Overvejer skilsmisse grundet særbørn

Hej alle,

Det her kommer til at lyde fuldstændig vanvittigt, og jeg kunne bare virkelig godt bruge konstruktive, sobre svar og drøftelser, for jeg kaster selvfølgelig kun det her ud i æteren, fordi jeg oplever at stå i en desperat situation.

Jeg forestiller mig, at nogen måske kunne fristes til at skrive, hvorfor vi så valgte at få børn sammen. Børnene er her nu en gang, er elsket, det kan ikke omgøres, og man kan aldrig vide hvordan livet kan komme til at se ud senere, som skaber uforudsete udfordringer. Jeg ville ikke ønske nogle af mine børn væk.

Jeg har to særbørn fra tidligere på 12 og 13. De er mest hos min mand og jeg. Min mand og jeg har sammen fået to børn, som er 6 og 3. Jeg må indrømme, at vores yngste kom til trods brug af prævention og vi egentlig ikke havde tænkt os flere børn, men det var hun tilsyneladende ligeglad med

I en periode var tingene fine. Men over tid er de blevet det modsatte. Det har vist sig at vores seksårige har vanskeligheder inden for autismespektret, men i den 'milde ende'. Han har masser af venner og fungerer godt ude, men har mange sammenbrud hjemme. Vores yngste er et voldsomt energibundt som har en fantastisk personlighed, men som i den grad også viser den. Hun larmer. Meget. Hun er hele tiden i gang, snakker, råber, leger larmende. Det er selvsagt noget vi arbejder med, men det er ikke lykkes os at få reduceret det.

Kombinationen af de to ting skaber et meget kaotisk hjemmemiljø. Og min ældste er desværre diagnosticeret med generaliseret angst og depressive symptomer.

Jeg føler lige nu i vores familieliv at vi er et sted, hvor jeg ikke er i stand til at give mine store børn tilstrækkelig tid og nærvær, når de er her. Især den ældste der jo har brug for virkelig meget nærvær lige nu for at blive rask. Men selvom vores ægteskab er godt, min mand er velvillig, så er der også grænser for hvor meget jeg kan lade ham alene med en enormt hyper og larmende tumling og en større dreng med mange breakdowns. Vores netværk er begrænset. Min familie bor i Jylland, jeg flyttede i sin tid til Sjælland grundet min x. Min mand har en lille familie med ikke tætte bånd, og de er ikke en ressource i hverdagen.

Jeg kan ikke holde ud at jeg føler, at jeg sylter de store. Jeg kan have dem i fokus når de yngste så sover, men der er  jeg selv så udmattet, at det jeg kan give ikke er af fantastisk kvalitet.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig så splittet at jeg seriøst overvejer, om vi burde blive skilt og jeg så havde de to hold børn på forskellige tidspunkter. Jeg ved godt det kan lyde absurd, men jeg kan faktisk ikke helt se mig ud af situationen ellers.

Har i nogle tanker her? Jeg ønsker jo ikke at bryde de smås familie op,  og jeg elsker virkelig min mand, men hvad skal jeg gøre..

Har I overvejet familiebehandling/terapi? 

Hvorfor kan du ikke lade far være alene med børnene ? Det kan han vel ligesåvel som du ? Eller misforstår jeg et eller andet ?

Vil det ændre noget i forhold til den 6 åriges nedsmeltninger? - tænker de stadig vil være der og det kan være rart at man kan skifte ud undervejs, jeg er i hvertfald væsentligt mindre pædagogisk og tålmodig når jeg er alene med min 8 årige formentlig autist med nedsmeltning, hvis far er der, kan vi støtte hinanden og skifte ud overvejs

Bider lidt mærke i du ikke mener du kan lade din mand stå med en tumlig med krudt I og en 6 årig der har det svært i længere tid af gangen ? 

Men vis i bliver skilt og skal dele op så du har børnene hver for sig hos dig ja så kommer han da til ar stå meget mere alene med børnene ind at du beder ham tage de små måske 3 timer et par gange om ugen så du kan fokusere på de store 

Måske bede om en time hvor du selv lige får ladet op en gang i mellem inden du selv går helt ned det har ingen jo gavn af

Bed kommunen om en familievejleder og tag nogle pårørende kurser i autisme.

Vi har en autist på 18 og en neuro typisk pige på 4.

Hverdagen med autister er bare sindssygt hård og det tærer voldsomt på familiens liv og hverdag.

En familievejleder var vores redning og gav os system i hverdagen.

Desuden fik vores familievejleder sat gang i weekend aflastning, så vi kunne få tid til den mindste og så kom han på reduceret skema i skolen, netop fordi han reagerede med voldsomme nedsmeltninger derhjemme.

Det reducerede skema betød at vi havde hele dage eller formiddage/eftermiddage hvor vi kunne koncentrere os om den store mens den lille var afsted i børnehave.

Autisme spektret skal ses som en cirkel, hvor der er nogle ting man kan bedre end andre (social, verbalt, osv.) 

Den er ikke lineær, så man er "lidt eller meget autist"

Man har autisme, som man skal finde sin egen vej i, både som individ og som familie.

Alt tager tid og der er gode perioder og der vil med sikkerhed også komme dårlige perioder

Se det som en tegn på tryghed at han får nedsmeltninger derhjemme, det er der han er tryg og tør vise, hvordan han har det.

Vi har været tæt på skilsmisse flere gange, men med familievejlederens hjælp, er vi kommet igennem, med struktur i hverdagen.

Måske det også kan hjælpe ved jer? 

Struktur, time timer og piktogrammer kan gøre hverdagen lettere for både den lille med krudt i måsen, den store med autisme og og for jer som familie i helhed.

Jeg forstår ikke helt den der tankegang med, at du skulle blive skilt, fordi du ikke vil belaste din mand med at være alene med de små.. 

Men hvis I bliver skilt, så har han dem jo netop alene flere dage/en uge ad gangen, imens du har de store.. Og det er da et meget større pres for ham end 1-2 dage om ugen fx.. 

Desuden vil du jo også komme til at stå 100% alene med dem i fx en uge.. Og det river jo også bare dig ned.. 

MasserAfMor skriver:

Hej alle,

Det her kommer til at lyde fuldstændig vanvittigt, og jeg kunne bare virkelig godt bruge konstruktive, sobre svar og drøftelser, for jeg kaster selvfølgelig kun det her ud i æteren, fordi jeg oplever at stå i en desperat situation.

Jeg forestiller mig, at nogen måske kunne fristes til at skrive, hvorfor vi så valgte at få børn sammen. Børnene er her nu en gang, er elsket, det kan ikke omgøres, og man kan aldrig vide hvordan livet kan komme til at se ud senere, som skaber uforudsete udfordringer. Jeg ville ikke ønske nogle af mine børn væk.

Jeg har to særbørn fra tidligere på 12 og 13. De er mest hos min mand og jeg. Min mand og jeg har sammen fået to børn, som er 6 og 3. Jeg må indrømme, at vores yngste kom til trods brug af prævention og vi egentlig ikke havde tænkt os flere børn, men det var hun tilsyneladende ligeglad med

I en periode var tingene fine. Men over tid er de blevet det modsatte. Det har vist sig at vores seksårige har vanskeligheder inden for autismespektret, men i den 'milde ende'. Han har masser af venner og fungerer godt ude, men har mange sammenbrud hjemme. Vores yngste er et voldsomt energibundt som har en fantastisk personlighed, men som i den grad også viser den. Hun larmer. Meget. Hun er hele tiden i gang, snakker, råber, leger larmende. Det er selvsagt noget vi arbejder med, men det er ikke lykkes os at få reduceret det.

Kombinationen af de to ting skaber et meget kaotisk hjemmemiljø. Og min ældste er desværre diagnosticeret med generaliseret angst og depressive symptomer.

Jeg føler lige nu i vores familieliv at vi er et sted, hvor jeg ikke er i stand til at give mine store børn tilstrækkelig tid og nærvær, når de er her. Især den ældste der jo har brug for virkelig meget nærvær lige nu for at blive rask. Men selvom vores ægteskab er godt, min mand er velvillig, så er der også grænser for hvor meget jeg kan lade ham alene med en enormt hyper og larmende tumling og en større dreng med mange breakdowns. Vores netværk er begrænset. Min familie bor i Jylland, jeg flyttede i sin tid til Sjælland grundet min x. Min mand har en lille familie med ikke tætte bånd, og de er ikke en ressource i hverdagen.

Jeg kan ikke holde ud at jeg føler, at jeg sylter de store. Jeg kan have dem i fokus når de yngste så sover, men der er  jeg selv så udmattet, at det jeg kan give ikke er af fantastisk kvalitet.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig så splittet at jeg seriøst overvejer, om vi burde blive skilt og jeg så havde de to hold børn på forskellige tidspunkter. Jeg ved godt det kan lyde absurd, men jeg kan faktisk ikke helt se mig ud af situationen ellers.

Har i nogle tanker her? Jeg ønsker jo ikke at bryde de smås familie op,  og jeg elsker virkelig min mand, men hvad skal jeg gøre..

Har du overvejet at søge om aflastning? En plejefamilie til de store eller de to små? 

En reserve bedste der kan tage måske en af de  yngste en gang i mellem ? 

BAE skriver:

Har du overvejet at søge om aflastning? En plejefamilie til de store eller de to små? 

En reserve bedste der kan tage måske en af de  yngste en gang i mellem ? 

 

Eller at faren til de to store bliver primær forælder

Jeg ville finde en barnepige, som kan tage de små et par timer/en formiddag eller kontakte Home Start - hvad end der giver lidt luft.

Skilsmisse virker lidt som at gå fra asken og ind i ilden. Og du ville samtidig have dårlig samvittighed over at splitte dine yngste børns familie ad OG risikere de bebrejder de store for det. Der må være andre veje.

Panther skriver:

Eller at faren til de to store bliver primær forælder

Havde lige overset at de to ældste var fra tidligere.. men ja det kunne også give en hjælp.