Hvad skal jeg med mit arbejdsliv?

Det tillader stillingen ikke nej, og selvom baglandet er i iorden med det logistiske ønsker jeg mig jo netop endnu mere tid. Lyder vildt forkælet, ved det godt

Det var heller ikke det jeg mente med at gå på dagpenge, men at overgå til dagpenge systemet. Jeg ved godt det ikke er for sjov og ville meget gerne undgå det. 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg sidder og snøfter lige over at i siger man ikke skal græde inden job, og det har I jo SÅ ret i. 
Selvom jeg hader mit job, er det bare så svært at sige farvel til den trygge base det giver i forhold til økonomi og fleksibilitet i hverdagen. 
Skifter jeg over til mit drømmejob indenfor branchen, så vil jeg nok ikke kunne arbejde hjemme og flexe ud på samme måde som nu, og så føler jeg mig som en røv overfor mine børn, de er trods alt det vigtigste, for de skal ikke hentes kl. 17 hver dag… 

hjemmepasning er ikke en mulighed, vi og ungerne selc, elsker deres institution. 
Jeg ved ikke hvad jeg vil, eller hvordan jeg skal finde ud af, det må jo komme hen af vejen. Så det eneste jeg lige kan forestille mig, er at sige op, trække vejret igen og gå på dagpenge. Men som jeg sagde før, kan jeg være lidt nervøs for længe min mand føler for den, ikke fordi han ikke gerne vil have jeg har det godt, men vi er trods alt to om at få hjulene til at køre. 

puha det er tough at være voksen 

I er to om at få hjulene til at køre - både i det økonomiske, men også i jeres hjemmeliv.

Så hvis du søger dit drømmejob, hvor der ikke er særlig meget fleksibilitet - er der så mulighed for, at din mand kan gå ned i tid - flekse - arbejde hjemmefra? Det er vel ikke givet, at fordi det startede med at være dig, så skal det altid være dig, der er den, der henter tidligt og går på kompromis med arbejdslivet? Måske har det været dig i så lang tid nu, at det er på tide, I bytter? 

Lige nu er I i hvert fald i en situation, der ikke kan fortsætte. Og jeg mener "I" og ikke dig. For I er begge ansvarlige for, at familielivet fungerer, og hvis den ene græder på vej på arbejdet og går så meget på kompromis med sit arbejde og sine drømme for at få tingene til at fungere økonomisk og familiært, som det lyder til du gør - så er I nødt til at sætte jer sammen og sige: "Ok - det her er uholdbart, hvad kan VI gøre for at løse det." Og så er alle ting vel i spil - dit arbejde, hans arbejde, ungernes hentetider, ressourcer uden for hjemmet i form af bedsteforældre, flytning til et billigere hus, færre ferier i en perioder - eller hvad der nu skal til for at du ikke ender med at gå helt ned med flaget. 

Det er i hvert fald min holdning, at når man har valgt at få børn sammen - så er man "in it together", og problemerne skal dermed løses sammen.

Dutelidut skriver:

I er to om at få hjulene til at køre - både i det økonomiske, men også i jeres hjemmeliv.

Så hvis du søger dit drømmejob, hvor der ikke er særlig meget fleksibilitet - er der så mulighed for, at din mand kan gå ned i tid - flekse - arbejde hjemmefra? Det er vel ikke givet, at fordi det startede med at være dig, så skal det altid være dig, der er den, der henter tidligt og går på kompromis med arbejdslivet? Måske har det været dig i så lang tid nu, at det er på tide, I bytter? 

Lige nu er I i hvert fald i en situation, der ikke kan fortsætte. Og jeg mener "I" og ikke dig. For I er begge ansvarlige for, at familielivet fungerer, og hvis den ene græder på vej på arbejdet og går så meget på kompromis med sit arbejde og sine drømme for at få tingene til at fungere økonomisk og familiært, som det lyder til du gør - så er I nødt til at sætte jer sammen og sige: "Ok - det her er uholdbart, hvad kan VI gøre for at løse det." Og så er alle ting vel i spil - dit arbejde, hans arbejde, ungernes hentetider, ressourcer uden for hjemmet i form af bedsteforældre, flytning til et billigere hus, færre ferier i en perioder - eller hvad der nu skal til for at du ikke ender med at gå helt ned med flaget. 

Det er i hvert fald min holdning, at når man har valgt at få børn sammen - så er man "in it together", og problemerne skal dermed løses sammen.

This

Hvis ikke I lægger en ny plan sammen, så går der maks 6 mdr før du har kørt dig selv helt ned. Så står han egenhændigt med økonomi og hverdag mens han skal støtte dig indtil du er healet. Det kan tage lang tid, hvis først man har kørt sig selv ud over skrænten (hilsen en der selv har været der)

Du er stærk at mærke efter og sige fra nu! Hold fast i det

Man skal ikke græde før man går på job, det er et tegn på stress.

Og du skal som andre skriver i tænkeboks - for det første skal du finde ud af hvad der er grund til du græder - for selvom du skriver at du hader dit arbejder - så kalder du det også din trygge base, så på nogle punkter kan det jo ikke være helt skidt.

Nu kender jeg ikke din branche, men mange fagforeninger giver karriere vejledning og mulighed for at tale med nogen for at få afklaret, hvad man egentlig gerne vil og hvor man gerne vil hen. Dette kunne være en mulighed, så du tager et valg med åbne øjne - hvad er det dit næste job skal være - hvad vil du gerne arbejde med - hvilke drømme har du arbejdstider og fleksibilitet osv .

Og selvom din mand selvfølgelig kan tage en tørn på hjemmefronten, hvis dit ønskejob ikke giver den store fleksibilitet, så læser jeg at det ikke er det du ønsker - og hvor fedt er drømmejobbet lige, hvis konstant sidder og drømmer sig hjem til børn og mand. Men måske kan du få afklaret om der er nogle ting du kunne gøre nu og job du kunne søge, så du øgede dine muligheder for at få drømmejobbet om 3-5-7 år når børnene var større og i skolealderen og fleksibiliteten derfor noget, der var mindre behov for.

Måske bare det at lægge en plan for fremtiden kunne hjælpe dine følelser lige nu.

Som andre skriver - så kan man nogle steder tage orlov uden løn i 1-2 år og på den måde prøve andre jobmuligheder af uden helt at kappe sit sikkerhedsnet.