Gravid nr 4

Kære baby.dk

Jeg står i den situation at jeg lige har fundet ud af at jeg er gravid. Vi har i forvejen 3 børn og har bestemt ikke regnet med at skulle have flere.  Nu står jeg/vi et et kæmpe dilemma, for hvad søren gør man? Alt taler for at vi naturligvis ikke skal have et barn mere - det er både dyrt og hårdt. Men alligevel trykker noget indeni ved tanken om at skulle fjerne et lille liv..

Hvad gør man!? 
Tænker at nogen har stået i en lignende  situation, hvad gjorde I? - og har I fortrudt jeres beslutning efterfølgende, uanset hvad I har valgt?

// mtse

mtse skriver:

Kære baby.dk

Jeg står i den situation at jeg lige har fundet ud af at jeg er gravid. Vi har i forvejen 3 børn og har bestemt ikke regnet med at skulle have flere.  Nu står jeg/vi et et kæmpe dilemma, for hvad søren gør man? Alt taler for at vi naturligvis ikke skal have et barn mere - det er både dyrt og hårdt. Men alligevel trykker noget indeni ved tanken om at skulle fjerne et lille liv..

Hvad gør man!? 
Tænker at nogen har stået i en lignende  situation, hvad gjorde I? - og har I fortrudt jeres beslutning efterfølgende, uanset hvad I har valgt?

// mtse

Ja, jeg har stået i præcis den situation med barn nummer fire. Det er jo super sårbart at svare på, kan man sige. 

Vi ønskede ikke flere børn, særligt ikke mig. Samtidig havde jeg virkelig svært ved at forlige mig med tanken om, at min mand og jeg havde skabt dette lille liv, vide på vores andet barn "hvad det ville blive til", og så få en abort. Jeg ville ikke dømme andre, der valgte at gå den vej. (to af mine børn er fra et tidligere forhold, vi har dem 9/5).

Så vi valgte at beholde. Jeg blev gravid trods beskyttelse. 

I dag er den yngste lige blevet tre år. De andre er 6, 11, 13. Jeg elsker min lille pige så inderligt og ville aldrig bytte hende væk. Men hvis jeg skal prøve at se det hele lidt udefra, så kan jeg godt fortryde, vi fik en mere. Det er svært at forklare, at man kan fortryde, men samtidig jo ikke ville gøre det om, for nu er hun her jo.

Men det er mega hårdt. Forskellen på 3-4. Jeg føler ikke, jeg har nok arme i hverdagen og føler ikke, vi kan give alle nok opmærksomhed. Aldersspredningen gør det også svært. Vi er ligesom nødt til at dele os midt over tit. Nogen laver noget med de to store, nogen laver noget med de to små. Hvis noget lavet noget med én, så skal den anden jo stå med tre, som så skal deles om én voksen. Det er svært at finde på familieture der rammer alle aldersgrupper.

Mest af alt oplever jeg, at vi ikke har tid til at være et par og tid til at passe egne interesser er indskrænket markant. Det er måske også fordi vores yngste er så lille, så nu er de andre tre ved at være godt selvhjulpne, men vi skal stadig tilpasse en der bruger ble endnu og ikke er færdig med at sove til middag. Så ved ikke om det mere er alderen.

Det skal ikke lyde forkert, for som sagt knuselsker jeg min lille pige, men ja. Det er bare for at være ærlig. 3-4 har været barskt og har påvirket mit daglige stress niveau en hel del.

Men jeg er glad for hun er her samtidig

Vi har også stået i samme situation. Og det er helt umuligt at vejlede og komme med gode råd, omkring at få et barn mere eller ej. 

Jeg synes dog ikke, personligt, at "men det er jo et lille liv" holder... Ment på den måde; ja, det er en massefylde af celler som er ved at dele sig. Men det lille liv kontra ALT der følger med at være 5 og så til at være 6. Det er jo en enorm pakke, som ikke kun handler om fosteret i maven. Valget påvirker alle. Det påvirker mor, far, søskende og resten af familien. Det handler om at alle børn får mindre gaver af bedsteforældrene, fordi der er mange gaver der skal købes på et år. Det handler om at komme ud og være gæster. Det kræver 6 pladser kun for én familie. Kan børnene blive passet samme sted ved behov.... osv osv. Det spreder mange cirkler i vandet og tilvælge mange børn. 

Men altså Vi valgte at få nr 4 De er hhv. 1, 5, 9 og 12 år nu. Så vi føler vi har fået to efternølere. Men vi ELSKER at have børnene omkring os og er familiemennesker. Vi laver ting alle 6 sammen og vi kan dele os op. Intet problem. De er alle søde og kærlige og vores hverdag fungerer ganske fint. 

Men se på det store billede. At få et barn til er ikke kun forældrenes valg, der er også søskende som skal kunne rumme det. 

Det blev langt og rodet

Jeg har fået fjernet et foster “med vilje”, og det fortryder jeg ikke. Jeg tænker også sjældent over det. Det passede dårligt på daværende tidspunkt og jeg vil hellere skabe de bedste rammer for eksisterende børn end at have moralske skrupler over en klump celler - for at være helt klar i spyttet.

Anonym skriver:

Ja, jeg har stået i præcis den situation med barn nummer fire. Det er jo super sårbart at svare på, kan man sige. 

Vi ønskede ikke flere børn, særligt ikke mig. Samtidig havde jeg virkelig svært ved at forlige mig med tanken om, at min mand og jeg havde skabt dette lille liv, vide på vores andet barn "hvad det ville blive til", og så få en abort. Jeg ville ikke dømme andre, der valgte at gå den vej. (to af mine børn er fra et tidligere forhold, vi har dem 9/5).

Så vi valgte at beholde. Jeg blev gravid trods beskyttelse. 

I dag er den yngste lige blevet tre år. De andre er 6, 11, 13. Jeg elsker min lille pige så inderligt og ville aldrig bytte hende væk. Men hvis jeg skal prøve at se det hele lidt udefra, så kan jeg godt fortryde, vi fik en mere. Det er svært at forklare, at man kan fortryde, men samtidig jo ikke ville gøre det om, for nu er hun her jo.

Men det er mega hårdt. Forskellen på 3-4. Jeg føler ikke, jeg har nok arme i hverdagen og føler ikke, vi kan give alle nok opmærksomhed. Aldersspredningen gør det også svært. Vi er ligesom nødt til at dele os midt over tit. Nogen laver noget med de to store, nogen laver noget med de to små. Hvis noget lavet noget med én, så skal den anden jo stå med tre, som så skal deles om én voksen. Det er svært at finde på familieture der rammer alle aldersgrupper.

Mest af alt oplever jeg, at vi ikke har tid til at være et par og tid til at passe egne interesser er indskrænket markant. Det er måske også fordi vores yngste er så lille, så nu er de andre tre ved at være godt selvhjulpne, men vi skal stadig tilpasse en der bruger ble endnu og ikke er færdig med at sove til middag. Så ved ikke om det mere er alderen.

Det skal ikke lyde forkert, for som sagt knuselsker jeg min lille pige, men ja. Det er bare for at være ærlig. 3-4 har været barskt og har påvirket mit daglige stress niveau en hel del.

Men jeg er glad for hun er her samtidig

Sikke et fint, ærligt og kærligt svar

Anonym skriver:

Ja, jeg har stået i præcis den situation med barn nummer fire. Det er jo super sårbart at svare på, kan man sige. 

Vi ønskede ikke flere børn, særligt ikke mig. Samtidig havde jeg virkelig svært ved at forlige mig med tanken om, at min mand og jeg havde skabt dette lille liv, vide på vores andet barn "hvad det ville blive til", og så få en abort. Jeg ville ikke dømme andre, der valgte at gå den vej. (to af mine børn er fra et tidligere forhold, vi har dem 9/5).

Så vi valgte at beholde. Jeg blev gravid trods beskyttelse. 

I dag er den yngste lige blevet tre år. De andre er 6, 11, 13. Jeg elsker min lille pige så inderligt og ville aldrig bytte hende væk. Men hvis jeg skal prøve at se det hele lidt udefra, så kan jeg godt fortryde, vi fik en mere. Det er svært at forklare, at man kan fortryde, men samtidig jo ikke ville gøre det om, for nu er hun her jo.

Men det er mega hårdt. Forskellen på 3-4. Jeg føler ikke, jeg har nok arme i hverdagen og føler ikke, vi kan give alle nok opmærksomhed. Aldersspredningen gør det også svært. Vi er ligesom nødt til at dele os midt over tit. Nogen laver noget med de to store, nogen laver noget med de to små. Hvis noget lavet noget med én, så skal den anden jo stå med tre, som så skal deles om én voksen. Det er svært at finde på familieture der rammer alle aldersgrupper.

Mest af alt oplever jeg, at vi ikke har tid til at være et par og tid til at passe egne interesser er indskrænket markant. Det er måske også fordi vores yngste er så lille, så nu er de andre tre ved at være godt selvhjulpne, men vi skal stadig tilpasse en der bruger ble endnu og ikke er færdig med at sove til middag. Så ved ikke om det mere er alderen.

Det skal ikke lyde forkert, for som sagt knuselsker jeg min lille pige, men ja. Det er bare for at være ærlig. 3-4 har været barskt og har påvirket mit daglige stress niveau en hel del.

Men jeg er glad for hun er her samtidig

Tak for dine tanker. Det er lige præcis de problematikker du beskriver her, som jeg frygter ved at vælge at få nr 4. Tænker at det vil blive så hårdt og at man vil føle sig utilstrækkelig med ‘alle de børn’. 

og samtidig er der bare noget der skriger indeni at denne graviditet er her af en grund. Og at jeg ikke sådan bare kan fravælge det. 
shit det er svært altså. Mine børn vil være 11, 9 og 5 i tilfælde af at vi beholder det, og de er bare alle lige blevet så dejligt store og selvhjulpne. Så tanken om at begynde forfra skræmmer lidt. Og samtidig siger noget at når de andre er så store, så bliver det måske slet ikke så vanskeligt med en lille ny, fordi de netop er større end jeg ellers har prøvet mens vi havde en nyfødt . 

Oplevede det med nummer 3, så det er ikke helt den samme situation. 
men jeg kan genkende hele dit følelsesregister; skal man? Skal man ikke? 
jeg tænkte aldrig økonomi som en faktor der kunne spille ind. Jeg tænkte mere; kan vi rumme det? Kan de to andre rumme det? 
Jeg undrer mig idag over, jeg ikke skænkede økonomien en tanke, for fuuuuuck hvor jeg synes alting er rasende dyrt! Særligt nu hvor vi går ind i de år der hedder konfirmation og efterskole og en rund fødselsdag midt i  

når det så er sagt, har jeg aldrig fortrudt at vi beholdte barn nummer tre. Vi elsker ham ligeså højt som de to andre og hans søskende elsker ham. 
Jeg tror personligt, at de fleste børn elsker at have søskende og endda op til flere af dem. Spørgsmålet er om du og din mand føler I har tid og kærlighed og ikke mindst lyst til, at være en familie på seks. 
Mit råd ville være at tage fri et par dage - meld dig syg, sæt dig i sofaen og mærk dig selv. Og tal med din mand  

Det er en kæmpe mavepuster du har fået og måske endda et chok for hele dit system. Giv dig selv tid og husk at uanset hvilken beslutning du tager, så har du gjort det af kærlighed og ingen andre har ret til at dømme dig

Anonym skriver:

Vi har også stået i samme situation. Og det er helt umuligt at vejlede og komme med gode råd, omkring at få et barn mere eller ej. 

Jeg synes dog ikke, personligt, at "men det er jo et lille liv" holder... Ment på den måde; ja, det er en massefylde af celler som er ved at dele sig. Men det lille liv kontra ALT der følger med at være 5 og så til at være 6. Det er jo en enorm pakke, som ikke kun handler om fosteret i maven. Valget påvirker alle. Det påvirker mor, far, søskende og resten af familien. Det handler om at alle børn får mindre gaver af bedsteforældrene, fordi der er mange gaver der skal købes på et år. Det handler om at komme ud og være gæster. Det kræver 6 pladser kun for én familie. Kan børnene blive passet samme sted ved behov.... osv osv. Det spreder mange cirkler i vandet og tilvælge mange børn. 

Men altså Vi valgte at få nr 4 De er hhv. 1, 5, 9 og 12 år nu. Så vi føler vi har fået to efternølere. Men vi ELSKER at have børnene omkring os og er familiemennesker. Vi laver ting alle 6 sammen og vi kan dele os op. Intet problem. De er alle søde og kærlige og vores hverdag fungerer ganske fint. 

Men se på det store billede. At få et barn til er ikke kun forældrenes valg, der er også søskende som skal kunne rumme det. 

Det blev langt og rodet

Tak for svar.

Du har helt ret i at det ikke kun handler om barnet, men om hele familen. Og det er lige præcis noget af det der påvirker. For vil hvordan vil det komme til at påvirke de andre. Er så bange for at det skal gå ud over mine 3 skønne børn - uanset hvilken beslutning vi vælger. 

Frygter kaos, manglende overskud og energi mange år frem, og frygter samtidig at et fravalg vil sætte spor og påvirke mig negativt. 

mine børn vil være nogenlunde samme alder som jeres - 11, 9 og 5 hvis en mere kommer. Og det føles bare rigtig meget som at starte forfra. 

Panther skriver:

Jeg har fået fjernet et foster “med vilje”, og det fortryder jeg ikke. Jeg tænker også sjældent over det. Det passede dårligt på daværende tidspunkt og jeg vil hellere skabe de bedste rammer for eksisterende børn end at have moralske skrupler over en klump celler - for at være helt klar i spyttet.

Sådan vil jeg også have det. Men hold nu fast det er svært at være i denne situation. Var du bare helt fra begyndelsen afklaret med at den rigtige beslutning var at få det fjernet, eller var du også i dilemma i begyndelsen? 

mtse skriver:

Sådan vil jeg også have det. Men hold nu fast det er svært at være i denne situation. Var du bare helt fra begyndelsen afklaret med at den rigtige beslutning var at få det fjernet, eller var du også i dilemma i begyndelsen? 

Jeg overvejede det da frem og tilbage, men jeg hældte nok altid til abort. Og da beslutningen først var taget, så havde jeg det helt ok med at det var det, der skulle ske.

Men jeg er også lidt mere faktuelt anlagt end de fleste, så det er jo ikke nødvendigvis det samme for dig. Men prøv at holde skyld og skam ude af ligningen - for din egen skyld. Uanset hvilket valg du træffer så skal det være det, der er bedst for dig og din eksisterende familie.