Hvordan får jeg det hele til at hænge sammen?

Hej alle, 

Jeg er ved at gå ud af mig gode skind og aner ikke, hvordan jeg skal holde den kørende efterhånden. 

Jeg arbejder 37 t/ugen og har ikke mulighed for at gå ned i tid, både grundet det jeg arbejder med og at det ikke er noget, arbejdspladsen tilbyder, og så pga vores økonomi. Derudover er jeg faktisk meget glad for mit arbejde og VILLE gerne arbejde 37 t/ugen!

Sagen er den, at jeg har to preteens med udfordringer. Den ene har adhd, den anden er i udredning for ADD. Den ene er i reduceret skema pga skolevægring, den anden i reduceret skema fordi han ikke kan holde til fuldtid og vi stadig er ved at finde ud af, hvad der er den bedste langsigtede løsning. Han er lige kommet på medicin, håber det hjælper. 

Men de møder kl 9 de fleste dage og har fri 12.30 de fleste dage. Den ene er kun i skole 9-10 om onsdagen og til 11.30 fredag. Den anden møder nogle dage kl 8.

Hende med skolevægring har brug for hjælp til at blive afleveret, hvis ikke hun skal møde ind i mellemform med sin bror. 

Så for de ikke skal have for mange timer alene er der altså behov for, at der er en voksen, der kan være hjemme i fin tid og også ofte en voksen til at aflevere..

Ud over det er der mange møder. Med psykiatrien, netværksmøder, koordineringsmøder med de primær voksne om børnene. Og så har jeg et forløb på sygehuset vedr. En neurologisk sygdom jeg har, så jeg også skal afsætte tid til det. 

Som i kan udlede formentlig, så gør det det fucking svært at passe et 37 timers job. Jeg får fri til de her ting, men hvis ikke jeg skal komme for meget bagud (da det er et fag, hvor ingen kan overtage, når jeg ikke er der), ender jeg med at sidde og arbejde aften, huller om eftermiddagen, og børnene forstår jo ikke, hvorfor mor ikke har tid.

Deres far og jeg er skilt, og han er ikke særlig involveret. Og nej, det kan jeg ikke tvinge ham til. Jeg har forsøgt, men man kan ikke få andre til at gøre noget, de ikke vil. Jeg har en mand, men han arbejder skiftende vagter og har ikke fleksibilitet i sin arbejdstid. Netværket kan hjælpe med eftermiddagen måske en gang om ugen, men det hjælper jo ikke ift alle møderne og det.

Ja, jeg kunne søge om tabt arbejdsfortjeneste, men det er jeg ganske sikker på, min arbejdsplads ikke vil godkende. Hvis jeg mister mit job, er vi virkelig på spanden økonomisk, for vi har haft nogle hårde år med mange uventede økonomiske hændelser, der har drænet os. 

Det føles som en umulig opgave, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil gerne være der for mine unger, men jeg er også virkelig brugt. Jeg er ikke egoistisk, jeg ofrer alt for mine børn. Men jeg savner også at kunne passe mit arbejde. Tage på job og faktisk være der. Have en relation til mine kollegaer frem for at være væk hele tiden. Jeg bliver virkelig trist, fordi mit arbejdsliv bliver så fragmenteret, og mit job er en stor del af min identitet. 

Er der nogen, der har nogle gode råd? Vi har aldrig haft nogen kontakt til socialforvaltningen/børnehandicap, men har klaret den selv.. 

Du giver mig helt sikkert ret; børnene kan ikke gøre for de har særlige behov. Det er virkelig ærgerligt, at det er faldet ud sådan, men kan ikke ændres. 

Jeg havde bidt i det sure æble. Lavet en kovending. Sige din stilling op og finde et andet på nedsat tid og med fleksibilitet. Ja, det er ikke drømmen. Men dine børn kommer først. Når de engang er flyttet hjemmefra om 8 eller 10år, så har du igen mulighed for at søge det arbejde du ønsker. 

Så ville jeg flytte i noget billigere. Helt sikkert heller ikke første valg, men hvis det frigiver nogle tusinde om måneden, så er det jo godt. 

Det er mine tanker. En midlertidig løsning, så dine børn kan komme godt ind i voksenlivet 

GodKarma skriver:

Du giver mig helt sikkert ret; børnene kan ikke gøre for de har særlige behov. Det er virkelig ærgerligt, at det er faldet ud sådan, men kan ikke ændres. 

Jeg havde bidt i det sure æble. Lavet en kovending. Sige din stilling op og finde et andet på nedsat tid og med fleksibilitet. Ja, det er ikke drømmen. Men dine børn kommer først. Når de engang er flyttet hjemmefra om 8 eller 10år, så har du igen mulighed for at søge det arbejde du ønsker. 

Så ville jeg flytte i noget billigere. Helt sikkert heller ikke første valg, men hvis det frigiver nogle tusinde om måneden, så er det jo godt. 

Det er mine tanker. En midlertidig løsning, så dine børn kan komme godt ind i voksenlivet 

Jeg kan på sin vis høre din intention, men håber også du kan følge, hvorfor dit svar kan læses enormt stødende. Der ligger en kæmpe mangel på anerkendelse i alt det, jeg allerede gør for at få enderne til at mødes og det, at jeg altid og i hele børnenes liv har sat og fortsat vil sætte dem først. Det skriver jeg faktisk også meget tydeligt i mit oplæg.

Jeg tænker, at det er nemt fra din side at sige, at jeg skal sige op, vi skal flytte, og det lyder så nemt - men mellemregningerne er der ikke. Som jeg skriver, har vi haft en økonomisk hård tid, og en flytning er en meget bekostelig affære.

Vi ville ikke have råd til at bo i denne by, hvis vi skal finde noget billigere. Det betyder, at børnene ville skulle skifte skole, de skulle væk fra deres venner, en kæmpe omvæltning for deres miljø, væk fra deres øvrige familie, som vi har brug for at have tæt på i hverdagen. Selv om de har udfordringer, er de glade for deres skole og den hjælp, de får lige nu. 

Hvis jeg skulle finde noget på nedsat tid, skal jeg skifte fag. Nuvel ja, det er en mulighed, men det ville også betyde, at jeg smider et helt livsværk, det der er med til at give mig en oplevelse af mening, mange års uddannelse og dygtiggørelse på gulvet. Så kan man sidde og sige "børnene først", men at prioritere sine børn er også at prioritere sit eget mentale helbred og det, der giver en ild og gejst til at kunne stå i de her tunge situationer.

Det er derfor, jeg efterspørger input til andre ting, man måske kan gøre her, som jeg har overset - og derfor jeg beskriver det, som ikke er en mulighed.

Tak for dit input. 

Anonym skriver:

Jeg kan på sin vis høre din intention, men håber også du kan følge, hvorfor dit svar kan læses enormt stødende. Der ligger en kæmpe mangel på anerkendelse i alt det, jeg allerede gør for at få enderne til at mødes og det, at jeg altid og i hele børnenes liv har sat og fortsat vil sætte dem først. Det skriver jeg faktisk også meget tydeligt i mit oplæg.

Jeg tænker, at det er nemt fra din side at sige, at jeg skal sige op, vi skal flytte, og det lyder så nemt - men mellemregningerne er der ikke. Som jeg skriver, har vi haft en økonomisk hård tid, og en flytning er en meget bekostelig affære.

Vi ville ikke have råd til at bo i denne by, hvis vi skal finde noget billigere. Det betyder, at børnene ville skulle skifte skole, de skulle væk fra deres venner, en kæmpe omvæltning for deres miljø, væk fra deres øvrige familie, som vi har brug for at have tæt på i hverdagen. Selv om de har udfordringer, er de glade for deres skole og den hjælp, de får lige nu. 

Hvis jeg skulle finde noget på nedsat tid, skal jeg skifte fag. Nuvel ja, det er en mulighed, men det ville også betyde, at jeg smider et helt livsværk, det der er med til at give mig en oplevelse af mening, mange års uddannelse og dygtiggørelse på gulvet. Så kan man sidde og sige "børnene først", men at prioritere sine børn er også at prioritere sit eget mentale helbred og det, der giver en ild og gejst til at kunne stå i de her tunge situationer.

Det er derfor, jeg efterspørger input til andre ting, man måske kan gøre her, som jeg har overset - og derfor jeg beskriver det, som ikke er en mulighed.

Tak for dit input. 

Beklager du fandt det stødende. Det var slet ikke ment sådan. 

Jeg kan sagtens læse i dit oplæg, at du allerede gør en rigtig stor indsats. Du er meget reflekterende over din situation. 

Men du efterspurgte input. Jeg kan jo ikke vide alt. Aner jo ikke om en flytning kunne ske i samle by eller ej. Der er mange faktorer som jeg selvfølgelig ikke har indsigt i. Det var blot de tanker jeg fik. Mit svar er jo ikke den vej du SKAL gå. Men blot mit bud. 

Vi er forskellige med forskellige behov. Og du vil ikke skifte job. Og det er fint, så må du jo se om der er andre knapper at skrue på. 

Ønsker dig det bedste

Jeg tror jeg i din situation at jeg ville lave et helt fast ugeskema og trække på alle mine ressourcer. Eksmand, nuværende mand, familie, netværk - alle jeg kunne få med og regne med. Og så lave en ugeplan hvor du får sat styr på aflevering og afhentning. Og hvis det ikke kan gå op, ville jeg hyre hjælp (en ung pige/dreng) til at dække “hullerne”, hvis det var muligt. Og evt få kommunen ind over (jeg ved ikke hvad de kam hjælpe med men det ved andre sikkert).

Jeg tænker at en del af stressen for dig er det uforudsigelige. 

Ej for pokker, det er en hård situation, du står i…

Jeg tænker, du skal have undersøgt, om der kan være noget hjælp at hente i kommunen? Jeg kan se, du ikke tænker, at tabt arbejdsfortjeneste er en mulighed, og forstår godt hvad du siger - men måske noget aflastning eller et eller andet? Jeg ved ikke hvilke muligheder der er, men jeg ved fra mit arbejde i folkeskolen, at nogle forældre lykkes med at få noget hjælp. Så jeg ville klart kontakte socialforvaltningen og høre om mulighederne. 

Jeg synes du fortjener kæmpeanerkendelse. Og jeg synes også, du gør ret i at prioritere dine egne behov også og beholde dit arbejde, når det gør dig glad. Det er jo en sindssygt svær balance, men dine børn har også brug for, at du er i nogenlunde trivsel, så de kan spejle sig i dig, hvis de skal have mulighed for at komme i trivsel. 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Jeg er ved at gå ud af mig gode skind og aner ikke, hvordan jeg skal holde den kørende efterhånden. 

Jeg arbejder 37 t/ugen og har ikke mulighed for at gå ned i tid, både grundet det jeg arbejder med og at det ikke er noget, arbejdspladsen tilbyder, og så pga vores økonomi. Derudover er jeg faktisk meget glad for mit arbejde og VILLE gerne arbejde 37 t/ugen!

Sagen er den, at jeg har to preteens med udfordringer. Den ene har adhd, den anden er i udredning for ADD. Den ene er i reduceret skema pga skolevægring, den anden i reduceret skema fordi han ikke kan holde til fuldtid og vi stadig er ved at finde ud af, hvad der er den bedste langsigtede løsning. Han er lige kommet på medicin, håber det hjælper. 

Men de møder kl 9 de fleste dage og har fri 12.30 de fleste dage. Den ene er kun i skole 9-10 om onsdagen og til 11.30 fredag. Den anden møder nogle dage kl 8.

Hende med skolevægring har brug for hjælp til at blive afleveret, hvis ikke hun skal møde ind i mellemform med sin bror. 

Så for de ikke skal have for mange timer alene er der altså behov for, at der er en voksen, der kan være hjemme i fin tid og også ofte en voksen til at aflevere..

Ud over det er der mange møder. Med psykiatrien, netværksmøder, koordineringsmøder med de primær voksne om børnene. Og så har jeg et forløb på sygehuset vedr. En neurologisk sygdom jeg har, så jeg også skal afsætte tid til det. 

Som i kan udlede formentlig, så gør det det fucking svært at passe et 37 timers job. Jeg får fri til de her ting, men hvis ikke jeg skal komme for meget bagud (da det er et fag, hvor ingen kan overtage, når jeg ikke er der), ender jeg med at sidde og arbejde aften, huller om eftermiddagen, og børnene forstår jo ikke, hvorfor mor ikke har tid.

Deres far og jeg er skilt, og han er ikke særlig involveret. Og nej, det kan jeg ikke tvinge ham til. Jeg har forsøgt, men man kan ikke få andre til at gøre noget, de ikke vil. Jeg har en mand, men han arbejder skiftende vagter og har ikke fleksibilitet i sin arbejdstid. Netværket kan hjælpe med eftermiddagen måske en gang om ugen, men det hjælper jo ikke ift alle møderne og det.

Ja, jeg kunne søge om tabt arbejdsfortjeneste, men det er jeg ganske sikker på, min arbejdsplads ikke vil godkende. Hvis jeg mister mit job, er vi virkelig på spanden økonomisk, for vi har haft nogle hårde år med mange uventede økonomiske hændelser, der har drænet os. 

Det føles som en umulig opgave, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil gerne være der for mine unger, men jeg er også virkelig brugt. Jeg er ikke egoistisk, jeg ofrer alt for mine børn. Men jeg savner også at kunne passe mit arbejde. Tage på job og faktisk være der. Have en relation til mine kollegaer frem for at være væk hele tiden. Jeg bliver virkelig trist, fordi mit arbejdsliv bliver så fragmenteret, og mit job er en stor del af min identitet. 

Er der nogen, der har nogle gode råd? Vi har aldrig haft nogen kontakt til socialforvaltningen/børnehandicap, men har klaret den selv.. 

Puha det lyder hårdt . 

Jeg kan godt forstå du ikke blot siger dit job op når du er glad for det. Det er ikke altid folk er heldige, at finde et job de virkelig holder af og gerne vil lægge tid og kræfter i. 

Du skriver, du får fri til møder med psykiatri og netværksmøder . Men som jeg læser det indlæg er det også medvirkende til du kommer bagud på arbejde. 

Jeg ved ikke, hvad du laver - men kunne det være muligt med hjemmearbejdsdage? Det giver mere fleksibilitet og så slipper du for transport tid til arbejde. Jeg ved du skriver, du gerne vil være på arbejde og have en relation til dine kollegaer. Men hvis det måske var muligt du fast kunne arbejde hjemme måske to dage om ugen og så være til stede de andre tre. Du skriver din arbejdsplads ikke tilbyder nedsat tid eller vil acceptere du søger om tabt arbejdsfortjeneste (er det ikke kommunen der betaler der?). Men de er vel heller ikke tjent med, at du som du skriver er så meget væk og i gang med at smadre dig selv helt.

Er din chef til at tale med?  

Det lyder hårdt, og kan godt forstå du er Max presset.

du Skriver du ikke tror din arbejdsplads vil godkende tabt arbejdsfortjeneste, men har du spurgt for tror tit arbejdsgivere er mere fleksible og imødekommende end mange tror,  og især overfor dedikerede og stabile medarbejdere, som du lyder til at være.

jeg ville helt sikkert prøve at snakke med din leder om i kan finde nogle aftaler, der kan lette din hverdag og samtidig tilgodese dit arbejde. Måske er det hjemmearbejdsdage som en foreslår, det kunne være nedsat tid i en kortere periode, hvis der er mulighed for det måske især med både møder omkring børnene og din egen sygdom.

og ja få sat i system hvornår du kan få hjælp af netværket, undersøg muligheder for hjælp til aflastning fra kommunen tænker bare en weekend dag om måneden, hvor du vidste du kunne arbejde igennem ville hjælpe på arbejdspresset. 

tænker det er en benhård tid du er i og det lyder til at det er den perfekte storm af mange uafhængige ting som presser,  og derfor er det måske godt se på det som en periode i skal igennem og ja det bliver ikke let eller kønt, men i skal finde måder at komme igennem på uden at knække og det kræver nok at du får fundet al den hjælp du kan og at i kommer til at prioritere benhårdt det næste stykke tid både omkring tid og penge.

Undersøg muligheden for at søge paragraf 56 hvis du har mange sygehusbesøg mm om året grundet egen sygdom. 

Som de andre skriver så overvej jobskifte hvor du måske kan få mere fleksibilitet/hjemmearbejde? Tal med din chef om de muligheder måske først? 
Snak med kommunen om mulighed for støtte?

Jeg har ikke læst de andre svar men tænker at du burde kunne få noget hjælp fra kommunen til at få en hjælper om morgenen som kan få børnene fulgt afsted. Jeg har selv arbejdet med sådan et job men ved selvfølgelig ikke hvad der skal til for at få det bevilliget. Jeg ville kontakte kommunen. Det lyder virkelig hårdt for jer