Råd til pige 6 år

Pyha, jeg synes vores seksårige trækker tænder ud herhjemme for tiden. 

Lidt baggrund: Hun går i 0.klasse, er glad for skolen og hurtig til at lære. Hun får kun ros af lærere og klassekammeraters forældre, og hun er levende med i alt hvad der foregår. Hvis vi skal sætte nogle mærkater på hende, vil jeg bruge viljestærk, sensitiv og intelligent.

Sådan set er jeg ikke i tvivl om, at hendes adfærd herhjemme skyldes, at hun lægger meget bånd på sig selv i skolen, gerne vil leve op til alle krav, stiller høje krav til sig selv - hun er meget perfektionistisk og kan ikke rigtig klare, hvis hun har begået en fejl - derfor tror jeg, hun gør alt hvad hun kan for at undgå fejl i skolen - og så er hun helt smadret når hun kommer hjem.

Det kommer til udtryk ved, at hun er omklamrende, opmærksomhedskrævende, pirrelig, konstant krævende, utålmodig, skrigende og grædende en meget stor del af hendes hjemmetid.

Den mindste lille ting, hvor hun føler sig irettesat eller at hun har gjort en fejl (fx - hun har hjulpet med at dække bord - hun har sat flade tallerkener på. Jeg siger: ‘Nå, det skulle egentlig have været dybe tallerkener, det glemte jeg helt at sige&rsquo så er der kæmpeskrigetur. 

Hun vil enormt gerne kontrollere alting - hvem der skal gøre hvad og hvornår. (Hvem skal læse godnathistorie, hvordan skal tænderne børstes osv) Med store konflikter til følge, når det ikke går efter hendes hoved.

Sådan set forstår jeg hende godt i mange tilfælde. Jeg forstår, der bliver stillet høje krav til hende - især fra hende selv. Hun vil så gerne være en dygtig pige, der kan det hele.

Men hendes opførsel herhjemme leder til en uendelig række af konflikter og nogle meget trætte forældre, der næsten ikke kan blive ved med at finde rummeligheden. Og derfor er vi irritable - og det gør hende endnu mere følelsesmæssigt ustabil - hvilket fører til flere konflikter. 

Jeg vil så gerne vende bøtten - give hende den ro og opmærksomhed, hun tydeligvis længes efter herhjemme. Og jeg er også lidt bekymret for hendes voldsomme perfektionisme. Men det føles som om hun opsøger konflikter - hun presser og presser og presser os. Og vi bliver nødt til at sætte grænser - hun har også søskende, der skal ses og høres.

Som nævnt tænker jeg, at jeg godt forstår, hvad der foregår i hende - men jeg ved ikke, hvordan vi kan møde hendes behov for opmærksomhed og omsorg på en mere positiv måde - når vi samtidig har to andre børn og også selv har behov og opgaver i hjemmet, der skal ordnes. Jeg ville elske nogle gode råd.

Min søn var meget lige sådan i den alder han var dog ene barn så det gjorde det noget nemmere. (Han var 11 da lillesøster kom) 

Men jeg mødte ham med grin.. lærte ham at grine af sig selv og fejl ved at grine af mig selv. 
Når jeg tabte noget, glemte noget eller fx tog de forkerte tallerkener frem - så lavede jeg overdrevet grin med mig selv og fjollede til han grinte af det. Med tiden begyndte han selv at kunne grine af sine fejl. Vi talte også meget om at alle begår fejl og det er okay, så må man grine af det og prøve igen. I starten blev han stadig sur og frustreret når han fejlede, men så trøstede jeg og mødte ham hvor han var, og når han var faldet ned lavede vi lidt sjov med det og så grinte vi af det da egentlig var helt åndssvagt den fejl der. 
Det har gjort jeg i dag har en ung teenager der ikke tager det så tungt at fejle. Selvfølgelig kan han blive ked af at fejle noget der er vigtigt for ham, men han er oppe på hesten igen i samme åndedrag og klar til at prøve igen.  

det hjalp også mig da overskuddet og rummeligheden daler i takt med stigende konflikter og tude ture. Selvom man føler sig lidt fjollet så kan det at man får grint sammen virkelig gøre meget.

Måske det kunne være en tilgang der kunne passe til jer? 

Åh, det lyder hårdt for jer alle sammen. Og du lyder virkelig opmærksom og reflekteret, så umiddelbart tænker jeg at du læser hende helt rigtigt. Hvad er jeres muligheder for at skrue ned for alle krav omkring hende - jeg tænker ikke på skole/opdragelse, men mere: Er der meget run på fritiden? Kan hun droppe nogle aktiviteter, lave mindre i weekenden, hentes tidligere? Kan hun få tid og ro 1:1 med en voksen hvor hun slet ikke skal præstere eller være på overarbejde? Med tre børn er det sikkert skide svært, ved jeg godt

*.* skriver:

Min søn var meget lige sådan i den alder han var dog ene barn så det gjorde det noget nemmere. (Han var 11 da lillesøster kom) 

Men jeg mødte ham med grin.. lærte ham at grine af sig selv og fejl ved at grine af mig selv. 
Når jeg tabte noget, glemte noget eller fx tog de forkerte tallerkener frem - så lavede jeg overdrevet grin med mig selv og fjollede til han grinte af det. Med tiden begyndte han selv at kunne grine af sine fejl. Vi talte også meget om at alle begår fejl og det er okay, så må man grine af det og prøve igen. I starten blev han stadig sur og frustreret når han fejlede, men så trøstede jeg og mødte ham hvor han var, og når han var faldet ned lavede vi lidt sjov med det og så grinte vi af det da egentlig var helt åndssvagt den fejl der. 
Det har gjort jeg i dag har en ung teenager der ikke tager det så tungt at fejle. Selvfølgelig kan han blive ked af at fejle noget der er vigtigt for ham, men han er oppe på hesten igen i samme åndedrag og klar til at prøve igen.  

det hjalp også mig da overskuddet og rummeligheden daler i takt med stigende konflikter og tude ture. Selvom man føler sig lidt fjollet så kan det at man får grint sammen virkelig gøre meget.

Måske det kunne være en tilgang der kunne passe til jer? 

Jeg synes også tilgangen med at fjolle, lave lidt ekstra fejl selv og fjol en masse over det, er den der tit fungerer - få reklameret med en masse “pyt skidt”, “man skal ikke græde over spildt mælk” og “ih, typisk mig, jeg glemmer da også alting.

Pil alvoren ud af det, men ikke uden at lytte selvfølgelig.
Men holde ved, at alt er ok, selvom det først ikke siver ind hos hende, når du viser dig som er eksempel. Men gå først som den, der laver fejl og viser, at det er helt ligemeget og at det gør alle

Jeg siger altid noget ala: “Klap hesten, ingen døde af det - det værste der kan ske er, at man skal gøre det forefra. Og ved du hvad, det sker der faktisk… hmm.. ingenting ved! Pyyyyh ha, dét var da godt, ikke? Politiet kommer ikke engang” og fjoller lidt, fx hvis det med tallerknerne var sket, og hun var endt oppe under loftet.

Eller: “Ved du hvad? Som barn glemte jeg altid at tørre krummer op efter morgenmaden. Øj, min mor kunne synes jeg var helt umulig, når jeg glemte det i en uge i træk, hver morgen! Nogle ting ér bare så svære, at huske på, selv når man faktisk prøver at gøre sig umage”

Så grin af far når han taber noget, fortæl nogle pinlige historier hvor du har taget fejl på arbejde/som barn/som ung: Glemt skoletasken, blevet taget i at lyve for at få ekstra fredagsslik, snød med lektierne eller rendte rundt med lynlåsen åben. Fortæl en sjov historie om mormor, hendes moster, en tv-vært eller de kongelige, som tages ned på hendes niveau. 

Selvironi skal ses hos andre og smådrilles ind i en, så man ved, alle synes man er god nok, uanset hvad man gør.

Kræver situationen trøst, så brug eksempler: Fortælle at laver far fejl eller kommer galt afsted, så bliver du heller ikke sur på ham, for du ved det kan ske, at han glemmer at købe mælk, han brænder hul i en ny skjorte, eller at han bliver syg på en ferie. Det kunne ligeså nemt være dig, der gjorde det næste gang. Så man må ikke blive sur på andre eller sig selv, hvis det er med vilje. 

Når hun tilgengæld bliver styrende i en aktivitet, så bevar roen, sæt en grænse for, man ikke må være med, hvis man vil bestemme over andre, og fortæl at det vigtigste er, man hygger sig og hvis man er med på den, så er hun bare velkommen - at man vil elske at have hende med, men man ikke vil have ballade, for lige nu er det hyggetid og du læser højt (fx), og du er den der bestemmer hvordan, hvor I sidder og hvilken bog. Så kan hun selv vælge til og fra - og det er også helt ok, hvis hun så ikke vil være med. Så signaler med varme og lethed, at det bare er super, så kan vi lave noget senere/imorgen, du gerne vil. 

Fortæl hende fx ofte, at hun er en god ven, at hun er god til at øve sig, at du synes hun er god til at fortælle eventyr, tegner nogle spændende tegninger, er modig når hun klatre, eller er god til at finde på sjove lege (eller hvad nu, du ser som gode/stærke karaktertræk) - anerkendelse for at være iderig, sjov, initativrig og den slags, tænker jeg fremmer et generelt selvværd for hendes person, fremfor at hun er dygtig, smuk, pligtopfyldende, moden eller at gøre sig umage i skolen, hvis det måske fremmer hendes indre præstationsræs. 

Det vil helt sikkert tage tid, at forsøge at vende bøtten og tit er ting også en fase - men det gør det jo absolut ikke mindre hårdt

Det er mine umiddelbare tanker om emnet, men om de kunne give mening for dig/Jer ved jeg ikke

Hov, og hvis det er muligt at finde små tidslommer (underkender ikke at det ikke kan være svært med tre børn), hvor bare du og hende kan lave noget sammen, hvor I får nogle gode snakke og hun måske kan føle sig set, hørt, værdsat og i fokus, vil det formentlig også give hende ro og følelse af af at hun er godt selskab og at man har lyst til at høre hvad hun tænker og oplever.

Hvis man kan cykle/gå en lille tur inden maden på et kvarters tid, bage boller uden de andre søskende er med, bruger et kvarter på at se hende vælge tøj til i morgen, eller sammen i god to henter morgenbrød, kan man fx spørge til skolen, og samtidig fortælle om sig selv. 

Spørge til hendes yndlingsting henne i skolen og fortælle, hvad der var ens eget yndlingsfag. Spørge hvad hun synes der er sværest i skolen, og fortælle man måske selv var dårlig til idræt og var lidt bange for de store drenge. 
Hvis du åbner op, åbner hun sikkert også op og får lyst til at dele, og alle blomstre, når de får lov at få en andens uddelte opmærksomhed.  

Eller hvis hun vælger tøj til i morgen, så luk døren, så sæt dig ned og vis interesse - spørg til hvad hendes yndlingstøj er, om hvem hun kender, der har sejest tøj og man kan selv fortælle, hvad ens yndlingstøj var, da man var 6 år. 

Ligesom voksne også vokser i en gensidig interesseret samtale, hvor begge parter giver noget af sig selv, modparten viser interesse for det man siger og siger “ej, spændende! Fortæl lige, noget mere om det”, så gør børn det også. Det virker både styrkende på fælleskabsfølelsen i en relation, at man føler sig interessant - og følelsen af at man kan bidrage med at være godt selskab, den der kan byde ind og at man er en, man vil bruge tid med, kan også gøre man måske ikke har brug for at søge grænser og søger opmærksomhed, på samme niveau, hvis man bliver mødt i “solo rum”, hvor man får lov at være i centrum. 

Jeg bruger meget den tilgang til at styrke selvværd og relation i mit arbejde, hvor der også er mange der higer efter tid på tomandshånd, kontrol over situationen og behov for at ses som individ, fremfor som en del af en gruppe. Her oplever jeg tit, at de der er pressede og har samme reaktionsmønster som din datter, profiterer en del af, at man i mindre, praktiske ærinder, får lov at være med alene med en personale, og får lov at “shine” som fortæller. Tilbage i fællesskabet, er der så mere ro på og de kan bedre indgå i de sociale sammenhænge og under rutinerne, fordi de ved, jeg har set dem og mødt dem med anerkendelse og interesse. Den prioritering er så vigtig for mig, fordi den fornemmelse fortjener alle, og selv når tiden er knap, forsøger jeg at forebygge den indre uro, ved at nuppe de små “du og jeg” tidslommer jeg lan. 

Igen er det blot tanker fra mine erfaringer, som jeg slet ikke ved, om giver mening for dig og det du ser der hjemme. Du har allerede mange eller alle de her ting i mente, er jeg sikker på - du virker jo meget kærlig, opmærksom og reflekteret, så håber ikke det tages ilde op, med mine banale betragtninger.  

Håber under alle omstændigheder alt godt for Jer

Tak for jeres svar. Jeg tror, det er rigtigt, at vi skal give hende nogle gode stunder og fokusere på det, hun er god til. Hun er virkelig god til mange ting, og jeg synes også vi roser hende og anerkender hende for det gode hun gør.

Men det er stadig svært - hun er slet ikke i stand til at snakke om ting. Lige gyldigt hvor roligt vi går til hende med ‘kan du se, at når du gør det og det, så reagerer storebror ved at blive ked af det’ eller lignende - eller hvis hun er ked af det, og jeg så prøver at anerkende hendes følelser og italesætte tingene for hende - så er der helt lukket. Hun holder sig bogstaveligt for ørerne eller råber ‘nej!’ Til alle de ting, jeg tror, jeg ved, hun føler. Det er det samme, hvis vi tager det, når der er ro. 

Hun er også god til at træde der, hvor hun ved det gør ondt. Altså, i dag drillede hun sin storebror til han blev megaked af det og græd. Så jeg trøstede selvfølgelig og sad og snakkede lidt med ham.

Så siger hun: ‘Mor, jeg føler virkelig, at du og far slet ikke ser mig og slet ikke vil høre på mig!’ Og måske føler hun også det - men jeg synes ikke det stemmer overens med sandheden. Tvært imod synes vi jo, at hun erobrer nærmest alt plads der er i familien, så der næsten ikke er plads til de to andre

Men ja, vi må arbejde med at rette blikket mod det der fungerer og give hende en masse positiv opmærksomhed. Vi ved jo godt, at det er vejen frem - det kan bare være svært, når man nærmest føler man skal gå på æggeskaller for at undgå skrigeture Vi er trætte

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg tror, det er rigtigt, at vi skal give hende nogle gode stunder og fokusere på det, hun er god til. Hun er virkelig god til mange ting, og jeg synes også vi roser hende og anerkender hende for det gode hun gør.

Men det er stadig svært - hun er slet ikke i stand til at snakke om ting. Lige gyldigt hvor roligt vi går til hende med ‘kan du se, at når du gør det og det, så reagerer storebror ved at blive ked af det’ eller lignende - eller hvis hun er ked af det, og jeg så prøver at anerkende hendes følelser og italesætte tingene for hende - så er der helt lukket. Hun holder sig bogstaveligt for ørerne eller råber ‘nej!’ Til alle de ting, jeg tror, jeg ved, hun føler. Det er det samme, hvis vi tager det, når der er ro. 

Hun er også god til at træde der, hvor hun ved det gør ondt. Altså, i dag drillede hun sin storebror til han blev megaked af det og græd. Så jeg trøstede selvfølgelig og sad og snakkede lidt med ham.

Så siger hun: ‘Mor, jeg føler virkelig, at du og far slet ikke ser mig og slet ikke vil høre på mig!’ Og måske føler hun også det - men jeg synes ikke det stemmer overens med sandheden. Tvært imod synes vi jo, at hun erobrer nærmest alt plads der er i familien, så der næsten ikke er plads til de to andre

Men ja, vi må arbejde med at rette blikket mod det der fungerer og give hende en masse positiv opmærksomhed. Vi ved jo godt, at det er vejen frem - det kan bare være svært, når man nærmest føler man skal gå på æggeskaller for at undgå skrigeture Vi er trætte

Måske lade være med at sætte ord på hvad hun føler? Det er godt når de er små, men hun er 6 år og siger tydeligt fra ved at holde sig for ørerne og sige NEJ. 

vend den om, hvordan ville du opleve det hvis en anden kom og satte ord på hvad du følte mens du var dybt frustreret? Jeg var formegentlig blot blevet endnu mere frustreret..  

hvad med bare at sige “hey, Hva skete der lige der?” Med et smil selvfølgelig og rolig tone. 
Eller spørg hende “hvad kan jeg gøre for du får det bedre lige nu?”. 
hvis hun ikke vil tale, så respekter det. Træk dig og sig fx “jeg går ind i stuen, hvis du har brug for at snakke må du sige til”. Lad hende komme til dig når hun er klar, og det kan godt være hun ikke kommer til dig når hun er faldet ned, for det har hun måske slet ikke brug for. 
hvorfor rage op i noget der er overstået? Hun er faldet ned, alt er godt - hun gider da ikke sidde og tale følelser så.. tag istedet i mod hende med ren tavle og sig “ah der var du! Vil du være med til at tegne eller…….” 

så kan i samles om noget sammen og hygge, istedet for at hun skal konfronteres med noget hun ikke magter og som hun egentlig har lagt bag sig 

Jeg ville nok sætte nogen hårde grænser ifht søskende og opførsel i det hele taget. Er der blevet sagt stop/nej/lad være, og hun bliver ved, så ville jeg fjerne hende fra situationen, og bede hende gå ind på værelset og blive der til hun kan opføre sig pænt. Vil hun ikke gå på værelset, så ville jeg føre hende stille og roligt ind alligevel, og sige “her hjemme er vi søde ved hinanden. Jeg vil gerne have du bliver på dit værelse til du er faldet ned. Skal jeg sidde her med dig så kan vi tale om det?” Siger hun nej til det, så tilbage til ovenstående “ok, jeg er i stuen….” Og så gå. Lad hende falde ned selv. 

min søn har aldrig været en der ville sidde og tale tingene igennem, hvis han ville skulle han nok selv sige til. Og han havde brug for at komme ind på værelset og køle ned for sig selv, og når han var ok igen kom han ud og vidste mor sad i stuen/køkkenet og så var det glemt og vi kunne hygge os sammen.

*.* skriver:

Måske lade være med at sætte ord på hvad hun føler? Det er godt når de er små, men hun er 6 år og siger tydeligt fra ved at holde sig for ørerne og sige NEJ. 

vend den om, hvordan ville du opleve det hvis en anden kom og satte ord på hvad du følte mens du var dybt frustreret? Jeg var formegentlig blot blevet endnu mere frustreret..  

 

hvad med bare at sige “hey, Hva skete der lige der?” Med et smil selvfølgelig og rolig tone. 
Eller spørg hende “hvad kan jeg gøre for du får det bedre lige nu?”. 
hvis hun ikke vil tale, så respekter det. Træk dig og sig fx “jeg går ind i stuen, hvis du har brug for at snakke må du sige til”. Lad hende komme til dig når hun er klar, og det kan godt være hun ikke kommer til dig når hun er faldet ned, for det har hun måske slet ikke brug for. 
hvorfor rage op i noget der er overstået? Hun er faldet ned, alt er godt - hun gider da ikke sidde og tale følelser så.. tag istedet i mod hende med ren tavle og sig “ah der var du! Vil du være med til at tegne eller…….” 

så kan i samles om noget sammen og hygge, istedet for at hun skal konfronteres med noget hun ikke magter og som hun egentlig har lagt bag sig 

Jeg ville nok sætte nogen hårde grænser ifht søskende og opførsel i det hele taget. Er der blevet sagt stop/nej/lad være, og hun bliver ved, så ville jeg fjerne hende fra situationen, og bede hende gå ind på værelset og blive der til hun kan opføre sig pænt. Vil hun ikke gå på værelset, så ville jeg føre hende stille og roligt ind alligevel, og sige “her hjemme er vi søde ved hinanden. Jeg vil gerne have du bliver på dit værelse til du er faldet ned. Skal jeg sidde her med dig så kan vi tale om det?” Siger hun nej til det, så tilbage til ovenstående “ok, jeg er i stuen….” Og så gå. Lad hende falde ned selv. 

min søn har aldrig været en der ville sidde og tale tingene igennem, hvis han ville skulle han nok selv sige til. Og han havde brug for at komme ind på værelset og køle ned for sig selv, og når han var ok igen kom han ud og vidste mor sad i stuen/køkkenet og så var det glemt og vi kunne hygge os sammen.

Altså, vi giver hende bestemt også plads og rum og insisterer ikke altid på at snakke. Men det er mere i fx situationer, hvor hun fx har været streng ved en af de andre eller opført sig helt urimeligt - hvor jeg synes, vi bliver nødt til at snakke om, at det ikke er ok. Vi giver hende ofte et valg, når hun lige er faldet lidt ned: Skal vi snakke om det nu eller senere? Og så respekterer vi hendes valg.

Og så er det i de snakke, jeg fx kan finde på at sige: ‘Er det måske fordi du følte, at…?’ Men svaret er altid ‘nej, det er ikke det!’ Og til spørgmsål om, hvad er det så, siger hun, at det kan hun ikke forklare. Hvis jeg insisterer på at tage snakken til ende - hvilket jeg umiddelbart synes kan være nødvendigt, når opførslen har været helt grænseoverskridende - så er det, hun holder sig for ørerne og vender sig væk. Jeg er ret sikker på, det igen handler om at blive konfronteret med, at hun har begået fejl - og også fejl, som vi ikke bare kan sige pyt til. Jeg vil gerne have hende til at forstå, at vi gerne vil hjælpe hende og derfor vil jeg gerne anerkende hendes følelser i det - også selvom hun er helt urimelig i hendes handlinger. Håber det giver mening.

Men tanken om at bygge hendes selvværd op vha stjernestunder og positiv opmærksomhed, og vise hende, at vi siger pyt  og begår fejl - det kan nok noget. Vi forældre må forsøge at finde energien og ændre rammerne omkring hende, så vi kommer ud af den her spiral… 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg tror, det er rigtigt, at vi skal give hende nogle gode stunder og fokusere på det, hun er god til. Hun er virkelig god til mange ting, og jeg synes også vi roser hende og anerkender hende for det gode hun gør.

Men det er stadig svært - hun er slet ikke i stand til at snakke om ting. Lige gyldigt hvor roligt vi går til hende med ‘kan du se, at når du gør det og det, så reagerer storebror ved at blive ked af det’ eller lignende - eller hvis hun er ked af det, og jeg så prøver at anerkende hendes følelser og italesætte tingene for hende - så er der helt lukket. Hun holder sig bogstaveligt for ørerne eller råber ‘nej!’ Til alle de ting, jeg tror, jeg ved, hun føler. Det er det samme, hvis vi tager det, når der er ro. 

Hun er også god til at træde der, hvor hun ved det gør ondt. Altså, i dag drillede hun sin storebror til han blev megaked af det og græd. Så jeg trøstede selvfølgelig og sad og snakkede lidt med ham.

Så siger hun: ‘Mor, jeg føler virkelig, at du og far slet ikke ser mig og slet ikke vil høre på mig!’ Og måske føler hun også det - men jeg synes ikke det stemmer overens med sandheden. Tvært imod synes vi jo, at hun erobrer nærmest alt plads der er i familien, så der næsten ikke er plads til de to andre

Men ja, vi må arbejde med at rette blikket mod det der fungerer og give hende en masse positiv opmærksomhed. Vi ved jo godt, at det er vejen frem - det kan bare være svært, når man nærmest føler man skal gå på æggeskaller for at undgå skrigeture Vi er trætte

Hvor er det smukt at hun kan sætte ord på det. Du bliver nødt til at arbejde med din tilgang til hende - du siger at det synes i ikke er sandheden. Men det er HENDES sandhed og det at hun faktisk formår at sætte ord på hvordan hun føler i den alder er enormt flot. Det kan godt være at du er uenig og synes i bruger oceaner tid og opmærksomhed på hende - men er det den gode slags opmærksomhed? Hvor i anerkender hende, roser hende og gode stunder i hverdagen? Eller er det opmærksomhed i form af konflikter og negativitet? Det hun savner er måske mere opmærksomhed og gode stunder med hende. 

Det ved jeg ikke, men jeg havde klart grebet den og sagt ‘tak fordi du fortæller det. Hvad er det du savner? Kan du sætte flere ord på?’ Osv.

hendes virkelighed og hendes følelser er reelle og sande, ligesom jeres. 

Anonym skriver:

Altså, vi giver hende bestemt også plads og rum og insisterer ikke altid på at snakke. Men det er mere i fx situationer, hvor hun fx har været streng ved en af de andre eller opført sig helt urimeligt - hvor jeg synes, vi bliver nødt til at snakke om, at det ikke er ok. Vi giver hende ofte et valg, når hun lige er faldet lidt ned: Skal vi snakke om det nu eller senere? Og så respekterer vi hendes valg.

Og så er det i de snakke, jeg fx kan finde på at sige: ‘Er det måske fordi du følte, at…?’ Men svaret er altid ‘nej, det er ikke det!’ Og til spørgmsål om, hvad er det så, siger hun, at det kan hun ikke forklare. Hvis jeg insisterer på at tage snakken til ende - hvilket jeg umiddelbart synes kan være nødvendigt, når opførslen har været helt grænseoverskridende - så er det, hun holder sig for ørerne og vender sig væk. Jeg er ret sikker på, det igen handler om at blive konfronteret med, at hun har begået fejl - og også fejl, som vi ikke bare kan sige pyt til. Jeg vil gerne have hende til at forstå, at vi gerne vil hjælpe hende og derfor vil jeg gerne anerkende hendes følelser i det - også selvom hun er helt urimelig i hendes handlinger. Håber det giver mening.

Men tanken om at bygge hendes selvværd op vha stjernestunder og positiv opmærksomhed, og vise hende, at vi siger pyt  og begår fejl - det kan nok noget. Vi forældre må forsøge at finde energien og ændre rammerne omkring hende, så vi kommer ud af den her spiral… 

Men hun siger jo til dig det ikke er det og hun ikke kan forklare det? Så må du respektere at det kan hun ikke forklare. Det er ikke nødvendigvis relevant at tale om følelser hele tiden. En irrettesættelse omgående hvor hun får besked på at hun skal stoppe og fjerner hende fra situationen uanset hvor sur hun bliver - når hun er faldet ned kan du sige helt kort “jeg sagde stop, fordi det er ikke okay at du slog”. Længere skal den ikke være.. 

vi voksne har en tendens til at ville tale om alting og grave i lagene. Men det har børn ikke altid brug for. Hun gør helt klart hun ikke kan forklare sine følelser måske fordi hun nok slet ikke har mærket efter og lagt større tanke i det så nu Beder du hende reflektere over noget hun reagerede instinktivt på uden dybere tanke, efter følelsen er væk.. 

man skal stoppe uacceptabel opførsel men man skal så også lade det ligge og ikke tale det til døde.. 

når situationen er slut og hun er faldet ned er hun videre i teksten. Er da også irriterende at skulle tale om noget man troede var lukket og blive mindet om man var usmart.. hun ved jo godt hvorfor i irrettesætter hende, hun ved godt hvad hun må og ikke må, det behøves ikke uddybes hver gang når situationen er overstået. 

måske også et belønningssystem hvor i belønner fx for at have lavet lektier, dækket bord osv, og hun får belønning uanset om det er gjort med fejl eller ej - og understreg hver gang hun får belønningen fordi hun var sej at gøre det og gjorde sit bedste og mere forventer i ikke af hende.