Anonym skriver:
Mange tak for jeres svar. Det er en stor hjælp at få nuanceret situationen og få et virkelighedstjek.
Jeg er meget bevidst om, at min mand har det dårligt og mistrives i sit liv. Det har stået på i snart 8 år, og uanset hvor meget jeg har forsøgt at lytte, støtte, hjælpe og sætte hjælp i gang, så er han ikke klar til at få hjælp eller ændre noget i sit liv.
Vores kommunikation er dårlig eller nærmest ikke-eksisterende. Vi har været i to længere forløb med parterapi, og begge gange er min mand gået derfra og synes, at han har vundet terapien dvs. at terapeuten mente, at han havde ret, og jeg skulle ændre mig, så jeg tvivler på, at en tredje gang vil ændre noget. Jeg synes, at begge terapeuter fik fremhævet, hvor vi går galt af hinanden, men så kom vi ikke tættere på at møde hinanden. Han har meldt ud, at han er færdig med at tale om svære/følelsesmæssige emner, og at jeg bare må stoppe med at dvæle ved det, hvis vi har haft et skænderi, og komme videre. Men kan man have et parforhold uden kommunikation udover tale om praktiske ting og børnene?
Ja det kan man, men det er bestemt ikke et særligt sundt parforhold og i min optik, så nøjes du. Vil du se tilbage på livet med at du bare nøjes?
Jeg er fuldstændig fortaler for, at man kæmper for den familie man har skabt sammen og finder en fælles vej, da det er for nemt idag bare at gå hver til sit. Men hvis i har været i to forløb og ikke KAN kommunikere stadig, så tænker jeg, at du skal til at passe på dig selv og måske gå en anden vej. Det bestemt ikke sundt for børnene, at se at et ægteskab skulle foregå på den måde. I skal gerne være samarbejdspartnere og ikke modstandere. I skal gerne have kærlighed imellem jer, hvis i skal være sammen. Vis børnene hvad du gerne vil lære dem. At man ikke skal finde sig i dårlig opførsel og nøjes med at det køre, men derimod have det godt, både som par og familie.
Synes bestemt ikke du gør det ene eller det andet i de her eksempler. Tænker dog der er lidt den anden vej.
