Jeg er blevet voldsomt uvenner med kæreste.
Jeg skal prøve på at gøre det hele kort selvom det er svært.
Min kæreste har en far der er dødssyg af kræft og han er oppe ved ham dagligt hvilket er forståeligt.
I fredags havde jeg købt en forkert kage i hans øjne. Jeg havde forinden købt en jordbærkage, men det syntes han ikke var nok så jeg skyndte mig ud efter en roulade, men den var ikke lige i hans smag, så jeg blev irriteret og sagde at der er altså vigtigere ting her i livet end kage.
Jeg sagde så til ham at det ville være meget nemmere hvis han stod for at købe kage hver fredag da jeg kan spise alle kager og så kan han bare vælge hvad han kan lide. Det mener han ikke, da det er mig der har pengene til madkontoen og står for alt handlen. Jeg mener, at det vil kunne lette en masse diskussioner hvis han varetog den opgave. Han nægter.
Vi havde sex sidst i mandags. For noget tid siden sagde jeg til ham, at jeg kunne gå med til 2 gange i ugen. Min lyst er ikke så stor som hans. Sex og kærlighed betyder alverden for ham.
Jeg siger så til ham igår at jeg får min mens imorgen søndag eller mandag. Han mener så, at vi skal skynde os ind og have sex. Jeg har forinden været tæt på at falde i søvn hvor han har forsøgt at holde mig vågen. Jeg siger til ham, at jeg er for træt og ikke har lyst. Han bliver mega sur og siger, at jeg ikke overholder vores aftale med sex 2 gange i ugen. Jeg giver udtryk over for ham, at jeg ikke føler han har situationsfornemelse, da vi lige har været uvenner og han kan se jeg er møg træt. Desuden mener jeg godt, at man kan lave aftaler om. Det mener han også, men så skulle jeg være kommet til han noget før givet udtryk for hvordan jeg har det og hvordan mine behov er.
Jeg er uddannet sosu assistent.
Hans bror er kritisk og meget opmærksom på at dem der kommet i hjemmet kan finde ud af at passe deres far. Han stiller sig kritisk over for sosu assistenter og elever og det bliver jeg stødt over hvilket jeg siger til min kæreste. Hans bror har mere tillid til en sygeplejerske. Jeg har erfaring som sosuassistent siden 2009.
Jeg har på intet tidspunkt kritiseret hans bror eller mor som han påstår. Kun stillet mig undrede over for hvorfor han mener at det kun er sygeplejersker der er kompetente til at passe døende. Jeg ved godt, at det ikke er myntet på mig, men alligevel bliver jeg provokeret.
Han blev så rasende igår, at han tog en flaske i hånden og var meget tæt på at slå mig med den. Han hævede den over hovedet på mig mens jeg lå ned og prøvede at beskytte mig selv. Derefter tog han fat i min krave på min bluse og råbte mig ind i hovedet. Alt imens vores 2 børn lå og sov.
Jeg er med på, at han er i krise pga. hans fars situation.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg ligge mig fladt ned og undskylde alt over for ham?? Jeg vil virkelig gerne være en støtte i alt det her. Det sidste han mangler er dårlig stemning på hjemmefronten i den her tid.
Skal jeg bare please ham alt det jeg kan? Gøre alt det han ønsker osv??
I må også gerne fortælle mig hvis I syntes jeg er en idiot.