Bonusbørn og arv

Hold da op baby.mamma! Sikke da et svar  

Nu blev jeg jo kærester med deres far, som tilfældigvis havde børn fra tidligere forhold. Jeg blev ikke kærester med børnene. Man elsker ikke automatisk andres børn, bare fordi at man blev kærester med faren til dem - ligesom du sikkert heller ikke nødvendigvis hverken elsker eller nødvendigvis holder utroligt meget af dine naboers børn, andre børn fra børnehaven, din onkels børn etc. Og mine bonusbørn elsker heller ikke mig - de har en mor og en far. 
Så længe man respekterer sine bonusbørn som dem de er. Man kan sagtens få et rigtigt fint forhold til dem og ens forhold kan udvikle sig - men at man “skal” elske dem (som jeg i dette tilfælde i øvrigt kun har kendt i 2 år), som var de ens egne,  er dømt til at gå galt. En sammenbragt familie er IKKE  en kernefamilie - det bliver det aldrig. Du slår mig bestemt ikke som én der selv har erfaringer med at leve i en sammenbragt familie.

Udover det, så tak for de ellers gode svar. På nuværende tidspunkt er min tanke heller ikke at bonusbørnene skal skrives ind i mit testamente, da vores familieforhold er så relativt nyt - men det kan sagtens ændre sig Jeg var blot nysgerrig på at høre, hvad I andre tænker / har gjort, som har bonusbørn. Som med alt andet, så er alt bare mere indviklet og følsomt, når man er en sammenbragt familie end hvis man levede i en kernefamilie, hvor alt jo bare er givet…

Jeg er både bonus barn og har haft bonus børn.. Jeg forventer slet ikke at skulle arve min papfar - også selvom han har kendt os i 30 år. Jeg har min mor og far som jeg skal arve (eller, jeg ønsker kun at arve fra den ene af dem)
Bonusbørn (kan) kommer og går, kun biologisk bliver - det er nu sådan det engang er. 

Man kan aldrig komme til at elske et ikke biologisk barn på lige fod med ens biologiske. Det ligger dybt i os som mennesker. Jeg syns ts har en fornuftig tankegang om dette. 

Jeg har verdens mest fantastisk og dejlige bonusforældre, en på hver side og jeg elsker dem højt, men selvfølgelig skal jeg IKKE arve dem. Deres børn skal arve dem ligesom jeg arver efter henholdsvis min mor og min far. 
De er nogle fantastiske ekstra voksne i mit liv, det var de da jeg var barn, og er det nu for mig og min familie, men de er ikke min mor og far og jeg elsker dem ikke som sådanne ligesom de heller ikke elsker mig som deres barn.

Hvis andre gerne vil lade bonusbørn arve efter sig er det jo bare dejligt for dem, men det er ikke afgørende for om man er en god bonusforældre om man lader bonusbarnet arve. Det er en million andre ting som viser det!

Der er jo ikke noget generelt svar på dette, da alt afhænger af, hvordan relationen er - og ikke mindst udvikler sig med årene. Jeg kunne da ønske mig for jer, at I med tiden kommer hinanden nærmere og får en større betydning for hinanden, men der er jo ingen garantier. På samme måde kan meget nære og kærlige relationer ændre sig til ligegyldighed eller direkte modvilje, som årene går. 

Drejer det sig om pengearv eller om genstande? For jeg tror, at jeg i dit sted gerne ville signalere til bonusbørnene, at jeg havde “set” dem, haft fine stunder med dem, at de ikke havde været ligegyldige for mig. Det viser man ikke i kroner og øre, men ved at øremærke en særlig genstand til dem hver. Et stykke kunst, som den ene ofte viser glæde ved at se på - et møbel, som den anden har beundret eller klatret rundt på - en vase, et kaffestel, hvad ved jeg. 
Sådan en gestus ville for mig være et symbol på, at vi havde kendt hinanden, og at den voksne havde set det enkelte barn. 

Forhåbentlig går der mange, mange år, før det bliver aktuelt at læse dit testamente, og til den tid kan du jo have ændret i det, efterhånden som jeres forhold også kan have ændret sig. 

Min mormor blev 100, og hendes børn var alle pensionister og bedsteforældre, da de arvede hende. Bare for at sige, at et fx nuværende 10-årigt bonusbarn kan være 70, når din arv skal realiseres - og da er det da meget tænkeligt, at jeres forhold er et ganske andet eller slet ikke er der længere. 

Man bestemmer jo teknisk set selv, hvad man gør. Men jeg ville nok være ligefrem om det, så det ikke kommer som et chok for børnene senere hen.

Jeg har ikke selv bonusbørn, men jeg har arvet fra et pap-familie medlem. Hun havde testamenteret en specifik genstand til mig, fordi hun mente jeg ville have mest glæde af den. Hendes bio børn og børnebørn tog det enormt pænt at jeg var tiltænkt i vendes sidste vilje.

Jeg er den dag idag stadig enormt glad for den ting jeg fik

Anonym skriver:

Hold da op baby.mamma! Sikke da et svar  

Nu blev jeg jo kærester med deres far, som tilfældigvis havde børn fra tidligere forhold. Jeg blev ikke kærester med børnene. Man elsker ikke automatisk andres børn, bare fordi at man blev kærester med faren til dem - ligesom du sikkert heller ikke nødvendigvis hverken elsker eller nødvendigvis holder utroligt meget af dine naboers børn, andre børn fra børnehaven, din onkels børn etc. Og mine bonusbørn elsker heller ikke mig - de har en mor og en far. 
Så længe man respekterer sine bonusbørn som dem de er. Man kan sagtens få et rigtigt fint forhold til dem og ens forhold kan udvikle sig - men at man “skal” elske dem (som jeg i dette tilfælde i øvrigt kun har kendt i 2 år), som var de ens egne,  er dømt til at gå galt. En sammenbragt familie er IKKE  en kernefamilie - det bliver det aldrig. Du slår mig bestemt ikke som én der selv har erfaringer med at leve i en sammenbragt familie.

 

Udover det, så tak for de ellers gode svar. På nuværende tidspunkt er min tanke heller ikke at bonusbørnene skal skrives ind i mit testamente, da vores familieforhold er så relativt nyt - men det kan sagtens ændre sig Jeg var blot nysgerrig på at høre, hvad I andre tænker / har gjort, som har bonusbørn. Som med alt andet, så er alt bare mere indviklet og følsomt, når man er en sammenbragt familie end hvis man levede i en kernefamilie, hvor alt jo bare er givet…

 

Sjovt, som du fordrejer tingene. Skriver jeg elsker nogen steder?

Du bruger ordene knyttet, og det samme gør jeg.

Antagelser om mig, er en smule mærkeligt at bringe på banen, men nu vi er ved det, så er jeg selv bonusdatter og derudover er mine børn selv bonusbørn til min partner. 

Held og lykke med at finde ud af følelserne omkring det hele.

Baby.mamma skriver:

Sjovt, som du fordrejer tingene. Skriver jeg elsker nogen steder?

Du bruger ordene knyttet, og det samme gør jeg.

Antagelser om mig, er en smule mærkeligt at bringe på banen, men nu vi er ved det, så er jeg selv bonusdatter og derudover er mine børn selv bonusbørn til min partner. 

Held og lykke med at finde ud af følelserne omkring det hele.

Men du spørger, hvorfor hun er i et forhold til deres far, hvis hun ikke er knyttet til dem. Det er hun vel, fordi hun er glad for ham. Vi aner ikke, hvor gamle de er, hvor ofte der er samvær, om samværet primært består af far-børn-tid uden TS, om børnene lægger afstand til hende osv. osv.

Familier, ikke mindst sammenbragte, indretter sig forskelligt. Nogle vælger at lade børnene involvere sig mindst muligt med nye partnere og at lade tingene på den front udvikle sig stille og roligt. For andre kan det ikke gå stærkt nok. Og tilknytning opstår kun, hvis man vælger betingelserne for den til - hvilket ikke nødvendigvis er børnenes behov. 

Du mere end antyder, at TS’ følelser er forkerte, og at hun ikke burde være i et forhold med sin partner. Og så giver det alligevel god mening at inddrage dine egne erfaringer, for du har tydeligvis en bestemt opfattelse af, hvordan man “bør” føle for sine bonusbørn. At der skal være en tilknytning. Men hvorfor dog det, hvis alle har det fint med tingene, som de er? 

Altså. Man kan godt holde af bonusbørn uden at de skal arve noget fra en. Bonusbørn har jo deres egen arverække. Ts, dine bonusbørn behøver ikke arve fra dig med mindre du synes du har nogle særlige ting du mener de vil blive glade for til den tid. Men pengearv hører sig til egen arverække med mindre man har lyst.

I min egen familie er der også bonusbørn og bonus børnebørn og ingen arver fra bonusforældrene. Og alle er elsket og værdsat og der er ingen hard feelings på det punkt Hvis du så om 20 år synes det ville være dejligt at skrive dem i testamentet, så gør du/I jo bare det. 

Hvis bonusbarn har en anden forældre at arve, udover din partner - så ville jeg ikke gøre bonusbarn arveberretiget  

på den måde har alle børn deres 2 bio forældre at arve fra. 

jeg har egne børn og min kæreste har egne børn. Vi ejer hus sammen og har fælles økonomi. Men vores børn arver “kun” af bio forældre  

Personligt 

Kommer an på mange ting.

1 hvor gamle er de bonus børn hvis de er voksne når jeg begynder at være en del af deres liv, og ikke rigtig lære dem at kende, så ville de nok ikke få særligt meget. 

2. Unge mennesker og børn, som jeg får et forhold til, og kommer til at elske, ja 100% det jo bare penge. Og hvis de skal arve efter mig, jeg er alligevel død så er ligeglad med hvad de penge bliver brugt på �� 

Ja, hvad hvis jeg så ikke elsker de satans bonus børn, ja så var jeg sgu nok ikke sammen med hende trunten, jeg kan ikke gå ind i et forhold uden at være 120% på så hvis jeg ikke kan med ik ungerne kan jeg nok heller ikke med hende