Hvordan håndterer skuffelsen

Troede virkelig den var hjemme... Øget tissetrang, ømt tandkød, ømme bryster, noget der kunne have været en implantationsblødning, mens som ikke rigtigt ville starte, træthedsanfald midt på dagen, morgenkvalme, madlede, øm i lænden...

Men tog en negativ G-test i går og mens startede for fuld styrke i morges. Havde bare lyst til at lægge mig ind i sengen igen i stedet for at tage på arbejde...

Kan ikke rigtig samle mig om opgaverne, og har nu trukket mig i frokostpausen, fordi jeg ikke orker at høre om de andres børn og børnebørn.

Normalt kan jeg godt vente med at bearbejde skuffelsen til jeg kommer hjem. Men var så sikker... plejer ikke at få symptomer, selvom vi har prøvet længe...

Hvordan håndterer I skuffelsen, når den ramler sammen med arbejde, familiefester mv. hvor man ikke lige har mulighed for at trække sig, så man kan få pusten igen...

Det gjorde jeg ikke, efter 24 cyklusser og gentagende aborter var jeg ved at brække mig over andres graviditer. Til sidst smed vi ælteste og havde sex når vi bare følte for det, det gjorde det nemmere at være i. 

Kram til dig

Anonym skriver:

Det gjorde jeg ikke, efter 24 cyklusser og gentagende aborter var jeg ved at brække mig over andres graviditer. Til sidst smed vi ælteste og havde sex når vi bare følte for det, det gjorde det nemmere at være i. 

Kram til dig

Kan "desværre" mærke når jeg har ÆL - så det er svært at lægge det på hylden, så vi kan slappe lidt af... prøver til gengæld at lade være med at teste før tid, tælle dage indtil næste mens mv.

Håber det lykkedes for jer til sidst - det er virkelig så hårdt at være i!

Det er mega hårdt at være i, og mit bedste råd vil nok være at have en at snakke med. 
jeg trak rigtig meget på min bedste veninde, som faktisk blev gravid mens vi forsøgte (vi prøvede i over 2 år og så lykkedes det da vi ventede på behandling ) det var rigtig hårdt men selvom jeg jo så fulgte hende i hendes graviditet og det første år af hendes datters liv før det lykkes for os, så var det så rart at have en der bare vidste alt og jeg kunne ringe og snakke med hende til hver en tid og hælde vand ud af ørerne. Det hjalp enormt meget

håber det snart lykkes for jer

*.* skriver:

Det er mega hårdt at være i, og mit bedste råd vil nok være at have en at snakke med. 
jeg trak rigtig meget på min bedste veninde, som faktisk blev gravid mens vi forsøgte (vi prøvede i over 2 år og så lykkedes det da vi ventede på behandling ) det var rigtig hårdt men selvom jeg jo så fulgte hende i hendes graviditet og det første år af hendes datters liv før det lykkes for os, så var det så rart at have en der bare vidste alt og jeg kunne ringe og snakke med hende til hver en tid og hælde vand ud af ørerne. Det hjalp enormt meget

 

håber det snart lykkes for jer

Har heldigvis en rigtig god veninde, som selv har været igennem det hele med tre børn, og som gerne lægger øre til. Synes også det hjælper rigtig meget, at have en at støtte sig til. Men kan jo ikke ringe til hende midt i arbejdstiden

Dejligt at høre, at det lykkedes for jer efter to år - det giver lidt håb ❤️ Vi har også lige fået en henvisning til fertilitetsudredning - forhåbentligt bliver det snart vores tur til at være gravide

Jeg ved sgu ikke om jeg nogensinde lærte at håndtere det. Jeg gik til psykolog undervejs fordi det var så voldsomt at være i og fordi jeg blev så ulykkelig over når andre blev gravide, at jeg var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over hvilken lorteven jeg følte mig som. Det er sgu ikke for sjov at mange par i fertilitetsbehandling ender med belastningsreaktioner. Du er ikke alene

StortOgSmåt skriver:

Jeg ved sgu ikke om jeg nogensinde lærte at håndtere det. Jeg gik til psykolog undervejs fordi det var så voldsomt at være i og fordi jeg blev så ulykkelig over når andre blev gravide, at jeg var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over hvilken lorteven jeg følte mig som. Det er sgu ikke for sjov at mange par i fertilitetsbehandling ender med belastningsreaktioner. Du er ikke alene

Åh - den følelse kender jeg alt for godt... Føler mig virkelig også som et meget småt menneske pga. alle de tårer jeg har grædt over veninders, søskendes og kollegers graviditeter  

Har også overvejet at gå til psykolog igennem arbejde - men så skal min leder vidst nok ind over, fordi det ikke er en arbejdsrelateret problemstilling, og det synes jeg ikke er super fedt Alternativt skal jeg selv betale - men kunne måske være en klog investering...

Jeg kan ikke komme med nogle råd men bare sige du ikke er alene! Jeg havde det på præcis samme måde i weekenden/ starten af ugen, men mens kom som sædvanlig næsten på klokkeslet onsdag, kun anderledes af meget små og få pletblødninger dagene optil. Så troede og virkelig den var der for det har jeg aldrig oplevet før.

Anonym skriver:

Har heldigvis en rigtig god veninde, som selv har været igennem det hele med tre børn, og som gerne lægger øre til. Synes også det hjælper rigtig meget, at have en at støtte sig til. Men kan jo ikke ringe til hende midt i arbejdstiden

Dejligt at høre, at det lykkedes for jer efter to år - det giver lidt håb ❤️ Vi har også lige fået en henvisning til fertilitetsudredning - forhåbentligt bliver det snart vores tur til at være gravide

Jeg ringede i pauserne hvis nødvendigt det kan fylde så meget i hovedet. 
hjalp også at sige til mig selv at mellem kl 17-18 fx måtte jeg tænke og gruble over det og så skulle jeg slippe det igen.. 

Mirakler sker jeg har PCOS og min mand er praktisk talt steril.. vi fik afvide chancen for en naturlig graviditet var 1:1.000.000! Og så blev jeg gravid efter vores store pige på nu 2 år, fik min mand taget sædprøve og de sagde vi skulle prise os lykkelige for at have fået en datter sammen, for det ville næppe kunne ske igen og de var ikke engang sikre det var muligt med hjælp.. 

da vores datter var 9 måneder, blev jeg gravid igen. Og ja.. nu ligger den store i sin seng og sover tungt, og baby på nu 5 måneder ligger og putter på sofaen  

Lægevidenskaben rækker langt, men nogen gange er der mere mellem himmel og jord. 
lægen troede ikke på mig da jeg ringede anden gang og sagde jeg havde fået en positiv test.

Anonym skriver:

Jeg kan ikke komme med nogle råd men bare sige du ikke er alene! Jeg havde det på præcis samme måde i weekenden/ starten af ugen, men mens kom som sædvanlig næsten på klokkeslet onsdag, kun anderledes af meget små og få pletblødninger dagene optil. Så troede og virkelig den var der for det har jeg aldrig oplevet før.

Er ked af at høre, at det heller ikke lykkedes for dig denne gang! Kan godt forstå, at du troede, at der var noget i gære...  Krydser fingre for at det snart bliver vores tur til at få vores ønske opfyldt snart