Hvad skal jeg med mit arbejdsliv?

Jeg er 31 år gammel og har de sidste 7 år været ansat i en statslig styrelse. 
Jeg er meget glad og afhængig af den fleksibilitet, barnets sygedage, ugentlige hjemmearbejdsdage, ferie som jobbet har, da jeg har to små børn på 4 år og 10 mdr. 

men… Jeg HADER mit arbejde. Det har jeg gjort i nogle år, men nu er vi der hvor knuden i maven er kæmpestor og tårerne presser sig på når jeg parkerer cyklen eller bilen udenfor arbejdet. 
Jeg sidder og laver dødsyg sagsbehandling dagen lang, i langsomme systemer, i sager fulde af fejl, lovgivning og producerer der laves om hele tiden, og dagligt bliver vi skældt ud af frustrerede borgere. Jeg knuselsker mine kolleger og chefen er fin, det er indholdet af arbejdet. 
Jeg drømmer mig langt væk fra sagsbehandling og det offentlige, drømmer om et brancheskift, måske selvstændig eller noget simpelt vikararbejde fordelt over hele døgnet, så jeg kan være mere hjemme, hente børnene tidligt og ikke bekymre mig om opstået sygdom. 

Jeg ved ikke om vores økonomi kan bære kun en, eller en med meget lav indtægt og jeg har drøftet forskellige scenarier med min mand, men han føler sig lidt udsat over at være den der tjener det meste til husholdningen, hvis nu han mister sit arbejde. (Han tjener godt) 

Jeg synes egentlig også det er mega uansvarligt at sige sit job op uden videre, når man har fællesøkonomi, hus, bil, børn og mange materialistiske ønsker, men fuck mand… Jeg ender et mørkt sted hvis jeg fortsætter her. 

Hvad havde du turde gøre? Har du nogle andre perspektiver? 

Har du ikke mulighed for at søge andre stillinger i den styrelse du arbejder for? Typisk er en intern flytning vel noget nemmere end et helt nyt job og du sidder inde med en masse viden fra som måske kan anvendes på anden måde.

Hvis din mand tjener godt kan det da sikkert godt gå i en periode mens du finder noget andet, men jeg forstår ham så godt når han siger ikke er så rart at være den som er afhængig af at tjene godt for at tingene hænger sammen.

Desværre ikke på nuværende tidspunkt. Delen af styrelsen i min by er meget lille og det er hele området vi forvalter der hænger mig langt ud af halsen. 

kan sagtens også forstå min mand! Vil så nødig risikere vi kommer op at skændes over økonomi og hvem der tjener/laver mest.  

Jeg sidder lidt modsat dig - arbejder som pædagog på bosted uden fleksibilitet, med udadreagende borgere, dårlig ledelse, arbejder i weekender, jul osv og drømmer om job som sagsbehandler hvor der er mulighed for hjemmearbejde, fleksible tider og mere roligt miljø (trods til tider sure borgere). Og føler mig i den grad heldig at jeg netop har landet sådan et job ��

Det var også mere for at sige - perspektiv betyder meget  

dog tyder det på du er kørt helt død og at du ikke finder mening ved jobbet! Kan du skifte til en anden afdeling som giver mere mening for dig? Gå ned i tid? Hvis i har råd økonomisk kan din mand da godt tjene de fleste penge ind? Hvis han mister sit job, kan du alligevel sikkert få et nyt job hurtigt? Mener bare.. hvis det betyder mere glæde og overskud til dig og jeres familie? 

Du kan da se på nogle handicap medhjælper stillinger og se om det siger dig noget? Hvis du vil være selvstændig kan du evt begynde at arbejde lidt på det i din fritid og videre derfra se om det kan blive en indkomst?

Hvis jeg var dig, havde jeg hoppet ud i noget nyt! Hav tillid til det. Men jeg ville ligge en plan først. Se på stillinger og se hvad der tiltaler mig. Søge andre jobs. Jeg ville ikke bare sige op.  
Jeg ville aldrig byde mig selv at være i et job som gjorde mig ked af det eller stresset i den grad du beskriver der. så ville hurtigt komme videre.

Livet er for surt til lorte jobs vi ikke er tilfredse med. Det lyder til du er klar til at skulle videre. Der er mange muligheder og du må mærke efter hvad der tiltaler dig mest. Også vil jeg glæde mig over når jeg selv skal i din (lignende) stilling her snart og væk fra pædagog faget�� Held og lykke

Åh, det er et svært dilemma.

men - hvis du vitterligt hader dit job, og nærmest er grædefærdig, når du møder ind om morgenen - så tænker jeg, at det måske kun er et spørgsmål om tid, før du bliver sygemeldt eller brænder helt ud. Og så risikerer du måske en længere periode, hvor du måske slet ikke kan arbejde. 

Jeg havde sagt jobbet op og fundet noget andet. Vi har bevidst sat os i en sådan økonomisk situation, at vi godt kunne gå igennem en periode med kun en indtægt. Netop for ikke at være tvunget til at gå på job, hvis man hader det.

Jeg kender flere, der har sagt op uden at have en klar plan - og det har altid løst sig. Så har de gået i nogle måneder og passet planter eller andet ufaglært arbejde, og så har de fundet noget andet at brænde for. 

Jeg kan godt forstå din mands ængstelighed ved at være eneste indtægt. Men han bør måske også føle en vis bekymring over at have en kone, der dybest set ikke er glad. 

Men det kommer jo også an på, hvor let det er for dig med din uddannelse og jeres område at få et nyt arbejde, hvor villige I er til at gå markant ned i indtægt - med alt hvad det fører med sig, hvor meget tryghed betyder for dig. Alt det kan vi ikke svare på herinde. Men jeg synes ikke, du skal spilde dit arbejdsliv på et job, der vitterligt gør dig ked af det. 

Ja. Og jeg har lige haft gjort det. Det var nervepirrende at sige op uden konkrete kort på hånden og jeg har mange gange tvivlet på om det var det rigtige at gøre. Men 2 mdr uden arbejde gjorde at jeg kunne tænke klart igen, trække vejret og føle mig fri. Mind mand bærer hele vores økonomi pt og der er skåret ind til benet. Til gengæld slipper vi for at jeg går ned med stress igen. Der har vi været én gang og det startede som du beskriver. Så da jeg fik det sådan igen vidste vi at der skulle ske noget nyt. Ifht sikkerhed -jeg går ud fra at du har akasse? I så fald kan du til enhver tid i processen melde dig ledig (altså i løbet af 2 år ca) og søge arbejde som de foreskriver, hvis I pludselig har brug for at du har en indtægt. Jeg synes det er rart at have den sikkerhed. Pt prøver jeg at starte mit eget op, og det ligner det kommer til at lykkes, men det tager jo en rum tid før det genererer en ordentlig indtægt. Vi havde nok opsparing til (i kombination med at skære i budgettet) at kunne klare os i et år på min mands løn

Vi havde mange snakke om økonomien men i sidste ende var vi mere bange for hvad en ny stresssygemelding ville gøre for både mit helbred men også familien som helhed. Vi kom kun lige ud på den anden side sidste gang, og det tog rigtig hårdt på min mand.

Har din mand lønsikring? Hvis ikke så skynd jer at tegne det og begynd at se dig om efter nyt job. Læg et budget kun med hans løn. Giv jer selv 2 eller 3 mdr hvor I lever på det budget (og sparer alt det sparede op) er det realistisk? Så sig op. Alt løser sig i sidste ende, men nogle gange skal man turde give slip før man kan samle energien til at gå ind i noget nyt  

Sæt jer selv en grænse for hvornår du skal have job (og hvor meget du skal tjene). Det kan tage noget af presset fra ham + usikkerheden

Og sørg for at sige op på en god måde (Du kan evt også søge om orlov) så hvis det ikke går, kan du komme tilbage.

Hvis det er kan du undersøge om din kommune giver tilskud til hjemmepasning? Det kan de fleste steder give lidt mere end man får på su hvis man har to børn. Som bonus kan I "købe" et helt år på den måde hvor du stadig har en indtægt, men tid til at finde din retning. Jeg kender mange der har gjort det (men bor også et sted hvor det er en mulighed) og så sparer man jo institutionspladserne -det løfter en del i budgettet

Jeg står midt i noget af det samme, og dog. Jeg har de seneste år været ansat i et job der var røvkedeligt fordi det passede godt ifht livet med små børn. Nu har jeg, efter mange overvejelser og snakke med min mand, besluttet mig for at søge et andet og meget krævende arbejde. Vi har talt der igennem igen og igen og har besluttet os for at prøve. Det værste der kan ske er at jeg søger retur til mit nuværende job/branche. 

held og lykke!

Jeg har lige været der. 

Dog lidt modsat dig. Jeg var glad for mine opgaver, men jeg følte mig mere og mere udsat for mobning fra kollegerne. Ingen opbakning fra chefen, og jeg blev nødt til at trække stikket til sidst. Jeg græd ofte så snart jeg satte mig ind i bilen efter endnu en dag.

Jeg synes dog det har været lidt svært at finde nyt job. Også selv om jeg arbejder i en branche med meget gode jobmuligheder. Men det er som om, arbejdsgiverne er noget mere tøvende ifht at jeg har sagt op og nu er ledig. Man er bare ikke helt så attraktiv når man søger job mere af nød end af lyst. 

Jeg har dog fundet et nyt job. Ikke 100% hvad jeg havde drømt om, men der er mange ting ifht praktikken der bliver rigtig godt, og hvis kollegerne er søde, er det sikkert et fint job. Jeg kan altid holde øje med om drømmejobbet skulle komme hen ad vejen, og så tænker jeg at det er nemmere at søge når man er i arbejde. 

Du har jo mange forslag til hvilken vej, du vil gå. Kun du kan vide, hvad der er det rigtige. Måske er det fint nok med en periode hvor du får mærket efter. Én ting er sikkert, du skal væk fra et sted hvor du græder inden du møder ind. 

Tak for jeres svar. Jeg sidder og snøfter lige over at i siger man ikke skal græde inden job, og det har I jo SÅ ret i. 
Selvom jeg hader mit job, er det bare så svært at sige farvel til den trygge base det giver i forhold til økonomi og fleksibilitet i hverdagen. 
Skifter jeg over til mit drømmejob indenfor branchen, så vil jeg nok ikke kunne arbejde hjemme og flexe ud på samme måde som nu, og så føler jeg mig som en røv overfor mine børn, de er trods alt det vigtigste, for de skal ikke hentes kl. 17 hver dag… 

hjemmepasning er ikke en mulighed, vi og ungerne selc, elsker deres institution. 
Jeg ved ikke hvad jeg vil, eller hvordan jeg skal finde ud af, det må jo komme hen af vejen. Så det eneste jeg lige kan forestille mig, er at sige op, trække vejret igen og gå på dagpenge. Men som jeg sagde før, kan jeg være lidt nervøs for længe min mand føler for den, ikke fordi han ikke gerne vil have jeg har det godt, men vi er trods alt to om at få hjulene til at køre. 

puha det er tough at være voksen 

Tak for jeres svar. Jeg sidder og snøfter lige over at i siger man ikke skal græde inden job, og det har I jo SÅ ret i. 
Selvom jeg hader mit job, er det bare så svært at sige farvel til den trygge base det giver i forhold til økonomi og fleksibilitet i hverdagen. 
Skifter jeg over til mit drømmejob indenfor branchen, så vil jeg nok ikke kunne arbejde hjemme og flexe ud på samme måde som nu, og så føler jeg mig som en røv overfor mine børn, de er trods alt det vigtigste, for de skal ikke hentes kl. 17 hver dag… 

hjemmepasning er ikke en mulighed, vi og ungerne selc, elsker deres institution. 
Jeg ved ikke hvad jeg vil, eller hvordan jeg skal finde ud af, det må jo komme hen af vejen. Så det eneste jeg lige kan forestille mig, er at sige op, trække vejret igen og gå på dagpenge. Men som jeg sagde før, kan jeg være lidt nervøs for længe min mand føler for den, ikke fordi han ikke gerne vil have jeg har det godt, men vi er trods alt to om at få hjulene til at køre. 

puha det er tough at være voksen 

Men er der ikke en mellemvej? Søg jobbet du drømmer om og så se hvilke rammer, de tilbyder? Ved du reelt, at du ikke kan arbejde hjemmefra og de er ufleksible? Min oplevelse er, at arbejdsgiverne i dag er mere fleksible nu end tidligere. Det er svært at finde den rigtige arbejdskraft. Find ud af om I - internt - kan omlægge jeres arbejdsliv, så din mand/bedsteforældrene i en periode kan trække logistiklæsset mens du starter nyt arbejde? Selvsagt kan du selvfølgelig ikke arbejde hjemmefra fra dag 1 men det kommer jo. Kan I sikre, at den ene afleverer og den anden henter tidligt? Altså arbejde lidt forskudt af hinanden. Det er fx muligt på vores arbejdspladser.

Og bare lige en enkelt kommentar til "at gå på dagpenge". Det koncept findes ikke (mere). Det er benhårdt arbejde at være ledig. Beskæftigelseslovgivningen blev ændret fra 1.1, så det er a-kassens ansvar at hjælpe dig i arbejde indenfor de første 3 måneder. Det gør de meget gerne og med relevante indsatser. Og kontroller. Så ikke just en badeferie. 

Vh.