Fortrolighed med ens partner vs. andre

Inspireret af en anden tråd, men lidt udenfor det beskrevne scenarie: Kan og skal man til enhver tid forvente/forlange fuld fortrolighed fra sin partner - og at han/hun ikke deler noget med en ven (kønnet underordnet), som han/hun ikke først har delt med én selv? 

Selv kan jeg komme på flere situationer, hvor jeg sagtens ville kunne rumme, at min mand talte med andre end mig om det - og ligeledes emner, jeg ville dele med andre end min mand.

Tænkte og konkrete eksempler: 

- Hvis jeg havde varme følelser for en anden mand, vel at mærke uden at ville handle på det!, kunne jeg godt tænke, at dén viden behøvede min mand ikke at få, da det kun ville såre og bekymre ham. Samtidig ville jeg måske have brug for at dele med en, jeg var fortrolig med, at det var svært og frustrerende at være skrupskørt forelsket i en anden - og at få lidt medfølelse eller moralsk opbakning. 
- Hvis min mand til tider synes, at det er hårdt og opslidende, når jeg er ramt af min sygdom, sclerose, og jeg ikke orker andet end at komme hjem fra arbejde og hvile til næste dag, vil det være meget fint med mig, at han har andre at dele frustrationen med. Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er syg, og det ved han godt - men han har lov at synes, at det er frustrerende at være sammen med en zombie, og jeg vil gerne skånes for at være den, han læsser af på. 
- På samme måde var det godt for os begge, da jeg havde en alvorlig depression for en del år siden, at han havde nogen at tale om det med. Jeg ville være knækket endnu mere over, hvis han havde delt sin bekymring og (irrationelle, men menneskelige) irritation over min tilstand med mig. 
- Hvis vores sexliv blev svært, fx grundet nedsat lyst eller fysiske udfordringer hos én af os, kunne det være et penibelt emne at tale  om med den, der havde problemet. Selvfølgelig skal man som par tale om den slags og handle på det, men er det ikke okay at lufte sin frustration for en nær ven i stedet for at sparke til én, der allerede ligger ned? Jeg tænker ikke, det fører til noget godt fx at sige til en mand med rejsningsproblemer, at man virkelig, virkelig savner en god omgang sex - men det kan da uden tvivl være godt at få sat ord på, at det er hårdt. 

Jeg kunne komme i tanker om  mange andre eksempler - overordnet synes jeg, det er virkelig vigtigt at komme af med “forbudte” og uhensigtsmæssige tanker i stedet for at blive ædt op indefra af svære følelser. 
Et tillægsspørgsmål: Er det bedre/rigtigere/mere loyalt at dele noget i denne genre med en psykolog end med ens nærmeste ven(inde)? 

Nu har jeg ikke læst den anden tråd, men ingen af de ting du skriver ville jeg synes ragede andre hverken den ene eller anden vej, jeg behøver ikke dele mit parforhold og private problemer med andre, det vedrører kun min mand og jeg

Jeg ville ikke have lyst til at fremstille min partner eller vores forhold negativt overfor andre mennesker. Min loyalitet ligger altid overfor min partner og vores familie, og jeg ved, det går begge veje. Jeg har så heller ikke det store behov for at snakke om problemer i den forstand

Selvfølgelig kan man godt dele sine frustrationer, svære tanker og følelser med andre.. 

Men for mig er det ALTID ens partner, man først er fortrolig med.. 

Da jeg havde depression, ville jeg stadig gerne høre min kærestes frustrationer, men jeg opfordrede ham da også til at snakke med en ven/mor/søster eller psykolog udover mig.. 

Ville føle det som et kæmpe svigt og forræderi, hvis han sagde noget negativt om mig eller vores forhold, eller om sine følelser for en anden, uden jeg vidste noget om alt det, og det ville ødelægge hele vores forhold.. 

Jeg kan måske tilgive ham at være utro en enkelt gang, men jeg kan ikke tilgive ham at holde noget hemmeligt for mig

Jeg er slet ikke enig i de tre andre svar du har fået. Jeg deler ting med både min bedste ven(en mand) og min bedste veninde som jeg ikke deler med min mand

Jeg tror, og det er mine egne tanker, at det er helt urealistisk at forvente at man selv og ens partner skal kunne være alt for hinanden og dele alt og lave alt sammen igennem et langt liv. For mit vedkommende ville det heller ikke blive et sundt parforhold. Dog vil jeg sige, at da jeg var 22 og mødte min eksmand, troede jeg at kærligheden skulle være sådan, at man var hinandens ét og alt og delte alt. Men nu hvor jeg er knap 40 år og har fået en ny kæreste (vi har kendt hinanden 4-5 måneder) har jeg faktisk ændret min romantiske opfattelse. Jeg synes, at det er okay, at vi ikke deler alle vores tanker og følelser med hinanden hele tiden, og at vi sparrer med vores venner (også hvis vi har brug for at tale om hinanden) Jeg ville føle, at det var urimeligt besidderisk hvis min kæreste eller jeg ikke måtte tale med andre om hinanden,  før jeg/han havde godkendt det. Det er social kontrol, grænsende til psykisk vold ville jeg mene. Og jeg tænker, at man på sigt øger risikoen for det man er bange for, at man mister partneren, fordi vedkommende føler sig omklamret. 

Jeg er i øvrigt enig med trådstarteren i eksemplet, hvis min kæreste havde følelser for en anden kvinde, men han ikke handlede på dem og ikke ønskede at afslutte vores forhold, ville jeg være taknemmelig for, hvis han delte sine tanker med en ven. (Uanset kønnet) og jeg ville absolut heller ikke kunne se, at det gavnede min kæreste at vide, at jeg crushede lidt på en kollega, hvis det nu blev ved tanken. 

Helt klart ikke enig i de første svar. Jeg taler selvfølgelig med min nærmeste veninde eller kammerat  om forskellige ting der rør sig eller jeg er frustreret eller bekymret over. Det kan være godt nogle gange at få andre øjne og vinkler på tanker og modtage konstruktiv kritik, løsninger eller forslag.

Det undrer mig at de første par svar siger at parforholdets udfordringer ikke rager andre. Vil det sige at de mener at så snart man har en partner, må man ikke tale med andre om fx irritationer om snorken, klassikeren med de sure sokker ved siden af vasketøjskurven - og på ingen måde tale med sin allerbedste ven/veninde hvis det er hårdt/svært man går igennem sammen som par?

Hvad skal man må med venner hvis man ikke må tale med dem om andet end vejret, strikkeopskrifter eller børneopdragelse. 

synes det lyder vildt kunstigt at man kun må udstråle at livet er en dans på roser i en solstråle fordi det ikke “rager” andre at man også kan bøvle med noget.  

og i øvrigt ville min mand og jeg nok skulle skilles hvis jeg skulle fortælle ham alt hvad der foregår i mit hovede 24/7 og omvendt. Jeg ville blive SÅ træt af at han kun måtte tale med mig

Undskyld for de mange indlæg, jeg kommer hele tiden i tanke om tilføjelser. 

Jeg tænker, at det er underforstået, at man deler sine udfordringer med en nær ven/veninde, som man ved ikke viderebringer ens betroelser til andre. Og at man gør det på en måde, der er respektfuld overfor partneren således, at han/hun ikke udleveres, kritiseres, bagtales mm ikke sandt? 

Minime2018 skriver:

Helt klart ikke enig i de første svar. Jeg taler selvfølgelig med min nærmeste veninde eller kammerat  om forskellige ting der rør sig eller jeg er frustreret eller bekymret over. Det kan være godt nogle gange at få andre øjne og vinkler på tanker og modtage konstruktiv kritik, løsninger eller forslag.

Det undrer mig at de første par svar siger at parforholdets udfordringer ikke rager andre. Vil det sige at de mener at så snart man har en partner, må man ikke tale med andre om fx irritationer om snorken, klassikeren med de sure sokker ved siden af vasketøjskurven - og på ingen måde tale med sin allerbedste ven/veninde hvis det er hårdt/svært man går igennem sammen som par?

Hvad skal man må med venner hvis man ikke må tale med dem om andet end vejret, strikkeopskrifter eller børneopdragelse. 

synes det lyder vildt kunstigt at man kun må udstråle at livet er en dans på roser i en solstråle fordi det ikke “rager” andre at man også kan bøvle med noget.  

og i øvrigt ville min mand og jeg nok skulle skilles hvis jeg skulle fortælle ham alt hvad der foregår i mit hovede 24/7 og omvendt. Jeg ville blive SÅ træt af at han kun måtte tale med mig

Jo man må gerne kærlig brokker sig over sin partner, som de eksempler du giver som, partner som ikke kan ramme vasketøjskurven osv men de privat /mere alvorlige problemer skal ikke deles

Og ja så er det svært hvor grænsen går og helt sikkert også forskelligt fra personen til personen for mig handler det om at man ikke skal udleverer hinanden.