Ingen interesse for vores barn

Solsikke9 skriver:

Du bliver desværre nødt til at acceptere det. Du behøver ikke at forstå det - det er deres valg, liv og værdier. Sæt nogle grænser hvis de generer dig. 
Andre menneskers adfærd er ude af vores kontrol og du piner bare dig selv ved at blive frustreret over deres manglende medvirken i dine børns liv. De deltager ikke af ukendte årsager og det er skam helt ok og naturligt at blive ked af det over det. Det vil dog give dig mest ro hvis du trækker på skuldrene og fokuserer på det vigtige i dit liv som giver dig energi frem for at dræne dig  

Bestemt, du har helt ret! 
tror også bare det fylder fordi alle de “små” ting og ubehageligheder har hobet sig op og jeg har set gennem fingrene med det for “husfreden i familiens skyld”.. men nu det rammer det hvad jeg elsker mest i verden så bliver jeg virkelig berørt.. og er generelt blevet mere følsom end før jeg blev forælder. Ikke på en negativ måde men ja var nok mere tykhudet før

Anonym skriver:

Det har jeg tænkt på. Men det kan gå to veje, enten så går det fint - eller også bliver det en kæmpe ballade.. og jeg magter det ikke.. 

min mand og jeg har fællesøkonomi, så vi låner dem penge er forskelligt hvem af os de spørger men vi opdagede så at hvis en fx spørger mig og jeg siger nej, så går de til min mand og spørger.. så det er nærmest et kapløb om at få fat på ham først så han ved jeg har sagt nej (da han så bakker op om nejet).. 

det er bare så barnligt det hele… 

Har overvejet at sige til min mand det bliver dem eller os (mig og vores barn). Vi har talt meget om det på det sidste også fordi de har været ret ubehagelige over for mig og det gør mig så ked af det. Han siger selv jeg skal glemme dem og de er idioter osv når vi snakker, men så snart en fra hans familie laver krokodilletårer så står han der og alt er glemt.. så det skaber egentlig også noget negativt mellem min mand og jeg efterhånden føler han siger et og gør noget andet når det kommer til dem.. 

Ja det kan gå to veje. Og du må så leve med et brud med svigerfamilien. 
Jeg har selv brudt med min svigermor og har ikke set hende i halvandet år. Men min mand og datter ser hende stadig jævnligt. 

Igen mht penge - er det dine svigerforældre der spørger om at låne? Og i så fald til hvad og hvorfor så tit? 

Anonym skriver:

Ja det kan gå to veje. Og du må så leve med et brud med svigerfamilien. 
Jeg har selv brudt med min svigermor og har ikke set hende i halvandet år. Men min mand og datter ser hende stadig jævnligt. 

Igen mht penge - er det dine svigerforældre der spørger om at låne? Og i så fald til hvad og hvorfor så tit? 

Det har du ret i. 

Det må have været svært kan jeg forestille mig? Synes ihvertfald det er en stor ting at skulle gøre.. 

Ja, og det er forskelligt. Nogengange til regninger, enkelte gange er det bare småpenge til cigaretter eller lignende, andre gange igen ved vi ikke specifikt til hvad og vi spørger ikke nærmere til det, da det virker meget personligt måden det bliver fremlagt på, så ønskede de at komme det nærmere havde de nok gjort det. Jeg har dog sagt til min mand at der simpelthen ikke er råd til det. Vi har lånt dem enormt mange penge og de betaler aldrig tilbage.. og vi har også nogle drømme der kræver store opsparinger mm. Og mål for vores liv sammen og hvad vi vil skabe sammen.. det får vi bare aldrig hvis vi skal bogstaveligtalt give penge væk..

generelt har jeg aldrig lånt penge ud før, fordi jeg er af den mening det altid er en skidt ting når der kommer penge imellem relationer.. Ønsker dog ikke de skal betale tilbage og der skal skabes ballade over det, jeg ser ingen fornøjelse i at plukke håret af en skaldet, og det er surt men penge er blot penge, ikke noget der er værd at blive uvenner over.. dog synes jeg ikke det er ok vi skal blive ved at give penge til dem. 

dertil synes jeg det virker helt hul i hovedet min mand tager overarbejde og knokler så hårdt for at vi kan spare op hurtigere osv, og så gå og give pengene væk

Så lad der blive ramaskrig.

Livet er for kort til at hoppe på tungen for andre, der er ligeglade uanset hvad.

Savanna skriver:

Så lad der blive ramaskrig.

Livet er for kort til at hoppe på tungen for andre, der er ligeglade uanset hvad.

Du har ret.. 

Anonym skriver:

Det har du ret i. 

Det må have været svært kan jeg forestille mig? Synes ihvertfald det er en stor ting at skulle gøre.. 

Ja, og det er forskelligt. Nogengange til regninger, enkelte gange er det bare småpenge til cigaretter eller lignende, andre gange igen ved vi ikke specifikt til hvad og vi spørger ikke nærmere til det, da det virker meget personligt måden det bliver fremlagt på, så ønskede de at komme det nærmere havde de nok gjort det. Jeg har dog sagt til min mand at der simpelthen ikke er råd til det. Vi har lånt dem enormt mange penge og de betaler aldrig tilbage.. og vi har også nogle drømme der kræver store opsparinger mm. Og mål for vores liv sammen og hvad vi vil skabe sammen.. det får vi bare aldrig hvis vi skal bogstaveligtalt give penge væk..

generelt har jeg aldrig lånt penge ud før, fordi jeg er af den mening det altid er en skidt ting når der kommer penge imellem relationer.. Ønsker dog ikke de skal betale tilbage og der skal skabes ballade over det, jeg ser ingen fornøjelse i at plukke håret af en skaldet, og det er surt men penge er blot penge, ikke noget der er værd at blive uvenner over.. dog synes jeg ikke det er ok vi skal blive ved at give penge til dem. 

dertil synes jeg det virker helt hul i hovedet min mand tager overarbejde og knokler så hårdt for at vi kan spare op hurtigere osv, og så gå og give pengene væk

Det er rigtig svært - det skal jeg ikke benægte. Jeg brød heller ikke direkte. Jeg skrev en mail efter en konfrontation om, hvordan jeg så situationen. Den svarede svigermor aldrig på. Så var der ikke så meget mere at gøre. 

Mht penge - det er godt nok ikke fair at ville låne penge og ikke betale dem tilbage. Er det muligt din mand kan forklare dem, at I ikke har råd da I selv er ved at spare op til XX?

Anonym skriver:

Det er rigtig svært - det skal jeg ikke benægte. Jeg brød heller ikke direkte. Jeg skrev en mail efter en konfrontation om, hvordan jeg så situationen. Den svarede svigermor aldrig på. Så var der ikke så meget mere at gøre. 

 

Mht penge - det er godt nok ikke fair at ville låne penge og ikke betale dem tilbage. Er det muligt din mand kan forklare dem, at I ikke har råd da I selv er ved at spare op til XX?

Jeg tror bare jeg som person er typen der altid ville svare, og jeg vil altid forsøge mit bedste for at rede uenigheder ud. Bryder mig bestemt ikke om uvenskaber og lignende.. der er jeg af den mening vi alle er voksne mennesker så man burde da kunne tale sammen om tingene.. dertil at familie betyder meget for mig, og jeg ønsker så inderligt de kan/vil være en del af hvad vi skaber.. Det er nok også derfor jeg har så svært ved at forstå det fra deres side..  

Han har talt med dem, men man kan ikke plukke håret af en skaldet.. så vi har aftalt gælden er streget (min mand og jeg), og at der ikke bliver lånt flere penge ud nu. Det har så resulteret i at selvom det er min mand der siger nej, så er det min skyld, mig der er en dum kælling der ikke vil hjælpe osv.. de har lidt en evne til selv hvis det er min mand og jeg intet har med noget at gøre, at bebrejde mig al dårligdom.. Det er nok også nemmere at være vred på mig, end på deres søn, som de jo understreger ofte hvor højt de elsker og hvor vigtig han er for dem..  

Det må være hvad det er.. Jeg føler mig så skuffet og følelsesmæssigt drænet, at jeg ærlig talt  hverken kan eller vil ligge mere energi i dem.. Så må de synes jeg er verdens værste svigerdatter.. det går nok..