Pyha, jeg synes vores seksårige trækker tænder ud herhjemme for tiden.
Lidt baggrund: Hun går i 0.klasse, er glad for skolen og hurtig til at lære. Hun får kun ros af lærere og klassekammeraters forældre, og hun er levende med i alt hvad der foregår. Hvis vi skal sætte nogle mærkater på hende, vil jeg bruge viljestærk, sensitiv og intelligent.
Sådan set er jeg ikke i tvivl om, at hendes adfærd herhjemme skyldes, at hun lægger meget bånd på sig selv i skolen, gerne vil leve op til alle krav, stiller høje krav til sig selv - hun er meget perfektionistisk og kan ikke rigtig klare, hvis hun har begået en fejl - derfor tror jeg, hun gør alt hvad hun kan for at undgå fejl i skolen - og så er hun helt smadret når hun kommer hjem.
Det kommer til udtryk ved, at hun er omklamrende, opmærksomhedskrævende, pirrelig, konstant krævende, utålmodig, skrigende og grædende en meget stor del af hendes hjemmetid.
Den mindste lille ting, hvor hun føler sig irettesat eller at hun har gjort en fejl (fx - hun har hjulpet med at dække bord - hun har sat flade tallerkener på. Jeg siger: ‘Nå, det skulle egentlig have været dybe tallerkener, det glemte jeg helt at sige&rsquo
så er der kæmpeskrigetur.
Hun vil enormt gerne kontrollere alting - hvem der skal gøre hvad og hvornår. (Hvem skal læse godnathistorie, hvordan skal tænderne børstes osv) Med store konflikter til følge, når det ikke går efter hendes hoved.
Sådan set forstår jeg hende godt i mange tilfælde. Jeg forstår, der bliver stillet høje krav til hende - især fra hende selv. Hun vil så gerne være en dygtig pige, der kan det hele.
Men hendes opførsel herhjemme leder til en uendelig række af konflikter og nogle meget trætte forældre, der næsten ikke kan blive ved med at finde rummeligheden. Og derfor er vi irritable - og det gør hende endnu mere følelsesmæssigt ustabil - hvilket fører til flere konflikter.
Jeg vil så gerne vende bøtten - give hende den ro og opmærksomhed, hun tydeligvis længes efter herhjemme. Og jeg er også lidt bekymret for hendes voldsomme perfektionisme. Men det føles som om hun opsøger konflikter - hun presser og presser og presser os. Og vi bliver nødt til at sætte grænser - hun har også søskende, der skal ses og høres.
Som nævnt tænker jeg, at jeg godt forstår, hvad der foregår i hende - men jeg ved ikke, hvordan vi kan møde hendes behov for opmærksomhed og omsorg på en mere positiv måde - når vi samtidig har to andre børn og også selv har behov og opgaver i hjemmet, der skal ordnes. Jeg ville elske nogle gode råd.
Du har lige beskrevet mig som barn. Det kunne være min mor som havde skrevet dette for 26-27 år siden..
Jeg har i en alder af 34 endelig fundet ud af hvorfor, da jeg blev udredt for ADHD/ADD. Hvor ville jeg ønske der havde været mere fokus på det dengang jeg var barn. Har godt nok kæmpet meget, særligt med mig selv i mange mange mange år.
Det er ikke unormalt at pigerne maskere det ude og reagere hjemme. Der er en grund til at der er en adhd bog som hedder: fra dygtig pige, til udbrændt kvinde. Vi er nemlig virkelig intelligente og dygtige, men vi cykler altid i modvind uden luft i dækkene, modsat vores klassekammarater.
