Er I blevet skuffede over barnets køn?

Kære skønne forældre derude

Jeg (K27) venter mit første barn og jeg er ikke så langt henne, at jeg ved kønnet endnu, men jeg er spændt på hvad det bliver.

I årevis har jeg altid forestillet mig at få en pige først. Sådan er det på både min mors og fars side. Den første har altid været en pige.

Jeg ved at jeg godt vil have både drenge og piger. Jeg ønsker mig 4-5 børn, og sådan har min forlovede det også.

I min mands familie er der altid født drenge. Sjældent nogen piger. Jeg ved det ikke har nogen betydning, men jeg kan mærke på mig selv at jeg lidt går og håber på at vores første er en pige, selvom jeg virkelig føler jeg bærer rundt på en dreng.

Jeg er bange for om jeg ville blive lidt skuffet hvis det viser sig at være en dreng - og det er ikke fordi jeg ikke vil have en dreng. Jeg tror bare jeg desværre er kommet til som årerne er gået, at forvente det bliver en pige. Lige nu er det svært at føle så meget synes jeg og jeg har ikke lyst til at fortælle nogen jeg kender om det, og jeg føler en smule skyldfølelse over de følelser der nogen gange kommer.

Alle mine tætte veninder der har børn - de kender ikke hinanden - har fået piger og jeg elsker at se det bånd de har med deres døtre. De siger alle sammen at alle de kender har fået drenge eller venter drenge, og de er så misundelige efter deres 2. og 3. barn…

Jeg forstår godt man ønsker at prøve noget andet efter første barn. At man så ønsker sig det modsatte køn. Men jeg føler måske jeg har en preference i forhold til vores første barn, og jeg er bange for hvad det gør ved relationen…

Hvordan tackler jeg det bedst og er der nogen derude som har det eller har haft det ligesom mig?

Dbh. herfra 

HVIS du får det sådan, så accepterer du “bare” dine egne følelser. Det er helt normalt at sørge over tabet af en forestilling. Og når dit barn kommer, så vil det være en lige stor glæde uanset køn, men lige nu er det så abstrakt, at din forestilling om et barn er det eneste, du kan forholde dig til.

Jeg synes du lyder meget reflekteret om dine følelser. Og fornuftig. Derfor tror jeg måske også, at du vil være fornuftig og reflekteret, når du får kønnet at vide. Det er ok at blive skuffet, hvis man lidt håbede på noget. Men nu skriver du jo selv, at du gerne vil have drenge også - så hvis det er en dreng, så vil du måske lige være lidt skuffet - og så vil du nok begynde at glæde dig til at møde din dreng.

Jeg tror, du bare skal give skuffelsen lov til at være der, og så skifte fokus til alt det skønne og spændende ved at få en baby - så vigtigt er det køn jo heller ikke.

Jeg blev faktisk en lille smule skuffet ved mit tredje barn - vi kendte ikke kønnet ved fødslen, det havde vi ellers kendt ved de to store. Men af en eller anden grund havde jeg bare besluttet mig for, at det var en pige. Og jeg ville faktisk gerne have en pige (havde en dreng og en pige i forvejen). Men ud kom en dreng. Og han er jo skøn, og jeg var ikke skuffet over ham - men bare lidt skuffet over det, der ikke blev. Det pigenavn, vi havde klar, som ikke skulle bruges. Det nedarvede babytøj fra storesøster, der ikke skulle på alligevel.

Jeg tror det er meget naturligt at blive både lidt glad og lidt skuffet når man får kønnet at vide. Indtil da er der jo åbent i fantasien for både lille Erik og lille Frida - men den ene skal jo forsvinde, når man får kønnet at vide. Og det er da lidt træls at opgive noget, man håbede på - ligegyldigt, at man måske ikke engang håbede det ene mere end det andet.

Men ambivalens og forvirring er en del af at blive mor for rigtig mange - så velkommen til

Det er helt okay at have det som du har det. Jeg ønskede mig og forestillede mig en pige ved min den første. Min mand ville ikke kende kønnet, men jeg sagde at det ville jeg, for var det en dreng havde jeg brug for tid til at fordøje skuffelsen. Det var en dreng, og ja jeg blev skuffet da jeg fik det at vide, men ganske kort efter kunne det jo ikke være anderledes. Og havde der kommet en pige ud, ville jeg være blevet skuffet over det, for nu glædede jeg mig jo til livet som drengene med alt det skønne det giver.

Jeg ønskede mig inderligt en pige som min første. 
det blev en dreng, og jeg gik vitterligt tudende fra kønsscanningen, jeg var SÅ skuffet, fordi jeg netop havde en forestilling om den første ville være en pige osv.

men, min søn og jeg har et enormt tæt bånd! Han er mors dreng (selv nu som teenager hvor vi kan gå hinanden lidt på nerverne ). Jeg vænnede mig hurtigt til tanken, og følelserne vendte og jeg glædede mig til at få min søn

det er enormt skamfuldt at føle sådan; og det er helt forkert! For det er okay, det er jo en drøm/forestilling man har der går itu, og det er da rigtig ærgerligt, og selvfølgelig har nogen et håb af en eller anden grund om hvad det bliver, men man bliver jo i sidste ende glad for hvad man får så du skal bestemt ikke slå dig selv i hovedet, husk de følelser er knyttet til en forestilling og et håb, men i sidste ende er du jo glad så længe barnet har det godt, uanset køn! Hjalp mig meget at minde mig om det.

jeg har nu en søn på 13 fra tidligere forhold, samt 2 døtre med min mand, og vi venter vores 3 fælles. Min mand håber enormt meget på en søn, selvom han elsker min søn som sin egen, så vil han også gerne have sin egen søn. Jeg må indrømme, jeg ærlig talt er ligeglad denne gang (og sidste gang med min mindste pige), vil bare vide de har det godt med min store pige håbede jeg at få opfyldt drømmen om en datter og det fik jeg

men som mor til begge køn: din relation til dine børn er enormt unik til hvert enkelte barn. Kærligheden er unik til det enkelte barn osv. jeg elsker alle 3 (på trods af køn) på hver deres måde men lige højt, og vores relation er forskellig søn-mor datter-mor og datter-mor, men tæt og noget ganske særligt med hver enkelt  

du står ikke alene med de tanker og følelser! Og jeg er sikker på uanset køn, at du bliver tæt knyttet til dit smukke barn, og når du sidder med din lille guldklump i armene, kunne kønnet ikke rage dig mere for det eneste man ser er ens smukke barn

Samme historie. Ønskede mig en pige og fik en dreng. Det fyldte alt i graviditeten (negativt) og jeg håbede helt frem til fødslen, at de havde taget fejl. 

At du ser en kærlig og tæt relation mellem dine veninder og deres døtre, er ikke kønsbestemt. De har ikke et mere særligt/tæt bånd end mødre og sønner. 

Det er mega sejt og fyldt med kærlighed at have en søn. Faktisk så ønskede jeg at barn nr 3 ville blive søn nr 3, fordi det vitterlig er skønt og lækkert med drenge. Mine drenge elsker krea. Vi laver perler og tegner nærmest dagligt. Vi laver puslespil og er i køkkenet sammen. Men de bygger også forhindringsbaner og spiller fodbold på trampolinen. 

Jeg har begge køn herhjemme. Min relation til dem er alle forskellige. Jeg bliver fyldt af deres kærlighed på hver deres måde. Ikke pga deres køn, men deres personligheder. 

Giv dig selv lov til at sørge. Er du medlem af en terminsgruppe? Der er med garanti RIGTIG mange som kan relatere Du kan være med til at bryde tabuet ved at fortælle om dine følelser. 

Og tillykke med baby

Ja, jeg blev skuffet anden gang og jeg græd i flere dage fordi jeg ønskede mig det modsatte køn, da vi begge to gerne vil prøve at opleve begge køn. 

Vi ved ikke om vi skal have flere børn, så det vil altid være en stor sorg for mig ikke at kunne få lov til at opleve begge. 

Jeg elsker begge mine børn og vil aldrig være dem foruden og jeg ønsker ikke den mindste skal være et andet køn, for i dag kan jeg ikke se der anderledes. Jeg var Ikke skuffet over baby. Jeg var skuffet over de drømme jeg havde aldrig ville blive til noget

Jeg er gravid i 5. Uge og har allerede de tanker

Vi ønsker os brændende at det bliver en pige, så for os bliver det også en pille der skal sluges, hvis det bliver en dreng. Men jeg er sikker på at kærligheden er den samme, når man første gang får det lille menneske i armene, som man selv har bagt

Jeg var helt oprigtigt ligeglad med køn. Tænkte det mere som to forskellige - men lige gode - veje at gå. Jeg var lidt nervøs for at få en pige fordi, jeg selv har et kompliceret forhold til min mor. Vi fik en pige - og det var jo bare lige hende, vi skulle have. Så er det jo op til mig, at sørge for, at vores forhold bliver godt og tæt fremover. 

Jeg tror de fleste ønsker sig en pige, fordi det bare er en smule mere velkendt midt i alt det nye, og far har en idé om en fars pige (eller modsat, fars dreng).

Jeg ELSKER at være drengemor. Sådan havde jeg ikke set mig selv på forhånd, men det er bare skønt at se hans mod på livet og evne til at hoppe og springe. Vi vil gerne have en mere, og der er jeg ligeglad med kønnet. Det kunne være spændende med en pige, men en dreng vil måske være nemmere, så de har mere til fælles.

Bare det er enten eller