med dårlig samvittighed har det med at blive ukonstruktivt defensive fremfor at indrømme egne fejl - og tænker at en form for vejledning måske kunne hjælpe på at få en mere konstruktiv dialog omkring problemerne.

ÅÅrrh jeg ville ønske det kunne være en mulighed med samvær en enkelt dag hver 4 uge, men det vil han ikke...  og svaret er at hun ikke længere kan få sin far for sig selv, da de nu er en familie. Jeg har prøvet ALT!! Men han vil ikke gi sig han mener hun skal gi sig. 

Vi har forsøgt med familieretshuset en gang hvor han også fik besked på at han altså blev nødt til at møde hende på halvvejen og hun gjorde lige som du opmærksom på at hun er ved at nå alderen hvor venner betyder super meget og at han blev nødt til at tilgodese hendes behov for det sociale og måske inviterer nogle af hendes veninder derop når vores datter spørger. Det er sket en eneste gang. Så ja jeg tror bare jeg er nået dertil at han desværre ikke kan/ vil ændre bare en smule på de rammer der er hos dem, for at hun kan passe bedre ind i dem. 

Men ja vi må se hvad der kommer til at ske fremadrettet. Det er smadder svært at se ens datter være ked af det fordi hendes far ikke prioritere hende, griner af hende og konstant fortæller hende at hun ikke bare kan få alenetid med ham. Det skærer i mit hjerte. Det kunne jo være en gåtur alene, en tur i biffen en gang i mellem, at de alene foretager sig noget. Det ville betyde så meget for hende. 

Anonym skriver:

ÅÅrrh jeg ville ønske det kunne være en mulighed med samvær en enkelt dag hver 4 uge, men det vil han ikke...  og svaret er at hun ikke længere kan få sin far for sig selv, da de nu er en familie. Jeg har prøvet ALT!! Men han vil ikke gi sig han mener hun skal gi sig. 

Vi har forsøgt med familieretshuset en gang hvor han også fik besked på at han altså blev nødt til at møde hende på halvvejen og hun gjorde lige som du opmærksom på at hun er ved at nå alderen hvor venner betyder super meget og at han blev nødt til at tilgodese hendes behov for det sociale og måske inviterer nogle af hendes veninder derop når vores datter spørger. Det er sket en eneste gang. Så ja jeg tror bare jeg er nået dertil at han desværre ikke kan/ vil ændre bare en smule på de rammer der er hos dem, for at hun kan passe bedre ind i dem. 

Men ja vi må se hvad der kommer til at ske fremadrettet. Det er smadder svært at se ens datter være ked af det fordi hendes far ikke prioritere hende, griner af hende og konstant fortæller hende at hun ikke bare kan få alenetid med ham. Det skærer i mit hjerte. Det kunne jo være en gåtur alene, en tur i biffen en gang i mellem, at de alene foretager sig noget. Det ville betyde så meget for hende. 

Det lyder super svært - og kan virkelig godt forstå din datter stejler, når far ikke er det mindste imødekommende for hendes perspektiv eller følelser.

Det lyder til du virkelig har kæmpet og gjort dit for at få ham i tale og for at han har haft mulighed for at forstå din datters perspektiv - og ville nok simpelthen bare erkende at han ikke ønsker samvær på hendes betingelser og derfor give hende fuld bestemmelse over hvor lidt/meget hun ønsker at se sin far -  selvom jeg forstår alle de gode argumenter for at opretholde samvær, men måske de simpelthen har brug for en pause fra hinanden - også så din datter kan få lidt mere overskud.

Jeg synes, at den far er ufleksibel. Nu har jeg godt nok kun ét barn. Han er 14. Pga én masse private issues bor han hos sin far, i en anden by. Indtil for et år siden kom han på samvær hos mig, men ønsker nu, at samværet foregår hos ham i hans by. Det betyder, at jeg hver måned rejser til ham og om nødvendigt overnatter på hotel. Det er dyrt, tidskrævende og stressende (ligesom din datters far har jeg også psykiske udfordringer) men jeg gør det for min søns skyld. Jeg mener, det er trods alt mig, der er forælderen. I mit stille sind er jeg ofte irriteret og kan godt tænke, at det er besværligt og at det var nemmere, da han var lille og man kunne tage forælder-kasketten på og sige "Du SKAL hjem til mig en weekend om måneden. Det bestemmer mor og far, for vi er de voksne". Men det eneste vi ville opnå ved det, ville være en vred og ulykkelig teenager, der ville have endnu mindre lyst til at se mig. Lidt som med din datter. 

Mit svar er nok ikke til meget hjælp, men jeg kan simpelthen ikke forstå, at far ikke imødekommer datterens behov for alenetid med ham. Der er da familier med flere børn, der prioriterer sådan, at børnene ind imellem har alenetid med forældrene, hvor de så laver forskellige hyggelige aktiviteter sammen. Det er aldrig børnenes valg at være skilsmisse-delebørn og blive en del af nye familier med bonus og halvsøskende. 

Han lyder som en klaphat og mega egoistisk. Super følelsesmæssigt umoden. Hvor er det godt at din datter siger fra! 

Har i en aftale igennem Familieretshuset hvor der står hvornår han skal have hende. Ellers ville jeg bare lade ham være og så må han kontakte jer selv igen hvis han vil noget. 

Og så ville jeg personligt havde taget en samtale ved familieretten man kan have en samarbejdssamtale der oppe, og jeg er ret sikker på at nu hun er 13 år tænker jeg at de gerne vil høre hendes mening og så kan de jo finde en eller anden form for kompromis der hjælper alle det er i hvert fald på ingen måde okay at han griner af din datter når hun er ked af det

Anonym skriver:

Har i en aftale igennem Familieretshuset hvor der står hvornår han skal have hende. Ellers ville jeg bare lade ham være og så må han kontakte jer selv igen hvis han vil noget. 

Og så ville jeg personligt havde taget en samtale ved familieretten man kan have en samarbejdssamtale der oppe, og jeg er ret sikker på at nu hun er 13 år tænker jeg at de gerne vil høre hendes mening og så kan de jo finde en eller anden form for kompromis der hjælper alle det er i hvert fald på ingen måde okay at han griner af din datter når hun er ked af det

Nej det har vi ikke eller dvs vi he selv laver en aftale med deres standard blanket for nogle år siden. Men ikke engang den er gældende længere fordi han jo for nogle måneder siden skrev til mig at han ønskede at nedsætte samværet til en gang om måneden

Jo selvfølglig kan man sige hvis han holder på sit kan han slå på den aftale men det går hverken han eller vores datter noget som helst ud af nor hun ikke vil derop. Han har ikke engang skrevet en besked til hende og og undskyldt for hans opførsel…  jeg kunne også skrive til ham men ville ikke ane hvad jeg skulle skrive andet end: vores datter ønsker stadig ikke samvær med dig

jeg tænker også familieretten er en mulighed men lige nu ved jeg ærlig talt ikke hvordan jeg skal gribe det an. Jeg spørger hende om hendes far har ringet eller skrevet til hende og hun siger nej og jeg gider ikke op til ham mor! Som en anden skriver.. hun har ikke bedt om at være skilsmisse barn og hun har enormt svært ved at passe ned i den kasse der hos hendes far. Han er heller ikke villig til at ændre på noget som helst…. Så forstår jo egentlig godt vores datter føler sig fuldstændig overhørt og forkert.