Opdragelse og ked

Vær opmærksom på at små børn i den alder kan ikke konsekvens beregne endnu. Deres hjerne er ikke udviklet nok til det. Den værste straf man kan give børn er at gå ind på værelset. Det er isolation fra ‘flokken’ og betød i gamle dage direkte død, så det sidder dybt i os at det vil vi for alt i verden undgå. Børn kan som sagt ikke konsekvens beregne så det at du straffer hende ved at sætte hende ind på værelset gør at hun ikke kan koble de to situationer sammen og forstår formentlig ikke helt hvad hun laver derinde.

dit barn havde et nedbrud og reagerede uhensigtsmæssigt ja. Men børn kan endnu ikke styre deres følelser og det er vores opgave at guide dem. Hun gjorde det altså ikke med vilje eller for at være ond, men fordi hun havde det rigtig svært og havde nok mest af alt brug for dig. 

Jeg er med på at den her besked kan lyde lidt hård og modsat andre herinde. Du gjorde dit bedste og vi skal også tilgive os selv. Jeg synes også det er sundt at sætte grænser osv, jeg tror bare ikke at isolation er en passende konsekvens for hendes adfærd. Du må ikke dunke dig selv oveni hovedet på hvad der skete, vi er kun mennesker. 

hilsen pædagogen 

Jeg bliver så sur, vred og ked af det.

Henter mine to skole piger (6 og 7 år) i dag, på vejen hjem skal jeg hjælpe den ene som taber sin mad på jorden og da der kommer andre folk, vil jeg selvfølgelig gerne have det op så inden folk træder i det.

Min anden datter bliver sur over jeg slipper hendes hånd pga jeg skal hjælpe.

Da vi har fået det hele op og skal gå videre, skriger min datter, slår mig 7 gange ca. river i min taske så den faktisk går i stykker, og bliver ved med at råbe og skrige og slå mig på gaden hele vejen hjem.

Nu hjemme. Nu har jeg skældt hende ud og sendt hende på værelset. Og sagt “AT NU ER DET NOK!!” Jeg har råbt af hende fordi jeg bliver så gal. Jeg er klar over at det ikke hjælper noget på hele situationen at jeg nu selv råber, men jeg er virkelig sur over den opførsel. Den opførsel sker tit desværre, som om det sker når det ikke lige kører efter hendes hoved, hvis det giver mening og det kan jeg bare ikke acceptere eller se igennem fingrene med, eller please som jeg måske nok har gjort før, netop for at disse situationer ikke opstår. 

herhjemme må man selvfølgelig gerne have følser og være sur, glad, trist, ked og vred osv  men lige sådan med at råbe, skrige, slå osv osv og på åben gade også, kan jeg bare ikke acceptere.

Jeg har fortalt hende at aftensmaden bliver ved hende på værelset, et bad og så i seng efter. Jeg er så ked af det. Dagene ødelægges i øjeblikket af et barn herhjemme som laver et eller andet, og hele stemningen dør, hvis det gir mening. Og hvordan slipper jeg det selv ??

Havde glædet mig til at vi sammen idag skulle gøre klar til hendes første skole dag i morgen. Græder imens jeg skriver dette.

Jeg føler bare jeg skal holde fast, jeg er normal god til at give efter. Men kan mærke jeg bliver nød til at holde fast osv noget mere pga jeg føler opdragelsen skrider. Og det er generelt begge børn. Hun er så fræk, hun svare igen hele tiden og siger ordret at hun gerne vil være teenager og hun har bare så meget attitude og hun ved det, og hun stopper ikke når jeg beder hende stoppe eller snakke ordenligt.

Jeg er ked af det. For jeg føler det køre af sporet. Ingen hører efter. Søster er også strid og ikke altid høre efter. hun er lige kommet grædende og spurgt om hun skal blive på sit værelse og jeg sagde ja…av av av mit hjerte…

Føler mig så alene, er jeg det ? og nok også derfor jeg skriver her. 

Det lyder til at hun har været ret frustreret og reageret i affekt. Det kan du som sådan ikke opdrage til at hun ikke gør igen. Man kan ikke styre hvordan man reagerer når man er i affekt. Til gengæld kan man hjælpe sit barn ved selv at være rolig og tale med hende når hun er faldet ned. 
Hun lyder til at have brugt meget energi i sfo og ikke havde noget overskud tilbage. 
Men med det sagt - så har jeg også i nogle situationer reageret som dig. Det tror jeg mange har kommet til i frustration og afmagt. 
men prøv at minde dig selv om at “børn gør det de kan, hvis de kan gøre noget andet, så ville de gøre det”. 

Alle forældre kan blive frustreret og få råbt højt. Selv pædagoger kan være upædagogiske

det gør det ikke okay, men det gør dig til menneske. 
du reflekterer og ved godt selv det ikke var godt, så gør du det bedre næste gang. 
ingen forældre er perfekte. Og hvis nogen påstår andet så er de fulde af løgn.

lad vær at slå dig selv i hovedet. Giv din datter et kram. Sig undskyld for at du råbte og at du godt kan se du slet ikke var fair. Snak med hende om hvad hun gerne ville da hun slog, og hvad hun kan prøve næste gang måske. 
‘det skal nok gå  

Jeg har da også råbt højt af min søn gennem årene (13 år) og han har hverken taget skade, er traumatiseret eller ødelagt. Tilgengæld har jeg også altid sagt undskyld hvis jeg ikke har været retfærdig eller er blevet gal. Det har givet mig en søn i dag der for det første er velopdragen og respektere et nej/grænser, men også en dreng der “owner” sine fejl, og kan sige undskyld og sætte ord på sine handlinger også når de er forkerte.  
Mon ikke vi alle får nogle fantastiske unge mennesker ud af det hele i sidste ende!