Alt for mange nerver på

Jeg er ved at blive skør. Jeg er SÅ nervøs for, at det pludselig skal gå galt, at mine nerver sidder helt uden på tøjet. 

Det skyldes til dels mit tidligere forløb og at jeg har blødt on/off siden 5+.

Jeg føler et konstant behov for at vide, at min baby har det godt.

Jeg var til scanning I lørdags, hvor alt så fint ud og de sagde "bare slap helt af". Åh hvor ville jeg ønske, at jeg kunne, men det er så svært.

Hvad har i gjort, når nervøsiteten er blevet for stor?

MortilF skriver:

Jeg er ved at blive skør. Jeg er SÅ nervøs for, at det pludselig skal gå galt, at mine nerver sidder helt uden på tøjet. 

Det skyldes til dels mit tidligere forløb og at jeg har blødt on/off siden 5+.

Jeg føler et konstant behov for at vide, at min baby har det godt.

Jeg var til scanning I lørdags, hvor alt så fint ud og de sagde "bare slap helt af". Åh hvor ville jeg ønske, at jeg kunne, men det er så svært.

Hvad har i gjort, når nervøsiteten er blevet for stor?

Du er nødt til at arbejde på din nervøsitet. For når baby først er der, vil der være en masse nye bekymringer der står i kø resten af jeres dage. Og for at bekymringerne ikke bliver et styrende element i dit og dit kommende barns liv, må du få hjælp til at tøjle din frygt og bekymringer. Bekymringer er ok og må gerne være der, det må bare ikke overskygge glæden i livet. 

Anonym skriver:

Du er nødt til at arbejde på din nervøsitet. For når baby først er der, vil der være en masse nye bekymringer der står i kø resten af jeres dage. Og for at bekymringerne ikke bliver et styrende element i dit og dit kommende barns liv, må du få hjælp til at tøjle din frygt og bekymringer. Bekymringer er ok og må gerne være der, det må bare ikke overskygge glæden i livet. 

Jeg er på ingen måde nervøs for, når baby først er kommet overhovedet. Det er nu her, hvor jeg kun kan se fysiske tegn udenpå, men intet mærke. Og jeg arbejder med min nervøsitet og har gjort det siden jeg mistede sidste gang. Det er super nemt at sige, men knapt så nrmt ud udleve i praksis.

Hidser mig selv ned.

Jeg kan ikke sige det anderledes. Siger simpelthen til mig selv, at det ikke nytter og at det er ude af mine hænder. 

Forsøger at forlige mig med, at der altid er en risiko for babyen dør.

Hvis man ser det som et vilkår, som er der permanent, synes jeg det er nemmest.

Og så er det vigtigt at jeg har kunne grine af mig selv, når jeg er gået for langt ud af en tangent - få det sagt højt og få italesat, at jeg er pissedårlig til uvidenhed og at mit kontrolgen er megastort. Siger det til alle der spørger om jeg glæder mig - at jeg er skidenervøs og altid tror babyen ikke kommer ud i et stykke - men at jeg bliver glad, hvis den gør. Og så griner jeg. For det er rigtigt, men det lyder også ret komisk. 

Det nytter ikke noget, at bekymre sig over noget, man ikke kan bestemme over, messer jeg - “gå ikke ned af den sti, du bliver bare bims! Nu skal du anmelde en top fem over favoritfilm/minder/bøger/ferier inde i dit hoved, som var det til en avis”. 

Jeg er i uge 35 og har tilkøbt mig nogle ekstra scanninger løbende, for at have noget at se frem til, og til mine nerver, i den lange ventetid. Men generelt har jeg en meget rationel tilgang til, at det kan slutte når som helst - og at intet er givet. 

Man dør heldigvis ikke af at være et ængsteligt menneske - det er jeg altid og har altid været - men man kan forsøge at arbejde med sit mindset, og at gøre sig umage med, ikke at spilde livet på at lade det fylde for meget. Det forsøger jeg mig med, og efter mange års øvelse, kan jeg bedre se mig selv udefra og hidse mig selv ned - følelesregulering skal komme indefra, men det er ikke nemt

Selvom det efterhånden er år tilbage, husker jeg den altoverskyggende angst virkelig tydeligt. Selv som højgravid kunne det vende sig i mig, når nogen insisterede på at jeg skulle være ubekymret og glæde mig over at baby endelig kom. Jeg var panisk, skeptisk, traumatiseret … turde nærmest kun tale hvis baby kom… for det var jo aldrig før lykkes at komme i mål. Til gengælde skræmte moderskab og babyliv mig ikke et sekund - jeg var og har aldrig siden været tynget af bekymring for mit barn. Og babytiden var for mig langt nemmere end jeg kan høre at mange andre oplever den.

Min graviditet var jo både glæde og kæmpe “traume”-reaktion. Især i starten. Og helt ærligt så hjalp det mig at lade være med at forvente af mig selv at jeg ikke skulle være bange. At det var okay, at det ikke gjorde baby skade og at der jo var en helt reel faktuel årsag - nemlig utallige dårlige erfaringer.

Jeg bad enkelte gange også min omgangskreds “geare ned”, når de gerne ville have mig til at glædes eller insisterede på at jeg nu bare skulle nyde det. De fleste forstod det faktisk godt - og det var rart at få sat ord på at der ikke kun findes én rigtig måde at være gravid på. 

MortilF skriver:

Jeg er på ingen måde nervøs for, når baby først er kommet overhovedet. Det er nu her, hvor jeg kun kan se fysiske tegn udenpå, men intet mærke. Og jeg arbejder med min nervøsitet og har gjort det siden jeg mistede sidste gang. Det er super nemt at sige, men knapt så nrmt ud udleve i praksis.

 

Det siger du nu. Men bare vent.. taler af erfaring  

Anonym skriver:

Det siger du nu. Men bare vent.. taler af erfaring  

Jeg har stået i det før. Så jeg ved også selv, hvad jeg snakker om. Så nej..ikke noget med "bare vent".

Det er da en god måde at prøve, at gøre mig nervøs for noget, som jeg faktisk ikke er nervøs for. Og ikke rigtig til nogen hjælp.

StortOgSmåt skriver:

Selvom det efterhånden er år tilbage, husker jeg den altoverskyggende angst virkelig tydeligt. Selv som højgravid kunne det vende sig i mig, når nogen insisterede på at jeg skulle være ubekymret og glæde mig over at baby endelig kom. Jeg var panisk, skeptisk, traumatiseret … turde nærmest kun tale hvis baby kom… for det var jo aldrig før lykkes at komme i mål. Til gengælde skræmte moderskab og babyliv mig ikke et sekund - jeg var og har aldrig siden været tynget af bekymring for mit barn. Og babytiden var for mig langt nemmere end jeg kan høre at mange andre oplever den.

Min graviditet var jo både glæde og kæmpe “traume”-reaktion. Især i starten. Og helt ærligt så hjalp det mig at lade være med at forvente af mig selv at jeg ikke skulle være bange. At det var okay, at det ikke gjorde baby skade og at der jo var en helt reel faktuel årsag - nemlig utallige dårlige erfaringer.

Jeg bad enkelte gange også min omgangskreds “geare ned”, når de gerne ville have mig til at glædes eller insisterede på at jeg nu bare skulle nyde det. De fleste forstod det faktisk godt - og det var rart at få sat ord på at der ikke kun findes én rigtig måde at være gravid på. 

Se det var et svar, jeg kunne bruge til noget. Tusind tak!

Det er nemlig alle de tidligere og nuværende oplevelser med tab og kompliceret graviditet, der gør utrolig bange for, at det skal gå galt igen. Til trods for, at jeg på scanninger har set en baby i miniformat, der vokser derudaf, på trods af mine blødninger og diverse andre komplikationer.

Det at jeg er blevet sygemeldt og at lægen vil forlænge den, er både rart og skræmmende. Rart fordi hun passer på mig og baby, men skræmmende fordi jeg går alene hjemme og det netop er her, at angsten tager over.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gøre noget, for at ændre det.

Ligesom dig er jeg på ingen måde bekymret for tiden efter baby kommer, overhovedet. Det glæder jeg mig til og en en gang imellem forestiller jeg mig, hvordan det bliver.

Jeg har også en stor datter, så jeg har prøvet det før, men det er næsten 10 år siden.

Tror du ikke du vil have gavn af at snakke med en professionel? Din jordemoder eller få en henvisning af din læge til en psykolog al du kan få lidt ro på i din graviditet?

Det er virkelig ikke ondt ment, men du laver efterhånden et opslag hver dag over selv de mindste ting som gør dig utryg.

Og jeg forstår dig godt, jeg havde det ligesom dig. Vi gik igennem mange tab, flere års forsøg og utallige bekymringer grundet blødninger, smerter og utallige scanninger da jeg endelig blev gravid som resulterede i et barn. Jeg troede også det gik over da jeg havde født, men det gjorde det ikke. Bekymringerne bliver ikke mindre af at man har født sit barn. Jeg endte med en efterfødselsreaktion grundet det hele.

Anonym skriver:

Tror du ikke du vil have gavn af at snakke med en professionel? Din jordemoder eller få en henvisning af din læge til en psykolog al du kan få lidt ro på i din graviditet?

Det er virkelig ikke ondt ment, men du laver efterhånden et opslag hver dag over selv de mindste ting som gør dig utryg.

Og jeg forstår dig godt, jeg havde det ligesom dig. Vi gik igennem mange tab, flere års forsøg og utallige bekymringer grundet blødninger, smerter og utallige scanninger da jeg endelig blev gravid som resulterede i et barn. Jeg troede også det gik over da jeg havde født, men det gjorde det ikke. Bekymringerne bliver ikke mindre af at man har født sit barn. Jeg endte med en efterfødselsreaktion grundet det hele.

Jeg synes bestemt ikke, at du eller det du skriver lyder ondt. For jo, jeg har i høj grad brug for hjælp. Jeg skal snakke med lægen, i næste uge, om forlængelse af henvisning til psykolog. 

Jordemoderen vil ikke gøre noget nu, da de siger, at det er for tidligt, på trods af, at jeg er tilknyttet det udvidede basisprogram. Så jeg må pænt vente til d. 24. Det er pisse svært at række ud efter hjælp og så blive afvist. Det gør mig jo endnu mere utryg, når systemet overlader mig til mig selv.