Anonym skriver:
Hej alle,
Jeg er ved at gå ud af mig gode skind og aner ikke, hvordan jeg skal holde den kørende efterhånden.
Jeg arbejder 37 t/ugen og har ikke mulighed for at gå ned i tid, både grundet det jeg arbejder med og at det ikke er noget, arbejdspladsen tilbyder, og så pga vores økonomi. Derudover er jeg faktisk meget glad for mit arbejde og VILLE gerne arbejde 37 t/ugen!
Sagen er den, at jeg har to preteens med udfordringer. Den ene har adhd, den anden er i udredning for ADD. Den ene er i reduceret skema pga skolevægring, den anden i reduceret skema fordi han ikke kan holde til fuldtid og vi stadig er ved at finde ud af, hvad der er den bedste langsigtede løsning. Han er lige kommet på medicin, håber det hjælper.
Men de møder kl 9 de fleste dage og har fri 12.30 de fleste dage. Den ene er kun i skole 9-10 om onsdagen og til 11.30 fredag. Den anden møder nogle dage kl 8.
Hende med skolevægring har brug for hjælp til at blive afleveret, hvis ikke hun skal møde ind i mellemform med sin bror.
Så for de ikke skal have for mange timer alene er der altså behov for, at der er en voksen, der kan være hjemme i fin tid og også ofte en voksen til at aflevere..
Ud over det er der mange møder. Med psykiatrien, netværksmøder, koordineringsmøder med de primær voksne om børnene. Og så har jeg et forløb på sygehuset vedr. En neurologisk sygdom jeg har, så jeg også skal afsætte tid til det.
Som i kan udlede formentlig, så gør det det fucking svært at passe et 37 timers job. Jeg får fri til de her ting, men hvis ikke jeg skal komme for meget bagud (da det er et fag, hvor ingen kan overtage, når jeg ikke er der), ender jeg med at sidde og arbejde aften, huller om eftermiddagen, og børnene forstår jo ikke, hvorfor mor ikke har tid.
Deres far og jeg er skilt, og han er ikke særlig involveret. Og nej, det kan jeg ikke tvinge ham til. Jeg har forsøgt, men man kan ikke få andre til at gøre noget, de ikke vil. Jeg har en mand, men han arbejder skiftende vagter og har ikke fleksibilitet i sin arbejdstid. Netværket kan hjælpe med eftermiddagen måske en gang om ugen, men det hjælper jo ikke ift alle møderne og det.
Ja, jeg kunne søge om tabt arbejdsfortjeneste, men det er jeg ganske sikker på, min arbejdsplads ikke vil godkende. Hvis jeg mister mit job, er vi virkelig på spanden økonomisk, for vi har haft nogle hårde år med mange uventede økonomiske hændelser, der har drænet os.
Det føles som en umulig opgave, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil gerne være der for mine unger, men jeg er også virkelig brugt. Jeg er ikke egoistisk, jeg ofrer alt for mine børn. Men jeg savner også at kunne passe mit arbejde. Tage på job og faktisk være der. Have en relation til mine kollegaer frem for at være væk hele tiden. Jeg bliver virkelig trist, fordi mit arbejdsliv bliver så fragmenteret, og mit job er en stor del af min identitet.
Er der nogen, der har nogle gode råd? Vi har aldrig haft nogen kontakt til socialforvaltningen/børnehandicap, men har klaret den selv..
Du skriver at du netop har klaret alt selv. Mega sejt. Men heri ligger svaret måske.
