Alenetid

Herhjemme gør INGEN krav på noget som helst. Så nul. 

Er du ikke tilfreds med hans adfærd og du synes du har gjort dit for at ændre ham/jeres dagligdag. Så er det jo helt legalt at gå fra ham. Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort. For at gå fra hinanden er ikke sort/hvidt. Der kan sagtens være ting ved ens samlever, som irriterer en, men det skal ikke være dét der fylder mest. Der skulle gerne være en stor pose med positive, skønne og dejlige ting og så en lille pose med småting som godt kan være trælse. 

Rank ryggen, tag en dyb indånding og vær stolt. Stå ved dine kerneværdier og ønsker. Det er helt legitimt at du synes hans adfærd og prioritering er helt ad helvedes til. Der er ikke meget mand gemt i det du beskriver. Virkelig usexet som en anden skriver. 

Jeg undre mig virkelig over hvor lidt i kvinder sætter jeres egne behov på prioriteringslisten..  

Der er en grund til at jeg ikke orker mænd.. 

Jeg har lyst til at skrive - bestil et lækkert weekend ophold og skrid - og meddel manden det torsdag aften, at imorgen står han for børneshowet indtil søndag eftermiddag, for nu skal du ud og have alenetid og tænke over om hvorvidt du er i et forhold med en voksen mand eller en forkælet teenager. 

Jeg havde for længst givet op, dæleme nej om jeg ville finde mig i sådan en forkælet holdning. 

Anonym skriver:

Jeg forstår dig egentlig godt, men alligevel vil jeg mene, at man godt kan kæde alenetid og mental load sammen.

Jeg synes, du har helt ret i, at de fleste af os er vokset op med en mor, som har haft styr på det hele. Når jeg tænker på min barndom, så var det altid min mor, der havde styr på alle de der huslige ting. Og så er det jo klart, at det er noget, jeg har taget med mig... ligesom jeg slet ikke er et sekund i tvivl om, at min mand også vokset op med en mor, som havde styr på det hele.

Jeg tror faktisk, det tog mig sådan ca 12 år at lære min mand, at han altså også godt kunne støvsuge. Så der er laaaang vej igen, hvis det skal tage SÅ lang tid at lære én ting

Når jeg mener, at man godt kan kæde de to ting sammen, så er det fordi hvis mental load bliver delt ligeligt mellem os, så bliver det også lettere for mig, i hvert fald, at tage mig den alenetid. For for det meste er det jo bare sådan, at hvis jeg tager mig alenetid, så venter opgaverne bare på mig, til jeg er tilbage igen. Det er jo ikke sådan, at min mand tænker "nu ordner jeg lige de her ting, imens min dejlige kone har alenetid, for så bliver hun så glad, når hun er tilbage igen"... ligesom jeg egentlig gør omvendt. Det er jo ofte ting, som bare skal ordnes, uanset om man gider dem eller ej. Så ligger ungernes beskidte underbukser stadig på stuegulvet eller hvad det måtte være. Og det, der undrer mig er jo så, at de kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg bliver sur.... øøøøøhhh ja, måske fordi jeg er den eneste, der italesætter, at beskidte underbukser hører hjemme i vasketøjskurven og ikke på stuegulvet eller under sengen og at jeg måske er træt af, at det primært er mig, der også altid italesætter det. 

Hvis manden også siger det, så slipper alle i huset for en irriteret mor, fordi vi så lige pludselig er to voksne, der siger og mener det samme og fordi vi bakker hinanden op i at lære vores børn at rydde op efter sig selv. Vupti glad mor for at opleve støtten. Kører tingene på skinner, så tror jeg også 100% på, at der vil være meget mere tid og overskud til alenetid og at man kan gøre det med god samvittighed uden at en hel masse bliver syltet

Jeg kan godt se det fra din vinkel, og jeg har selv tænkt det samme engang. Men det der sker er at du faktisk gør din mand ansvarlig for alle dine behov bliver opfyldt. Med den her indstilling kommer du (ubevidst) til at sætte dig i en offerrolle og give ham det fulde ansvar for din livskvalitet. Og du undgår også den svære øvelse at identificere og give udtryk for dine behov. Det ER pisse svært! Særligt hvis man har brugt et helt liv på ikke at vise/kræve sine behov opfyldt. Og det er derfor jeg foreslår at starte med bare at sige de små ting højt, om ikke andet så for dig selv. Sig højt hver gang du føler sult, tørst, træthed, tissetrang osv og giv dig selv løsningen (jeg kan mærke jeg er tørstig så jeg tager mig noget at drikke) det fungerer lidt ligesom den øvelse hvor man ser sig i spejlet og siger 5 gode ting om sig selv hver morgen - med tiden vil man stoppe med at se fejl og kun se alt det smukke. Det virker latterligt i starten, men du øver dig selv i at tage dig selv seriøst og det bliver nemmere at mærke hvad du har brug for og så har du øvelse i at "kræve" det.

Og så hjælper det også på mental load delen: du vil kunne sige opgaverne højt "jeg kan se bordet er beskidt - det skal tørres af" "Jeg har brug for at slappe af i hovedet. Du er nød til at stå for madplan og indkøb hele næste uge"

Og ja det er en udfordring når de kære mønd ikke er socialiseret til at tage samme mængde andvar, for det VIL rode og være klamt i en periode. Men når du kan identificere og give udtryk for dine behov uden dårlig samvittighed bliver det så meget nemmere at tage en snak "prøv at hør her skat. Vi er to voksne i det er hjem og det her forhold. Jeg ved ikke med dig, men JEG trives simpelthen ikke og det skal vi have fundet en løsning på. Jeg er nød til at kunne regne med dig og at du tager del i de fælles pligter der skal til for at hjemmet fungerer. Jeg kan ikke blive ved med at skulle sætte dig i gang og skændes om rimligheden af opgavefordelingen. Jeg brænder langsomt ud fordi jeg har gjort det i x antal år. Se f.eks. hvordan det ser ud nu. Det her rod trives jeg ikke i, men det er ikke mit ansvar alene at der altid er ryddet op. Det er en fælles opgave." Og afhængig af hvor meget du vil blive i forholdet kan du også sige at hvis det ikke ændrer sig det her så kan du ikke blive ved med at bo sammen. For det er nemmere at bo selv og kun rydde op efter sig selv og vide man ikke kan regne med nogen end det er at være i et forhold hvor man føler man står alene og ikke kan regne med sin partner. Og ellers kan du sige at du på sigt er bange for at at det vil føre til et brud mellem jeg fordi du brænder ud og opbygger en bitterhed der ikke er til at komme over

Men grunden til at jeg siger det starter med at du tager ansvar for dine behov er også at det VIL gøre dig gladere og give dig mere overskud i hverdagen. Det kan godt være du stadig står med de samme opgaver, men hvis du var alene ville du så 100% altid sørge for at hjemmet var tip-top inden du gav dig selv den mindste nydelse? Næppe. Du har stadig behov for at fylde dig med positiv energi, for ellers bliver det ond spiral hvor du bliver mere og mere negativ over din mand og finder alle de små fejl og samler til bunke

Som bonus ud over at du vil få mere overskud til formodentlig også at indgå i en rolig dialog om tingene, så vil du have et stærkere udgangspunkt for at skabe det gode liv for dig selv, selv hvis det en dag skulle ende i et brud. Men forandringen i forhold til alenetid starter altså hos dig først og fremmest

Anonym skriver:

Jeg kan godt se det fra din vinkel, og jeg har selv tænkt det samme engang. Men det der sker er at du faktisk gør din mand ansvarlig for alle dine behov bliver opfyldt. Med den her indstilling kommer du (ubevidst) til at sætte dig i en offerrolle og give ham det fulde ansvar for din livskvalitet. Og du undgår også den svære øvelse at identificere og give udtryk for dine behov. Det ER pisse svært! Særligt hvis man har brugt et helt liv på ikke at vise/kræve sine behov opfyldt. Og det er derfor jeg foreslår at starte med bare at sige de små ting højt, om ikke andet så for dig selv. Sig højt hver gang du føler sult, tørst, træthed, tissetrang osv og giv dig selv løsningen (jeg kan mærke jeg er tørstig så jeg tager mig noget at drikke) det fungerer lidt ligesom den øvelse hvor man ser sig i spejlet og siger 5 gode ting om sig selv hver morgen - med tiden vil man stoppe med at se fejl og kun se alt det smukke. Det virker latterligt i starten, men du øver dig selv i at tage dig selv seriøst og det bliver nemmere at mærke hvad du har brug for og så har du øvelse i at "kræve" det.

Og så hjælper det også på mental load delen: du vil kunne sige opgaverne højt "jeg kan se bordet er beskidt - det skal tørres af" "Jeg har brug for at slappe af i hovedet. Du er nød til at stå for madplan og indkøb hele næste uge"

Og ja det er en udfordring når de kære mønd ikke er socialiseret til at tage samme mængde andvar, for det VIL rode og være klamt i en periode. Men når du kan identificere og give udtryk for dine behov uden dårlig samvittighed bliver det så meget nemmere at tage en snak "prøv at hør her skat. Vi er to voksne i det er hjem og det her forhold. Jeg ved ikke med dig, men JEG trives simpelthen ikke og det skal vi have fundet en løsning på. Jeg er nød til at kunne regne med dig og at du tager del i de fælles pligter der skal til for at hjemmet fungerer. Jeg kan ikke blive ved med at skulle sætte dig i gang og skændes om rimligheden af opgavefordelingen. Jeg brænder langsomt ud fordi jeg har gjort det i x antal år. Se f.eks. hvordan det ser ud nu. Det her rod trives jeg ikke i, men det er ikke mit ansvar alene at der altid er ryddet op. Det er en fælles opgave." Og afhængig af hvor meget du vil blive i forholdet kan du også sige at hvis det ikke ændrer sig det her så kan du ikke blive ved med at bo sammen. For det er nemmere at bo selv og kun rydde op efter sig selv og vide man ikke kan regne med nogen end det er at være i et forhold hvor man føler man står alene og ikke kan regne med sin partner. Og ellers kan du sige at du på sigt er bange for at at det vil føre til et brud mellem jeg fordi du brænder ud og opbygger en bitterhed der ikke er til at komme over

Men grunden til at jeg siger det starter med at du tager ansvar for dine behov er også at det VIL gøre dig gladere og give dig mere overskud i hverdagen. Det kan godt være du stadig står med de samme opgaver, men hvis du var alene ville du så 100% altid sørge for at hjemmet var tip-top inden du gav dig selv den mindste nydelse? Næppe. Du har stadig behov for at fylde dig med positiv energi, for ellers bliver det ond spiral hvor du bliver mere og mere negativ over din mand og finder alle de små fejl og samler til bunke

Som bonus ud over at du vil få mere overskud til formodentlig også at indgå i en rolig dialog om tingene, så vil du have et stærkere udgangspunkt for at skabe det gode liv for dig selv, selv hvis det en dag skulle ende i et brud. Men forandringen i forhold til alenetid starter altså hos dig først og fremmest

Det der med at gå rundt og sige til sin partner: jeg kan se bordet er beskidt, det skal tørres af eller nu skal du gå ud med skrald er altså virkelig træls i længden. Man påtager sig morrollen overfor sin part er og partneren kan vænne sig så meget til at få udstukket opgaver at de holder op med at tænke selv og først gør noget når de får besked af deres ‘mor’. 

Jeg diskuterede lidt dette emne med en veninde. Hun synes min mand er fantastisk, at jeg lever som en prinsesse og jeg/vi har et godt liv og parforhold. 
Og egentlig forstår jeg hvad hun siger, for jeg ser modsætningen af hendes parforhold. 

Jeg spurgte til hvad der gjorde at hun følte som hun gjorde. Fx at hun står med det hele derhjemme. Det kunne hun ikke svare på. Andet end at hendes mand ikke tog del i husholdningen/børnene. 
Men hun “brokker” sig altid over måden hendes mand gør tingene på. Sætter ting forkert i opvaskemaskinen. Støvsuger ikke ordentlig(glemmer paneler), deler ikke vasketøjet op som hun gør, lægger ikke tøjet pænt nok sammen, giver børnene det forkerte tøj på og jeg kunne blive ved. 

Jeg sagde til hende at jeg måske forstod hendes mands behov for at trække sig fra diverse poster, hvis han blev rettet på konstant eller ikke blev anerkendt i hans måde at gøre tingene på. Han giver op på forhånd, for hun vil gerne styre showet. 
Og det tror jeg mange kvinder har behov for. Men hvis min mand konstant rettede på hvad jeg gjorde, kunne han da så fint få lov at stå med projekterne selv. 

Jeg siger ikke at det er sådan i jeres tilfælde,  men man skal også huske at kigge indad og se på hvad der reelt udløser disse problematikker. 

Hos os kan jeg blive frustreret over at min mand tager over på opgaver jeg er i gang med. Jeg italesætter det og han ser at han jo ikke behøver at overtage. Min tanke er at han enten synes jeg for langsom eller ikke gør det godt nok. Min mands tanke er at han vil hjælpe mig og at jeg ikke skal stå med opgaven. 

Anonym skriver:

Det der med at gå rundt og sige til sin partner: jeg kan se bordet er beskidt, det skal tørres af eller nu skal du gå ud med skrald er altså virkelig træls i længden. Man påtager sig morrollen overfor sin part er og partneren kan vænne sig så meget til at få udstukket opgaver at de holder op med at tænke selv og først gør noget når de får besked af deres ‘mor’. 

Det er et skridt på vejen og da klart en forbedring ifht hvis hun bare altid gør det uden at sige det. Simpelthen få sagt højt hver gang man ellers bare ville påtage sig en "mental load opgave" 

Men nej det dur selvfølgelig ikke i længden. Og det kan lyde dumt at sige at nu tører man et bord af. Men hvis man virkelig er i forhold med en "blind" mand så opdager han ikke at der er nogen der tørrer bordet af. Så step 1 er at italesætte det. Min mand præsterede 2 mdr inde i min stressygemelding at sige "hvorfor er vores kommode egentlig hvid på toppen?" Hvor jeg måtte svare at det jo var fordi ikke nogen havde tørret støv af i to mdr fordi jeg ikke havde gjort som jeg plejede og der fik jeg så forklaret at grunden til han ikke så støv herhjemme var fordi jeg jo normalt tørrede det af inden det lå i et tykt hvidt lag.. det var en total usynlig opgave for ham