Hvornår fortalte I det?

hej123hej skriver:

Jeg blev sygemeldt i uge 5 fra mit arbejde grundet gener. Jeg delte dog ikke årsagen, men ledelsen fik at vide hvorfor i uge 11-12, da jeg skulle have udbetalt sygedagpenge fra Udbetaling Danmark, fremfor sygepenge fra dem, jf. afgørelsen fra kommunen. Derfor skulle de naturligvis pludselig kende til det, for at udfylde papirene.  

Mine forældre og søskende fik det at vide i uge 9, da jeg fortsat var meget dårlig, og måtte udskyde bla. min fødselsdag, udskød at svare på ideer til aftaler og meldte også afbud til et arrangement, og der var ingen tegn på bedring. Jeg er aldrig syg og takker aldrig nej til noget, så ville ikke bekymre folk. Kunne jeg have ventet, havde jeg helt sikkert gjort det. Vi havde været til tre tidlige scanninger inden, men ville gerne have været forbi nakkefold. 

Svigerfamilie og nærmeste venner/familie fik det at vide, når vi så dem, efter uge 13 hvor vi var til scanning.

Mine kollegaer fik årsagen til mit fravær efter kønsscanning i uge 15. Jeg har efterfølgende besøgt arbejdspladsen flere gange på gode dage.

Har ikke lagt det på sociale medier, så møder jeg gamle venner, bekendte o.l, vil de måske kunne spotte det på min mave, hvis jeg har tætsiddende tøj på - det er først her i uge 29-31 man har kunne se det med “sikkerhed”, hvis jeg fx har en kjole med bindebånd på

 

Jeg synes helt sikkert man bare skal vælge hvornår man synes. Selv den nærmeste familie kunne først ane min mave i uge 25, i noget meget bestemt tøj, så havde sagtens kunne holde en gående længe - jeg er superprivat, så var jeg ikke ramt med gener, havde jeg bare holdt den kørende. 
Alle har været så søde, overvældende glade og rørstrømske, det er sgu meget for et reserveret menneske, at håndtere

Jeg blev sygemeldt i sidste uge, pga. blødning og smerter, som tiltag ved vrid i kroppen og løft (er pædagog), så både min leder og min læge var enige om, at jeg skulle sygemeldes. Indtil videre er jeg sygemeldt til 13+0.

Umiddelbart regner jeg med, at mine forældre får det at vide, når jeg er 9+5. Vi skulle have været på ferie i påsken og de skulle passe vores dyr. Det skal de så ikke alligevel, med min sygemelding.

Samtidig har jeg behov for,  at enkelte omkring mig kender til graviditeten (hvis det skulle gå galt), hvilket vi for alt i verden gerne vil undgå.

Idag, 7+4, har jeg været til scanning. Baby vokser efter bogen og hjertet blinker derudaf. Så vi krydser alt for, at den bliver derinde og vokser sig stor og stærk

Resten af familien, får det tidligst at vide efter kønsscanning Så jeg håber, at jeg kan skjule maven.

Panther skriver:

Men så er det da dét du skal gøre :-)

Hvad får dig til at tøve med at fortælle det, når du/I har brug for det? Det lyder som om, du ved, hvad der er bedst for dig, og den følelse skal du følge uanset hvad andre synes er “den rigtige måde” for dem.

Tak for dit svar

Mine forældre får det at vide, når jeg er 9+5. Der har vi også været til en scanning mere

Tullebadulle skriver:

Jeg håber at scanningen ser fin ud. Personligt ville jeg fortælle mine forældre omkring blødning og graviditet.  Jeg ville heller aldrig fortælle chefen før mine forældre. Men det er jo hvor åben man er. Jeg blev sygemeldt med blødninger fra tidligt graviditet og frem til barsel. Det var rart at have forståelse og støtte. 
Hvad nu hvis du mister - vil du så bare virke glad overfor dem? Synes det er en svær situation. Jeg ville ikke kunne holde mund.. og gjorde det heller ikke, da jeg oplevede det samme.

Det er også skide svært (undskyld sproget).

Jeg har været til scanning idag. Baby vokser efter bogen og hjertet blinker derudaf

Blødningerne er heldigvis stoppet

MortilF skriver:

Det er også skide svært (undskyld sproget).

Jeg har været til scanning idag. Baby vokser efter bogen og hjertet blinker derudaf

Blødningerne er heldigvis stoppet

Men hvad holder dig tilbage

Tullebadulle skriver:

Men hvad holder dig tilbage

Ja, det er det jeg ikke rigtig er sikker på. Jeg er sindssygt bange for, at det skal gå galt. Også selvom alt indtil videre ser fint ud

Jeg tror måske, at det er hele mit forløb siden 2017, samt min MA I sommers, der gør, at jeg konstant er bange for at miste igen.

Og bange for at sige det højt, hvis det skulle ende galt. Hvilket jeg for alt I verden ønsker at undgå

MortilF skriver:

Ja, det er det jeg ikke rigtig er sikker på. Jeg er sindssygt bange for, at det skal gå galt. Også selvom alt indtil videre ser fint ud

Jeg tror måske, at det er hele mit forløb siden 2017, samt min MA I sommers, der gør, at jeg konstant er bange for at miste igen.

Og bange for at sige det højt, hvis det skulle ende galt. Hvilket jeg for alt I verden ønsker at undgå

Men det er også mystisk af sige … jeg er super ked af det og har aborteret. Når folk ikke ved at man har været gravid. Du aborterer ikke mere ved at sige det højt og man har brug for støtten.
Overvej seriøst at sige det.

Held og lykke