Alenetid

Hvor meget alene/mig-tid kræver jeres mand?

Min mand kræver 1-1 1/2 times alenetid på daglig basis. Den tid tager han, når jeg er gået i seng, hvor han som regel spiller computer, hvilket resulterer i, at han også kommer meget sent i seng. Udover det, så kan han bruge ca en halv time på at sidde på toilettet op mod 2 gange dagligt. 

Derudover kigger han på sin telefon hver gang, der er en lille pause. Eller mens vi ser noget sammen i fjernsynet. Hver gang han spiser og vi ikke nødvendigvis spiser samtidig i weekenden, så kigger han altid på telefon imens. Han går også nogle gange tur alene eller tager op og træner, hvilket betyder han er væk hjemmefra i halvanden time. Men det er jo ikke sådan, at når han tager den tid, at han så skipper computertiden om natten, for det er nemlig om natten.

Vi har 3 børn. Personligt synes jeg, at det er enormt meget alenetid at kræve på daglig basis. Jeg synes også, det er så frustrerende, at det altid er mig, som skal stå op om morgenen først, da vi har børn, som gerne vil have morgenmad i weekenden. For mig bliver det som om, han tager patent på at holde weekend og sove længe, men det kunne jeg da også godt tænke mig. Den mindste kommer også altid til mig om natten, fordi han ikke vågner af det. 

Han kan også blive sur, hvis jeg nævner det med al den alenetid og kan komme med nogle tarvelige kommentarer. Han mener, at hvis jeg spørger en hvilken som helst mand, så har de alle brug for den alenetid. Tid hvor det kun er ham og der ingen er, han skal forholde sig til. Han er også på forretningsrejser nogle gange om året, hvor jeg så er alene med børnene.

Jeg sidder så og tænker (og siger), hvornår han så tror, at jeg tager mig den alenetid? For jeg vil da også gerne have alenetid. Den tror han, jeg tager om morgenen, når jeg står op som den første og gør mig klar til arbejde. Jeg fortæller ham, at det ikke er rigtig alenetid, hvor jeg kan gøre lige det, jeg har lyst til. Her gør jeg jo bare det, jeg bliver nødt til for at blive klar til dagen og jeg mener ikke, at det kan sammenlignes med at sidde og spille computer.

Jeg bruger heller ikke så lang tid ude på toilettet. Det er altid om morgenen og efter aftensmad. 

Resultatet for mig er, at jeg bare er så usikker på ham. Jeg har italesat et utal af gange, at vi bliver nødt til at have struktur i vores hverdag. Og jeg har spurgt ham om at tænke i andre baner ift at gå så sent i seng. Men han bliver sur og på mig virker det som om, han overhovedet ikke vil ændre på det.

Jeg er bare så træt af ikke at føle, at vi er et par, som står sammen og klarer ting i fællesskab. Når jeg italesætter, når noget ikke fungerer, så er det bare ligesom at løbe op ad en stejl bakke  

Åh ja for ingen kvinde har brug for alenetid? Det er jo "luksus" at få lov at handle alene.. støvsuge uden børn om benenene.. gå i bad osv..

Mit bedste råd er tag dig den tid du har brug for. Opfør dig som ham. Altså der er jo intet urimeligt i ønsket om at være alene, og 1,5 time er helt fair. Det er proportionerne det er galt med, men grunden til der er så meget tid til ham er at du ingen tid har.

Er der ikke noget du godt kunne tænke dig at bruge tid på? At træne, lære at dreje ler, tage et sprogkursus? Prøv evt at se din lokale aftenskole om de har nogle kurser. Min erfaring er at det er nemmere at retfærdiggøre (for sig selv) og holde fast hvis man har betalt for noget i et bestemt tidsrum. Så vænner du dig stille og roligt til at tage dig tid. Så bliver det nemmere at sige fradag aften: I morgen sover jeg længe til kl 10 og jeg har brug for at du står op med børnene.

 Det kræver tilvænning for jer begge, men det bedste jeg gjorde for mig selv i vores forhold var at tage det seriøst hvad mine behov var. Og jeg blev meget overrasket over hvor "ligeglad" min mand var. Ham sagde bare ok. Hvis jeg bad om lov på forhånd var der aldrig et godt tidspunkt, men efter jeg udtrykte mine behov tydeligt og uden omsvøb som "jeg har brug for at xxx så derfor og der gør jeg på det her tidspunkt" så har det bare været som om han forstod det? Måske fordi han selv altid har været sådan.

Og hvis din mand brokker sig kan du jo bare sige "jamen hvis du spørger enhver kvinde så har de altså brug for tid alene" For det HAR man faktisk.

Jeg kan anbefale helt at forlade matriklen så du får ro i hovedet , i hvert fald i starten. Men senere kan du godt bede dem om at tage på tur så du kan være alene hjemme. "Jeg har brug for at være alene hjemme" er faktisk et helt reelt behov!

Og så ikke kommenter en hel masse på hans tid men lad ham selv opdage at det ikke fungerer at begge forældre hver dag tager 1,5 time for sig selv

Det er vores daglige snak herhjemme, i hvert fald den med at manden mener han kan tillade sig at blive liggende i sengen, medmindre han skal på arbejde og så står jeg op med børnene (det samme i hverdagen). Hvor han så står op 10 min inden han selv skal afsted og gør sig klar og kører, mens jeg står med fire børn og mig selv og er nødt til at stå hammer tidligt op for at kunne nå det

Det med toilet passer også her, så typisk mænd tænker jeg bare, ikke at det skal være en undskyldning.

Min mand gamer dog ikke, men arbejder altid, så jeg er nok bare vant til at være alene med ungerne.

I forhold til min mand, tror jeg desværre ikke det er noget man sådan lige ændre på, så tænker du skal gøre op med dig selv om du kan leve med det, forsøge at ændre eller gå 

Anonym skriver:

Åh ja for ingen kvinde har brug for alenetid? Det er jo "luksus" at få lov at handle alene.. støvsuge uden børn om benenene.. gå i bad osv..

Mit bedste råd er tag dig den tid du har brug for. Opfør dig som ham. Altså der er jo intet urimeligt i ønsket om at være alene, og 1,5 time er helt fair. Det er proportionerne det er galt med, men grunden til der er så meget tid til ham er at du ingen tid har.

Er der ikke noget du godt kunne tænke dig at bruge tid på? At træne, lære at dreje ler, tage et sprogkursus? Prøv evt at se din lokale aftenskole om de har nogle kurser. Min erfaring er at det er nemmere at retfærdiggøre (for sig selv) og holde fast hvis man har betalt for noget i et bestemt tidsrum. Så vænner du dig stille og roligt til at tage dig tid. Så bliver det nemmere at sige fradag aften: I morgen sover jeg længe til kl 10 og jeg har brug for at du står op med børnene.

 Det kræver tilvænning for jer begge, men det bedste jeg gjorde for mig selv i vores forhold var at tage det seriøst hvad mine behov var. Og jeg blev meget overrasket over hvor "ligeglad" min mand var. Ham sagde bare ok. Hvis jeg bad om lov på forhånd var der aldrig et godt tidspunkt, men efter jeg udtrykte mine behov tydeligt og uden omsvøb som "jeg har brug for at xxx så derfor og der gør jeg på det her tidspunkt" så har det bare været som om han forstod det? Måske fordi han selv altid har været sådan.

Og hvis din mand brokker sig kan du jo bare sige "jamen hvis du spørger enhver kvinde så har de altså brug for tid alene" For det HAR man faktisk.

Jeg kan anbefale helt at forlade matriklen så du får ro i hovedet , i hvert fald i starten. Men senere kan du godt bede dem om at tage på tur så du kan være alene hjemme. "Jeg har brug for at være alene hjemme" er faktisk et helt reelt behov!

Og så ikke kommenter en hel masse på hans tid men lad ham selv opdage at det ikke fungerer at begge forældre hver dag tager 1,5 time for sig selv

Ja det er jo ikke alenetiden i sig selv. Det er dét, at han kræver det hver eneste dag. Og så begynder jeg jo så at regne på det, for der er kun 24 timer i døgnet og hvis både han og jeg skal have 1,5 time hver hver dag efter børnene er puttet, så har vi jo intet tid sammen. Så kunne vi lige så godt bo hver for sig...

Jeg vil gerne have følelsen af at føle mig valgt til og at han også tager mine behov alvorligt.

Jeg synes egentlig, at når man vælger at bo sammen med et andet menneske, så kan man ikke blive ved med at køre et soloræs, som om man stadig var alene.

Jeg har et behov for, at vi løfter opgaver i familien i fællesskab... altså at min mand også tager ansvar.... først... i min logik har jeg brug for, at vi udnytter vores tid bedst muligt, at vi optimerer den... forstået på den måde, at der faktisk er en plan for, hvad tid der laves aftensmad og dermed hvad tid vi spiser, hvornår skal børnene i bad, hvornår på dagen laves der lektier. Vi skal ikke spilde tiden på indkøb hver dag. At sengetider overholdes osv. Jeg har i det hele taget brug for, at jeg føler, at vores børn har en opfattelse af, at deres mor og far står sammen om, hvad der skal ske og at det bliver overholdt. Gør vi ikke disse ting, så skrider tiden helt simpelt og vi får mindre tid og i min optik faktisk også usikre børn, for den ene dag gør vi det ene og den næste dag noget andet.

Jeg har før fået kommentaren "jamen hvorfor laver DU så ikke bare strukturen og gør tingene selv?"

Og til det har jeg svaret, at jeg ikke er alenemor. Vi er to om det hele og vi skal løfte ansvaret i fællesskab.

Jeg synes i øvrigt heller ikke, det er sexet på nogen måder at skulle stå med det overordnede ansvar alene, når man nu ellers er to voksne. Og ansvar er ikke kun at støvsuge, når det trænger. Det er også at gå lidt tidligere i seng en gang imellem for at tage hensyn til sin partner.. eller hvad det nu måtte være. Det kan jo være hvad som helst. At holde på sin ret på daglig basis, det er bare for meget.

Det vildeste af det hele er, at han tror, at jeg får alting, som jeg vil have det. Men det er umuligt for mig at forklare, hvor meget, jeg rent faktisk også er gået på kompromis med rigtig rigtig mange ting. Tror det er lidt en klassisk mande/kvindeting. Man kunne jo tage barslen som eksempel med mindre søvn og baby først, mens far fortsætter med at gå på arbejde. Jeg har elsket mine barsler, men jeg har stadig sat mig selv til side osv.

Anonym skriver:

Ja det er jo ikke alenetiden i sig selv. Det er dét, at han kræver det hver eneste dag. Og så begynder jeg jo så at regne på det, for der er kun 24 timer i døgnet og hvis både han og jeg skal have 1,5 time hver hver dag efter børnene er puttet, så har vi jo intet tid sammen. Så kunne vi lige så godt bo hver for sig...

Jeg vil gerne have følelsen af at føle mig valgt til og at han også tager mine behov alvorligt.

Jeg synes egentlig, at når man vælger at bo sammen med et andet menneske, så kan man ikke blive ved med at køre et soloræs, som om man stadig var alene.

Jeg har et behov for, at vi løfter opgaver i familien i fællesskab... altså at min mand også tager ansvar.... først... i min logik har jeg brug for, at vi udnytter vores tid bedst muligt, at vi optimerer den... forstået på den måde, at der faktisk er en plan for, hvad tid der laves aftensmad og dermed hvad tid vi spiser, hvornår skal børnene i bad, hvornår på dagen laves der lektier. Vi skal ikke spilde tiden på indkøb hver dag. At sengetider overholdes osv. Jeg har i det hele taget brug for, at jeg føler, at vores børn har en opfattelse af, at deres mor og far står sammen om, hvad der skal ske og at det bliver overholdt. Gør vi ikke disse ting, så skrider tiden helt simpelt og vi får mindre tid og i min optik faktisk også usikre børn, for den ene dag gør vi det ene og den næste dag noget andet.

Jeg har før fået kommentaren "jamen hvorfor laver DU så ikke bare strukturen og gør tingene selv?"

Og til det har jeg svaret, at jeg ikke er alenemor. Vi er to om det hele og vi skal løfte ansvaret i fællesskab.

Jeg synes i øvrigt heller ikke, det er sexet på nogen måder at skulle stå med det overordnede ansvar alene, når man nu ellers er to voksne. Og ansvar er ikke kun at støvsuge, når det trænger. Det er også at gå lidt tidligere i seng en gang imellem for at tage hensyn til sin partner.. eller hvad det nu måtte være. Det kan jo være hvad som helst. At holde på sin ret på daglig basis, det er bare for meget.

Det vildeste af det hele er, at han tror, at jeg får alting, som jeg vil have det. Men det er umuligt for mig at forklare, hvor meget, jeg rent faktisk også er gået på kompromis med rigtig rigtig mange ting. Tror det er lidt en klassisk mande/kvindeting. Man kunne jo tage barslen som eksempel med mindre søvn og baby først, mens far fortsætter med at gå på arbejde. Jeg har elsket mine barsler, men jeg har stadig sat mig selv til side osv.

Jamen jeg forstår dig SÅ godt! Vi har været hele det samme igennem her. Men jeg tror du blander to ting sammen: det der mental load med at få hverdagen til at fungere. Og dit behov for også at kunne være egoistisk og have mig-tid. Begge ting er mega vigtige! Men i min optik skal de behandles på to forskellige måder. Mig-tid tager man. Det er 100% ens eget ansvar. Og det er mega svært fordi man NETOP som mor falder ned i et hul hvor mig-tid ikke eksistere. Og det er jo netop mor der føder, får vendt sit liv på hoved og bliver "trukket ud af hverdagen" på en helt anden måde en end far. Forhåbentlig ændrer det sig en smule med den bqrselsfordeling der er tvunget ned over os nu (det det så er latterligt udført er en anden sag. Man kunne bare have givet far 12 ekstra uger) 

Men det kræver to forskellige ting stadig. Alene den fysiske påvirkning af moderskab vil en far aldrig kunne forstå (medmindre han selv har været gravid og født) og så er vi vokset op i et ikke-ligestillet samfund. Så rigtig mange af os har set en mor som er altopofrende. Passer både hus hjem og job og ikke prioriterer sig selv. Så det bliver vores rollemodeller. Så vi skal finde en anden måde at være mor på, ellers giver vi også bare dét videre.

Så man skal turde identificere og italesætte sine behov. Det kan starte i det små "jeg kan mærke jeg skal tisse så jeg går på toilet nu" "jeg er sulten, så jeg tager først mad" osv "jeg har brug for en hobby så nu har jeg meldt mig til keramik" det handler ikke om at køre solo men om at vise og sige sine behov højt. Og det er svært. For samtidig er mange piger opdraget til at være "pæne" ikke viser en masse følelser, være rolige og taknemmelige og bede om lov. Vi har måske set at en god far "giver" en massage eller spadsg til en mor. Men de der små hverdagspauser "jeg læser lige en bog nu, spørg far" hvor tit har vi oplevet det? Hvor tit har vi selv praktiseret det?  

Det er den ene del. Og den anden del er mental load. Og det løser intet at du selv sætter strukturen, for det tager han jo ikke del i opgaven af. Men igen er det en kulturel kontekst. For det har overordnet været kvinderne der stod for alle de ting. Men det skal ændres og det kræver at vi fralægger os opgaverne og kræver at mændende kommer på banen. Og det er mere tricky fordi hi som kvinder er socialiseret til at se f.eks. skidt før mænd gør det. Jeg har ikke noget godt råd der. Det der for alvor rykkede herhjemme var at jeg gik ned med stress. Jeg KUNNE simpelthen ikke klare helt almindelige ting. Og ja det gik ud over børnene og huset i en periode. Pommesfritter, hotdogs og frysepizza var hvad min mand kunne præstere

Men han opdage pludselig HVOR mange ting jeg stod for. Ting han aldrig havde tænkt over. Og vi har manglet skraldeposer, toiletpapir og rent tøj bare for at nævne et par ting. Fordi han ikke har haft det ansvar at planlægge frem i tiden.. nogensinde. Han oplevede hvad det ville sige ikke at have tid til sig selv fordi han være TRÆT om aftenen. Og ikke orkede mere efter børnene var puttet.. så det har givet os en god bund for at kunne snakke om ansvar og fordelingen heraf. Vi har så valgt at det stadig er mig der står for 80% af alt i hjemmet. Men jeg kan nu bare sige at jeg er flad på energi og så træder han til og tager over. 

Det er komplekst og tager megen tid at ændre. Og det kræver villighed fra begge parter. Og muligvis hjælp fra en parterapeut også

Det lyder fuldstændig som mit liv tror ikk der er så meget at gøre ved det, for du er ikke mor til tre, men til 4. (da din mand tælles med). Jeg overvejer kraftigt skilsmisse da jeg ikke orker blive ved med at være hans mor og skal bede om at han deltager i fælles gøremål. Det er simpelthen så usexet med den type mand der og der er desværre ret mange af dem.

Jeg blev skilt fra sådan en mand (han er kæmpe egoist), og jeg fik faktisk en nemmere hverdag alene med to børn. Utrolig nok. Venner, kollegaer og familie har alle kommenteret at jeg virker gladere og mere i overskud, og til det kan jeg bare sige at det er korrekt. 

Det er hårdt at blive skilt, mest af alt for børnene. Så det er ikke noget man lige gør, og vi gik i parterapi i flere måneder for at forsøge at redde det. Jeg har været i sorg over kernefamilien ikke lykkedes. Så det har været en hård proces. Men ville gøre det igen, hvis jeg fik valget. 

Anonym skriver:

Jamen jeg forstår dig SÅ godt! Vi har været hele det samme igennem her. Men jeg tror du blander to ting sammen: det der mental load med at få hverdagen til at fungere. Og dit behov for også at kunne være egoistisk og have mig-tid. Begge ting er mega vigtige! Men i min optik skal de behandles på to forskellige måder. Mig-tid tager man. Det er 100% ens eget ansvar. Og det er mega svært fordi man NETOP som mor falder ned i et hul hvor mig-tid ikke eksistere. Og det er jo netop mor der føder, får vendt sit liv på hoved og bliver "trukket ud af hverdagen" på en helt anden måde en end far. Forhåbentlig ændrer det sig en smule med den bqrselsfordeling der er tvunget ned over os nu (det det så er latterligt udført er en anden sag. Man kunne bare have givet far 12 ekstra uger) 

Men det kræver to forskellige ting stadig. Alene den fysiske påvirkning af moderskab vil en far aldrig kunne forstå (medmindre han selv har været gravid og født) og så er vi vokset op i et ikke-ligestillet samfund. Så rigtig mange af os har set en mor som er altopofrende. Passer både hus hjem og job og ikke prioriterer sig selv. Så det bliver vores rollemodeller. Så vi skal finde en anden måde at være mor på, ellers giver vi også bare dét videre.

Så man skal turde identificere og italesætte sine behov. Det kan starte i det små "jeg kan mærke jeg skal tisse så jeg går på toilet nu" "jeg er sulten, så jeg tager først mad" osv "jeg har brug for en hobby så nu har jeg meldt mig til keramik" det handler ikke om at køre solo men om at vise og sige sine behov højt. Og det er svært. For samtidig er mange piger opdraget til at være "pæne" ikke viser en masse følelser, være rolige og taknemmelige og bede om lov. Vi har måske set at en god far "giver" en massage eller spadsg til en mor. Men de der små hverdagspauser "jeg læser lige en bog nu, spørg far" hvor tit har vi oplevet det? Hvor tit har vi selv praktiseret det?  

 

Det er den ene del. Og den anden del er mental load. Og det løser intet at du selv sætter strukturen, for det tager han jo ikke del i opgaven af. Men igen er det en kulturel kontekst. For det har overordnet været kvinderne der stod for alle de ting. Men det skal ændres og det kræver at vi fralægger os opgaverne og kræver at mændende kommer på banen. Og det er mere tricky fordi hi som kvinder er socialiseret til at se f.eks. skidt før mænd gør det. Jeg har ikke noget godt råd der. Det der for alvor rykkede herhjemme var at jeg gik ned med stress. Jeg KUNNE simpelthen ikke klare helt almindelige ting. Og ja det gik ud over børnene og huset i en periode. Pommesfritter, hotdogs og frysepizza var hvad min mand kunne præstere

Men han opdage pludselig HVOR mange ting jeg stod for. Ting han aldrig havde tænkt over. Og vi har manglet skraldeposer, toiletpapir og rent tøj bare for at nævne et par ting. Fordi han ikke har haft det ansvar at planlægge frem i tiden.. nogensinde. Han oplevede hvad det ville sige ikke at have tid til sig selv fordi han være TRÆT om aftenen. Og ikke orkede mere efter børnene var puttet.. så det har givet os en god bund for at kunne snakke om ansvar og fordelingen heraf. Vi har så valgt at det stadig er mig der står for 80% af alt i hjemmet. Men jeg kan nu bare sige at jeg er flad på energi og så træder han til og tager over. 

Det er komplekst og tager megen tid at ændre. Og det kræver villighed fra begge parter. Og muligvis hjælp fra en parterapeut også

Jeg forstår dig egentlig godt, men alligevel vil jeg mene, at man godt kan kæde alenetid og mental load sammen.

Jeg synes, du har helt ret i, at de fleste af os er vokset op med en mor, som har haft styr på det hele. Når jeg tænker på min barndom, så var det altid min mor, der havde styr på alle de der huslige ting. Og så er det jo klart, at det er noget, jeg har taget med mig... ligesom jeg slet ikke er et sekund i tvivl om, at min mand også vokset op med en mor, som havde styr på det hele.

Jeg tror faktisk, det tog mig sådan ca 12 år at lære min mand, at han altså også godt kunne støvsuge. Så der er laaaang vej igen, hvis det skal tage SÅ lang tid at lære én ting

Når jeg mener, at man godt kan kæde de to ting sammen, så er det fordi hvis mental load bliver delt ligeligt mellem os, så bliver det også lettere for mig, i hvert fald, at tage mig den alenetid. For for det meste er det jo bare sådan, at hvis jeg tager mig alenetid, så venter opgaverne bare på mig, til jeg er tilbage igen. Det er jo ikke sådan, at min mand tænker "nu ordner jeg lige de her ting, imens min dejlige kone har alenetid, for så bliver hun så glad, når hun er tilbage igen"... ligesom jeg egentlig gør omvendt. Det er jo ofte ting, som bare skal ordnes, uanset om man gider dem eller ej. Så ligger ungernes beskidte underbukser stadig på stuegulvet eller hvad det måtte være. Og det, der undrer mig er jo så, at de kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg bliver sur.... øøøøøhhh ja, måske fordi jeg er den eneste, der italesætter, at beskidte underbukser hører hjemme i vasketøjskurven og ikke på stuegulvet eller under sengen og at jeg måske er træt af, at det primært er mig, der også altid italesætter det. 

Hvis manden også siger det, så slipper alle i huset for en irriteret mor, fordi vi så lige pludselig er to voksne, der siger og mener det samme og fordi vi bakker hinanden op i at lære vores børn at rydde op efter sig selv. Vupti glad mor for at opleve støtten. Kører tingene på skinner, så tror jeg også 100% på, at der vil være meget mere tid og overskud til alenetid og at man kan gøre det med god samvittighed uden at en hel masse bliver syltet

Jeg er helt med på at det er manden, der er problemet her. Men jeg bliver nærmest deprimeret af at høre hvor mange kvinder, der finder sig i det. Helt fair hvis det er aftalen i den enkelte familie - fx fordi kvinden går hjemme eller er på deltid. Men helt ærligt kvinder, kom så! Om ikke andet for at jeres børn ikke skal se det der, og videreføre “traditionen”, når de bliver voksne.

Stolen for døren eller ud af forholdet, for det er simpelthen manglende respekt, både fra manden og selvrespekt.

Hvorfor vil du gerne være i forhold med den mand? Du ser ham næsten ikke. Han er stortset ikke til stede. Selv når han er der, så er han der ikke. Han behandler dig som om han er en teenager, og du er hans mor

Edit! 

Hvad ville der ske hvis du begyndte at træne halvanden time nogle gange om ugen, og brugte en halv time på toilettet flere gange dagligt? Eller hvis du havde behov for at tale med dine veninder sent om aftenen?