Crush på chefen

Jeg tror desværre, at jeg har fået et crush på min chef, og det er virkelig ikke særlig fedt..

Vi er begge i parforhold, og jeg elsker min kæreste (været sammen i 7 år og fået 2 børn), og vil gerne giftes med ham.. 

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at fantasere om min chef, eller lade være med at kigge på ham, og jeg kan heller ikke lade være med at analysere, når han kigger på mig (som han for øvrigt ofte gør!), selvom jeg konstant siger til mig selv "det er lige meget, hvad det betyder, når han hele tiden søger din øjenkontakt - du skal ikke noget med ham alligevel".. 

Hvordan får jeg de tanker, fantasier og følelser væk?! 

Anonym skriver:

Jeg tror desværre, at jeg har fået et crush på min chef, og det er virkelig ikke særlig fedt..

Vi er begge i parforhold, og jeg elsker min kæreste (været sammen i 7 år og fået 2 børn), og vil gerne giftes med ham.. 

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at fantasere om min chef, eller lade være med at kigge på ham, og jeg kan heller ikke lade være med at analysere, når han kigger på mig (som han for øvrigt ofte gør!), selvom jeg konstant siger til mig selv "det er lige meget, hvad det betyder, når han hele tiden søger din øjenkontakt - du skal ikke noget med ham alligevel".. 

Hvordan får jeg de tanker, fantasier og følelser væk?! 

Jeg tror, at du accepterer, at de er der, og tager hormonerne med hjem til parforholdet. Hvis du kan.

Tror det er ganske normalt og kan være helt ufarligt.

Du skal ikke gøre noget ved det. Tror alle kan få små crush når man er i et godt parforhold. Så må du samle appetit ude, og spise hjemme hvis du forstår.

Alle kan få et crush selvom man er i forhold. Det kan du ikke helt kontrollere. Men du kan vælge at lade være med at handle. Lad være med at tilbring unødig ekstra tid med din chef, flirt eller hvad ved jeg. Det har du kontrol over. 

Hmm tænker jeg ved, hvorfor jeg har fået det her crush.. Min chef er en yderst omsorgsfuld mand, der bekymrer sig om sine ansatte og som hører, hvad de siger.. Og når han kigger på én (eller i hvert fald mig), så borer hans øjne sig ind i ens sjæl næsten, og jeg personligt føler, at han virkelig SER mig og er opmærksom på mig.. 

Min kæreste var også sådan i starten, men efter flere års op og nedture, hvor jeg har haft depression, belastningsreaktion og generelt bare er mere følsom, så har han ikke det store overskud til at være så opmærksom på mig mere.. 

Jeg har før snakket med ham om det, og sagt at computeren fx trækker lidt for meget for ham, og jeg godt kunne tænke mig, at han havde lidt mere fokus på mig/intimiteten mellem os.. 

Men igen trækker computeren.. Min kæreste ved godt, at jeg har det her crush (var ham, der faktisk sagde det, hvor jeg ellers troede, at det kun var fysisk), og ærligt så virker han faktisk en smule ligeglad.. Han har ikke virket bekymret eller jaloux, som han ellers ofte er.. 

Derudover så kom jeg hjem fra træning i går aftes, og han ikke så meget som kigger på mig eller siger hej.. Jeg havde ellers ret lyst til ham, men mistede al interesse der, og havde faktisk mest lyst til at gå ind og klare det selv til en fantasi med min chef.. 

I dag i bilen sidder jeg og snakker om mit lægebesøg, og han er helt væk i sin telefon.. Ja han hørte, hvad jeg sagde, men reagerede ikke på noget, og så blev jeg irriteret og sagde "ligemeget så", og igen var der ingen reaktion.. 

Det er nogle små episoder, og ja pludselig ændrer han det så og gør noget sødt for mig.. Som fx at skrive nu, at hvis jeg handler, så skal han nok i aften bage en masse muffins til datterens fødselsdag på fredag, efter de muffins jeg tidligere I dag har lavet, er gået helt i ged og er helt hårde.. 

Så han ser mig jo stadig og gør søde ting.. Men ofte virker han også ret ligeglad og totalt fraværende, og så begynder jeg igen at fantasere om min chef

Anonym skriver:

Hmm tænker jeg ved, hvorfor jeg har fået det her crush.. Min chef er en yderst omsorgsfuld mand, der bekymrer sig om sine ansatte og som hører, hvad de siger.. Og når han kigger på én (eller i hvert fald mig), så borer hans øjne sig ind i ens sjæl næsten, og jeg personligt føler, at han virkelig SER mig og er opmærksom på mig.. 

Min kæreste var også sådan i starten, men efter flere års op og nedture, hvor jeg har haft depression, belastningsreaktion og generelt bare er mere følsom, så har han ikke det store overskud til at være så opmærksom på mig mere.. 

Jeg har før snakket med ham om det, og sagt at computeren fx trækker lidt for meget for ham, og jeg godt kunne tænke mig, at han havde lidt mere fokus på mig/intimiteten mellem os.. 

Men igen trækker computeren.. Min kæreste ved godt, at jeg har det her crush (var ham, der faktisk sagde det, hvor jeg ellers troede, at det kun var fysisk), og ærligt så virker han faktisk en smule ligeglad.. Han har ikke virket bekymret eller jaloux, som han ellers ofte er.. 

Derudover så kom jeg hjem fra træning i går aftes, og han ikke så meget som kigger på mig eller siger hej.. Jeg havde ellers ret lyst til ham, men mistede al interesse der, og havde faktisk mest lyst til at gå ind og klare det selv til en fantasi med min chef.. 

I dag i bilen sidder jeg og snakker om mit lægebesøg, og han er helt væk i sin telefon.. Ja han hørte, hvad jeg sagde, men reagerede ikke på noget, og så blev jeg irriteret og sagde "ligemeget så", og igen var der ingen reaktion.. 

Det er nogle små episoder, og ja pludselig ændrer han det så og gør noget sødt for mig.. Som fx at skrive nu, at hvis jeg handler, så skal han nok i aften bage en masse muffins til datterens fødselsdag på fredag, efter de muffins jeg tidligere I dag har lavet, er gået helt i ged og er helt hårde.. 

Så han ser mig jo stadig og gør søde ting.. Men ofte virker han også ret ligeglad og totalt fraværende, og så begynder jeg igen at fantasere om min chef

Jeg kan virkelig godt forstå dig. 
jeg tænker at parterapi nok er den smarteste løsning her. Jeg var selv sammen med en mand i flere år som ikke rigtig interesserede sig for mig og uanset hvad jeg gjorde eller italesatte hjalp det ikke. Han gamede hele tiden og valgte computeren over mig. Det bedste jeg har gjort var da jeg forlod det forhold og valgte mig selv til.

Måske du skal tage en alvorssnak med ham og er han ikke frisk på terapi.. så skal du gøre op med sig selv om du vil være alene i det her forhold for altid. 

Solsikke9 skriver:

Jeg kan virkelig godt forstå dig. 
jeg tænker at parterapi nok er den smarteste løsning her. Jeg var selv sammen med en mand i flere år som ikke rigtig interesserede sig for mig og uanset hvad jeg gjorde eller italesatte hjalp det ikke. Han gamede hele tiden og valgte computeren over mig. Det bedste jeg har gjort var da jeg forlod det forhold og valgte mig selv til.

Måske du skal tage en alvorssnak med ham og er han ikke frisk på terapi.. så skal du gøre op med sig selv om du vil være alene i det her forhold for altid. 

Tænker slet ikke, at vi er derude, hvor vi skal have parterapi.. For som sagt så ser han mig jo lige pludselig.. Men jeg kunne bare godt tænke mig, at det var før, jeg blev sur og snerrede af ham og ungerne.. 

Og han kan også sagtens droppe computeren, men der er bare stadig ikke meget intimitet, når vi så sidder i sofaen.. Men det er også mere den der opmærksomhed, jeg higer lidt efter.. 

Jeg må snakke med ham igen, for jeg tror, at vi snakkede lidt forbi hinanden sidst.. Men er også svært, når jeg ikke engang selv rigtigt kan forklare/ved, hvad jeg har brug for.. Kan bare mærke, at der mangler noget 

Anonym skriver:

Tænker slet ikke, at vi er derude, hvor vi skal have parterapi.. For som sagt så ser han mig jo lige pludselig.. Men jeg kunne bare godt tænke mig, at det var før, jeg blev sur og snerrede af ham og ungerne.. 

Og han kan også sagtens droppe computeren, men der er bare stadig ikke meget intimitet, når vi så sidder i sofaen.. Men det er også mere den der opmærksomhed, jeg higer lidt efter.. 

Jeg må snakke med ham igen, for jeg tror, at vi snakkede lidt forbi hinanden sidst.. Men er også svært, når jeg ikke engang selv rigtigt kan forklare/ved, hvad jeg har brug for.. Kan bare mærke, at der mangler noget 

Det lyder netop som om det kunne hjælpe med parterapi, så I ikke snakker forbi hinanden og du/I kna få hjælp til at udtrykke hvad I mener

Anonym skriver:

Det lyder netop som om det kunne hjælpe med parterapi, så I ikke snakker forbi hinanden og du/I kna få hjælp til at udtrykke hvad I mener

Præcis! Parterapi skal ikke være "sidste udvej" det virker faktisk bedst hvis man har lyst til at finde hinanden igen og lære at snakke sammen.

TS se det lidt som service til bilen fremfor vejhjælp og reperation når bilen først ER gået i stykker. 

Anonym skriver:

Tænker slet ikke, at vi er derude, hvor vi skal have parterapi.. For som sagt så ser han mig jo lige pludselig.. Men jeg kunne bare godt tænke mig, at det var før, jeg blev sur og snerrede af ham og ungerne.. 

Og han kan også sagtens droppe computeren, men der er bare stadig ikke meget intimitet, når vi så sidder i sofaen.. Men det er også mere den der opmærksomhed, jeg higer lidt efter.. 

Jeg må snakke med ham igen, for jeg tror, at vi snakkede lidt forbi hinanden sidst.. Men er også svært, når jeg ikke engang selv rigtigt kan forklare/ved, hvad jeg har brug for.. Kan bare mærke, at der mangler noget 

I lyder lige netop, som om parterapi kan være super relevant nu, før det er for sent og I er gledet endnu længere fra hinanden…