Mine børn mister snart deres farfar

Min svigerfar har desværre fået konstateret kræft, og han vil dø af det. Han er blevet terminalerklæret. Det er kun et spørgsmål om tid hvor lang tid vi har ham endnu

Vi snakker en del om det herhjemme og er åbne og ærlige over for vores børn på 12, snart 13 og 9 år. 

Men hvor meget skal de lige have lov til at se? Skal de være tilstede når han ånder ud, eller er det bedst når han er sovet ind?? 
Vi har heldigvis ingen erfaringer med det, men vi er meget i tvivl om hvor meget de skal være med til? 

Nogen med erfaringer desværre?? 

Min svigerfar har desværre fået konstateret kræft, og han vil dø af det. Han er blevet terminalerklæret. Det er kun et spørgsmål om tid hvor lang tid vi har ham endnu

Vi snakker en del om det herhjemme og er åbne og ærlige over for vores børn på 12, snart 13 og 9 år. 

Men hvor meget skal de lige have lov til at se? Skal de være tilstede når han ånder ud, eller er det bedst når han er sovet ind?? 
Vi har heldigvis ingen erfaringer med det, men vi er meget i tvivl om hvor meget de skal være med til? 

Nogen med erfaringer desværre?? 

Mine børn har ikke selv mistet en bedsteforældre endnu, men jeg ville klar spille med åbne kort overfor dem og spørge ind til hvad deres behov er. Jeg var ret ny mor da min elskede bedste døde og jeg havde i hvert fald behov for at være der for hende og vise min kærlighed inden hun rejste herfra. 

Årh det er svært du vil helt sikkert få forskellige holdninger, så jeg tænker du skal snakke med dine børn og gå med din mavefornemmelse 

Jeg kan stadig huske følelsen da jeg som 4 årige puttede en tegning ned til min oldemor i kisten (dvs så hende død). Jeg husker svagt situationen, men det var ikke noget jeg synes var rart, både det at se en død og se folk græde ved begravelsen.

Så, så jeg som voksen (22 år) min morfar ligge i hospitales sengen, da han var død. Puha det syn kunne jeg også godt have været foruden han lignede slet ikke sig selv.

Så hvis det var mine børns farfar, tror jeg bare jeg ville snakke med dem om at farfar var syg, og måske snart skulle dø og så være sammen med ham når han havde det godt indtil da, de skulle på ingen måde se ham ånde ud eller se ham død efterfølgende, om de skulle med til begravelsen, tja måske de to store på 7 og 8 år, men de små skulle ikke 

Mine børn mistede en bedstemor da de var hhv. 5, 9 og 11 år. Hun var syg gennem en længere periode inden hun gik bort. De så hende både lige før og efter hun døde. Børn er meget forskellige tror jeg, men for mine var der helt sikkert den rigtige beslutning at lade dem være en del af processen. De havde som os også brug for at sige farvel og havde en “god” oplevelse med det. På ingen måde en traumatisk oplevelse. 
Jeg mistede selv en bedsteforældre som ca 10 årig. Jeg fik ikke lov at se ham hverken mens han var syg eller da han var død. Jeg kan huske at jeg havde meget svært ved at forholde mig til at han var død. Jeg er overbevist om at det ville have været nemmere for mig hvis jeg havde fået lov at se ham og sige farvel. Nok også derfor jeg var helt sikker på det ikke skulle være sådan for mine børn. 
Jeg håber I finder den rigtigt model for jeres børn i en svær situation

Jeg kan ikke give dig et svar, men jeg kan fortælle om min historie, som minder lidt om.

Jeg mistede en bedsteforældre da jeg var 11-12 år. Det gik ret hurtigt at h*n lå i respirator i en lille uge inden den blev slukket og der blev udåndet. 

Jeg var oppe og sige farvel under to døgn før udånding(min mindre søskende 8-9 og under var ikke med) og det betyder i dag rigtig meget for mig at jeg fik sagt farvel, selvom det kom meget pludseligt for også. Vi har ikke med ved udånding men hos de andre bedsteforældre, jeg vidste godt hvad der skulle ske, kan ikke huske om mine søskende vidste det.

Jeg har det helt fint med ikke at være der da respiratoren blev slukket, hvor mine forældre både havde skulle deres egen sorg(det var en meget tidlig død) og samtidig være der for os og forklare mm.

Men en ting der er vigtigt er at snakke om hvad der sker hvad de tænker og evt om de er bange/bekymret eller lignende. Jeg har selv som ung voksen været viden til flere terminale kræftforløb i nær familie, og det kan både være "langtrukkent" og hårdt at være vidne til. Jeg synes det lige meget hvad lyder som en god idé at se farfaren efter han er sovet ind, det synes jeg gider en ro som barn at se og en forståelse, samt det jeg husker fra de første gange jeg sp døde familiemedlemmer, der var jeg yngre end dine børn, er at de sp fredelige ud og det lingte at de sov, det var rart at se de ikke længere havde det dårligt.

Anonym skriver:

Jeg kan ikke give dig et svar, men jeg kan fortælle om min historie, som minder lidt om.

Jeg mistede en bedsteforældre da jeg var 11-12 år. Det gik ret hurtigt at h*n lå i respirator i en lille uge inden den blev slukket og der blev udåndet. 

Jeg var oppe og sige farvel under to døgn før udånding(min mindre søskende 8-9 og under var ikke med) og det betyder i dag rigtig meget for mig at jeg fik sagt farvel, selvom det kom meget pludseligt for også. Vi har ikke med ved udånding men hos de andre bedsteforældre, jeg vidste godt hvad der skulle ske, kan ikke huske om mine søskende vidste det.

Jeg har det helt fint med ikke at være der da respiratoren blev slukket, hvor mine forældre både havde skulle deres egen sorg(det var en meget tidlig død) og samtidig være der for os og forklare mm.

Men en ting der er vigtigt er at snakke om hvad der sker hvad de tænker og evt om de er bange/bekymret eller lignende. Jeg har selv som ung voksen været viden til flere terminale kræftforløb i nær familie, og det kan både være "langtrukkent" og hårdt at være vidne til. Jeg synes det lige meget hvad lyder som en god idé at se farfaren efter han er sovet ind, det synes jeg gider en ro som barn at se og en forståelse, samt det jeg husker fra de første gange jeg sp døde familiemedlemmer, der var jeg yngre end dine børn, er at de sp fredelige ud og det lingte at de sov, det var rart at se de ikke længere havde det dårligt.

En ting jeg glemte at skrive 

, når I på et tidspunkt når til en begravelse, så kna jeg anbefale at alliere jeg med nogle andre som kender jeres børn godt, men ikke er lige sp tet på deres farfar, fx dine forældre, sp er der nogle ekstra til at hjælpe med de sværere følelser, og hvis ikke jeres børn har set jer rigtig kede af det før(det havde jeg ikke med mine forældre) så kan det være rart der også er andre som kan hjælpe med at forklare hvorfor og til at trøst.

I den alder skal de have valget, korte besøg den sidste tid hvor de har mulighed for at tage valget om at gå ind i rummet eller blive inden ved siden af,

Lige ledes samme valg når han er sovet ind. 

Jeg ville hvis det var min forældre være der mest muligt da den sidste tid kan være yderst smuk og intens. Kom med børnene inden det er lige op over selvfølgelig. 

Børn har til tider svært hvordan de skal agere. Men at sidde i samme rum spille et spil se på ipad, tv eller telefon bare blot være kan være meget givende for alle parter.

Hvis det sidste tid bliver barsk ift lyde og lugt er det igen et valg. Derfor start inden det er lige oppe over. 

Spørg dem.

mine børns morfar er også terminal, og min store på 13 år har jeg forklaret morfar er syg, og kommer til at dø. Har svaret på alle spørgsmål ift sygdom han har haft, hvorfor er man terminal, hvad er død, vil han se ham når han er død, vil han med til begravelse osv. 

han har selv bestemt om han vil med og besøge, og nogen gange er det for meget så der kommer han ikke, eller også hvis det bliver for meget derinde siger han vi ses senere morfar, og går ud.

han har stillet nogen rigtig gode spørgsmål, og han har været enormt god til at sige til og fra.

Anonym skriver:

Min svigerfar har desværre fået konstateret kræft, og han vil dø af det. Han er blevet terminalerklæret. Det er kun et spørgsmål om tid hvor lang tid vi har ham endnu

Vi snakker en del om det herhjemme og er åbne og ærlige over for vores børn på 12, snart 13 og 9 år. 

Men hvor meget skal de lige have lov til at se? Skal de være tilstede når han ånder ud, eller er det bedst når han er sovet ind?? 
Vi har heldigvis ingen erfaringer med det, men vi er meget i tvivl om hvor meget de skal være med til? 

Nogen med erfaringer desværre?? 

Mine børn mistede deres farfar sidste år. De var lidt ældre end dine børn, 21 år, 18 år og 15 år, men vi valgte at være helt ærlige om hvordan og hvorledes, men vi lyttede meget til deres behov, og pressede dem til ingenting.

Min svigerfar (deres farfar) fik konstateret alzherimers og blev meget hurtig, meget dårlig - fra diagnose til han sov ind gik der lige over 1 år. Vores valgte at de så ham meget sjældent de sidste 6 måneder hvor han var sengeliggende og ikke kunne noget, da de gerne ville huske ham som den aktive og glade farfar, så de var der ikke da han sov ind, og de så ham heller ikke efter han døde. 

De deltog i begravelsen, og det var rigtig godt for dem.

Men lyt til dem, og snak med dem, og prøv så vidt muligt at tage hensyn til deres individuelle behov.

Det er vitterlig meget forskelligt fra barn til barn om hvad der giver mening. Dine børn er så store, at de selv kan mærke efter hvad de har lyst til. 

Herhjemme har mine børn lige haft deres første tab (Oldemor). Mine børn er 10år, 7år og 3år. Så snart Oldemor blev terminal, så informerede jeg dem om forløbet. De to store var inde og se hende én uge før hun døde og igen 3 dage før hun døde. 

Den ældste ville godt have været derinde helt til sidst, men Oldemor havde frabedt sig at børnene kom. Den mellemste ville ikke se mere. 

De reagerede med gråd som kom i bølger. Det var en fint forløb, hvor alle følelser, tanker og snakke har været velkomne.