Betydningen af min mands arbejde - for mig

Hej alle,

Min mand og jeg har været sammen i 10 år og har to børn på 2 og 6. Min mand er uddannet indenfor sundhedsvæsenet og havde i mange år job med dagvagter kun, fleksibilitet og tæt på hjemmet.

Han kørte dog mere og mere sur i jobbet, det gik ud over hans humør og overskud derhjemme, og til sidst ønskede han at arbejde på sygehus med skiftende vagter længere væk. Han var tydelig omkring hvad det betød for hans glæde og trivsel, så i mine øjne var der ikke så meget at gøre. 

Og han ER glad for sit arbejde. Elsker at tage af sted, kommer glad hjem. Det er dejligt. Men nu arbejder han skiftende vagter og ofte weekend. Kun yderst sjældent nattevagter, det er fortrinsvis dag og aftenvagter hverdage og weekend, af og til 2 * 12 timers vagter i weekenden. Det har han det fantastisk i, modsat andre, der synes det er hårdt.

Problemet er bare, at jeg kan mærke, at det går mere og mere ud over min restitution eller mulighed for samme og det er svært ikke at føle sig bitter. Jeg arbejder et almindeligt 37 timers arbejder i datiden med fleksibilitet, men må indrette mit arbejde efter hans, for skal han i dagvagt er han for sent hjemme til at hente pga transport tiden, skal han i aftenvagt cykler han kl 14, og så skal jeg også hente.

Derudover er jeg desværre typen der er kronisk udmattet. Jeg har i år fået konstateret to kroniske sygdomme, som blandt andet rammer mit energiniveau. Det er svært for mig at være på hele tiden, ikke få sovet ud og ikke have lommer af selv tid. 

Det skaber problemer som fx denne uge. 

Min mand havde dagvagt mandag, tirsdag, Onsdag. Han havde en fridag torsdag, hvor han jo så kunne være alene hjemme hele dagen, hygge sig, game (og lavede lidt husligt trods alt, men har ikke taget ham mere end en time). Fredag, lørdag og søndag aftenvagt. Så fredag alenetid i dagtimerne igen. Så fordi han først var hjemme ved midnat i aftes sover han længe i dag for at restituere ovenpå gårsdagens vagt og være klar til næste aftenvagt. Det samme kommer til at ske søndag morgen. Så det er mig, der begge dage må op kl 5 med de små, som er lærkebørn. Og så kører han jo igen kl 14, hvor jeg jo så står alene med det hele tre eftermiddage og aftener i træk.

Og så har han fridage mandag og tirsdag, hvor han igen får lov at være helt alene hjemme, hygge, gøre lige hvad han vil. Og de to dage bliver jeg nødt til at arbejde til kl 17 for at kompensere for de dage jeg har måtte tage tidligt hjem for ikke at hente børn for sent.

Før nogen siger, at jeg jo selv har sagt ja til det her, så håber jeg også, at i kan respektere nuancerne: når man står med en ulykkelig partner, der er klar omkring, at hans trivsel og mentale helbred afhænger af dette skift. Og det gjorde det jo så også.

Tilbage står jeg jo så og har meget ofte weekender, hvor jeg er på fra tidlig morgen til sen aften, jeg har aldrig mulighed for migtid, sjældent mulighed for at have en dag, hvor jeg kunne sove lidt længere, og imens kan jeg med jalousi se på min mand, der har mega meget selvtid, kan sove længe, kan vide at han bare skal tage på arbejde i de vagter han får, og så er det mig, der må tilpasse. Og så trives han endda i de skiftende vagter, han er ikke en af dem, hvor det tager hårdt på ham.

Jeg elsker selvsagt mine børn og bruge tid med dem. Men som ethvert andet menneske har jeg brug for lommer, hvor jeg kan være mig, tage ud, dyrke mine interesser. Og særligt pga helbred. 

Er der nogen, der har kreative ideer til at navigere i det her? Vi har kun min mor som netværk, og hun holder ikke til meget. Hun henter i forvejen en gang om ugen og kan sjældent byde ind fx i weekender.. 

Herhjemme har det lidt været omvendt, hvor jeg arbejder i skiftende vagter på et sygehus. Og jeg ELSKEDE det. Både de skiftende vagter men også specialet selvfølgelig. Mens jeg havde dét arbejde, blev min mand nød til at finde et arbejde i den by vi bor i, ellers kunne logistikken ikke gå op. Han havde et fint arbejde, men ikke bedre end det. 

Så fik vi barn nr 3 og under barslen, så åbnede min mand op og sagde at han (og børnene) ikke ønskede mig tilbage i skiftende vagter. Han kunne slet ikke overskue at skulle stå med ungerne selv dag, aften og nat. Jeg kunne godt forstå ham, så jeg sagde min stilling op. Det er nu 2år siden jeg kom retur fra barsel og jeg er i min 2. ansættelse og jeg falder ikke rigtig til. Faktisk søger jeg ind på videreuddannelse til vinter i håbet om at finde noget jeg trives med. Helt ærligt - så vil jeg gerne tilbage til min gamle afdeling og arbejde dag, aften og nat. MEN tiden er ikke til det nu. Til gengæld giver min ansættelse i dagvagter, frihed til at min mand kunne søge drømmejobbet i anden kommune. Og dét er jo også rigtig dejligt. 

Jeg synes, personligt, at når man slår sig ned med en kæreste/ægtefælle og skaber en familie sammen, så vælger man samtidig andet fra. Derfor skal manden og børnene prioriteres. Især mens børnene er små. Så må der komme en anden frihed og muligheder når reden er tom derhjemme. 

Jeg synes skiftende vagter netop var luksus fordi det gav mig hverdagsfri eller fri om formiddagen eller sove i weekenden efter en nattevagt mens manden stod op kl kvalme. Så jeg kan godt forstå din mand synes det er skønt  

Kan han få lov til kun at arbejde dag og nat fx? Den gjorde jeg i en periode og det virkede godt. Men jeg sov så næsten heller ikke efter en nattevagt (sov typisk fra 09-11 og igen 19.30-22, så vi fik noget dagtid sammen). 

Det er jo så ikke det du spørger om, men jeg undre mig over når han har fri i hverdagen at han så ikke holder fridag med den lille (ved ikke om den store er i skole) og får noget tid sammen med børnene som udfra det du skriver, heller ikke er meget af.

I min verden går man ikke bare hjemme og gamer når man har børn og et hjem som skal hænge sammen, der er altid noget at lave, så gør man rent, handler ind, andet praktisk eller som skrevet holder fri med et eller flere børn.

Jeg ville gå på deltid, hvis det var muligt, det er nok den eneste løsning.

Min mand arbejder også meget (et fuldtidsjob og selvstændig ved siden af). Jeg regner automatisk med at han ikke er til stede �� og ligesom du er det noget jeg har vidst fra start af, jeg mangler så ikke alene tid, den får jeg nok en dag når de bliver ældre, men tid til praktiske ting, for det er svært at få det hele til at nå sammen alene med fire børn. Jeg vil gerne på deltid og har lige fået lov nogle måneder, desværre kan det ikke lade sig gøre mere og det gruer jeg for, så jeg kigger efter andet job, det kunne måske også være en mulighed for dig?

Det lyder i meget mindre grad er selve din mands arbejdstider som udfordrer jer, og i langt højere grad handler om at han og I fuldkommen har glemt hvordan man deler familielivets opgaver mellem sig som to ligeværdige voksne partnere:

- Når man har fri på hverdage, står hjemmet naturligvis snorlige når familien kommer hjem. Der er selvfølgelig også handlet/lavet aftensmad/smurt madpakker/tjekket forsikringer/bagt boller til fryseren/booket tider hos tandlægen og købt nye gummistøvler til junior. Hvem tænker hans ellers, skal løse de opgaver for ham?

- Der er vel ingen grund til at tro, at der skulle være mere “mig-tid”, søvn eller restitution fordi ens tid ligger fordelt  udenfor familiens “primære tider”. Ens familie er jo mindst ligeså afhængig af at opgaver løftes og at man tager sin del af slæbet. Jeg kender ingen småbørnsforældre som jævnligt har sofa-gaming-hyggedag med dem selv som hovedperson.

- Når han har fri midt i dagstimerne, hvad i alverden skal hans unger så i institution for? Afsted med ham og samle al den tid sammen med ungerne, som han forhåbentlig savner nu hvor han går glip af morgener, aftener og weekender. Så kan børnene jo også få noget af den skønne “restitutionstid”, som han vægter så højt.

GodKarma skriver:

Herhjemme har det lidt været omvendt, hvor jeg arbejder i skiftende vagter på et sygehus. Og jeg ELSKEDE det. Både de skiftende vagter men også specialet selvfølgelig. Mens jeg havde dét arbejde, blev min mand nød til at finde et arbejde i den by vi bor i, ellers kunne logistikken ikke gå op. Han havde et fint arbejde, men ikke bedre end det. 

Så fik vi barn nr 3 og under barslen, så åbnede min mand op og sagde at han (og børnene) ikke ønskede mig tilbage i skiftende vagter. Han kunne slet ikke overskue at skulle stå med ungerne selv dag, aften og nat. Jeg kunne godt forstå ham, så jeg sagde min stilling op. Det er nu 2år siden jeg kom retur fra barsel og jeg er i min 2. ansættelse og jeg falder ikke rigtig til. Faktisk søger jeg ind på videreuddannelse til vinter i håbet om at finde noget jeg trives med. Helt ærligt - så vil jeg gerne tilbage til min gamle afdeling og arbejde dag, aften og nat. MEN tiden er ikke til det nu. Til gengæld giver min ansættelse i dagvagter, frihed til at min mand kunne søge drømmejobbet i anden kommune. Og dét er jo også rigtig dejligt. 

Jeg synes, personligt, at når man slår sig ned med en kæreste/ægtefælle og skaber en familie sammen, så vælger man samtidig andet fra. Derfor skal manden og børnene prioriteres. Især mens børnene er små. Så må der komme en anden frihed og muligheder når reden er tom derhjemme. 

Jeg synes skiftende vagter netop var luksus fordi det gav mig hverdagsfri eller fri om formiddagen eller sove i weekenden efter en nattevagt mens manden stod op kl kvalme. Så jeg kan godt forstå din mand synes det er skønt  

Kan han få lov til kun at arbejde dag og nat fx? Den gjorde jeg i en periode og det virkede godt. Men jeg sov så næsten heller ikke efter en nattevagt (sov typisk fra 09-11 og igen 19.30-22, så vi fik noget dagtid sammen). 

Jeg kan tilslutte mig det her, er du sikker på du ikke har skrevet om mig?

Jeg har efter mange år opgivet mit job med skiftende vagter og jeg savner det men kan også se at vi som familie ikke kan fungere i det med tre små der skal hentes og bringes. Så nu står jeg op kl 6 hver dag for at tage på et helt almineligt arbejde og hmvære hjemme om eftermiddagen igen (noget jeg ellers hele mit liv har sgat ALDRIG ville ske)

Jeg forstår nuancerne i de, for har selv været der. Men jeg må også sige at mens jeg holdt fast i mit skiftearbejde, måtte vi indgå kompromiser. Bland andet skulle jeg have så få aftenvagter som muligt. Netop for st min mand ikke skulle stå med problemet med at skulle flekse for at hente tidligere (dvs arbejde længere andre dage) jeg arbejde altså kun dag og nat og til sidst primært nat, fordi det gav de bedste vilkår for vores familie (de sov når jeg arbejdede, jeg sov når de arbejdede) dvs vi var hjemme og vågne på samme tid ca.

Restitution er møgvigtig når man arbejder skiftehold, for det er bare fysisk mere krævende konstant at ændre rutme. MEN det er virkelig også vigtigt når man har almindelige dagjobs. Så som det lyder på det du har skrevet, kan det ikke blive ved med at gå.

Mine forslag, baseret på egne erfaringer (så længe skift til dagjob ikke er en muighed)

Primært dag eller nattevagter. Aftenvagterne er virkelig indgribende i småbørnsfamiliers hverdag for den anden voksne.

Han skal selvfølgelig have fri når han har fri, men ligesom madlavning og rengøring også skal klares når man har dagjob, skal de også klares når man har skiftehold. De få gange om måneden jeg havde aftenvagter, stod jeg for en times rengøring (og så nåede jeg hvad jeg kunne) + at aftensmaden og madpakker til næste dag var lavet så min mand bare skulle varme den og rydde op når de havde spist.

I friweekender bør I afsltte tid kun til dig. Han tager børnene på tur i nogle timer en dag så du får det break (uden rengøring og andre praktiske ting) som du har brug for

Når han har dagvagt kan du hente osv, lave mad og så tager han over efter maden og du får nogle timers fri til dig. Tænk over hvad du har brug for: er det at læse en bog, gå en tur, se tv, træne? Hvis du kan identificere hvad du har brug for, så er det nemmere at tale om løsninger

Og hvis i ikke allerede gør det, så sæt jer ned en gang om ugen og planlæg den kommende uges praktik: madplan, indkøbsliste hvem handler og hvornår, hvem laver mad de forskellige dage og står for madpakker osv. Evt også hvem der støvsuger hvilke dage og gør toilettet ren.

Det er total usexet men min oplevelse er a detailplanlæning én gsng om ugen giver klare rammer og fordeler ansvaret, og så er det nemmere hver især at nyde fri når man har fri. Og så undgå man en utilsigtet skævvridning i forholdet.

Og så vil jeg sige dine følelser er helt fair! I skal finde ud af det sammen og jeg synes fsktisk dit indlæg her er så fint og nøgternes beskriver dit perspektiv, så du kunne overveje at vise det til ham og have en snak ud fra det

Og så er der faktisk en del sandhed i "kafestuesnakken" på min gamle afdeling:

Det kræver en fleksibel og støttende partner at have dette job

Det er hele familien der er nød til at arbejde for at vi kan arbejde her

Det er ikke kun mig der har dette job, det er også min partner

Min partner er gift med både mig og mit job

Alle er jo en variation af at det bare kræver teamwork på hjemmefronten. Og det GÅR ud over familielivet. Jeg siger ikke at han skal skifte job nu, for som du selv er inde på, betyder arbejdsglæde bare noget. Men hvis familien skranter og du reelt risikerer at gå ned med stress, så kan han alligevel ikke passe sit job. Så I er virkelig gensidig afhængige af hinanden, og derfor skal i finde en løsning. Nogle gange kræver det st man giver afkald på noget man holder sf i en periode. Vi har aftalt at jeg tidligst må gå til skifteholdsarbejde igen når mindste barn går i første klasse (for så er vj ikke sfhængige af at han skal flekse i tide og utide for st hente børn, men de kan selv tage hjem og så kan alle mødes derhjemme)

Du skriver ikke hvor længe dette har stået på.

men tingene ændrer sig jo og du/i kunne ikke vide hvor hårdt det ville være/blive for især den der står med ansvaret for at få familien til at fungere.

det virker ikke for dig, og det må i finde en fælles løsning på. Måske som nogle skriver er aftenvagter noget der skal minimeres, måske skal du g å på deltid, måske skal han mere på banen i sin fritid, altså sørge for praktiske ting i huset, så du ikke står med man og madpakke alene.

eller måske er det på tide at han igen i en periode finder et arbejde med dagvagter eller et arbejde tættere på.

men det lyder til at der skal findes nogle huller til dig, og om det f.eks. Er, at han aflevere børnene nogle dage om ugen, hvor du så får en roligere morgen eller kan tage tidligt på arbejde, hvis der er mulighed for det, og dermed få tidligere fri. 

vil også bare sige dine følelser er helt ok, og nogle gange kan der godt blive trukket for store veksler på den, der er fleksibel, hvis den anden forælder ikke er så heldig at have muligheden.

Og hvad siger han selv når du har snakket med ham og fortalt det du har skrevet her? 

Anonym skriver:

Hej alle,

Min mand og jeg har været sammen i 10 år og har to børn på 2 og 6. Min mand er uddannet indenfor sundhedsvæsenet og havde i mange år job med dagvagter kun, fleksibilitet og tæt på hjemmet.

Han kørte dog mere og mere sur i jobbet, det gik ud over hans humør og overskud derhjemme, og til sidst ønskede han at arbejde på sygehus med skiftende vagter længere væk. Han var tydelig omkring hvad det betød for hans glæde og trivsel, så i mine øjne var der ikke så meget at gøre. 

Og han ER glad for sit arbejde. Elsker at tage af sted, kommer glad hjem. Det er dejligt. Men nu arbejder han skiftende vagter og ofte weekend. Kun yderst sjældent nattevagter, det er fortrinsvis dag og aftenvagter hverdage og weekend, af og til 2 * 12 timers vagter i weekenden. Det har han det fantastisk i, modsat andre, der synes det er hårdt.

Problemet er bare, at jeg kan mærke, at det går mere og mere ud over min restitution eller mulighed for samme og det er svært ikke at føle sig bitter. Jeg arbejder et almindeligt 37 timers arbejder i datiden med fleksibilitet, men må indrette mit arbejde efter hans, for skal han i dagvagt er han for sent hjemme til at hente pga transport tiden, skal han i aftenvagt cykler han kl 14, og så skal jeg også hente.

Derudover er jeg desværre typen der er kronisk udmattet. Jeg har i år fået konstateret to kroniske sygdomme, som blandt andet rammer mit energiniveau. Det er svært for mig at være på hele tiden, ikke få sovet ud og ikke have lommer af selv tid. 

Det skaber problemer som fx denne uge. 

Min mand havde dagvagt mandag, tirsdag, Onsdag. Han havde en fridag torsdag, hvor han jo så kunne være alene hjemme hele dagen, hygge sig, game (og lavede lidt husligt trods alt, men har ikke taget ham mere end en time). Fredag, lørdag og søndag aftenvagt. Så fredag alenetid i dagtimerne igen. Så fordi han først var hjemme ved midnat i aftes sover han længe i dag for at restituere ovenpå gårsdagens vagt og være klar til næste aftenvagt. Det samme kommer til at ske søndag morgen. Så det er mig, der begge dage må op kl 5 med de små, som er lærkebørn. Og så kører han jo igen kl 14, hvor jeg jo så står alene med det hele tre eftermiddage og aftener i træk.

Og så har han fridage mandag og tirsdag, hvor han igen får lov at være helt alene hjemme, hygge, gøre lige hvad han vil. Og de to dage bliver jeg nødt til at arbejde til kl 17 for at kompensere for de dage jeg har måtte tage tidligt hjem for ikke at hente børn for sent.

Før nogen siger, at jeg jo selv har sagt ja til det her, så håber jeg også, at i kan respektere nuancerne: når man står med en ulykkelig partner, der er klar omkring, at hans trivsel og mentale helbred afhænger af dette skift. Og det gjorde det jo så også.

Tilbage står jeg jo så og har meget ofte weekender, hvor jeg er på fra tidlig morgen til sen aften, jeg har aldrig mulighed for migtid, sjældent mulighed for at have en dag, hvor jeg kunne sove lidt længere, og imens kan jeg med jalousi se på min mand, der har mega meget selvtid, kan sove længe, kan vide at han bare skal tage på arbejde i de vagter han får, og så er det mig, der må tilpasse. Og så trives han endda i de skiftende vagter, han er ikke en af dem, hvor det tager hårdt på ham.

Jeg elsker selvsagt mine børn og bruge tid med dem. Men som ethvert andet menneske har jeg brug for lommer, hvor jeg kan være mig, tage ud, dyrke mine interesser. Og særligt pga helbred. 

Er der nogen, der har kreative ideer til at navigere i det her? Vi har kun min mor som netværk, og hun holder ikke til meget. Hun henter i forvejen en gang om ugen og kan sjældent byde ind fx i weekender.. 

Hvornår ligger hans vagter?

Dagvagter fra hvornår til hvornår?

Aftenvagter fra hvornår til hvornår?

Jeg kan godt forstå din mandnyder det.

Han lever jo som single. 

Forstår slet ikke at han ikke ser dig , og børnene som mindst lige så vigtigt som hans egen trivsel. 

Hvorfor er børnene afsted når han har fri?  Han burde selv ønske tid med dem . Og han burde også som minimum sørge for at jeres hjem er rengjort- så du kan priotere andre ting de dage han er væk om aftenen/ weekend. 

Få talt med ham - vis ham det du har skrevet herinde. Det er uholdbart, og på ingen måder rimeligt den måde han lever på bekostning af dig og jeres børns trivsel. 

Hvis han har fået skiftende arbejdstider og oftere weekend og ikke gået drastisk ned i tid.

Så tjener han en del mere. Hvilket så kunne få dig til at gå ned i tid. 

Hvis han at ejer hver anden weekend bør i kunne lave et skema. Når han er glad når han kommer hjem =overskud så må han kunne tage ungerne fx til sport og ligende.