Dating....

1000 tak for alle jeres svar, som jeg har læst og bearbejdet.

Jeg tænker at I har fuldstændig ret i at jeg IKKE skal ud og date lige pt. Men må indrømme at jeg ligenu , ikke kan se hvornår og hvordan min mistillid til mænd kan forsvinde. Det føles somom at det er en evig følelse- men det er jo sikkert fordi , det ikke er mange mdr siden bruddet.

Måske også fordi jeg tænker meget over følelsen af kærlighed og forelskelse.

Men jeg tænker i har ret!! Jeg skal finde mig selv, og finde ud af hvem er jeg og hvordan skal jeg leve mit liv.

Jeg vil bruge den kommende tid på at dyrke mine hobbyer og nyde samværet med mine veninder.

Tak for jeres svar.

Anonym skriver:

1000 tak for alle jeres svar, som jeg har læst og bearbejdet.

Jeg tænker at I har fuldstændig ret i at jeg IKKE skal ud og date lige pt. Men må indrømme at jeg ligenu , ikke kan se hvornår og hvordan min mistillid til mænd kan forsvinde. Det føles somom at det er en evig følelse- men det er jo sikkert fordi , det ikke er mange mdr siden bruddet.

Måske også fordi jeg tænker meget over følelsen af kærlighed og forelskelse.

Men jeg tænker i har ret!! Jeg skal finde mig selv, og finde ud af hvem er jeg og hvordan skal jeg leve mit liv.

Jeg vil bruge den kommende tid på at dyrke mine hobbyer og nyde samværet med mine veninder.

 

Tak for jeres svar.

Det er ofte sådan med svære følelser, at de føles som om de vil vare for evigt. Fx følelsen af at være rigtig ked af det … man kan jo nærmest blive desperat af frygt for, at det aldrig går over eller om man bliver glad igen. Men det gør man jo. Den latterlige kliché om at tiden læger alle sår er måske overdrevet, men der er jo en pointe i at tiden trods alt heler mange ting, eller i hvert fald ofte gør os bedre til at leve med dem. De første 100 dage er de værste. De næste 100 er også svære. De næste lidt nemmere. Og lidt nemmere…

Hvis jeg var dig, ville jeg se, om jeg kunne mønstre en plan for de næste fx tre måneder … dernæst 6 måneder … dernæst et år… start med små ting du gerne vil: Et par gåture, blive klippet, finde en god samtalepartner/terapeut/præst/what ever, gå i biffen, lav noget sjovt med dine børn.

Sæt derefter ord på, hvad du gerne vil om fx 6 måneder: Skal du prøve at rejse alene? Begynde til salsa? Male dit soveværelse? Og så til sidst: Hvad kunne du drømme om at lave om et år… skal du rejse mere og have sparret op, skal du på udkig efter nyt job, eller noget helt 17.?

På mange måder er den ekstremt svære tid du står i, også en mulighed for at tænke tingene forfra. Hvad vil du gerne… fra store til bittesmå ting i dit liv? Start med de små. Fjern de ting som har holdt dig tilbage eller stået i vejen.

Måske starter du dagen idag med en lang gåtur og et mentalt klap på skulderen over, at nu er du på vej. I aften spiser du en lækker plade chokolade og ringer til en veninde for at sludre. Så er du igang! 

1000 tak for alle jeres svar, som jeg har læst og bearbejdet.

Jeg tænker at I har fuldstændig ret i at jeg IKKE skal ud og date lige pt. Men må indrømme at jeg ligenu , ikke kan se hvornår og hvordan min mistillid til mænd kan forsvinde. Det føles somom at det er en evig følelse- men det er jo sikkert fordi , det ikke er mange mdr siden bruddet.

Måske også fordi jeg tænker meget over følelsen af kærlighed og forelskelse.

Men jeg tænker i har ret!! Jeg skal finde mig selv, og finde ud af hvem er jeg og hvordan skal jeg leve mit liv.

Jeg vil bruge den kommende tid på at dyrke mine hobbyer og nyde samværet med mine veninder.

 

Tak for jeres svar.

Jeg tænker, at det er naturligt, at du tænker over følelsen af kærlighed og forelskelse og måske savner det. Min erfaring er (det var mig der kom ud af et psykisk voldeligt forhold efter 7 år) At man savner forelskelse og kærlighed endnu mere efter et dysfunktionelt forhold, fordi man er i underskud og har lavt selvværd. De gange jeg er kommet ud af sunde forhold, som er gået i stykker af "naturlige" årsager fx fordi man vokser fra hinanden, vil noget forskelligt etc, der har jeg ikke været lige så desperat og har følt det mere naturligt at være single og lige stå på egne ben i noget tid. Hvis det giver mening? 

Måske er det et mærkeligt regnskab, men jeg har haft det sådan, at efter mine "almindelige" forhold har jeg været i 0, når vi er gået fra hinanden. Men efter mit forhold med en psykisk voldelig mand, hvor jeg mistrivedes I flere år op til bruddet, der har jeg været i minus, rent følelsesmæssigt og derfor mere desperat. 

Jeg har ind imellem hørt talemåden "Hellere ingen forhold, end et dårligt forhold" Og det passer i den.grad

Anonym skriver:

Jeg ligger i skilsmisse med min (ex) mand gennem 20+ år.

Set i bakspejlet har det været et frygteligt ægteskab, der har kostet mig min værdighed. Han var utro igennem alle årene. Løj om det, gav mig skylden for det osv. Igennem årene holdt ham mere og mere op med at skjule det, og med tiden blev det unormale mit nye normale.

Jeg ved faktisk ikke helt hvad det skete med mig. Men en dag hvor jeg igen havde fundet ud af at han var på dame besøg, smed jeg ham ud! Bad ham om at blive væk. Det var somom grænsen var nået. Jeg var vred og bitter. Jeg vågnede ligesom op, og indså at det aldrig var mig han ville.

Det eneste gode i det ægteskab er vores børn der alle næsten er voksne.

Jeg har fået en lejlighed, er kommet godt på plads og bor med de 2 yngste. De øvrige er fløjet fra reden for længst.

Skilsmissen er ikke afsluttet endnu, da vi(læs han) ikke kan blive enige om bodelingen mv. Han tænker kun på den økonomiske del, og tager ikke aktivt kontakt til han unger. Han bor næsten med hende han sidst var utro med, og det gør ondt og tænke på hvad han ikke gør bag hendes ryg!

Nå men det har kostet mit selvværd og min selv forståelse og nej, jeg har ikke mulighed for at betale for hjælp til dette.

Jeg er så usikker og føler at alle mænd er uhyrer, der kun tænker med en ting. Føler ikke jeg kan stole på dem, og føler altid at de har en bagtanke ved hver samtale.

Men jeg savner en jeg kan stole på!! En fortrolig. Har mange veninder, men mangler manden der vil mig det bedste.

Hvor finder jeg ham?? Hvordan gør jeg? Er jeg god nok? Er der overhovedet nogle mænd der vil mig? Jeg er også for grim og Ingens type? Hvordan ved jeg om en mand har reelle henseende? Hvordan dater man? Har jeg noget jeg kan snakke med en mand om og evt hvad?

 

Jeg er SÅ usikker på mig selv!! Hvordan arbejder jeg med det - på en gratis virksom måde??

Din historie minder lidt om min.

lad mig starte med at sige: Han findes! Ham som vil DIG og opfører sig ordentligt. Kort sagt - ægte kærlighed kan findes!

Jeg har selv en forhistorie med utroskab og gaslighting m.m.

Jeg datede og sås med andre efterfølgende. Havde samme holdning som dig - stolede ikke på nogen! Og så de fleste mænd som nogle svin, for jeg var aldrig blevet bekræftet i andet.

En dag mødte jeg en gut som egentlig bare startede med at være sådan lidt for sjov og vi sås nogle gange. Efter lidt tid kunne jeg godt mærke jeg synes han var sød og han synes det samme som mig. Her 2 år efter sidder jeg med vores lille datter og er helt igennem lykkelig Jeg havde helt klart nogle ting jeg personligt selv skulle arbejde med og som jeg var helt ærlig omkring fra start ift. tillid osv. Vi vidste begge hvad vi gik ind til og det tror jeg var mega vigtigt, så man sammen kan opbygge noget godt.

Det var bare for at sige - giv ikke op Du fortjener kærlighed og troskab, lige som alle andre! Det skal nok lykkes hvis du tør lukke en ny mand ind i dit liv