Barn nr. 2 med ex?..

Hej!

Min ex og jeg har et barn sammen på 6 mdr, vi har ikke været sammen siden starten af graviditeten og min ex deltog ikke ved fødslen, det har været ekstremt konfliktfyldt og kaotisk..

Nu er jeg der hvor jeg ønsker barn nr. 2 i det nye år og vi har en åben dialog om det pt.

Planen var oprindeligt med en donor men tanken om at børnene ikke vil blive biologiske helsøskende nager mig stærkt og tror aldrig helt jeg ville kunne acceptere det/leve med det hvis dette er en mulighed..

Far har det meget svært i livet pt, er bla. i misbrugsbehandling, jeg har fuld forældremyndighed over vores barn som bor hos mig (frivilligt overdraget af hensyn til at få styr på eget liv og mindre beslutninger at forholde sig til).

vi er venner igennem knap 12 år så kender egenligt hinanden ret godt. vi kan være piv-uvenner men samtidigt komme til fornuft.

Vores dialog pt. er at jeg hverken ønsker at bo sammen eller indlede forhold da jeg føler at dette vil sætte vores samarbejde ifht vores barn på spil, far ønsker "kernefamilien" under samme tag og få børn med samme mor. - så her er lidt tale om en kompromis-løsning..

mit udspil er at få nr. 2 som venner og dyrke vores venskab ifht. børnene, vi nyder oftest hinandens selskab og støtter hinanden i svære tider som vi altid har gjort.

far har det meget svært økonomisk og kan derfor ikke bidrage med faderbidrag til barn nr. 2, han "betaler" via udbetaling dk til vores første barn. min tanke er at jeg er mere interesseret i at børnene er helsøskende end pengene. vi skal nok klare os uden.

Han er en god far der bare har det rigtigt svært (lige nu) men samtidigt gerne vil sine børn og han kan godt se ideen i at få nr. 2 sammen uden at være i et forhold.

Hvad tænker i af fordele og ulemper.?

- Jeg ved godt at situationen er mega kompliceret lige nu men her tænker jeg på lang sigt om der kan være en fordel hvis man skal se udover den økonomiske del der frafalder..

Kære du

Læs alt det du skriver igen. Grundigt, omsorgsfuldt og roligt. Forestil dig en veninde, som oplistede alt det gevaldige rod som du lige har skrevet og så spurgte dig til råds i forhold til at smide endnu en baby oveni skilsmisse, misbrug, dårlig økonomi, konflikter og kaos.

Du ville med det samme godt vide, at det var et vanvidsprojekt.  Og at hendes eksisterende barn havde brug for ro og stabilitet i en tilværelse med en masse og mindst én meget ustabil forælder… fremfor at skulle kastes ud i endnu en søskende, der delte mors fokus og krævede endnu mere af en far som i forvejen havde alt for mange begrænsninger.

Nej … kæmpe nej! Træk vejret. Koncentrer dig om at holde tungen lige i munden, for der er virkelig rigeligt på din tallerken - og på dit barns.

Det lyder til at du ønsker et barn, og far ønsker en kernefamilie - hvis i begiver jer ud i dette projekt, så holder du liv i hans drøm om i finder sammen igen, når han lige har fået styr på tingene. Tænker det godt kan komme til at give konflikter på sigt.

Om børn er halvsøskende eller biologiske søskende tænker jeg ikke har den store betydning for deres tilknytning til hinanden. Jeg kan sagtens se det romantiske ideen om at få barn nr. 2 med samme far - men jeg tror du på sigt vil ende med nogle konflikter som kunne være undgået,

Fordele og ulemper.... 

Jeg har læst dit oplæg flere gange og kan på ingen måde se nogen fordele i de tanker du gør dig. 

Du vil gerne have et barn til. Ok. Det er en helt fair følelse og et helt legitimt ønske. Hvis du selv læser dit oplæg, så er der intet der understøtter at det er en god ide at du får endnu et barn nu. Du har allerede ét barn, et meget lille barn, og det barn har krav på stabilitet fra både mor og far, før der bringes en søskende ind i billedet. Det er ikke kun dig der får en baby. Det gør far også. En far, som i forvejen, ikke helt er landet på en bred robust lige vej. 

Hvis du får et barn til med samme mand, har du tænkt over hvilken historie du bringer videre til det barn? Ikke fordi at mor skal fremstå med en rosenrød fortid. Men fordi dét barn kommer til verden af en far som ikke mestre faderskabet. Fars historik og levevej vil uundgåeligt præge barnet i mere eller mindre grad. 

Du vægter helsøskende-værdien højere end arven til barnet. 

At være helsøskende (i øvrigt et fuldstændigt misvisende ord), bør ikke defineres ud fra mor og far. At være søskende handler om meget mere end genetik. 

Og hvilken værdi har det at være af samme gener, hvis far alligevel ikke griber og løfter opgaven? Jeg tror da langt hellere dit kommende barn, vil have en stabil, kærlig og omsorgsfuld far end at være helsøskende med sin søster/bror.  De bliver jo søskende. 

Og så er der den del med dit ønske om et barn men ikke parforhold. Og din x drømmer stadig om at bo under samme tag. 

Så. Rigtig mange ulemper. 

Nyd dit barn. Dit liv som mor er knap nok begyndt Skab en skøn hverdag og se hvorhen far kommer i sit liv. Men vent. For dit barns skyld, for fars skyld og din egen skyld. Vent. 

Jeg kan ikke se nogen fordele, jeg synes det er synd de skal vokse op med en far der er misbruger fordi du ønsker et barn mere. 

Jeg synes det er en dårlig i de og det er synd for børnene. 

Dit indlæg handler udelukkende om, hvad du og til dels din ex ønsker. Hvad tror du, et evt. kommende barn ville ønske sig, hvis det havde en stemme? Helt sikkert ikke en far, der har misbrugsproblemer og ikke er i en forfatning, der gør det muligt for ham at have forældremyndighed - eller en mor, der med åbne øjne er klar til at vælge ham som far til endnu et barn. 

Du aner ikke, om hans nuværende problemer er midlertidige, eller om resten af hans liv vil være defineret af misbrug. Dit lillebitte barns start på livet har været påvirket af en, med dine egne ord, ekstremt konfliktfyldt og kaotisk situation. Hvad får dig dog til at synes, det er en god plan at få endnu et barn inden for det næste år? 

Hvis jeg lyder fordømmende, er det fordi, det er mig helt umuligt at forstå dine overvejelser. 

Tak for jeres svar og for at bevare roen trods mit kontroversielle opslag. Jeg er på ingen måde uenige med jer. 

Jeg ønsker mine børn tæt, spørgsmålet er bare om ex skal være far eller det skal være med donor. Mit hjerte-og hjerne er konfliktfyldt. 

Ser fordele ved at de har samme far i at kunne spejle sig i hinanden som helsøskende nu kan. Ved at den ene ikke har mere eller andet end den anden. 

Mit dilemma tror jeg der består i at vi har et langt venskab bag os og dermed også i bund og grund et bånd som gør det svært for mig at være realistisk om hans formåen og hvor meget jeg har ret til at passe på mine børn i det. Det er en fælles drøm der er gået i stykker i dets oprindelige forstand. 

Jeg holder ikke hånden over ham, ønsker det ikke og har aldrig gjort det. I familieretshuset er jeg den der har lagt alt på bordet. Selv det der kun var mistanker.

Mit hjem er trygt, stabilt og sundt for mit barn og det var det jeg ønskede at skabe da jeg gik fra ham. Og det har jeg gjort. 

Tak for jeres svar og for at bevare roen trods mit kontroversielle opslag. Jeg er på ingen måde uenige med jer. 

Jeg ønsker mine børn tæt, spørgsmålet er bare om ex skal være far eller det skal være med donor. Mit hjerte-og hjerne er konfliktfyldt. 

Ser fordele ved at de har samme far i at kunne spejle sig i hinanden som helsøskende nu kan. Ved at den ene ikke har mere eller andet end den anden. 

Mit dilemma tror jeg der består i at vi har et langt venskab bag os og dermed også i bund og grund et bånd som gør det svært for mig at være realistisk om hans formåen og hvor meget jeg har ret til at passe på mine børn i det. Det er en fælles drøm der er gået i stykker i dets oprindelige forstand. 

Jeg holder ikke hånden over ham, ønsker det ikke og har aldrig gjort det. I familieretshuset er jeg den der har lagt alt på bordet. Selv det der kun var mistanker.

Mit hjem er trygt, stabilt og sundt for mit barn og det var det jeg ønskede at skabe da jeg gik fra ham. Og det har jeg gjort. 

 

 

Du har ikke kun ret til at passe på dit barn (vi er enige om at der kun er et?) - du har pligt til at gøre det. Den pligt går forud for alle andre ønsker og behov.

Uanset hvor kærlig og stabil du er, står du overfor en potentiel livsopgave i forhold til at du har fået et barn, der skal leve med en far som er misbruger. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt det kommer til at forvolde dit barn skade, for det gør det helt uomtvisteligt at voksne op i et liv med en misbrugende forældre og de mange svigt som vil følge. At vælge at give et nyt barn ligeså dårlige kort på hånden, fordi du ikke vil gøre forskel på dem er mildest talt meningsløst, grænsende til det urimelige.

Forestil dig i øvrigt samtalen med familieretshuset når du forklarer at du har valgt at få endnu et barn med en mand, hvis forældreevne ikke engang rækker til første barn?

Du har ikke kun ret til at passe på dit barn (vi er enige om at der kun er et?) - du har pligt til at gøre det. Den pligt går forud for alle andre ønsker og behov.

Uanset hvor kærlig og stabil du er, står du overfor en potentiel livsopgave i forhold til at du har fået et barn, der skal leve med en far som er misbruger. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt det kommer til at forvolde dit barn skade, for det gør det helt uomtvisteligt at voksne op i et liv med en misbrugende forældre og de mange svigt som vil følge. At vælge at give et nyt barn ligeså dårlige kort på hånden, fordi du ikke vil gøre forskel på dem er mildest talt meningsløst, grænsende til det urimelige.

Forestil dig i øvrigt samtalen med familieretshuset når du forklarer at du har valgt at få endnu et barn med en mand, hvis forældreevne ikke engang rækker til første barn?

 

Absolut er det min pligt. Jeg mente juridisk ret til at passe på ifht samvær osv. 

Ja der er kun 1 barn.

Jeg kan sagtens se at tanken, drømmen, ideen eller hvad vi skal kalde det er urealistisk.. men det gør det ikke mindre sorgfyldt for mig. Måske det reelt er der jeg skal arbejde istedet. Acceptere og bearbejde det der ikke blev som ønsket..

Jeg er både flov, forvirret, skamfuld og ked over at tænke sådan når jeg godt ved bedre..

Jeg har selv kun halvsøskende og det betyder intet for vores søskendeforhold udover at vi har en stor aldersforskel på +12år..

Anonym skriver:

Absolut er det min pligt. Jeg mente juridisk ret til at passe på ifht samvær osv. 

Ja der er kun 1 barn.

Jeg kan sagtens se at tanken, drømmen, ideen eller hvad vi skal kalde det er urealistisk.. men det gør det ikke mindre sorgfyldt for mig. Måske det reelt er der jeg skal arbejde istedet. Acceptere og bearbejde det der ikke blev som ønsket..

 

Jeg er både flov, forvirret, skamfuld og ked over at tænke sådan når jeg godt ved bedre..

Jeg har selv kun halvsøskende og det betyder intet for vores søskendeforhold udover at vi har en stor aldersforskel på +12år..

Den drøm, og sorgen over at skulle sige farvel til den, synes jeg at du med al mulig grund skal tage alvorligt. Det er da et stort og smertefuldt tab. Men stands ulykken nu hvor du kan (du kan i hvert fald søge at reducere skaderne) - lad være med at fortsætte destruktionen fordi det gør for ondt at se tabet i øjnene. Få hjælp om nødvendigt - du har været meget igennem.

Børn får ikke tætte og sunde relationer betinget af om de er hel- eller halvsøskende. Eller af om der er halvandet år eller fem år mellem dem. Men de får en væsentligt lettere opvækst ud af at blive bragt ind i en verden der ikke vælter rundt i kaos. Det kræver nu og da at vi voksne tør give slip på vores oprindelige forestillinger om hvordan det “skulle have været”. Det gør ondt… men det er en del af opgaven…