Udøver jeg psykisk vold overfor min mand?

Jeg er en kvinde midt i 30erne. Min mand siger, jeg yder psykisk vold/terror og gaslighter. Jeg er så forvirret og kunne godt bruge nogle udenforståendes perspektiv.

Min mand og jeg har været sammen i over 15 år og har to børn (3 år og 6 år). Vores parforhold har været kendetegnet ved manglende/uhensigtsmæssig kommunikation, fordi vi oplever verden meget forskelligt og er uenige om hvad “virkeligheden” er.

To eksempler på hvad min mand kalder, at jeg udøver psykisk vold og gaslighter:

I dag skulle vi til familiefødselsdag i min mands familie. Vi aftalte, at jeg først gik i bad, og han bagefter ville gå i bad. Da det er hans tur til bad, hører jeg ikke vandet løbe og går ovenpå og ser ham ligge på sengen og være på mobilen. Han reagerer prompte med at blive vred og sige, at jeg kun kom op for at tjekke op på ham. Jeg siger, at da vi skulle gå om 30 min, og børnene også skulle i deres pæne tøj (som de først får på i sidste øjeblik), så vil jeg gerne bede ham bade. Han siger, at det er psykisk terror, og at jeg aldrig lader ham slappe af et øjeblik. Jeg mindede han om, at jeg stod op med børnene omkring kl 7 og lod ham sove til kl 10. Da han stod op, lagde han sig på sofaen med mobilen og lå der nogle timer (noget af tiden brugte han på at købe dagligvarer på nettet), mens jeg tog mig af børnene, ordnede vasketøj og gav dem frokost. Kræver jeg for meget? Jeg føler ofte, at jeg render rundt og tænker på børnenes behov og det praktiske, mens han time ud og ind sidder med mobil eller gamer (ca. 3 timer pr dag, når børnene sover).

Et eksempel på hvad han kalder gaslighting:

En tidlig hverdagsaften. Vi er hjemme, børnene er hentet og ser tv, og min mand går i gang med aftensmaden, mens jeg rydder op. Jeg går derefter i gang med at handle ind på nettet, mens jeg sidder i sofaen med børnene. Min mand kalder og beder mig dække bord, og jeg siger, at jeg lige skal lægge to ting i kurven og så lukker jeg den og dækker bord. Jeg rejser mig med det samme og går ud i køkkenet og står med mobilen og mobilepayer mv. Han beskylder mig derefter for at gaslighte ham, da han ved, at det ikke tager så lang tid at lægge i kurv og betale. Det ender i en diskussion, hvor jeg ikke vil erkende, at jeg lavede noget andet end indkøb (for det gjorde jeg ikke) eller vil indrømme, at jeg gaslighter.

Hvad er op og ned i det her - er jeg et forfærdeligt menneske uden at opdage det? Jeg bliver ofte vred på min mand og føler mig magtesløs, men har ellers gode relationer (familie, venner, kolleger). Jeg savner en partner, som vil engagere sig i og stå for børn og hjem.

Kh den forvirrede

At man overhovedet kan få sig selv som partner til at sige den anden yder psykisk vold fatter jeg ikke. 
hvis man tilnærmelsesvis følte de ting fra sin partner, ville man da sige “hør her skat jeg føler du er efter mig” det vil jeg gerne have vi snakkede om og fandt en fælles løsning. Det der med at beskylde sin partner for ting er ikke vejen til den gode kommunikation. 

om du er er efter ham og forlænger for meget og ydre psykisk vold. I min optik bestemt nej, lyder mere som om han vil havde du skal føle du ikke er god nok, og du gør de ting mod ham, han lyder som om han spiller et ofre selvom han nok godt ved han er gal på den. Så fjerne han fokus på hans dårlige “ting/vaner” som at tage sig sammen til at få gjort ting og lægge mobilen væk når ungerne er vågne så i er fælles om dem. Der er så mange studier der viser at negativ følelsmæssig effekt hos børn når de ser forældre sidde med deres mobiler. 
Det lyder i den grad som om i skal snakke sammen på en fornuftig måde uden at nogen har skyld for noget, kan dette ikke lade sig gøre. Så ville jeg søge fagfolk som parterapi mm. 

i min optik lyder det virkelig som om han manipulere med dig til du skal have det dårligt, med dig selv. Pas på dig selv, selvom i har været sammen i 15 år lyder det der han gør ikke sundt og fortsætter tingene så mærker børnene det også hvis de ikke allerede gør 

Han bør selv finde sin telefon og læse lidt op på begreberne. Ud fra de eksempler udøver du hverken det ene eller det.

Nej, det gør du ikke. Men i har tydeligvis kommunikations problemer. Hvad med par terapi?

Nej det er overhovedet ikke psykisk vold eller gaslightning. 

Det han gør er derimod gaslightning, i han skyder skylden over på dig og siger du er problemet, og får dig til at tvivle på dig selv, om det nu også er dig der er problemet. 

Vil nok mene din mand bruger begreberne forkert. Det er i min optik ikke det du gør, dermed ikke sagt at du ikke gør “et eller andet” som tydeligvis går ham på.

Tænker i har behov for at snakke åbent om hvad det er der generer jer hver især, og generelt forbedre jeres kommunikation.

Det lyder somom han føler sig for kontrolleret, og du samtidig føler du løfter for tungt for at give ham plads til fritid.

Husk man kan få professionel hjælp til det der er svært (og at det er svært for rigtigt mange!)

Det du skriver er alvorlige problemer. Der er selvfølgelig to sider og syn på sagen, og uanset hvem der har ret i hvem der udøver psykisk vold overfor den anden bør I søge hjælp eller finde ud af om det skal være jer.  Det lyder som et virkeligt usundt parforhold 

Din mand har misforstået begge begreber godt og grundigt.

Men det lyder som om I er kørt godt i bund, når I skændes om så mange ret ligegyldige ting.I skal måske have noget hjælp til at komme et sted hen hvor I ikke er hinandens modstandere og kæmper om hvem der gør mest og har det hårdest - men ser hinanden som ligeværdige samarbejdspartnere…

Og ja, så lyder det som et meget voldsomt skærmforbrug, som jeg tror I som familie skal få kigget på. Ingen har godt af at sidde formålsløst på en telefon i flere timer dagligt - det lyder som en reaktion på at noget i ens liv ikke er på en måde, så man har det godt. Og børn har næppe ej heller særlig godt af at deres forældre sidder en en telefon i hånden foran dem hver dag, når der ikke er et specifikt formål, men det snarere handler om flugt. Afslapning kan findes på mange andre måder, som er gode og sunde for hele familens trivsel. 

Mange tak for jeres svar. Det er en stor hjælp at få nuanceret situationen og få et virkelighedstjek.

Jeg er meget bevidst om, at min mand har det dårligt og mistrives i sit liv. Det har stået på i snart 8 år, og uanset hvor meget jeg har forsøgt at lytte, støtte, hjælpe og sætte hjælp  i gang, så er han ikke klar til at få hjælp eller ændre noget i sit liv.

Vores kommunikation er dårlig eller nærmest ikke-eksisterende. Vi har været i to længere forløb med parterapi, og begge gange er min mand gået derfra og synes, at han har vundet terapien dvs. at terapeuten mente, at han havde ret, og jeg skulle ændre mig, så jeg tvivler på, at en tredje gang vil ændre noget. Jeg synes, at begge terapeuter fik fremhævet, hvor vi går galt af hinanden, men så kom vi ikke tættere på at møde hinanden. Han har meldt ud, at han er færdig med at tale om svære/følelsesmæssige emner, og at jeg bare må stoppe med at dvæle ved det, hvis vi har haft et skænderi, og komme videre. Men kan man have et parforhold uden kommunikation udover tale om praktiske ting og børnene?

Anonym skriver:

Mange tak for jeres svar. Det er en stor hjælp at få nuanceret situationen og få et virkelighedstjek.

Jeg er meget bevidst om, at min mand har det dårligt og mistrives i sit liv. Det har stået på i snart 8 år, og uanset hvor meget jeg har forsøgt at lytte, støtte, hjælpe og sætte hjælp  i gang, så er han ikke klar til at få hjælp eller ændre noget i sit liv.

Vores kommunikation er dårlig eller nærmest ikke-eksisterende. Vi har været i to længere forløb med parterapi, og begge gange er min mand gået derfra og synes, at han har vundet terapien dvs. at terapeuten mente, at han havde ret, og jeg skulle ændre mig, så jeg tvivler på, at en tredje gang vil ændre noget. Jeg synes, at begge terapeuter fik fremhævet, hvor vi går galt af hinanden, men så kom vi ikke tættere på at møde hinanden. Han har meldt ud, at han er færdig med at tale om svære/følelsesmæssige emner, og at jeg bare må stoppe med at dvæle ved det, hvis vi har haft et skænderi, og komme videre. Men kan man have et parforhold uden kommunikation udover tale om praktiske ting og børnene?

Jeg ville ikke kunne være i et forhold uden kommunikation. Det er jo en ret essentiel del af et velfungerende parforhold. 
‘det lyder til ud fra den hjælp I har fået, hvor I står og jeres manglende evne til at tale sammen om tingene at I simpelthen er vokset fra hinanden, og ikke vil kunne fungere sammen som par.

8 års mistrivsel i et forhold er enormt lang tid, jeg tænker det er på tide i virkelig overvejer om det er det rigtige for jer at være sammen længere.