Ingen interesse for vores barn

Ja som overskriften siger har min mands familie ingen interesse i vores barn. 
h*n har aldrig fået gaver hverken til dåb de var med til (og så h*n første gang), fødselsdage og jul (kommer de ikke og undlader at svare på indbydelsen eller siger de kommer men dukker ikke op - en dukkede op i år uden gave)… 

jeg er så skuffet! Synes virkelig det er tarveligt.. ikke engang en sms med tillykke eller et kort eller noget. Aldrig høre hvordan det går med os eller noget. Men min mand hopper og springer for dem, og undskylder dem med at “sådan er de jo bare”… synes virkelig ikke det er ok? 
Er det mig der er galt på den her? 

Jeg synes ikke, at du er forkert på den. Men du skal lade være med at bruge energi på det. De har åbenbart ingen interesse eller samme forståelse af, hvordan man fejrer hinanden i familien, og du får flere grå hår end nødvendigt ved at bekymre dig om det.

For jeg tror ikke, du kan lave om på dem.

Det er virkeligt ærgerligt. Eller mest, at din mand hopper og danser for dem. Det ville irritere mig grænseløst, når de ikke giver noget opmærksomhed den anden vej. 

Men ellers ville jeg lade dem være. Slutte fred med at de bare slet ikke har samme værdier som dig. Og så lære dit barn om de værdier som du ønsker h*n skal have videre i sit liv. 

Nogle mennesker er bare mærkelige..  

Hvordan var de før, jeres barn blev født? Folk ændrer sig desværre ikke ‘bare’ fordi der kommer et barn i familien. Ikke at dine følelser ikke er valide. Jeg ville også være skuffet, hvis jeg var i sit sted . 
jeg har også været skuffet over min egen familie, men de fortsatte egentlig bare det mønster, der var, før vi fik børn, så hvis jeg havde håbet at de ville ændre sig efter, at de blev bedsteforældre, så tog jeg fejl. 

Jeg vil også anbefale dig at acceptere det - de ændrer sig ikke, så du bruger unødig energi på at gruble over det. 

Mine svigerforældre har aldrig interesseret sig for vores børn - dvs de fortæller vidt og bredt om dem til andre, men det er rent skuespil - de snakker aldrig med børnene når vi er der, afsætter ikke tid til dem, køber ikke gaver, og hvis børnene eller vi siger noget, bliver de irriterede/fornærmede.

Jeg accepterede det ret hurtigt - var vant til at de heller ikke nogensinde har interesseret sig for mig (som i de kender ikke mit efternavn eller ved hvad mit job er), min mand derimod tog det nært i mange år. Han er godt nok vokset op med dem, men troede de ville ændre sig når der kom børnebørn. 

Nu er min svigermor gået bort og svigerfar er på plejehjem, og vi har fået et ret tæt forhold til en tante, hun knuselsker ungerne, så det er lidt som en reserve farmor. Og mine forældre er heldigvis gode bedsteforældre.

Hvordan var de før, jeres barn blev født? Folk ændrer sig desværre ikke ‘bare’ fordi der kommer et barn i familien. Ikke at dine følelser ikke er valide. Jeg ville også være skuffet, hvis jeg var i sit sted . 
jeg har også været skuffet over min egen familie, men de fortsatte egentlig bare det mønster, der var, før vi fik børn, så hvis jeg havde håbet at de ville ændre sig efter, at de blev bedsteforældre, så tog jeg fejl. 

Det var helt anderledes før vi fik barn, familien var samlet hele tiden, vi alle talte sammen nærmest dagligt. 
Efter vi meddelte graviditeten var der stor glæde og så røg kontakten lige så stille med dårlige undskyldninger. 

Dog inviterer de aldrig men forventer der bliver sendt gave og vi sørger for at lykønske osv for ellers bliver der drama over at jeg holder min mand fra sin familie og jeg ødelægger deres relation…

Savanna skriver:

Jeg synes ikke, at du er forkert på den. Men du skal lade være med at bruge energi på det. De har åbenbart ingen interesse eller samme forståelse af, hvordan man fejrer hinanden i familien, og du får flere grå hår end nødvendigt ved at bekymre dig om det.

For jeg tror ikke, du kan lave om på dem.

Er bare svært ikke at bruge energi på det for bliver de ikke inviteret bliver der ballade. 
jeg er den der husker fødselsdage mm. Og hvis jeg ikke skriver tillykke bliver der også drama. 
gud forbyde også hvis jeg siger nej til noget de ønsker (at vi skal køre for dem, låne dem penge eller lignende og vi taler ikke 100-500kr men altid 3000kr + der ikke kommer tilbage) så er der ramaskrig og jeg bliver den onde.. de vender ALT til jeg er den dårlige.. min mand tog fat i dem alle og spurgte hvad de lige havde gang i for har altid hoppet og sprunget for dem og aldrig sagt så meget som et grimt ord til dem, og alligevel er ALT min skyld selv ting der ikke har med mig at gøre. 

(fx min mand blev uvenner med sin søster. Jeg hører så efterfølgende at det hele er min skyld og at jeg har gjort så min mand er sur på hende på trods af jeg intet havde med det at gøre??).. 

jeg føler lidt med den svigerfamilie jeg går på en knivsæg.. jeg prøver virkelig bare at trække på skuldrene, jeg hjælper ikke med noget mere, og holder mig til at blive ved at være høflig og imødekommende, gider ikke den ballade der. men nu er det også blandede følelser fordi jeg virkelig er ked og skuffet over så ringe en interesse i vores barn + jeg ikke kan forstå man går og siger man elsker min mand og han er så skøn og vigtig for dem, men hans barn er irrelevant? Jeg forstår det bare ikke… 

Anonym skriver:

Er bare svært ikke at bruge energi på det for bliver de ikke inviteret bliver der ballade. 
jeg er den der husker fødselsdage mm. Og hvis jeg ikke skriver tillykke bliver der også drama. 
gud forbyde også hvis jeg siger nej til noget de ønsker (at vi skal køre for dem, låne dem penge eller lignende og vi taler ikke 100-500kr men altid 3000kr + der ikke kommer tilbage) så er der ramaskrig og jeg bliver den onde.. de vender ALT til jeg er den dårlige.. min mand tog fat i dem alle og spurgte hvad de lige havde gang i for har altid hoppet og sprunget for dem og aldrig sagt så meget som et grimt ord til dem, og alligevel er ALT min skyld selv ting der ikke har med mig at gøre. 

(fx min mand blev uvenner med sin søster. Jeg hører så efterfølgende at det hele er min skyld og at jeg har gjort så min mand er sur på hende på trods af jeg intet havde med det at gøre??).. 

 

jeg føler lidt med den svigerfamilie jeg går på en knivsæg.. jeg prøver virkelig bare at trække på skuldrene, jeg hjælper ikke med noget mere, og holder mig til at blive ved at være høflig og imødekommende, gider ikke den ballade der. men nu er det også blandede følelser fordi jeg virkelig er ked og skuffet over så ringe en interesse i vores barn + jeg ikke kan forstå man går og siger man elsker min mand og han er så skøn og vigtig for dem, men hans barn er irrelevant? Jeg forstår det bare ikke… 

Du bliver desværre nødt til at acceptere det. Du behøver ikke at forstå det - det er deres valg, liv og værdier. Sæt nogle grænser hvis de generer dig. 
Andre menneskers adfærd er ude af vores kontrol og du piner bare dig selv ved at blive frustreret over deres manglende medvirken i dine børns liv. De deltager ikke af ukendte årsager og det er skam helt ok og naturligt at blive ked af det over det. Det vil dog give dig mest ro hvis du trækker på skuldrene og fokuserer på det vigtige i dit liv som giver dig energi frem for at dræne dig  

Kan du måske skrive et brev/mail/besked og komme med dit synspunkt. Derefter kan de jo svare eller made være. Men så du en gang for alle får sagt tingene fra din side. Som du beskriver dem lyder det ikke til at være et tab at miste kontakten med dem. Så måske over ej hvad det giver dig at have kontakt? 
Forstår dog ikke helt det med at låne penge? Skal du låne dem penge eller du og din mand? Det må I simpelthen sige nej til. 

Anonym skriver:

Kan du måske skrive et brev/mail/besked og komme med dit synspunkt. Derefter kan de jo svare eller made være. Men så du en gang for alle får sagt tingene fra din side. Som du beskriver dem lyder det ikke til at være et tab at miste kontakten med dem. Så måske over ej hvad det giver dig at have kontakt? 
Forstår dog ikke helt det med at låne penge? Skal du låne dem penge eller du og din mand? Det må I simpelthen sige nej til. 

Det har jeg tænkt på. Men det kan gå to veje, enten så går det fint - eller også bliver det en kæmpe ballade.. og jeg magter det ikke.. 

min mand og jeg har fællesøkonomi, så vi låner dem penge er forskelligt hvem af os de spørger men vi opdagede så at hvis en fx spørger mig og jeg siger nej, så går de til min mand og spørger.. så det er nærmest et kapløb om at få fat på ham først så han ved jeg har sagt nej (da han så bakker op om nejet).. 

det er bare så barnligt det hele… 

Har overvejet at sige til min mand det bliver dem eller os (mig og vores barn). Vi har talt meget om det på det sidste også fordi de har været ret ubehagelige over for mig og det gør mig så ked af det. Han siger selv jeg skal glemme dem og de er idioter osv når vi snakker, men så snart en fra hans familie laver krokodilletårer så står han der og alt er glemt.. så det skaber egentlig også noget negativt mellem min mand og jeg efterhånden føler han siger et og gør noget andet når det kommer til dem..