Opdragelse og ked

Jeg bliver så sur, vred og ked af det.

Henter mine to skole piger (6 og 7 år) i dag, på vejen hjem skal jeg hjælpe den ene som taber sin mad på jorden og da der kommer andre folk, vil jeg selvfølgelig gerne have det op så inden folk træder i det.

Min anden datter bliver sur over jeg slipper hendes hånd pga jeg skal hjælpe.

Da vi har fået det hele op og skal gå videre, skriger min datter, slår mig 7 gange ca. river i min taske så den faktisk går i stykker, og bliver ved med at råbe og skrige og slå mig på gaden hele vejen hjem.

Nu hjemme. Nu har jeg skældt hende ud og sendt hende på værelset. Og sagt “AT NU ER DET NOK!!” Jeg har råbt af hende fordi jeg bliver så gal. Jeg er klar over at det ikke hjælper noget på hele situationen at jeg nu selv råber, men jeg er virkelig sur over den opførsel. Den opførsel sker tit desværre, som om det sker når det ikke lige kører efter hendes hoved, hvis det giver mening og det kan jeg bare ikke acceptere eller se igennem fingrene med, eller please som jeg måske nok har gjort før, netop for at disse situationer ikke opstår. 

herhjemme må man selvfølgelig gerne have følser og være sur, glad, trist, ked og vred osv  men lige sådan med at råbe, skrige, slå osv osv og på åben gade også, kan jeg bare ikke acceptere.

Jeg har fortalt hende at aftensmaden bliver ved hende på værelset, et bad og så i seng efter. Jeg er så ked af det. Dagene ødelægges i øjeblikket af et barn herhjemme som laver et eller andet, og hele stemningen dør, hvis det gir mening. Og hvordan slipper jeg det selv ??

Havde glædet mig til at vi sammen idag skulle gøre klar til hendes første skole dag i morgen. Græder imens jeg skriver dette.

Jeg føler bare jeg skal holde fast, jeg er normal god til at give efter. Men kan mærke jeg bliver nød til at holde fast osv noget mere pga jeg føler opdragelsen skrider. Og det er generelt begge børn. Hun er så fræk, hun svare igen hele tiden og siger ordret at hun gerne vil være teenager og hun har bare så meget attitude og hun ved det, og hun stopper ikke når jeg beder hende stoppe eller snakke ordenligt.

Jeg er ked af det. For jeg føler det køre af sporet. Ingen hører efter. Søster er også strid og ikke altid høre efter. hun er lige kommet grædende og spurgt om hun skal blive på sit værelse og jeg sagde ja…av av av mit hjerte…

Føler mig så alene, er jeg det ? og nok også derfor jeg skriver her. 

Husk på at de lige er kommet tilbage fra skole og måske er lidt på overarbejde i deres hoveder. Også ferier og brudte rutiner kan give “stride børn”.

når børn reagerer kraftigt og urimeligt er det ofte fordi de er fyldt op. Ikke for at være djævle med vilje. Så træk vejret. Snak om hvorfor du blev vred og spørg ind til hvorfor at hun slog dig, og fortæl at slag ikke er en løsning.  

Anonym skriver:

Husk på at de lige er kommet tilbage fra skole og måske er lidt på overarbejde i deres hoveder. Også ferier og brudte rutiner kan give “stride børn”.

når børn reagerer kraftigt og urimeligt er det ofte fordi de er fyldt op. Ikke for at være djævle med vilje. Så træk vejret. Snak om hvorfor du blev vred og spørg ind til hvorfor at hun slog dig, og fortæl at slag ikke er en løsning.  

Ja det har du også ret i  

føler mig som jordens dårligste mor

Jeg har en seksårig pige, der kan være så utrolig strid. Så bølgerne kan bestemt også gå højt herhjemme. Især fordi hun jo heller ikke har arvet sit temperament fra fremmede.

fx havde vi en dag i sommerferien, hvor hun ikke ville gå hen til bilen, fordi hun var træt i benene. Og jeg var faktisk meget tålmodig og rummende i starten, holdt pause, prøvede at opmuntre osv. Men alligevel endte det med, at hun kaldte mig for den værste mor i verden, sagde, at jeg kun tænkte på mig selv - og SKREG højt og rasende - i fuld offentlighed, at jeg var en ‘fucking lortemor’. Og så blev jeg gal og var ikke så rummelig mere.

Nå, efter noget tid faldt vi begge ned igen, og vi havde en lille snak om, hvad der gik galt og hvorfor jeg bliver gal og ked af det, når hun taler så grimt til mig. Det kunne hun godt forstå. Bagefter var det glemt, og vi kunne hygge os sammen. 
Men jeg synes virkelig også det kan være svært at finde vejen i det - ingen tvivl om, at hun var træt i denne situation, og alt ville have været løst og lettere, hvis jeg bare havde føjet hende - men selv hvis man er supertræt, er der vel grænser for, hvordan man må tale til andre mennesker… og det skal man jo også lære…

Så du er ikke alene. Men hvis jeg var dig, ville jeg gå ind til hende, give hende en krammer og snakke om det - og så lade det være glemt bagefter.

Anonym skriver:

Ja det har du også ret i  

føler mig som jordens dårligste mor

Det er du ikke og det sker for os alle at man taber tråden. Og det er ikke usundt for børn at også se mor få nok engang imellem. Bare man snakker om det bagefter og taler om hvad man kan gøre i stedet for at gå bananas. 

Anonym skriver:

Jeg bliver så sur, vred og ked af det.

Henter mine to skole piger (6 og 7 år) i dag, på vejen hjem skal jeg hjælpe den ene som taber sin mad på jorden og da der kommer andre folk, vil jeg selvfølgelig gerne have det op så inden folk træder i det.

Min anden datter bliver sur over jeg slipper hendes hånd pga jeg skal hjælpe.

Da vi har fået det hele op og skal gå videre, skriger min datter, slår mig 7 gange ca. river i min taske så den faktisk går i stykker, og bliver ved med at råbe og skrige og slå mig på gaden hele vejen hjem.

Nu hjemme. Nu har jeg skældt hende ud og sendt hende på værelset. Og sagt “AT NU ER DET NOK!!” Jeg har råbt af hende fordi jeg bliver så gal. Jeg er klar over at det ikke hjælper noget på hele situationen at jeg nu selv råber, men jeg er virkelig sur over den opførsel. Den opførsel sker tit desværre, som om det sker når det ikke lige kører efter hendes hoved, hvis det giver mening og det kan jeg bare ikke acceptere eller se igennem fingrene med, eller please som jeg måske nok har gjort før, netop for at disse situationer ikke opstår. 

herhjemme må man selvfølgelig gerne have følser og være sur, glad, trist, ked og vred osv  men lige sådan med at råbe, skrige, slå osv osv og på åben gade også, kan jeg bare ikke acceptere.

Jeg har fortalt hende at aftensmaden bliver ved hende på værelset, et bad og så i seng efter. Jeg er så ked af det. Dagene ødelægges i øjeblikket af et barn herhjemme som laver et eller andet, og hele stemningen dør, hvis det gir mening. Og hvordan slipper jeg det selv ??

Havde glædet mig til at vi sammen idag skulle gøre klar til hendes første skole dag i morgen. Græder imens jeg skriver dette.

Jeg føler bare jeg skal holde fast, jeg er normal god til at give efter. Men kan mærke jeg bliver nød til at holde fast osv noget mere pga jeg føler opdragelsen skrider. Og det er generelt begge børn. Hun er så fræk, hun svare igen hele tiden og siger ordret at hun gerne vil være teenager og hun har bare så meget attitude og hun ved det, og hun stopper ikke når jeg beder hende stoppe eller snakke ordenligt.

Jeg er ked af det. For jeg føler det køre af sporet. Ingen hører efter. Søster er også strid og ikke altid høre efter. hun er lige kommet grædende og spurgt om hun skal blive på sit værelse og jeg sagde ja…av av av mit hjerte…

Føler mig så alene, er jeg det ? og nok også derfor jeg skriver her. 

Allerførst et kram

Det er hårdt for ungerne at gå fra sommerferie til skole, især fordi rammerne og rutinerne er nogle helt andre i ferien. Tænker i ligesom så mange andre børnefamilier har været på farten, haft løsere sengetider og generelt været helt ude af rutinerne fra hverdagen.  

Vi oplever i hvert fald herhjemme at det er en stor omvæltning at gå fra sommerferie til hverdag, især for vores lidt mere følsomme unge  

Mht. At sige fra, tror jeg det er vigtig at ens børn får nogle faste rammer og grænser som vi som forældre skal være tydelige om, for er vi ikke tydelige og konsekvente om rammerne og grænserne, hvordan skal de så lære at andre mennesker har grænser og i sidste ende dem selv og deres grænser?

At handlinger har en konsekvens, er efter min bedste overbevisning en naturlig del af livet som skal læres. Vi skal som voksne leve med den viden at det vi gør, har en konsekvens, både på godt og ondt. Har vi ikke lært det fra barns ben, vil der være en tendens til at man vil give alle andre skylden, for de konsekvenser man ikke selv har lært kommer pga. handlinger man selv har gjort. 

Lad dit nej, betyde nej. Tager du en voksen beslutning og siger nej og derved siger fra, er det vigtigt at holde fast i den voksne beslutning, ellers kan barnet få følelsen af at dit nej ikke betyder nej og at det er op til hende at ændre dit nej, og derved give hende et ansvar som er for stort. Og så er alt du siger pludselig en udfordring for at gøre det modsatte, for der er ikke rammer og grænser, altså overskrides dine grænser som forældre.

Vi forsøger at give vores børn valg som er alderssvarende, fx. Min yngste : vil du have børstet tænder med den blå eller den grønne tandbørste? Eller min ældste: vil du tømme opvaskemaskine nu eller efter vi har spist? Det ikke et valg om tænderne skal børstes, eller om den store skal tømme opvaskemaskine eller ej, men valget er deres inden for nogle rammer som jeg som voksen er tydelig om.

Kan godt forstå du er ked af det det er helt ok, det er alle følelser du har været igennem, men ros skal du have for at række ud! 

Ikke at jeg har de vises sten, men føler bestemt det virker hjemme hos os med rammer som vi som forældre forsøger at være tydelige omkring, der er selvfølgelig tidspunkter hvor vi får sagt nej for hurtigt, og fejl kan vi også lave, men udgangspunktet er det samme, det er os som voksne der er tydelige og har ansvaret og så vokser børnenes ansvar med alderen, men tilpasset deres alder. 

Håber det giver mening, det jeg har skrevet er blot mine egne observationer og erfaringer i hovedtræk, det er blot ment som inspiration til tanker du kan gøre dig du skal selvfølgelig gøre hvad det passer ind hos dig og din familie

Det er helt ok at vise sine børn, når grænsen er nået. 

Som forælder i dag, er man skide bange for at sige nej, hæve stemmen eller gøre andet i den dur. Man skal helst smile og have overskud hele tiden. Og gerne have rigtig god tid og være diplomatisk konstant. Vi skal være mere rummelige og bedre end de bedste pædagoger i hele verden. 

Men ved du hvad - børn må gerne se at nok er nok. Du er fyldt op, fordi du H E L E tiden skal gøre det perfekt for dine to skønne piger. Du vil for alt I verden gerne undgå konflikter ude i det offentlige, fordi andre ikke skal se hvilke kampe man står med. 

Hvad nu hvis, vi alle sammen i det fælles rum tog kampene med vores børn? I stedet for at glatte ud og smile. Så tage kampen og sætte grænser for ungerne midt i skolegården. Så kan andre forældre også se, at man ikke er alene i den kæmpe store opdragelse. Og måske flere så "tør" vise hvordan man faktisk er som familie. For du er ikke alene. Overhovedet. Og du gør det godt! 

Børnene udvikler sig i raketfart og min erfaring er indtil videre, at tilgangen og opdragelsen skal revurderes ofte, alt efter faser og deres alder. 

I morgen laver du en bakke med to glas saft og 4 kiks og sætter dig ind til pigen. Fortæller søster, at du lige skal ind og snakke i 10min og at hun ikke skal forstyrre. Så taler du situationen og aftenen igennem. Det samme kan du gøre med søster som blev sur fordi du gav slip på hendes hånd. 

DU GØR DET GODT  

Allerførst . - hold fast i den konsekvens du har givet.

Ellers lærer hun bare at hvis jeg pressercnok på , giver mor sig.

Nej du er absolut ikke verdens dårligste mor. 

Du er en mor der fik nok , og satte foden ned

Der er alt for mange børn der ikke kender til grænser. Og det har børn faktisk brug for .

Grænser rammer og konsekvens ved dårlig opførsel. 

Du gjorde det rigtigt- nu handler det om at holde fast .så lærer hun at den opførsel ikke er i orden

.

Jeg er helt enig i at konsekvens er godt og tydelige rammer giver mere afbalancerede børn. Jeg er også enig i at det er ok forældre får nok, men jeg synes længerevarende straf af små børn er at trække den meget langt  

At sætte et 6-7 årligt barn på værelset fra man kommer hjem til morgenen efter lyder meget voldsomt for et lille barn?!

Jeg tror ikke det gavner noget positivt. Hellere gå ind og tal om det, sig hvorfor du blev vred og hvordan i kunne have grebet situationen bedre an. Hvad du ønsker af hende og spørge til om hun har haft en hård dag.

Overvej om det kan give mening at indføre konsekvenser inden trusler og vrede samt klare valg, som en allerede har skrevet om. Konsekvenser som ingen XXXX når de snakker grimt virker bedst, hvis de kommer 2-3 gange der er sagt fra men inden trusler, for så undergraver du din egen autoritet

og så tror jeg alle forældre mister hovedet ind imellem. Vi skal tilgive os selv og huske at børn er meget robuste. Især hvis de resten af tiden får en masse kærlighed

Som de andre skriver er der ingen grund til dårlig samvittighed mm. I stod i en presset situation og dine grænser blev overskredet. 
Nu skriver du også, at det er en ikke helt sjælden opførsel. Jeg tilslutter mig de tydelige faste rammer. Min erfaring er, at børn trives bedst i meget tydelige rammer. Dvs, at mor/fars ord altid gælder, og jeres regler er ikke til diskussion og der ændres i hvert fald ikke mening.

Det er også vigtigt at lære at dårlig opførsel har konsekvenser. Dog skal konsekvensen give mening, og i den alder kan de faktisk ikke tænke/beregne ret langt frem. Så jeg synes det er lidt hårdt og måske ikke då meningsfuldt for din datter at tilbringe hele aftenen på værelset. De skal også mærke tilgivelsen når konflikten er slut. 
Nu er det en ny dag, forhåbentlig bliver den dejlig for jer alle.